Skinny Love ~ One Direction

Det her er historien om en pige som troede hun havde alt. Hun havde altid det nyeste modetøj, de 'rigtige' venner, en populær kæreste, boede i storbyen LA - og så selvfølgelig forældre som begge var advokater.
Følg med når Juliet Gregors verden bliver vendt op og ned, da hendes forældre dør i en bilulykke, og den eneste værge der kan tage hende og hendes 9 årige lillebror ind, er hendes moster som bor i centrum London. Vil Juliet noglesinde falde til? Eller vil hendes liv bare gå i sort, som det gråvejr der ofte hærger London selv i sommermånederne...

Inspireret af Skinny Love af Birdy.
Derfor har jeg valgt Jasmine van den Bogaerde(sangeren 'Birdy') til at lægge udseendet til Juliet. Hun vil dog ikke kun være 16 i denne historie, men 19 år.

74Likes
60Kommentarer
3803Visninger
AA

3. People help the people

~ Eleanor Calder ~

Jeg står foran spejlet på mit værelse og ser mig selv i øjnene. Mit hår hænger løst, og damper stadig en smule fra badet. Mit ansigt er makeup frit, og mit outfit består af mine sorte jeans og en mørkegrå hættetrøje. På trods af vi er i slutningen af Maj, er vejret gråt og regnene. Men det betyder ikke noget, for jeg ville nok have valgt en simpel hættetrøje alligevel. 

"Juliet! Det er nu..." min moster råber som om det er min sidste dag. Jeez, tak. Jeg sukker og går hen og tager min taske fra sengen og slynger den over min skulder. Jeg går ned af trapperne og ser min moster og Nik stå ved døren. "Juliii!" Niklas omfavner mig da jeg når bunden af trappen og jeg sukker. "Hey Nik.." svarer jeg og bevæger mig ud til bilen. Min moster vil sætte Nik af først da hans skole ligger først. Jeg sidder bare på forsædet og ser ud på regnen der falder ned, stille og roligt. 

Jeg tager min Ipod op da vi har sat Niklas af, og tager høretelefonerne i ørene. Min moster sukker tungt, men kører bare videre alligevel. Jeg går ind under sange og scroller lidt ned. Jeg stopper ved Ed Sheeran og trykker play på "A-team". Jeg lukker mine øjne, og håber på denne dag er hurtigt overstået. Jeg savner allerede varmen. Jeg savner min gamle skole, jeg savner mit liv. Jeg vil bare gerne tilbage til dengang hvor jeg ikke behøvede at tænke så meget over tingene. Dengang jeg havde forældre til den slags ting. 

Jeg slår øjnene forskrækket op, da min moster ryster til mig. Jeg ser på hende og hiver en høretelefon ud. "hvad?" spørger jeg, og min stemme oser af træthed. "Vi er her.." siger hun, og sender mig et medlidende blik. Jeg vender hovedet og ser ud af ruden. ganske rigtig, foran mig er et stort universitet. Jeg sukker og gør mine til at stige ud, men bliver holdt tilbage af min moster. Jeg ser på hende med tomme øjne. "Prøv nu at få noget ud af det Juliet.. Du må ikke pine dig selv." siger hun og ser bedende på mig. Jeg ryster bare på hovedet og stiger ud. Jeg hiver min Ipod op af lommen og prøver at finde en ny sang at skifte til. Der går dog ikke længe før jeg ender på jorden med et bump og et støn forlader mine læber da sammenstødet med den hårde asfalt sker. "Oh my, undskyld love!" er der en der siger, og jeg ømmer mig mens jeg rejser mig og hiver min Ipod med mig. "Det går.." mumler jeg uden at se op. Istedet ser jeg ned på min nu smadrede skærm og sukker.

"Det er jeg ked af, lad mig købe dig en ny...." siger drengestemmen dæmpet. Jeg ser overrasket op meget kort på den idiot der står og foreslår han kan bruge sine penge på en fremmed person. Min reaktion er vidst ikke til at skjule. Luften sætter sig fast i min hals og jeg undersøger undrende om det nu også er den person der står foran mig. Fandme ja, om ikke det er Harry Styles. Jeg fjerner hurtigt mit blik, da øjenkontakt er ubehageligt for mig. Jeg føler bare jeg kan se vreden i alle øjne. "Det behøver du ikke. Det fint." Jeg kan ikke lide alle de øjne der hviler på mig og den kendte popstjerne foran mig. Det er ikke hvad jeg vil. Jeg vil ikke over bestirres. Kvalmen begynder hurtigt at komme og jeg haster forbi Harry og mod de store døre. "Hey! Vent lige!" jeg hører skridt og hurtigt er krøllerne foran mig igen. Han stopper mig sku! 

Jeg bider mig i læben og ser ned. "Er du sikker på det er iorden? Det var virkelig ikke min mening at du tabte den?" Jeg sukker. "Det er fint. Det var ikke din skyld.." Jeg kan både mærke og høre at min stemme er hæs. Jeg har ikke rigtig brugt den. "Du lyder ikke okay?" siger han og jeg sukker dybt. "Hør, det er ikke for at være uhøflig, men har du ikke andre steder at være?" Jeg ser ikke op. "Jeg venter alligevel bare. Min ven er lige inde og aflevere nogle bøger til sin ekskæreste hun efterlod hos os forleden dag.." Jeg kunne ikke være mere ligeglad, tænker jeg. "okay." mumler jeg og går forbi ham igen for at gå ind, men jeg når ikke mere end et skridt, da en person ud af ingenting - hvis i spørger mig - bumper ind i mig igen. Endnu et støn forlader mine læber, men før jeg kolliderer med jorden lander et par hænder på mine overarme og holder mig fast. "woa there!" berøringen sender stød igennem mig, og jeg river mig hurtigt fri og træder et skridt tilbage. "Det okay.." mumler jeg, og føler allerede jeg har sagt de ord for meget. 

Jeg vover et blik op på fejl nummer to, og ser ingen andre end Louis Tomlinson. Great. Så Eleanor går på det her universitet. Mine veninder og jeg hjemme i LA hørte meget One Direction. Selvfølgelig ved jeg hvem de er. Louis står og stirrer på mig, og jeg vrider mig under hans blik. Han står lige foran den dør jeg og andre elever skal ind af. Derfor er mange stoppet op for at stirre. Oh joy, jeg bliver sikkert allerede stemplet som en eller anden psykopat. "Er du okay?" spørger han og hans stemme sender kuldegysninger ned af min ryg. Da jeg ikke svarer ser han over på Harry. "Harry?" hans stemme søger svar og jeg føler mig bare svimmel. Ikke fordi det er to kendte og super lækre fyre der står ved mig - måske før ville jeg have flippet ud og grædt af glæde. Men det er ikke glæde ligenu der får mine tårer til at presse på. "Jeg bumpede ind i hende og smadrede hendes Ipod.." siger Harry. Åh, han tror stadig det er den skide Ipod. "Jeg har jo sagt det er lige gyldigt!" udbryder jeg og ser op på ham med øjne der brænder for at han giver op. Jeg synker en gang og føler mig allerede som centrum for hele skolen. 

I LA var jeg skolens dronning og mine veninder var mine små hjælpere. Jeg elskede det - jeg elskede opmærksomheden, jeg elskede mit udseende. Jeg var altid selvsikker og vidste at det var i spotlightet jeg hørte til. Ligenu vil jeg gøre alt for at komme væk fra det. "vær nu sød at lade mig komme ind.." Den sidste sætning er henvendt til Louis. Jeg ser i hans øjne og bider mig i læben. Jeg ved jeg kan bryde sammen når som helst, og jeg kan mærke alt energien sive ud af mig. Han betragter mine øjne og mit ansigt. Hans eget ansigt er grav alvorligt. Han nikker bare en gang og træder til siden. Jeg haster ind og puster lettet ud. Forhåbentlig behøver jeg aldrig at gå igennem den opmærksomhed igen. Jeg leder efter et toilet og da jeg endelig finder et går jeg hurtigt derind. Jeg smider min taske op på bordet ved vasken og ser mig selv i spejlet. Træk vejret Juliet, tæl til ti. Jeg vil ikke græde. Jeg har grædt nok. Men det er hårdere at komme ud blandt folk end jeg regnede med. 

Efter jeg har stået her i fire minutter bliver der skyllet ud i et toilet og en pige træder ud for at vaske sine hænder. Jeg ser på hende gennem spejlet og sukker dybt. Jeg retter mig hurtigt op og kører en hånd igennem mit hår. Hvem andre end hende... "Hey.." Hendes stemme er sød og varm og hun vasker sine hænder. Jeg nikker til hende som hilsen og ser på min taske, mens jeg pakker min Ipod væk. "Er du en ny første års elev?" spørger hun og lyder oprigtigt interesseret. "Nej," svarer jeg kort for hovedet. "Jeg er på andet år.." Hun ser straks skyldbevidst ud. "åh undskyld, vidste jeg ikke.. Jeg synes ikke jeg har set dig før?" siger hun og retter lidt på sin top. "Det har du heller ikke," skynder jeg mig at indskyde. "Jeg er ny. Tilflytter," erkender jeg. "Åh okay, jamen. Jeg er Eleanor. Calder!" præsenterer hun. Hun rækker sin hånd ud og jeg stirrer på den og synker. Jeg nøjes med at nikke. "Det ved jeg.." mumler jeg lavt og hun smiler akavet og sænker sin hånd. "oookay.. Er du genert på grund af hvem jeg er?" spørger hun, og lyder faktisk alvorlig. Måske endda skuffet. Jeg ser endelig op på hende, og hendes øjne lyser af sorg og irritation. Jeg ville normalt ikke have bekymret mig om andres følelser og reaktion på hvad jeg siger, men Eleanor virker flink nok. "Nej. Selvfølgelig ikke. Jeg er bare ikke.. Det er svært at forklare.." Selvom jeg vil have styrke bag min stemme er det stadig kun en hvisken der kommer ud. Eleanor stirrer lidt på mig. "Okay. Jeg tror på dig. Du er måske bare den generte type?" spørger hun, og selvom hun siger hun tror mig kan jeg stadig se tvivlen i hendes øjne. "Nej. Jeg er faktisk slet ikke genert. Jeg har bare ikke lyst til at snakke med nogle."

Det kommer ud hårdere end jeg mente, og Eleanor spærrer øjnene op og træder et skridt tilbage. "Undskyld.." mumler hun forlegent og jeg bider mig i læben. "Nej. Hør det er bare fordi din kæreste og ham Styles fyren allerede har givet folk nok at tale om for en dag.. Det hjælper ikke på det at du snakker med mig.." Jeg bliver selv overrasket over hvor opgivende og træt men alligevel undskyldende jeg lyder. Eleanor ligner en der er på randen til gråd og selvom jeg er vant til at få folk til at føle sig undertrykte, vil jeg alligevel ikke gøre det nu. "Vi er ikke kærester mere," kvækker hun ud. Hun snøfter og ser væk fra mig, og jeg skifter vægten til mit andet ben. Jeg har kvalme og vil egentlig bare kaste op - også selvom der ikke er mere at kaste op. "Undskyld," ordet på mine læber lyder surrealistisk. Undskyld er ikke det mest brugte ord fra min side af. "Det iorden. Vi var enige om at vi mindede mere om søskende!" siger hun og sukker. Jeg træder forbi hende og gør mine til at gå ud. "hvad er din første time?" Jeg vender mig og glor på hende. "hvorfor?" spørger jeg ligeglad. "Vi kunne følges?" Jeg synker en gang. "Måske en anden gang.."

 

Frokost kommer hurtigere end forventet. Dagen har ikke været andet end tortur. Hvisken og tisken bag hvert hjørne. 'Hun talte med Harry. Ja Harry Styles', 'Er det ikke hende der gik ind i Louis? Hvad mon Eleanor siger?' og 'Hun vil bare have opmærksomheden. Hun vil have folk skal se hende!' er blot få af de ting der bliver sagt om mig. Jeg er ikke dum, jeg kender systemet. Jeg har været toppen af systemet. De kan sige hvad de vil, jeg vil bare hjem og lukke mig bag døren igen. Jeg trækker hætten længere op om mit hovede da jeg går over gårdspladsen. Det regner, men jeg vil ikke være indenfor. Der er de alle sammen, og alt der vil ske er at de taler mere. Så istedet sætter jeg mig på en bænk og lader regnen gennembløde mit tøj og mig selv. Jeg gemmer mit ansigt i mine hænder og trækker vejret dybt. Og ud af ingenting sker det bare - tårene får frit løb. Gang på gang fortæller jeg mig selv det ikke nytter og alligevel ender jeg her. Udenfor, gennemblødt og grædende. Jeg er latterlig. Ynkelig. Folk bebrejder mig alt. Jeg kan se det på dem. Jeg burde alligevel ikke eksistere. Jeg har intet tilbage..

Jeg har ikke siddet mere end ti minutter før jeg mærker en persons nærvær. Nogle har sat sig ved siden af mig, og ud af ingenting mærker jeg en arm om mine skuldre. Hånden stryger blidt min ene arm, og en blød pigestemme hvisker beroligende ord til mig. Jeg får en underlig lyst til at rykke væk fra personen, men en anden del af mig bliver rolig. Jeg bliver derfor siddende og prøver at styre min gråd. Jeg er ikke i tvivl om at det er Eleanor der sidder ved siden af mig. "Det skal nok gå. Alt bliver sikkert okay igen.." Hvad ved hun om det. Hun ved ikke engang hvad der er galt. Hun er perfekt. Hendes kæreste er perfekt - eks kæreste. Hun er populær. Hun er mig bare før alt gik galt. Hun forstår ikke livets alvorligheder.

"Hey.. Fortæl mig dit navn.." Jeg ser op på hende, og forstiller mig mit sølle udseende lige nu. Men alt hun gør er at give min arm et klem og smile opmuntrende. "Juliet.." Min stemme er hæs og den gør ondt når jeg taler. Hun nikker og først nu ser jeg ordenligt på hende. Hendes lette makeup sidder løbende under hendes øjne og hendes løse fletning er gennemblødt - det samme kan siges om hendes tøj. Hun ser forfærdelig ud. Først der går det op for mig - hun er ikke mig. Jeg ville aldrig have gjort det her for en anden person. Jeg var selvoptaget og tænkte kun på at se godt ud. Jeg snøfter en gang og Eleanor smiler let til mig. "Vil du med væk herfra? Vi er begge gennemblødte nu, og min mor er ikke hjemme et par dage - så vi har huset for os selv hvis det er?" foreslår hun sødt. Jeg synker. "Hvad.. Pjække?" spørger jeg og føler mig et øjeblik dum. "Nej.. Bare tage en time-out. Jeg ved ikke hvad der er sket med dig, men søde du er ikke klar til at stå ansigt til ansigt med Universitetets rædsler. Kom med mig!" Hun rejser sig og ser på mig og smiler. "Vi kan se en film og spise noget chokolade," siger hun og jeg ser undrende på hende. Har hun ikke tænkt sig at sige jeg er latterlig? At jeg sidder her og ynker mig selv. "Kom med," siger hun og tager min hånd. Jeg spjætter kort ved den pludselige berøring men går alligevel med. Måske er det her hvad jeg har brug for..

 

I bilen er der fred og ro til at tænke. Eleanor har skruet maks op for varmen da vi begge begyndte at fryse. Hun siger ikke en lyd, men har dog tændt radioen. En sang med One Direction kommer på - More Than This tror jeg nok. Eleanor rækker hurtigt ned og slukker. Jeg ser overrasket op på hende, men hun smiler bare skævt til mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles som om med Eleanor at jeg bare kan lade mine vægge falde. Hun er ikke sur på mig. "Er du okay?" Spørgsmålet kommer både bag på mig selv og Eleanor. Hun ser på mig og smiler skævt. "Ja. Det er bare - altså han er som min bror men alligevel kan jeg ikke lade være med at blive ubehagelig tilpas når jeg hører deres musik.." Jeg nikker og betragter hende. "Hvor længe har i været sammen?" Hun ligner en der slapper mere af. "Vi var sammen 2 et halv år.." Jeg nikker igen. "Han virker flink nok," siger jeg. Hun ser undrende på mig. "Du har mødt ham?" Jeg nikker kort. "Harry smadrede min Ipod. Louis kom ud kort efter.." Jeg mumler det og hun smiler skævt. "Var det dem du flygtede fra? Da jeg mødte dig på toilettet?" Jeg sukker. "Jeg flygtede ikke..." Men jeg lyver. Vi ved begge to godt at jeg flygtede. "Okay.. Så siger vi det.." Hun ser på mig og bider sig i læben. "Hvorfor er du så god imod mig?" spørgsmålet ryger bare ud af mig og jeg tænker ikke over det virker uhøfligt. "Du virkede så messed up da jeg så dig. No offence, selvfølgelig. Men jeg.. Jeg tror bare jeg er en do gooder. Jeg vil gerne have du føler dig velkommen her. Desuden var det ulideligt. Alle snakkede allerede om Harry og dig..." Jeg ser hurtigt på hende. "Du vidste jeg havde mødt Harry?" Hun nikker. 

"Jeg lytter til sladder. Men de sagde intet om Louis.." Jeg sukker. "Det var også en kort fornøjelse," mumler jeg. Eleanor ser igen på mig, men flytter blikket til vejen. "så! velkommen til mit slot," Eleanor lyder munter som om al samtale vi har haft i bilen er væk. Jeg træder ud, og bliver mødt af den buldrende regn. Eleanor løber op til døren og låser op, og jeg følger efter i et roligt tempo. Regnen gør mig ingenting. jeg træder ind i det hyggelige hus og lader fornemmelsen af varme slå mig i møde. Her er rart og småt på en stilfuld måde. Væggene i gangen er babyblå og der hænger et spejl og står en kommode. Der er en knage hvor Eleanor hænger sin jakke og vi stiller begge vores sko. Jeg står lidt akavet i min hættetrøje og hun ser vuderende på mig. "Du kan låne noget af mit tøj - er det iorden?" Jeg stirrer bare på hende. Langsomt begynder mit hovede at bevæge sig op og ned. Jeg bliver vist ind i køkkenet hvor jeg sætter mig på en af de træstole der står. Her er klassisk gammeldags. Eleanor haster ovenpå og kommer ned igen lidt efter i et par denimshorts og en tanktop. Hendes hår er nu løst og krøller flot. 

Hun rækker mig den lille bunke tøj i hendes hænder og jeg tager gladeligt imod. "hvor er badeværelset?" spørger jeg roligt. Eleanor peget på en dør og jeg går derud. Ganske rigtigt, et lille hyggeligt badeværelse i samme farve som gangen er bag døren. Jeg trækker mit våde tøj af, og ser på tøjet Eleanor har givet mig. Et par denimshorts - great - og en tanktop. Har hun ikke andet?! Jeg hiver det dog på og ser mit spejlbillede. Mit hår er uglet men bare.. hår. Jeg træder ud af badeværelset og hører stemmer dæmpet fra hvad jeg går ud fra er stuen. Jeg trækker vejret dybt og samler mit våde tøj i en klump og holder dem tæt ind til mig mens jeg går mod lyden. Jeg stiller mig i døråbningen og Eleanor står med ryggen til. Det er hans sølvblå øjne der først fanger synet af mig, og Eleanor tier stille. Hun vender sig stille om og smiler undskyldende til mig mens hun går hen mod mig. "Forstyrrer jeg? Jeg kan vente i køkkenet?" siger jeg og gør mine til at vende mig om. Jeg har allerede fået en knude i maven igen af Louis' tilstedeværelse. "nej nej sweety! Her, lad mig tage de her.." siger hun og tager mit tøj og forlader rummet. Great.

Jeg slår armene om mig selv og ser ned i gulvet. "Hvad er dit navn?" Igen giver hans stemme mig kuldegysninger. Jeg ved ikke hvad det er der sker. Jeg bider mig i læben og mumler mit navn ud. Hvor er det tåbeligt af mig at tro at det betyder noget for ham hvad mit navn er. "Jeg er Louis. Tomlinson," tilføjer han. Jeg sukker og nikker bare. "Jeg ved det.." Jeg kan fornemme han træder et skridt tættere på mig, hvilket får mig til at træde tilbage i refleks og ramle ind i væggen. Til mit held kommer Eleanor ind i stuen igen og stiller sig mellem os. Jeg slapper helt af i skuldrene igen og Eleanor sukker. "Her," siger hun og rækker ham en pose. "Det var dem du kom efter.." Hun ser ud af vinduet lige som et lyn skærer igennem himlen og et stort brag efterfølger. Jeg piver lavt og krymper mig lidt sammen. Torden skræmmer mig. Det har det altid gjort men efter mine forældres død føler jeg bare at jeg selv skal dø i tordenvejr - måske fordi det tordnede slemt den dag 'nyheden' kom til min dør. "Juliet! Er du okay?" Eleanor træder et skridt hen imod mig men jeg holder en hånd oppe. "Det er fint.." er mit svar men da endnu et tordenbrag kommer må jeg se mig slået. Jeg gisper og holder mit vejr, så Louis denne gang træder et skridt frem. "Juliet, hey.." Hans stemme er dyb og hæs, men fyldt med varme. Jeg bider mig i læben og ser op på ham. Hans øjne er lige så varme som hans stemme og jeg føler mig igen vildt barnlig. "jeg er okay. Det er bare torden.." Jeg retter mig op og ser på dem begge to. "Jeg tror gerne jeg vil hjem, Eleanor... Undskyld, det er bare.." Hun nikker hurtigt. "Selvfølgelig, lad mig lige.." hun bliver afbrudt af Louis. "Jeg kan køre hende." Jeg ser forskrækket på ham, og Eleanor bliver også lidt skeptisk. "Louis jeg ved ikke hun.." Louis ryster på hovedet. "Jeg skal alligevel hjem, det ville være nemmere.." Jeg synker en gang. "Eleanor har ret måske skal hun bare.." Louis ser hurtigt over på mig. "Du må ikke være bange for mig, Juliet. Forstår du? Hvis du stoler på El kan du stole på mig.." Hans stemme er fast men alligevel blød. 

Jeg synker en gang. Eleanor sukker og ser på mig. "Han har ret Juliet.. Han er mig bare som mand. Du har intet at frygte.." Jeg åbner og lukker munden som en forvirret fisk. "Jeg... Lover du at køre forsigtigt?" Ordene kommer bare frem. Fordi jeg er nødt til at få dem ud. Louis ser på mig og der kommer en rynke imellem hans øjne, hvilket får ham til  at se væsenligt ældre ud. "Ja. Jeg kører altid forsigtigt..." Eleanor stirrer også på mig nu. Jeg ser bare ned igen. "okay. Okay han kan køre mig.." Jeg trækker vejret helt ned i maven. "Juliet.." Det er Eleanors stemme men jeg ryster på hovedet. "Det er ligemeget.. Tak for gæstfriheden.. Vil du have mig til at skifte ud af dit tøj?" spørger jeg og ser på hende. "Nej. Men tag den her på.." Hun tager en sweater fra sofaen og giver mig den. "og så husk at du altid er velkommen til at kontakte mig, Jule.. Må jeg kalde dig det?" Jeg nikker. "Tak Eleanor.." siger jeg og mener det oprigtigt. Jeg vender mig mod Louis og han smiler skævt til mig. "Ready love?" 

 

______________________________________________________

 

Okay, first off - I'm sorry!

Jeg har læseferie nu så lover at opdatere regelmæssigt! Og hvis ikke jeg gør det, så spammer i min Movella med beskeder så jeg kan komme igang! I er de bedste, og jeg LOVER der kommer mere aktion i denne movella snart!

 

OG JA! Det gør lige så ondt på mig som på jer at bryde Louis og Eleanor!!!! Men jeg tror det vil blive okay,......

 

Jeg vil gerne høre jeres meninger stadig. Det betyder meget for mig i læser med, og i ved jeg elsker jer alle. 

 

xoxo - Lærke. 

 

OBS: kapitlet er desværre ikke rettet igennem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...