Skinny Love ~ One Direction

Det her er historien om en pige som troede hun havde alt. Hun havde altid det nyeste modetøj, de 'rigtige' venner, en populær kæreste, boede i storbyen LA - og så selvfølgelig forældre som begge var advokater.
Følg med når Juliet Gregors verden bliver vendt op og ned, da hendes forældre dør i en bilulykke, og den eneste værge der kan tage hende og hendes 9 årige lillebror ind, er hendes moster som bor i centrum London. Vil Juliet noglesinde falde til? Eller vil hendes liv bare gå i sort, som det gråvejr der ofte hærger London selv i sommermånederne...

Inspireret af Skinny Love af Birdy.
Derfor har jeg valgt Jasmine van den Bogaerde(sangeren 'Birdy') til at lægge udseendet til Juliet. Hun vil dog ikke kun være 16 i denne historie, men 19 år.

74Likes
60Kommentarer
3821Visninger
AA

2. en.. to... tre... ti.

"Juliet..."

Jeg sidder i stuen. overfor mig er der en politibetjent. Hvad laver han her? Jeg skal mødes med August om ti minutter. 

"Juliet...."

Nej. Døde? Det kan ikke passe! Det her er et mareridt! Jeg skal mødes med August om fem minutter, sig det er en joke!

"Juliet!"

Panik breder sig omkring mig, da det går op for mig han ikke joker. Jeg ser febrilsk rundt efter en flugtvej. Grådende fra min lillebror kører om og om igen, mens han skriger det må være en fejl. At vores mor og far aldrig kan dø.

"JULIET!"

Med et sæt sætter jeg mig op, og gisper efter vejret. Var det bare en drøm? Et ondt mareridt der nu er slut. Sidder min mor nedenunder lige nu, og venter på mig. Er far mon taget afsted? "Juliet, søde.." Jeg ser til siden og gisper da jeg ser min moster ved siden af mig. Hun lægger en hånd på min pande og ser bekymret på mig. "Jeg var så bekymret.. Du ville ikke vågne.." mumler hun og jeg vrider mig væk fra hendes hånd, og skubber tæppet til side og rejser mig fra sengen. Min seng.. Den seng jeg fik udleveret da jeg ankom til London. Jeg går hen til vindueskarmen og placere hænderne på den og lægger al min vægt fremover mens jeg puster. Det var ikke bare et mareridt. Jeg er fanget her, og mine forældre er væk. 

"Juliet.." Jeg er snart træt af den stemme. "Gå!" snerrer jeg forpustet. Jeg kan mærke sveden løber ned af min pande. Jeg hører et suk og så skridt ud af mit værelse og døren der lukker. Min top klamrer sig til min krop og jeg bider mig i læben. Jeg ser over på uret på mit nattebord. 5:26. Om morgenen. Jeg starter på min nye skole idag. London University. Hovedfag - psykologi. Hvor ironisk, eftersom alt folk har prøvet at få mig til er at gå til psykolog. 'Tal med nogle, Juliet.. Sig noget.' Hvad vil de have jeg skal sige? At jeg ikke er opdraget til at tage ansvar? At jeg er vant til at få min vilje? At jeg er en forkælet snotunge, som aldrig værdsatte de ting hun havde godt nok! Mine foræl... Jeg stopper der. Før tårene kommer. Jeg vil ikke græde mere. 

Jeg har ikke talt med nogle siden ulykken. Om ulykken. Jeg har snakket kort med Kia, en veninde fra LA. Men hun vil aldrig forstå. Hun forstår ikke hvad det er at miste, fordi hun er mig. Hun er den person jeg plejede at være. Jeg kan aldrig være den samme igen. Jeg kan aldrig bare tage tøj på om morgenen, og fortælle mig selv alt er ok, og at jeg ikke har nogle bekymringer. Bekymring nummer 1: vi skal alle dø. Mine forældre døde i en alt for tidlig alder. De var stadig unge, og de efterlod sig 2 børn. 

Begravelsen var et helvede. Alle kom hen til mig og fortalte mig hvor kede af det de var. Men ingen af dem forstod det. Ingen af dem ved hvordan det er at miste. De udnyttede bare situationen så de kunne få lidt flere point fra mig. Min moster, Jennifer, var der. Selvfølgelig. Min onkel fra min fars side og hans kone var der. Og så halvdelen af vores vennekreds. Mine forældres, og min. Vi tog med min moster direkte til London bagefter. Jeg så mig ikke tilbage en eneste gang. Jeg havde ikke lyst.

Mine 'veninder' prøvede at kontakte mig den første uges tid. Men de gav hurtigt op - ikke en eneste blev ved. Det er nu tre uger siden begravelsen, og jeg har stadig ikke talt med nogle. Jeg har sagt korte sætninger til min moster, men det er alt. Jeg har lukket mig inde, fordi det er SÅ meget lettere. Ingen svære spørgsmål, ingen der kommer med irriterende kommentarer. Ingen der viser falsk medynk. Jeg er træt af falske mennesker. Alt er forandret nu. 

Jeg fjerner mig fra vinduet og går hen til mit klædeskab. Jeg finder rent undertøj og en tanktop frem, og går så hen til mit badeværelse. Jeg har brug for et bad. Sveden har gjort både min krop og mit hår klistret. Før i tiden ville jeg have elsket at tage et bad. Elsket at stå op, finde mit lækreste outfit frem og lægge en perfekt makeup. Jeg ville køre med August, min kæreste til skole, og vi ville gå ind på skolen sammen. Vi var aldrig forelsket. Det var alt sammen en illusion. Ballets konge og dronning er nødt til at være sammen. Sådan lyder den uskrevne skoleregel. så det var vi. Den mest populære dreng - August - og den mest populære pige - mig. 

Jeg tænder for vandet og stirrer på mig selv i spejlet. Mit ansigt er ligblegt og mine øjne er store og grå. Under mine øjne er der kun mørke, da søvn ikke er det jeg får mest af. Mit hår ser klamt ud, og det er uglet. Alt ved mig er hærget, og jeg er ligeglad. Det her er den jeg er nu. Jeg glemmer aldrig den dag der har fået mig hertil. Jeg glemmer aldrig den dag jeg kom hjem, og så moster Jennifer sidder med min 9 årige lillebror i armene... 

 

Jeg småløber op af havegangen, og op af de flotte marmortrapper der fører op til vores store palæhus. Jeg åbner døren og ser rundt. "Hallo? Nik?" jeg råber det store hus op, for at høre om min 9 årige lillebror er hjemme. Jeg har lidt travlt da August, jeg og nogle venner skal på stranden. Jeg kommer ind i stuen, hvor min moster sidder med Niklas i sine arme. Han græder. "Hey Moster Jen. Hvad laver du her? Og er Nik okay?" spørger jeg og bekymrer mig egentlig ikke videre om det. Han tuder vel hele tiden. "Juliet? Juliet Gregors?" først der flyver mine øjne over til politi manden der sidder på en stol. "øh.. ja?" siger jeg usikkert. Nu er August vel ikke ude i noget stofferlort, og har rodet mig ind i det, vel?

"Vi har nogle hårde nyheder at fortælle dig. Vil du sidde ned?" Jeg griner akavet og sætter mig overfor ham. Jeg husker at krydse mine ben, så han ikke kan se op under mit ret så korte skørt. "Hvad så? Hvem er død?" joker jeg, og hans ansigt bliver gravalvorligt. "Juliet.. Forbered dig på hvad jeg skal til at sige.." Jeg ser undrende på mig. Hvordan skal jeg forberede mig på noget jeg ikke ved hvad er? "Okay, jeg har set for meget CSI til at det her er sjovt! Ud med sproget!" fjoller jeg. Han synker en gang og begynder så.

"Klokken 9 i morges skete der et uheld. En spiritusbilist kørte ind i en personbil. Dine forældres bil...." siger han langsomt og jeg nikker. "Hvor er mine forældre?" spørger jeg. "Juliet.." siger han langsomt, og det er det for mig. "HVOR ER MINE FORÆLDRE!" skriger jeg, hvilket får Nik til at græde mere. "De.. De overlevede det ikke, Juliet.." siger politimanden stille og lægger en hånd på min. "De er døde." mit åndedræt fanger sig i min hals. Nej. Det er ikke sandt. "D.. Døde?" Han nikker langsomt, og jeg rejser mig langsomt op. Jeg ser stift over på Jennifer og Niklas. Døde? "De kan ikke dø. Ikke endu." mumler jeg, og klumpen i min hals bliver større.

Niklas rejser sig fra Jennifer, og løber hen til mig og klamrer sig om mig. Han går mig ikke længere end til lige under brysterne. Jeg lægger min ene arm om ham, og min anden hånd lander i hans hår. Det er ikke en joke. De taler sandt. 

Jeg hører min egen stemme tale, men det er ikke mine ord. Det er ikke min hjerne. Min hjerne har allerede lukket ned. Klar til et liv i ensomhed. Der er ikke noget der betyder noget mere. Alt er ligegyldigt. "Schy, Niklas.." siger stemmen, som er min. "Det skal nok gå.. Vi skal nok klare os.." 

Sandheden er - jeg ved ikke om vi klarer os. Jeg ved ikke noget, for jeg er ikke vant til at lave beslutninger. Jeg er vant til at få dem foræret. Jeg ved ikke hvad der skal ske med Niklas, eller mig selv. Jeg ved ikke hvem jeg er mere..

 

Jeg gisper en gang mere, da det går op for mig jeg har holdt vejret. Jeg står nu under bruseren, klædt i undertøj og top. Alt er gennemblødt da vandet bare løber. Jeg gisper om og om igen, men kan ikke længere holde det inde. Gispene forvandler sig hurtigt til hulk og jeg glider langsomt ned af væggen, og kører hænderne igennem mit hår. Jeg er et mess, og jeg vil ikke redes. Jeg fortjener det ikke. Jeg så aldrig alvoren i livet. Jeg takkede aldrig mine forældre for alt det de gav mig. Jeg fortjener det ikke.

Mens jeg hulker hiver jeg desperat min top af, og stripper ud af mit undertøj. Alle mine tanker kvæler mig, og jeg har brug for at få en pause. Så jeg lukker øjnene og sukker dybt. 'Tæl til ti'.. Tæl til ti... Tæl til ti. Det sagde min mor altid. Hun sagde at når der var klienter som var fuldkommen forkert på den, lukkede hun altid øjnene og talte til ti. Stille og roligt, bare hende i hendes eget univers. 

En....

Min moster rumstere nedenunder, sikkert i et forsøg på at lave en lækker morgenmad til mig

to...

Folk er ligeglade. De spørger for at være høflige. Inderst inde vil de gerne have min popularitet. De er ligeglade.

tre...

Er jeg forkert på den? Er jeg stadig den forkælede unge fra LA. Er det forkert af mig at være vred på mig selv, nu hvor jeg har haft det hele? Er det forkert af mig at være vred?

fire...

fem...

seks...

August er ude af mit liv - ligeså snart han fandt ud af jeg skulle flytte var han væk. Han er ligeglad. Han er så pisse ligeglad med mig og mine problemer. I mit stadie ville jeg være dårlig for hans ry.

syv..

Jeg plejede at synge. Jeg plejede at elske det. Men jeg kan ikke mere. Musik var en ting min far og jeg havde sammen. Jeg gider det ikke mere, det kan også være ligegyldigt..

otte..

ni..

Jeg skal bare igennem dagen. Jeg er nødt til at komme igennem den. 

ti...........................

 

 

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

okay, det var første kapitel af Skinny Love. 

Jeg håber i kan lide den, jeg elsker allerede at skrive på den. Den er virkelig fucked up, I know.

Hvad siger i om Juliet? Er hun for underlig, eller forstår i pointen med hendes holdning? Skal jeg lave noget om? 

Ouh, og en lille gættekonkurrence: hvem tror i bliver 'the hero' i den her historie? Altså hvem af drengene vil være hendes? 

 

- skriv gerne hvad i mener, og smid et like hvis i synes den fortjener det. Tak fordi i læser med. (:

xoxo - Lærke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...