It's a Secret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Efter veninden Laura er forsvundet, har den 16 årige Cara, kommet ud i et miljø sm ikke er godt for hende, med hvad sker der når nogle uventede ting sker? Hvad sker der når Cara's forsvundne veninde dukker op igen? Når nogle fejltagelser bliver lavet, og nogle uventede følelser sniger sig ind? Når nogle uventede personer dukker op, med nogle hemmeligheder som overrasker dem alle? Når de personer man tror man kender, er virkelig det de udgiver sig for at være?

6Likes
8Kommentarer
468Visninger
AA

1. Start.

"Kom nu Cara," råbte Laura tydeligt, og rakte ud efter min hånd. Hun smilede et hemmelighedsfuldt smil til mig, og jeg vidste at de smil gemte så mange brændende hemmeligheder, så mange tårer og så meget had. "Vil du ikke se hvor det er?" sagde hun hårdt, men smilede bagefter et sukkersødt smil. Jeg trak ligegyldigt på skulderende, hendes ansigt ændrerede sig fra sødt til irriteret, men hun fik sin falske facade op igen. "Kom nu, Cara," prøvede hun igen, men den her gang, var jeg sikker på hvad jeg ville, så jeg rystede på hovedet. "Cara" sagde hun advarende, og da jeg vendte mig om og skulle til at gå, tog hun hårdt fat om mit håndled, og borerede sine negle ind i min hånd. "Det din skyld" sagde hun og rettede sig op, så hun var højere end mig. Jeg mærkede tårerne presse på, og inden jeg kunne nå at gøre modstand strømmede de ned af mine kinder. Hun smilede tilfreds. "Du skal i gennem så meget sorg som jeg gjorde," sagde hun hårdt, og trådte et skridt tættere på mig, jeg skreg men ingen lyd kom ud. 

Jeg vågnede op, med sved på min krop, og våd om øjnene. Det første jeg så var min mors bekymrerede ansigt. Hun aede mig forsigtigt ovre håret, og jeg ventede på hun skulle sige noget. "Det samme maridt igen?" spurgte hun, og nussede forsigtigt min arm. Jeg nikkede langsomt. "Jeg føler mig så skyldig, jeg skulle har blivet ved hende. Ikke bare være gået!" halvråbte jeg hårdere end forventet, jeg sukkede opgivende af mine egne ord. "Gå" sagde jeg koldt, og vred mig ud af hendes greb. Hun så forvirret på mig, og lagde armen omkring mig igen. En tryg følelse maste sig i gennem de andre følelser, men den blev hurtigt skubbet ud igen. Jeg fortjener det ikke. "Gå" sagde jeg igen, og rejste mig hurtigt op. Hun rystede på hovedet ad mig, og var hurtigt henne ved min side. "Hvis du ikke går, så går jeg," og med de ord tog jeg mine converse, og gik nedenunder, jeg tog min jakke, og inden min mor kunne nå at komme ned og protestere, var jeg væk. Laura, er min bedste veninde, men hun forsvandt for 2 måneder siden. Jeg har ikke andre ned hende. En kvalmende følelse banner sig i gennem, og jeg vidste det var mine tømmermænd. Men jeg var ligesom ved at blive vant til følelsen, jeg åndede den kølige luft ind, og den kolde luft ramte mine nøgne ben, og fik kuldegysninger frem på mine arme. 

 

Jeg vidste ikke hvad jeg lavede her, hellere ikke hvordan jeg endte her, men nu står jeg her. Det var her det endte, det var her den værste aften i mit liv gik til. Hun var så smuk, Laura. Hendes skrig fylder stadig i mine øre, da jeg var så fuld og sur, og jeg bare skred fra hende, så jeg efterlod hende alene lige her, hendes skrig, og mig der løb fortvivlet herhen, og det var den aften jeg så Laura for sidste gang. Hun var noget særligt, men det var kun mig der kendte til hendes hemmeligheder. De dybeste, hendes tanker. Vi var så tætte, der var ingen der kunne skille os ad, vi ville være veninder for evigt, men nu skal jeg leve med at være skyldig. Jeg skulle har blivet hos hende. Jeg kan ikke engang huske hvad vi skændtes om, men det var noget ligegyldigt, det var ikke det værd at miste den person man holder aller mest af. Men jeg er også den eneste der vidste at hun følte sig stalket, at hun følte nogen var efter hende. Uden videre mærkede jeg tårerne ned af mine kolde kinder, og jeg tvang mig til at gå. 

Da jeg kom hjem, stilte jeg min sko. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg var væk, men der var stille i huset, og det tydede på at jeg var alene. Jeg hadede at være alene hjemme, jeg hadet at der var så stille. Jeg hang min jakke op, og gik ind i stuen. Jeg satte mig i sofaen, og lod tankerne få frit løb. Men lige pludselig hørte jeg noget, det lød som nogle skridt. Jeg havde lyst til at skrige, og ville for første gang ønske at min mor sad ved siden af mig, og kunne holde om mig. Noget raslede udenfor, foran vinduet, jeg gik stille derhen, og lod mine øjne glide rundt. Lige pludselig så jeg ind i nogle ukendte mørke øjne, jeg fik et chok, og skulle holde skriget inde. Jeg tog nogle skridt tilbage, og lukkede øjnene et øjeblik. Da jeg åbnede dem igen, var personen væk. Jeg hørte en dør åbne, og nogle skridt. Jeg lagde mig ned på gulvet, så man ikke kunne se mig. Skridtende bliv højere og tydeligere, og jeg kunne skimte nogle sorte sko. Inden en dør blev smækket. Jeg turde ikke gå ud, så jeg blev ved med at lægge ned, jeg vidste ikke om personen var væk. Men følelsen i min mave sagde at det kom igen. 

 

____________________________________________________________________________________

Tak fordi i gad og læse den, det er ikke rettet i gennem, så undskylder meget stavefejl eller gramatikfejl. Det er kun starten af det, og i de andre kapitler skal de nok bliver mere spændende, det var bare så i kunne få et indblik af hende. Det er meget kort, og det undskylder jeg også for, håber i vil smide et like eller en kommentar. Kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...