It's a Secret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Efter veninden Laura er forsvundet, har den 16 årige Cara, kommet ud i et miljø sm ikke er godt for hende, med hvad sker der når nogle uventede ting sker? Hvad sker der når Cara's forsvundne veninde dukker op igen? Når nogle fejltagelser bliver lavet, og nogle uventede følelser sniger sig ind? Når nogle uventede personer dukker op, med nogle hemmeligheder som overrasker dem alle? Når de personer man tror man kender, er virkelig det de udgiver sig for at være?

6Likes
8Kommentarer
474Visninger
AA

7. 7.

Mit hjerte hamrede. Han stod lige der, og han havde også set mig. 

Hans smil famlede i et øjeblik, men han fik hurtigt et falsk et op. Tænk engang han var her, han stod der. 

Tænk engang han turde, han burde skamme sig. Vreden fyldte alle mine årer, alt min sorg blev forvandlet til vrede, og jeg havde lyst til at slå ham. 

Nej, ikke engang, han burde ikke leve. Det fortjente han ikke. 

Ikke efter det han havde gjort med Laura, han var forfærdelig. Han var klam, værre en klam. 

Klam. Mere klam. Mest klam.

Jeg mærkede vreden pumpe i mig, og jeg havde lyst til at gå hen til ham, og gøre det han fortjente. Jeg havde lyst til at skrige og råbe. 

Skrige til ham, han ikke fortjente at leve. 

Men på den anden side, var jeg bange. Bange for hvad han kunne finde på at gøre, ikke kun mod mig, men min mor. 

Mod Nick. 

Jeg rystede på hovedet, og følte mig mindst lige så klam som ham. Hvad var jeg for en bedste veninde, når han stod der, og så turde jeg ikke. Jeg turde ikke. 

Inden nogen nået at stoppe mig, kom et skrig ud af munden på mig, og jeg løb ud af kirken. 

Jeg skuffer hende hver gang. 

Hver gang. 

Jeg gør ikke noget rigtigt. Jeg skreg og skreg, og blev ved med at løbe. Jeg ved ikke hvorhen, men jeg løb. 

Jeg ville væk fra alt det der forhindrede mig i at være glad. 

Være den gamle glade sjove Cara. 

Jeg rystede, og faldt om på mine knæ, og lod hulkene forlade min mund. 

Hvorfor kom hun ikke tilbage til mig, kom tilbage. 

Jeg rystede, og lagde mig ned på asfalten, og lod de våde sten røre min kolde hud. 

Det regnede mig og jeg rev mig i håret. 

Jeg skreg og skreg. 

Alt var ligegyldigt, alt var noget lort.

Jeg savnede hende som bare fanden, at det næsten gjorde ondt, smerten var uudholdende. 

Lige pludselig mærkede jeg nogle varme arme om min kolde krop, og jeg vidste ikke hvordan, men jeg følte mig tryg. Mit skreg døde hen, og jeg lod mig putte mig hen til personen. 

En velkendt duft fyldte min næste.

Nick. 

 

Jeg havde måttet sovet, for jeg vågnede op i min seng. Min hovedpude var helt våd, og det var mine øjne også. 

Jeg snøftede, og satte mig op. 

Det hele virkede ukendt, så lige meget. 

Men ellers var det det sted jeg kendte aller bedst, men det virkede ukendt. 

Jeg lod mod min vilje et hulk ryge ud af min mund, og jeg snøftede og snap efter vejret. 

Jeg hørte nogle trin, og nogle dæmpede stemmer, min dør blev åbnet, og mit blik faldt hen på min mor gående ind, - jeg hørte da flere stemmer, gjorde jeg ikke? 

"Skat," begyndte min mor, "du har besøg."

Hvem besøger mig? 

En lyshåret alt for velkendt pige kommer gående ind på mit værelse, med et falsk smil klasket op i hendes falske ansigt. 

"Hej Cara," siger hun med en falsk sød stemme, der fik min mor til at smile. 

Det var Laura's ærkefjende - lige meget hvor tåbeligt det lyder. 

Men hvorfor dukker hun op her? Jeg var forvirret, mit hoved gjorde ondt. 

Marie, som hun hed, kom slentrende hen i mod mig, og smed sig i sengen ved min side. 

Min mor fattede hentydningen til at hun skulle gå, så hun sendte mig et tappert smil, og gik ellers ud af døren. 

"Længe siden," sagde Marie. 

"Ja," sagde jeg kort og kontant, og lod blikket fange hendes mørke øjne. 

"Det var trist det med Laura, hva?" siger hun med uden melidenhed i stemmen, mere hån. Jeg havde lyst til at slå hende. 

"Hvad var der nu der skete?" spurgte hun nysgerrigt, og lod som om hun ikke tydeligt vidste det. 

"Nå ja, du blev sur og lod hende væ.." mere nåede hun ikke at sige før, jeg rejste mig op, for at styre mit temparment. Der bare steg og steg, - men noget slog mig, hvorfra vidste hun jeg gik? Det var kun politiet og min mor jeg havde betroet mig til ikke andre. 

Hun smilede håneligt. 

"Jeg synes du skal gå nu," sagde jeg med sammenbidte tænder. 

"Hvorfor? Jeg er jo lige kommet," siger hun, med stemmen fuldt af had og hån. 

"Ja, og nu er det tid til at gå," hvæsede jeg hårdt. 

"Rolig nu," grinede hun håneligt, og rejste sig op, for at gå. 

"Vi er ikke færdige," sagde hun og så på mig. 

Hvis blik kunne dræbe havde jeg været død lige nu. 

Hun åbnede døren, men stak hovedet ind igen.

"Hils Nick fra mig," sagde hun. 

 

____________________________________________________________________________________

Undskyld, for det korte kapitel.. men det er ikke ret i gennem. Undskyld!! :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...