It's a Secret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Efter veninden Laura er forsvundet, har den 16 årige Cara, kommet ud i et miljø sm ikke er godt for hende, med hvad sker der når nogle uventede ting sker? Hvad sker der når Cara's forsvundne veninde dukker op igen? Når nogle fejltagelser bliver lavet, og nogle uventede følelser sniger sig ind? Når nogle uventede personer dukker op, med nogle hemmeligheder som overrasker dem alle? Når de personer man tror man kender, er virkelig det de udgiver sig for at være?

6Likes
8Kommentarer
508Visninger
AA

6. 6

Jeg tog min sorte kjole på som gik mig lige ned ovre knæet, den sad løst på mig. Jeg tog mit mørke hår op i en høj stram hestehale, og lagde en smule mascara. 

I dag ville være den sværeste dag jeg skulle i gennem. 

Der var stille i rummet, i huset overalt. Det var som om tiden var gået i stå, alt stod stille. Jeg tog mine ballerinaer på, det var kun til sjældende lejligheder jeg havde dem på, men det her var en speciel lejlighed, det var i dag, vi skulle hylde Laura, sørge ovre hendes død. 

Jeg forstår ikke hvordan nogle kunne finde på at dræbe hende, hun var sød mod alt og alle, hun gjorde aldrig nogle fortræd. Lige pludselig slog tanken mig, at personen der gjorde det, kunne være en jeg kendte, en fra skolen, en jeg havde set, mødt eller snakket med. En kold følelse gik i gennem mig, og fik kuldegysningerne frem på armene. 

Jeg kunne havde kendt den.

Den som valgte at gøre en ende på en anden persons liv. Den som gjorde Laura fortræd, og ødelagde hende.

Den som dræbte Laura.

Døren til mit værelse blev åbnet, og en person som jeg havde savnet kom ind af døren. 

Nick.

En masse følelser gik i gennem mig, og jeg gik langsomt hen i mod ham. Han havde været der for mig lige siden min mor sagde ordende, han havde kommet hjem til mig hver gang, og havde holdt om mig. 

"Er du klar?" spurgte han mod stemmen fuld af sorg, og jeg nikkede langsomt. Jeg undgik med vilje øjenkontakt da jeg vidste jeg ville græde. Nick skulle med til begravelsen, fordi jeg ikke kunne klare det uden ham. "Din mor venter på os," sagde han stille, og åbnede døren, jeg gik først ud, og stilheden bevægede sig ind over os. 

Jeg så ovre på Nick, og jeg vidste han følte sig ubehagelig til mode ved hele.

Min mor gik mig i møde, og omfavnede mig, jeg krammede med, og gjorde alt for at holde tårerne inde som var på vej ud. 

Jeg lukkede øjnene, og bakkede forsigtigt væk. Hun sendte mig et vagt smil. 

"Skal vi gå?" spurgte hun højt, og prøvede at få stemningen lidt op. 

Uden svar gik jeg ud af døren, og ud til bilen. Det regnede, og det passede perfekt til den nydtrykte dag. Dagen skulle bare overstås. 

Jeg gik ind i bilen, og lænede forsigtigt mit hoved op af vinduet, og så regnet dryppe ned af ruden. 

Der var en ubehagelig stilhed i bilen, og jeg kunne mærke Nick's hånd strejfe min, hvilket sendte en masse følelser gennem min krop. Jeg husker stadig de øjne fra to dage siden, det var det eneste jeg kunne huske fra den aften, og jeg glemmer det nok ikke lige foreløbeligt.

Tænk engang at han havde været tæt på mig, måske rørt mig. Jeg gøs bare ved tanken. 

"Hvornår er det?" spurgte Nick dumt, og jeg var sikker på han bare sagde det for at sige noget, og for at bryde tavsheden. 

"12:15, tror jeg," mumlede jeg langsomt, og stilheden trak langsomt ind over os igen. Men hvad var der også og sige? Ingen af os ville sige noget, og hvis vi gjorde, var vi bange for at sige noget forkert. 

Jeg lukkede øjnene, og faldt stille i søvn. 

"Tør du?" spurgte jeg overrasket Laura om, hendes flotte lange hår hang løst ned ovre ryggen, og svingede fra side til side i takt med at hun bevægede sig ovre hegnet. "Selvfølgelig," svarede hun stolt, og svingede sig ovre hegnet. 

Jeg gik hurtigt hen til hende, og gned mine arme da jeg frøs, jeg havde kun top på, og nogle stramme jeans. "Hvad nu hvis vi bliver opdaget?" spurgte jeg, og da jeg hørte nogle stemmer, vendte jeg automatisk hovedet, for at se hvem det var. 

Dem. 

Mit hjerte galoperede af sted, og Laura var hurtig til at tage min hånd, og hjælpe mig med at komme ovre. Hvad ville de os? Vi satte os på hug i mørket, men gadelysene ude på gaden hvor de gik, gjorde vi kunne skimte dem, og der var det skete. 

Det som kunne afsløre os, jeg fik øjenkontakt med en dreng, med helt mørke øjne. Hans blik borede sig ind i mig, som om han gennemsøgte mig for alt. "Kom," mumlede jeg, og trak mig og Laura længere tilbage i mørket. Vi hørte nogle nogle oprevet stemmer, og stemmerne blev tydeligere og tydeligere. Jeg så på Laura, men hun trak ikke en mine, hun så bare koncentreret ud. 

"Hvor er de?" spurgte en ukendt stemme, jeg kunne mærke at jeg rystede, om det var fordi jeg frøs eller om det var fordi jeg var skide bange, ved jeg ikke. Vi hørte at stemmerne blev svagere og svagere, men for at være helt sikker, ventede vi i fem minutter mere. 

"Shit," sagde Laura pludselig, og smilede et provokerende smil. Jeg smilede tilbage. 

Men en ting undrerede mig. 

Hvorfor afslørede han os ikke? 

Der var nogle der ruskede i mig, og holdte godt fast om mit håndled. Jeg åbnede øjne stille, og huskede med det samme tilbage ved mindet. "Laura," mumlede jeg lavt, og fik med det samme tårer i øjnene. 

"Skat," hørte jeg en velkendt stemme hviske nært mit øre, og det hele virkede sløret. 

"Vi er her nu," mumlede en anden lavt og trist, men der var noget med stemmen. Den snød. 

Jeg åbnede øjnene, og rystede langsomt på hovedet, og ignorerede Nick og min mors bekymrerede blikke som var låst fast på mig. Jeg klikkede min sele op, og gik langsomt ud af bilen. 

Mit blik fløj rundt på de mange mennesker der kom gående ind i kirken, deres ansigtsudtryk var nedtrykke, og deres tøj var sort. Mit blik skimtede mit eget tøj, og uden at vide eller se om min mor og Nick var med, gik jeg med hastige skridt hen i mod kirken. 

Jeg skulle se hele Lauras familie nu, det bliver svært. Jeg havde ikke set dem siden nyheden med Laura fandt sted, og det bliver svært at se deres sorg, selv om de smiler, siger deres øjne noget andet. 

Det kan man ikke komme udenom. 

Jeg gik langsomt ind i kirken, og lod mit blik køre rundt. 

"Cara," hørte jeg en høj skinger stemme, som kunne tilhøre en person. Lauras storesøster, Julie. Hun kom gående hen i mod mig, med et anstrengt smil. "Du skal sidde på anden række, bag ved os," mumlede hun, og klappede mig venskabeligt på skulderen. 

Jeg nikkede bekræftende, og hun lignede overhovedet ikke den pige som jeg kendte. 

Den som jeg kendte, var populær, hun havde drenge omkring sig, og hun elskede at feste, og hun var glad. 

Den her, var knust, ødelagt indeni. Ikke nogen overraskelse, men stadigvæk. 

Jeg gik op på bænken, og gled hen over bænken, jeg var ligeglad med om min mor eller Nick var med lige nu, de ville finde mig. Men alligevel, lod jeg blikket køre rundt, for at finde dem. 

Men da en person kom gående ind af gulvet, med en klamt smil, fik det kuldegysningerne frem på mine arme. 

Ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...