It's a Secret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Efter veninden Laura er forsvundet, har den 16 årige Cara, kommet ud i et miljø sm ikke er godt for hende, med hvad sker der når nogle uventede ting sker? Hvad sker der når Cara's forsvundne veninde dukker op igen? Når nogle fejltagelser bliver lavet, og nogle uventede følelser sniger sig ind? Når nogle uventede personer dukker op, med nogle hemmeligheder som overrasker dem alle? Når de personer man tror man kender, er virkelig det de udgiver sig for at være?

6Likes
8Kommentarer
506Visninger
AA

3. 3.

Mit hjerte pumpede i brystet på mig, og jeg så ind i de velkendte øjne der stirrede ind i mine. 

Det kan ikke passe det her.

Jeg nev mig i armen, for at vågne men nej, jeg var lysvågen. Jeg tørrede hurtigt øjnene, og rejste mig forsigtigt op, for at se om det var rigtigt. 

"Cara" sagde hun igen og smilte en smule. Jeg rystede på hovedet, det hele gav bare ikke mening. "Laura, jeg.." begyndte jeg, men nåede ikke at sige mere da hun tog en hånd op foran sig, for at sige; "Nu snakker jeg", hun tøvede lidt, men så kom det, "Cara, jeg er ikke kommet tilbage for at hyggesnakke" begyndte hun, og trådte et skridt i mod mig, "hvis de finder ud af at jeg her, er jeg den der er død," mumlede hun lavt.  De? Hvem er de? og mente hun det bogstaveligt talt, det med DØD.. 

"Du skal ikke stole på nogen, de mennesker du tror der er dig tæt, er det ikke," sagde hun, og rettede sig op, så hun var højere end mig. Jeg nikkede lamslået, "Cara, du min bedste veninde," sagde hun, og jeg smilte et smil som betød, i lige måde, en masse glæde strømmede i gennem mig. "Jeg er ked a.." prøvede jeg, men kunne ikke fuldføre min sætning. Hun smilede et tappert smil, "det er ikke din skyld," sagde hun, "Jeg savner dig så meget," sagde jeg, hun smilte, og kom tættere på. "Vi ses igen på et tidspunkt." jeg så forsigtigt ned i jorden, "Laura jeg.." da jeg så op, var hun væk. 

Jeg begyndte ligeså stille at gå hjem af. Du skal ikke stole på nogen, så mange spørgsmål kørte rundt i hovedet på mig. Hvorfor kom hun tilbage? Hvem var de? Hvad skete der med hende? Jeg mærkede en dråbe på min næse, og en dråbe blev til flere. 

Lettere sagt; Det styrtede ned. 

En bil stoppede op, og et irriterende velkendt ansigt dukkede frem. Nick. Hvad fuck var det han ville mig? Fattede han ikke en hentydning. Han så sikkert mit ansigt, for han sagde, "bare rolig jeg gør dig ikke noget, tænkte bare om du ville have et lift?" jeg skulle til at ryste på hovedet, men da der var 30 minutters hjem, så kunne jeg sikkert godt. Uden svar, gik jeg hen mod bilen. Han smilede tilfreds. Han var for sød, alt for sød. Jeg åbnede døren, og satte mig ind. 

Der var en akavet stilhed, indtil jeg valgte at bryde den, "hvorfra vidste du jeg var der?" spurgte jeg hårdere end forventet, jeg kigget på ham, for at se hans reaktion, men han trak ikke en mine. Men jeg kunne se han overvejede sit svar. 

Der var noget ved ham. 

"Det ved jeg ikke," sagde han til sidst, jeg hævede et øjenbryn, og nikkede stille. "Nå," mumlede jeg så, og rystede opgivende på hovedet.  "Er du alene hjemme?" spurgte han så, jeg trak på skulderende, og så på ham. Han så på mig, og hans øjne borede sig ind i mine. "Kig hellere på vejen end på mig," sagde jeg halvirriteret, og så væk. Jeg hørte ham sukke, hvilket trak lidt i mundvigende. 

"Du har en hård facade på," begyndte han, og jeg så på ham, "men jeg tror inderst inde at du er en skrøbelig lille pige. Det er derfor jeg synes du er så spændende," jeg kunne næsten ikke tro mine øjne øre. Jeg var mundlam, og hvis jeg ikke tog fejl havde min mund åbnede sig. Det er der aldrig nogen der har sagt til mig, jeg grinede ironisk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Han stoppede op, og så kort på mig. "Selv tak," sagde han muntert, og jeg så han havde kørt mig hjem?

Vent, hvordan vidste han hvor jeg boede? 

Jeg gik forvirret ud, og gik direkte ind. Da jeg så ud af vinduet, så jeg at han stadig holdte der, han snakkede i telefon, og ad og til skævede han til mit hus. Indtil han så direkte ind der hvor jeg stod, han sendte mig et hemmelighedsfuldt smil, og inde jeg nåede at tænke mere over det, var han kørt. 

Confused, i den grad. 

_________________________________________________________________________________________________________________

Jeg låg i sofaen, og havde skruede højt op for tv'et, for ikke at fokusere på stilheden. Jeg sad og spillede på min mobil, da en høj knirken forstyrrede mig. Jeg prøvede bare at glemme det, og fokuserede på min mobil igen. Men lige pludselig så jeg en skygge ude foran vinduet. 

Jeg satte mig forskrækket op, og lagde mobilen fra mig. 

Jeg så rundt, og da jeg ikke kunne se noget, forsikrerede jeg mig selv om der ikke var nogen, indtil en banken på døren, tog næsten livet af mig. 

Jeg reste mig langsomt op, og med korte skridt var jeg henne ved døren. Jeg åbnede den forsigtigt, og til min overraskelse var det Nick?!

"Hvad er der nu?" sagde jeg irriteret, hvorfor var han der hele tiden? "Må jeg komme ind?" spurgte han. "Nej," sagde jeg, og lukkede døren, men han satte sin fod i klemme. "Har du savnet mig?" spurgte han drillende, og jeg rullede irriteret med øjnene. 

Jeg gad ikke at have besøg, men hvis jeg ikke gav mig gik han aldrig, men på den anden siden, kom min mor hjem om en time. Jeg nåede ikke at tænke mere, da han havde skubbet døren op, og var trådt ind i huset. 

"Hvad vil du her?" sagde jeg, og lukkede døren. "Jeg har bare savnet dig," sagde han langsomt, og sendte mig et flirtende smil. Jeg rullede med øjnene, og så væk. "Seriøst, hvad laver du her?" sagde jeg igen. "Hvis jeg skal være ærlig, så brød min bil sammen," sagde han, men hans øjne sagde noget andet. Han løj, det var ikke grunden til at han var her. Men jeg valgte så at lade som om jeg troede på det. 

 

Vi sad i sofaen og så en film, det var første gang i lang tid jeg kunne lade mig selv føle mig tryg. Jeg havde op til flere gange set ud af øjenkrogen at han havde set lidt på mig, og jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt. 

Jeg rakte ud efter popcornene, som han sad med, men han var for hurtigt, og fik dem væk fra mig med et drillende smil. 

Det orkede jeg seriøst ikke lie nu. "Stop nu Nick," sagde jeg, og rakte ud efter dem igen. "Næh" sagde han, og tog dem væk fra mig. Til sidst fik jeg fat i en håndfuld popcorn, og da han stadigvæk ikke valgte at give mig dem, blev jeg så irriteret, at jeg kastede popcornene på ham. Jeg grinede falskt og håneligt, og var hurtigt til at rejse mig op. "Du var selv ude om det," sagde jeg, han var hurtigt oppe og stå, og henne ved mig. 

"Cara, for helvede," sagde han, og tog fat om mit håndled. Han smilte et lumskt smil, og han skjulte ikke sine perfekte tænder. 

Mere nåede han ikke, da min mor kom gående ind af døren. Jeg så hen på hende, og Nick slap stille taget om mit håndled.

"Cara" begyndte hun stille, og så sørgmodigt på mig. "De tror de har fundet Lauras lig."

 

_____________________________________________________________________________

Tror i det er Laura's lig? Eller er det et fupnummer? og hvad er der med ham der Nick? Tak fordi i læser med, elsker jer alle sammen, kys til jer 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...