It's a Secret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Efter veninden Laura er forsvundet, har den 16 årige Cara, kommet ud i et miljø sm ikke er godt for hende, med hvad sker der når nogle uventede ting sker? Hvad sker der når Cara's forsvundne veninde dukker op igen? Når nogle fejltagelser bliver lavet, og nogle uventede følelser sniger sig ind? Når nogle uventede personer dukker op, med nogle hemmeligheder som overrasker dem alle? Når de personer man tror man kender, er virkelig det de udgiver sig for at være?

6Likes
8Kommentarer
467Visninger
AA

2. 2.

Min mor tvang mig op, og i skole. Så gæt hvor jeg er nu? Ja, i skole, hvis i ikke havde gættet det. Jeg går op ad en trappe, her de sidste dage har det hele føltes underlidt. Eller, det gør det altid, men jeg har ikke følt mig tryg nogle steder, ingen gang hos min mor. Det føltes som om der er nogle hele tiden, nogle der kigger på mig. 

"Hvad laver hun dog her?" hørte jeg nogle hviske. Jeg mærkede alles blikke låse sig fast på mig. Laura, var populær, men når jeg ikke havde hende ved min side var alle ligeglade med mig.

Ja, gode venner ikke? 

Jeg kan stadig ikke glemme de øjne, og hver gang jeg tænker på det, får jeg ondt i maven. Hver gang jeg lukker øjnene, dukker de op.

Jeg sov forfærdelig de sidste dage.

Jeg ignorerede blikkende, og gik fastbesluttet hen til mit skab.

"Cara", var der en der mumlede ved min side. Jeg vendte hovedet, og så et ukendt ansigt"Ja?" sagde jeg halvirriteret, han ville sikkert bare håne mig, og ydmyge mig. Hvor kender han mig fra? 

"Øh, Laura.." begyndte han, men hans stemme knækkede ovre, og med det sammen mærkede jeg et stik af savn. Laura. Jeg hadede når andre sagde hendes navn.

"Har du hørt fra hende?" spurgte han dumt. Jeg rystede irriteret på hovedet, og sukkede. Lukkede mit skab hårdt i, og gik, men han havde åbenbart tænkt sig ikke at lade mig være, så han fulgte efter mig. "Hun var noget særligt. Tror du hun er dø.." mere nåede han ikke sige, da jeg vendte mig om og så direkte på ham. "Nej, det tror jeg ikke hun er," sagde jeg hårdt. "Easy tiger" sagde han forskrækket, jeg rullede med øjnene, og bakkede et skridt tilbage. "Jeg tror hellere ikke hun er død.." mumlede han sammenbidt, jeg så med store øjne på ham. Okay, hvem var han? "Hvem er du?" spurgte jeg. "Nick," svarede han lidt stolt. "Hvorfor tror du ikke hun er død?" spurgte jeg spørgende. Han trak på skulderene, "det tror jeg bare ikke. Hun er typen der elsker opmærksomhed, så måske er det bare et nummer?" Jeg rystede langsomt på hovedet. "Men i hvert er jeg sikker på hun er her, hun fighter," fortsatte han, jeg kunne ikke lade vær med at smile svagt. Der var noget ovre ham, men hvorfra kendte han Laura fra?

"Nå, men jeg skal ind til time," sagde jeg hurtigt, og inden han svarede var jeg gået. 

Jeg sad inde i klassen, og prøvede at lukke det ude at alle snakkede om mig.

Nick's ord kørte stadig gennem hovedet på mig, det ville ikke gå væk. Fighter. 

Jeg ville utrolig stadig gerne vide hvem han var? For Laura snakkede aldrig om en Nick, og vi snakkede om alt og alle.

Lige pludselig så jeg en skygge udenfor, og inden jeg noget at gøre modstand, rejste jeg mig op, og styrtede ud af klassen. Jeg kunne mærke alles blikke på mig, og da jeg kom ud, hørte jeg endda en der sagde; "Hun er så mærkelig, forstod aldrig hvorfor Laura ville være være sammen med hende," de ord gjorde ondt, rigtig ondt. Jeg kunne ikke gøre modstand inden tårerne løb ned af kinderne på mig.

Jeg løb så hurtigt jeg kunne ud af skolen, og prøvede at få styr på mig selv. Jeg ved ærlig talt ikke hvad der skete, jeg plejede at være så god til at være lige glad. Jeg havde lyst til at skrige, skrige så højt jeg kunne. "Cara," hørte jeg en kalde, men det var for ydmygende at vende sig om. Jeg græd. En person tog fat i min arm, og trak mig tilbage. "Lad vær" mumlede jeg, og tørrede aggressivt mine øjne, for at få tårerne væk. "Hey, hey" sagde beroligende. Jeg så op. Nick. "Hvorfor gør du det her?" sagde jeg irriteret, og forsøgte at vride mig ud af hans greb, men det mislykkeds. "Fordi jeg synes det er syndt for dig," mumlede han, "og jeg hader at se folk kede af det," jeg så uforstående på ham, jeg vidste han løj. Der var noget mere i det, men jeg havde ikke tænkt mig at tage mig af det lige nu. "Men stop med det," sagde jeg, og da jeg mærkede han gav lidt slip, var jeg den der var væk. Jeg løb ud, så hurtigt jeg kunne

Jeg nåede mit stop. Det samme sted. Det sted det skete. Det hele kom som et flashback; 

"Cara," sagde Laura, og tog fat om min hånd. Jeg var så vred, og alkoholen gjorde det ikke meget bedre. "Nej." sagde jeg hårdt, og vred mig ud af hendes greb. "Cara," prøvede hun igen, "jeg er ked af det," Der gik grænsen. "Gu er du ej, du er ikke en skid ked af det. Fatter du det ikke? Det var MIN fyr, ikke din. Du kunne bare ikke lade mig få ham, kunne du?" skreg jeg hårdt, og gik et skridt tættere på hende. Alkoholen strømmede i gennem mig. Jeg kunne finde på at gøre så mange ting når jeg var fuld. "Cara, han kyssede mig. Jeg skulle til at skubbe ham væk, men så kom du.. og.." Lille løgner, hvordan kunne hun lyve op op i mit åbne ansigt. Jeg var så vred, og det værste var, jeg kan ikke engang huske fyren. Men det var min fyr.. "Cara, kom nu tilbage til festen. De venter på os," sagde hun, og smilede sødt. Mest af alt, havde jeg lyst til at gå tilbage med hende. Men alkoholen styrede mig. "Du kan bare gå tilbage, jeg går hjem," sagde jeg hårdere end forventet. "Cara, forhelvede!" sagde hun surt. "Hvis du skal være sådan, gider jeg ikke engang at være sammen med dig," jeg smilede hånligt, og vendte mig om og gik.

Jeg fortrød det straks at jeg bare var gået. Måske løj hun ikke, hun var min bedste veninde, så hvorfor skulle hun lyve?  vi kunne alt sammen. Men det gør stadig ondt. Jeg besluttede mig for at gå tilbage til hende, men da jeg hørte et skrig som kun kunne tilhøre en person, Laura. Løb jeg hen til hende. "Laura!" skreg jeg, og mærkede straks bekymringen. "Cara" hørte jeg en svag råben. Et til skrig, en til jeg hørte en bil køre, og jeg vidste det var forsent. Jeg satte mig ned på jorden, og græd. Jeg ledte hidsigt efter min mobil, men den var ikke til at finde. Jeg skreg, i håb på om nogle ville finde mig.

Hvorfor gik jeg? Jeg skulle have været blivet hos hende.. 

Jeg gik hen til vores gamle klubsted, og  satte mig ned. Alle minderne. Alt den tid jeg havde brugt med hende. Hun var min bedre halvdel, vi havde så mange aftaler. Så mange ting vi skulle nå. Så mange ting vi skulle gøre i fremtiden. Tårerne stømte ned af kinderne. Hun var den der altid støttede mig. Det er ikke til at fatte hun ikke er her. Mange så hende som en perfekt en, men jeg så hende som normal. Med så mange fejl som os andre. 

"Cara," hørte jeg en velkendt stemme, og da jeg vendte mig om, så jeg et savnet velkendt ansigt. 

 

___________________________________________________________________________

Det var så det andet kapitel, kan i lidt det? Hvem tror i det er? Og hvad er der med ham Nick der? Det er ikke rettet i gennem. Det er måske ret kort, men næste kapitel skal nok blive langt <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...