I don't know who I am {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 5 maj 2013
  • Status: Igang
"Det her er ikke mig, jeg kan ikke genkende den pige jeg ser i spejlet. Det var ikke den pige min mor opdragede. Er det her virkelig mig?" sådanne tanker har den 16-årige Amy om sig selv. Siden hun kom på et opholdssted for unge har hendes liv taget en stor drejning. Amy er født stum, og kommunikere ved hjælp af en tegnetavle hun altid har med i sin taske. På opholdsstedet er Amy blevet til en mere genert, men positiv person, som er bange for at blive såret, og derfor aldrig har haft en kæreste. Inden hun kom derind så hun negativt på livet, og var altid langt væk på stoffer. På opholdsstedet er der i alt 9 unge, og de andre 8 er ikke født med et handicap, hvilket gør, at Amy bliver set ned på, og dermed holder sig i baggrunden. En dag tager det hele overhånd, de andre peger fingre, og Amy tager den beslutning at hun vil flygte fra stedet, og hvad der sker, kan kun tiden vise. I hvert fald, så støder Amy ind i en dreng, som lærer hende at åbne sig op, og elske andre personer.

6Likes
2Kommentarer
353Visninger

2. 1.

 

En banken på døren, og solen der stod ind igennem vinduet, direkte ned på mit blege ansigt var alt der skulle til, for at vække mig. Tiden var inde til, at jeg skulle op og ordne de daglige pligter.
Med søvnige træk valgte jeg at sætte mig op i den stenhårde seng, og placere fødderne på det kolde trægulv. Igennem de 3 år, hvor jeg har boet her, havde jeg op til flere gange talt alle de prikker der var, men aldrig blevet færdig, til trods for hvor få der var. Det der med tålmodighed har aldrig været min stærke side, men derfor bebredjer jeg ikke mig selv. For jeg ved med sikkerhed, at jeg har mange andre kvaliteter.


"Amy! Det er nu!" råbte Luna efter mig. Luna var den dame der havde fået mig til at hade stedet her. Høj, bredskuldret, behåret, og kun en enkel fortand. Dejlige billeder, ikke sandt? Uden så meget som at give tegn på, ved at åbne døren, at jeg var vågen trak jeg i tøjet. Nå, ja. Jeg har vidst glemt at fortælle, at jeg er stum. Jeg er født stum, og har det egentlig fint med det. Jeg kender ikke til noget andet. Mens andre bare kigger på en, som om man er et misfostor. Jeg låste døren op, og mødte et nyt syn jeg ellers aldrig havde set før. En ny pige var flyttet ind på det tomme værelse ved siden af mit. Der har altid gået rygter omkring det værelse, men ingen af rygterne er endnu blevet bekræftet.

"Du må være Amy? Jeg er Fannie. Jeg er ny her som du kan se. Dejligt at møde dig," en høj, slank pige med et bredt smil på læberne stod med en hånd strakt ud til at tage imod min hånd. Hun kiggede undrende på mig, da jeg ikke svarede, og jeg hev derfor min tegnetavle frem. Hun forstod straks, og gjorde som alle andre igennem mit liv havde gjort; sendte et trist ansigt, og fyrrede "det er jeg ked af at høre"-replikken af. Men der var et eller andet over når hun sagde det. Som om, at hun rent faktisk mente det. Jeg gav Fannies hånd et tryk, og fortsatte ned mod spisesalen. Eller en sal kan man vel ikke kalde det. Der var blot lige nok stole til os alle, og så et aflangt bord. Rummet var mindre end mit værelse, og det var i hvert fald ikke noget at råbe hurra for.

"Der kommer Amy jo, har du tænkt dig at snakke i dag? Og hvem er det du har med? Kan hun heller ikke snakke? Hvorfor giver du dig selv medfølelse, du er så lam," spørgsmålene, og de spydige kommentarer blev straks kastet op i mit hoved fra alle der var i rummet. Det vil sige 3. De sidste er kendt for at være sovetryner. Jeg satte mig ned på en af de tomme stole, og lagde mærke til ud af øjenkrogen, at Fannie dumbede ned ved siden af mig.

 

*****

 

"Mama told me not to waste my life, she said ..." skrålede de andre med, pånær Fannie og jeg. Little Mix, Justin Bieber, og ja i hvert fald One Direction var de 10 mest fantastiske personer som fandtes - i følge de andre. Jeg har aldrig været musik-typen. Jeg kan sagtens lytte til det de lytter til, men det er ikke fordi jeg ligefrem elsker det. Der var faktisk en enkelt gang, hvor en sang faldt i min smag. Jeg ved ikke hvem der synger den, eller hvad den hedder, men den starter i hvert fald med noget ala "your hand fits in mine," eller sådan noget. Jeg er ikke sikker. Men sådan noget stille musik er mere mig hvis jeg absolut skulle høre noget.

Det var ved at være sent, og jeg var snart færdig med mine pligter. Jeg fandt støvsugeren frem, satte stikket i stikkontakten og straks blev musikken overdøvet. Med et par armbevægelser hist og her var gulvet stort set fri for støv. Da jeg skulle til og pakke støvsugeren væk, kom Jason hen til mig. Jason var en dreng som alle piger udseendsmæssigt ville falde pladask for. Veltrænet mave, skinnende hvide, og lige tænder, blå øjne, 1.80 høj og så skifter han konstant mellem at have blond og brunt hår. Hvis jeg skulle sætte ham ind i hirakiet, så ville jeg placere ham meget neutralt. Dog kan han godt være lidt led over for mig, men ikke på et lige så højt plan som de andre.

"Amy, Luna vil gerne se dig nede på kontoret." Jeg kiggede forbavset op på Jason. Mig? På kontoret? Hun ville knap nok være i nærheden af mig, for i hendes øjne var jeg bare uduelig. Modvilligt gik jeg forbi Jason, ned af den lange gang, og hen mod det kontor som kun få unge har været inde på. Efter jeg havde overvejet om det var en fælde, valgte jeg stille at banke på.

"Kom ind Amy," lød det straks fra den store bygning, eller dame.  Så det var altså ikke en joke. Men hvad fanden, Jason kunne nok ikke finde på sådan noget. Jeg trykkede blidt ned på håndtaget, og skubbede døren frem for lige at kunne se ind i rummet. Et enkelt skrivebord, og to stole, en på hver side var hvad der stod i rummet. Vinduet stod på klem, og man kunne godt mærke, at det var ved at blive forår, for vejret vidste ikke helt hvad det skulle vælge. Jeg lagde min arm ind i mod min taske, som en refleks. Hvorfor jeg yderligere gjorde det, ved jeg ikke.

"Dejligt du kunne komme med det samme," spyttede hun ud. Et smil satte sig på hendes læber, og man kunne lige fornemme den ene fortand støtte sig ned på hendes underlæbe. Jeg smilede svagt tilbage, og begyndte stille at finde min tegnetavle frem, fordi jeg godt kunne fornemme hvor det her førte hen. Men lige så hurtigt som jeg kunne have fået den frem, lige så hurtigt blev jeg stoppet af den store hånd.

"Det er ikke nødvendigt nu," forklarede Luna, og blev en anelse mere stram i ansigtet. Jeg havde faktisk aldrig troet at det kunne blive mere stramt. Man kunne tydeligt se, hvordan hun havde trukket håret tilbage, og op i en knold for at skjule aldersrynkerne i hendes ansigt.

"Du er kommet herned, fordi jeg vil give dig en advarsel. Her på det seneste, har du været meget næsvis, og ikke rigtig lyttet til de andre. De andre siger, at du er lidt efter Fannie, hende den nye du ved? Hvis det ikke holder op, så får det alvorlige konsekvenser, Amy Martin!" Næsvis? Mig, næsvis? Damen vidste da godt at jeg var stum. Jeg kunne forstå, hvis jeg kunne svare dem igen, men jeg har aldrig rigtig haft noget valg. Og så lige det med Fannie. Det her, var seriøst kun for at få ram på mig!

"Og smut så ned på dit værelse," med disse ord trampede jeg hårdt i gulvet på vej ud af kontoret, og op mod mit værelse. Da jeg nåede forbi de andre værelser, var det tydeligt, at de andre havde et indblik i det her.

"Amy, hvorfor ikke bare skride herfra, vi kan alligevel ikke lide dig. Skrid nu bare. Du er klam. Misfostor," og sådan blev de ved. De gav mig idéer, og jeg havde op til flere gange overvejet at flygte, men aldrig tænkt videre over det.

 

 

*****

 

Klokken var snart ved at være 00:00. Jeg burde ligge i min seng, og sove, men i stedet sad jeg og kiggede ud af vinduet. Jeg betragtede hvordan træerne blidt fik et pust fra vinden engang i mellem, og tænkte på, hvordan friheden ville være. England har garanteret forandret sig en del siden jeg sidst var rigtig ude. Jeg satte mig op i vindueskarmen for at få bedre udsigt. Jeg befandt mig på stue-etagen, og havde derfor en stor mulighed for at komme uden for. Der var aldrig nogen der var flygtet, og jeg tror det var derfor jeg ikke har taget chancen. Men jeg ville på den anden side, også gerne huskes for noget, og derfor gjorde jeg det.

Jeg åbnede vinduet, og prøvede at ramme jorden. Men da jeg aldrig har været så pokkers høj, eller haft lange ben var det et dilemma. Derfor valgte jeg at hoppe ned på jorden i stedet. Jeg strækte mig op mod min taske, som havde de ting jeg skulle bruge; penge som jeg har fået i løbet af årerne, min tegnetavle, min mobiltelefon, oplader og noget vand. Det her lød nærmest som en eller anden mission, men det er altså bare en helt almindelig pige, der blot ønskede frihed. Dernæst, satte jeg i løb. Jeg løb i noget der føltes som timer, men faktisk kun 45 minutter da jeg kiggede ned på mit ur. Hvor jeg var nu, vidste jeg ikke. 

Jeg gik forvirret rundt, og kiggede efter mennesker. Ingen at se. I hvert fald ikke før der var en dreng der kom til at gå ind i mig fordi han havde travlt med at smse. Jeg så muligheden for mig, og fandt min tegnetavle frem, mens han stod og undskyldte.

"Du må hjælpe mig. Jeg er stum, lige løbet fra et opholdssted, og jeg aner ikke hvor jeg er," drengen stod og studerede tavlen, og trak så på skuldrene.

"Jeg må nok skuffe dig, for jeg kan desværre ikke hjælpe dig," sagde han og gik videre. Jeg satte mig ind på den nærmeste bænk, og fortrød min handling. Fortrød at jeg ikke blev på stedet, og udlevede de sidste år, til jeg var blevet 18. 

Mine øjenlåg var godt og vel ret tunge, og jeg kunne til sidst ikke holde dem oppe. Derfor valgte jeg, igen modvilligt, at lade trætheden tage over, og hermed falde i søvn.

 

______________________________________________

Her kom det første kapitel så. Det er måske en lille smule kedelig, men syntes lige I skulle have et indblik i Amy. Og hvad synes I om det? Jeg sad og skrev det i nat, og derfor kan det godt virke lidt sjusket, men jeg skriver bedst om natten. Jeg har gjort mig så umage som mulig. Håber I vil tage godt i mod det.

- Adonis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...