Englevinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 4 maj 2013
  • Status: Igang
Elena har mistet sine forældre i en brand. Da hun en dag drømmer, at hun går sammen med en mørk fyr, beslutter hun sig at finde meningen med drømmen.
Men hun finder ud af noget, som hun aldrig vil glemme.

0Likes
0Kommentarer
221Visninger

1. Englevinger

     ’’Hey! Hey!! Hvor er vi på vej hen? Hvad laver vi her ude? Mine fødder gør ondt, og jeg gider virkelig ikke gå længere,’’ siger jeg klagende. Han drejer bare hovedet og sender mig et nulukkerdukæften blik. ’’Fair nok, men det er dit problem, hvis jeg lige pludselig falder om og ikke kan gå længere, så bliver du nød til at bære mig resten af vejen,’’ siger jeg. ’’Nu hvor vi alligevel er ved emnet, så vil jeg gerne vide, hvor du tager mig med hen?’’

     ’’Diiing! Diiing! Diiing! Diiing! Diiing!’’
     Vækkeuret begynder på sin daglige rutine og fortæller mig, at jeg skal op, men jeg gider ikke op nu, jeg vil bare tilbage til drømmen, tilbage og finde ud af, hvor den mørke fyr tog mig med hen. Min hånd finder vækkeuret, og jeg kaster det ind i væggen. Det stopper med at larme, og jeg er tilbage i drømmen igen.

     Efter morgenmaden går jeg en tur langs skovvejen. Jeg tænker stadig på drømmen, men lige nu, vil jeg helst finde ud af, hvad drømmen prøvede at fortælle. Jeg genkalder mig billederne fra drømmen og prøver at finde ud af, hvordan det så ud der, hvor vi gik.
     Der er mørkt, skovvejen er kun oplyst af et par gadelygter rundt omkring, og det er kun, fordi jeg tit er her, at jeg ved, vi går på skovvejen tæt ved søen. Jeg kan ikke se hans ansigt for mig, kun en stor, sort hættebluse, som er trukket godt ned om hovedet, så jeg ikke kan se hans ansigt.
     Jeg ved, hvor vi gik, og det er der, jeg vil hen. Jeg er overbevist om, at der vil være noget, som vil bevise at min drøm vil fortælle mig noget.

     Jeg står foran et træhus. Det ligger perfekt ned til søen, og om sommeren er søen fantastisk at bade i. Jeg har det som om, jeg har været i huset før, men alligevel ved jeg, at det ikke kan være rigtigt. Som lille var jeg nogle gange nede ved søen med mine forældre, men huset har aldrig ligget her før, det er i vært fald bygget inden for de sidste fem år. Det kan godt være rigtigt, for jeg har ikke været hernede siden mine forældre døde.
     Vi elskede at tage ned til søen og bade om sommeren, vi plejede at slå telt op og spise grillmad. Det var hernede Luke brækkede armen, da han var 11 år gammel. Vi løb om kap ned til vandet, men han faldt over en trærod og landede forkert på armen. Det var den sidste sommer, vi tog derned. Bare to måneder senere ringede politiet og sagde, at vores forældre var brændt inde på deres hotelværelse.
     De var taget på hotel, bare de to, en halv times kørsel fra vores hjem ude i skoven, far havde døbt det Bakkely. Mor havde ikke været vild med navnet, men far havde fået hende overtalt, fordi han sagde, at der er en mening med alting, og der er også en mening med navnet. Jeg kunne ikke se andre meninger end, at vores hus lå i ly for nogen små bakker, men far sagde altid, at der er en dybere mening med det.
     Det er også derfor, jeg prøver at finde ud af min drøm, jeg vil finde den dybere mening med den.

     Jeg går ind i huset. Det virker ikke som om nogen har boet der i lang tid, døren er åben, og alt er pakket ind i et tykt lag støv. Huset kunne være sødt, hvis det blev gjort rent og sat lidt i stand. Jeg går gennem stuen. Stuen er lille og hyggelig, der er det, man skal have i en stue, ikke noget overflødigt. Jeg går videre ind i køkkenet, et lille hyggeligt køkken. Jeg åbner køleskabet, der er fyldt med mad! Men der bor jo ikke nogen herinde, tænker jeg, der er da ingen, der vil bo med et tykt lag støv over det hele, og hvem ville lade sin hoveddør stå ulåst?
     Jeg bliver grebet af panik, da jeg tænker på, at jeg måske ikke er den eneste, som er i huset lige nu… Jeg overvejer at løbe ud af huset, og jeg er også tæt på at gøre det, men mine ben vil ikke det samme som min hjerne. Jeg drejer rundt og går videre gennem huset. Ved den næste dør stopper jeg op, mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig, da jeg drejer håndtaget og træder ind i rummet.

     ’’Årh godt! Du er vågen, jeg var bange for, at jeg havde slået dig ihjel! Det ville Rick nok ikke blive så glad for…’’
     Jeg glipper med øjnene og kigger op på en lyshåret pige, hun er ca. på samme alder som mig, 16 år. ’’Hvem er du?’’ spørger jeg fortumlet.
     ’’Når ja! Undskyld, men efter at have levet herude så længe, med kun en ven, ja… Så glemmer man altså sine manere. Jeg er Caroline, jeg bor her sammen med Rick, vi har sådan ca. været venner altid. Jeg er 16, det har jeg godt nok været i lang tid, men altså… Ingen forældre eller søskende, og så kender jeg ikke rigtig andre end Rick. Men hvem er du?’’
     ’’Øhh… Jeg hedder Elena’’, siger jeg sagte. Jeg kan ikke finde ud af, om hun er til at stole på, og hvor meget jeg kan fortælle hende.
     ’’Hvad laver du her, Elena?’’ spørger Caroline.
     ’’Jeg gik bare ned til søen og så huset, det har ikke ligget her altid, så jeg var nysgerrig. Døren var åben, så jeg gik bare ind, jeg troede ikke at her boede nogen med alt det støv på møblerne,’’ forsvarer jeg mig selv.
     ’’Men hvorfor kom du overhovedet ned til søen?’’ spørger hun insisterende.
     ’’Fordi jeg havde en drøm’’, siger jeg sagte, det virker latterligt at følge sin drøm på den måde, men Carolines blik fortæller mig, at jeg skal fortælle videre, ’’I nat drømte jeg, at den her mørke fyr tog mig med et sted hen. Jeg spurgte ham, hvor vi skulle hen, og hvad vi lavede herude, men han ville ikke svare mig.’’
     ’’Hvordan så han ud?’’
     ’’Han havde helt mørkt tøj på, en mørk hættebluse, huen var trukket ned over hovedet, og det var mørkt, så jeg kunne ikke se hans ansigt,’’ svarer jeg.
     Før Caroline når at svare mig går hoveddøren op. Caroline smutter ud i gangen for at se, hvem det er, jeg følger efter hende i smug. I hoveddøren står en mørk skikkelse, jeg kan ikke se personen rigtigt, men jeg kan se noget andet, jeg kan se englevinger.
     Jeg løber tilbage på værelset i vild panik og smækker døren efter mig.
     Englevinger? Det kan ikke være rigtigt, personen havde nok været ude at slås, og der var kommet til at hænge nogle grene løs, som ligner vinger… Hvordan kan det lade sig gøre?
     Hvem er de?
     Spørgsmålene suser rundt i mit hoved. Jeg opfanger knap nok, at Caroline kommer ind ad døren og sætter sig på kanten af sengen. Jeg kigger op på hende, ’’Hvem er I?’’ spørger jeg langsomt.
     ’’Skytsengle,’’ siger hun bare.
     Jeg vender og drejer ordet i mit hoved, ’skytsengle’, jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, er det virkelig det, hun sagde? Der findes jo ikke engle, og skytsengle findes kun på kort og halskæder.
     ’’Er det her en joke? Vil ham, der før stod ude i døren, træde ind på værelset og sige ’HAHA! Det var bare en joke! Vi filmede dig, og nu vil vi høre, om du vil være med i vores program ’Just kidding?’ For hvis det er en joke, vil jeg gerne have, at du siger det NU!’’ siger jeg frustreret.
     Caroline sukker bare, ’’Nej Elena, det her er ikke en joke, det er den rene sandhed.’’
     Jeg er tæt på at miste underkæben, da hun siger det. For selvfølgelig ville hun ikke lyve for mig, hvad ville hun få ud af det? Vi har først lige mødt hinanden, hvorfor skulle hun lyve overfor en 16-årig pige, hun kun lige har mødt.
     ’’Fortæl mig det hele,’’ siger jeg.
     ’’Himlen har altid været her, det samme har englene, men da jorden blev dannet, og mennesket blev til, kunne de ikke altid passe på sig selv, de måtte have nogen, der kunne hjælpe dem. Derfor besluttede himlen, at det var på tide at få skytsenglene på banen. Millioner af engle blev gjort til skytsengle, da vi kom ned på jorden, overtog vi en menneskekrop, så vi kunne bevæge os frit mellem alle menneskene. Menneskekroppen bliver gammel og dør, det gør vores englesjæl ikke, så hver gang vores krop dør, må vi indtage en ny. Menneskene opdager det aldrig, for når vi indtager en krop, flyver menneskets sjæl op i himlen og lever videre der.
     Når man er skytsengel, har man vær især ansvaret for det menneske, man er skytsengel for. Hvis mennesket dør, må skytsenglen tage tilbage til himlen og betale en pris. Jeg ved ikke, hvad prisen er, for jeg har aldrig prøvet det, men der går rygter om, at det ikke er en mild pris, der bliver betalt. Denne pris skal kun betales, hvis ens menneske dør af et slagsmål, bliver myrdet eller andre årsager, hvor det ikke er menneskets egen skyld, men hvis ens menneske begår selvmord eller dør af en sygdom, skal skytsenglen betale. Skytsengle har helende kræfter, så hvis mennesket dør af en sygdom, har skytsenglen ikke gjort sit job godt nok.
     Jeg er for resten skytsengel for din lillebror, det er en af grundene til, at vi bor så tæt på jer,’’ siger Caroline smilende.
     Jeg har det som om, jeg skal kaste op, mit hoved summer og snurrer rundt. Skytsengle? Min verden har taget en utrolig drejning, engle? Skytsengle? Det er væsner, jeg plejede at høre historier om som barn!
     ’’Ved du, hvem der er min skytsengel?’’ spørger jeg nysgerrigt Caroline, lige nu vil jeg gerne have så mange informationer som muligt.
     Caroline smiler, ’’Rick er din skytsengel.’’
     ’’Ham der stod i døråbningen?’’ spørger jeg. Hun nikker.

     Jeg ved ikke, om jeg er glad eller bange for, at Rick er min skytsengel.

     Som han stod i døråbningen, virkede han farlig og truende, men jeg kunne også kun se hans mørke skikkelse og hans englevinger. Han virker farlig, som en man ikke vil møde en mørk nat, bare tusind gange værre.
     Men lige meget hvad har han klaret sit job som min skytsengel godt, jeg har været sund og frisk i 16 år, jeg har aldrig brækket noget, og den eneste grund til, at jeg var på skadestuen var, fordi jeg havde forstuvet mit håndled.
     Jeg smiler, det er meget sødt at vide, at der er nogen, som går og passer på en.

     Jeg står nede ved søen. Jeg tænker på somrene sammen med mine forældre, hvordan vi grinede og hyggede os, vi havde det altid skønt hernede.

     ’’AAAAHHHRRRR!’’ skriger jeg forskrækket. To hænder har grebet om mine skuldre, imens jeg stod og tænkte tilbage på somrene med mine forældre. Jeg vender mig hurtigt om, jeg er klar til kamp, selvom næsten alle ville kunne slå mig ud.
     Foran mig står Rick.
     ’’Jeg skal snakke med dig,’’ siger han bare.

     Vi går ud i skoven. Lidt for langt ind efter min smag. Da jeg kigger på ham, er jeg hundrede procent sikker på, at det var ham, som var i min drøm, og han vil vise mig det, som han prøvede i drømmen.
    Rick stopper op, ’’du ved det hele ikke?’’ spørger han. Hans stemme river mig ud af mine tanker. Jeg kigger op på ham, hans øjne er helt mørke og viser ingen følelser.
     ’’Jj.. Joo,’’ fremstammer jeg.
     ’’Jeg skal vise dig noget. Tag fat om livet på mig.’’
     ’’Hvad?’’ spørger jeg mistroisk.
     Han kigger på mig, ’’gør det nu bare,’’ siger han blidt, hans øjne bløder også lidt op.
     Jeg gør, hvad han siger, jeg tager fat om livet på ham og kigger op på ham. Det er det her, han ville vise mig i min drøm, tænker jeg.
     Pludselig begynder hans ryg at sitre. Store, hvide vinger spreder sig ud fra hans ryg. Jeg kommer med et lille gisp, men hans øjne fortæller mig, at det er okay. Jeg rører ved dem, de er helt fine og bløde, han sætter af fra jorden og vi flyver, vi flyver højt op over trætoppene. Jeg kan se mit hus, jeg kan se næsten hele byen heroppe. Det hele er helt fantastisk og smukt, og jeg nyder det.
     Men da er det, jeg hører det, skuddet. Der er nogen, som skyder på Rick, jeg skriger. Rick kigger ned på mig, og hans mund former ordet ’undskyld’.

     Vi falder, og vi bliver ved med at falde…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...