Mareridt

Hvem er jeg? Tåbeligt spørgsmål, ikke? Jeg ved da godt hvem jeg er. Om dagen, i hvert fald. Men hvem er jeg, hele mit jeg? Er jeg ond? Kan jeg overhovedet stole på mig selv længere? Er det mon mig? Eller er det uhyggelige sammentræf? Er det muligt at holde en hemmeligfor for mig selv?

Ja, dette var så mit forsøg på en appetitvækker.. .Kan man overhovedet sige det om beskrivelse? Eller er det mere som i en prolog? Pyt, men hvis du læser min prolog får du i hvert fald nok bare en en lille bitte smule mere forståelig intro.

Håber du vil give den en chance, tak!:-)

1Likes
1Kommentarer
309Visninger

1. Prolog

I kender det alle sammen. Du står der, en sen aften, mens alle andre i huset er gået i seng, og vil egentlig blot udføre en simpel, uskyldig handling. Du vasker make-up, skidt eller snavs af dit ansigt, men mens du står dér, med hovedet bøjet ned i vasken, ned under hanen, mens vandet løber ned af dine kinder, og bliver pludselig bange. Bange for, at når du rejser dit hoved op og kigger dig selv i spejlet, at du så vil se det værst tænkelige. Et monster, et spøgelse, et lig – dit værste mareridt, dét, du er aller mest bange for, stå lige der, bag dig i spejlet, parat til at dræbe dig, nedlægge dig.
Se sådanne mareridt har jeg haft. Jævnligt. Og det værste er, at de er så realistiske, de mareridt. De føles så virkelige, at prøve på at redegøre for virkelighed og mareridt er nærmest en umulighed.  Jeg er dog begyndt på det. Hver gang jeg står der, foran spejlet, tænker jeg over den seneste begivenhed. Står den uklart, er det et mareridt. Ikke at det hjælper. Det er blot som en tikkende bombe, at man ved den er der, gør dig ikke mindre bange. Tværtimod. Og mit monster finder da også altid en måde at komme frem – overraske mig.
Jeg havde et af disse mareridt for nylig. Men ikke som det sædvanlige, det her var anderledes. Det startede ens. Jeg var på mit lille badeværelse, som far så fint satte i stand til mig forrige sommer, så jeg kunne have min helt egen loftetage. Jeg vaskede mit ansigt, mærkede hvordan min mave snørede sig sammen og mine angsttårer blandede sig med vanddråberne, der langsomt trillede ned af min kind, videre ned ad min hals, mens jeg blot stod der, kneb øjnene sammen, nægtede at kigge op. ”Det er et mareridt, et mareridt. Intet virkeligt”.
Idet det gik op for mig, at angsten ikke ville forsvinde, kiggede jeg langsomt op mod spejlet – og lige ind i monsterets lysende, grå øjne, som på en gang virkede så bekendte og alligevel så frygteligt farlige, at de umuligt kunne sammenlignes med noget af det, et normalt menneske var i stand til at se. Så onde, at bare et blik ind i dem kunne trække dig med ned, ned til hvor kun et sådant blik kunne høre hjemme.
Jeg havde set de øjne tusinder af gange før, men aldrig havde de skræmt mig så meget som de gjorde der. Først dér gik det nemlig op for mig, at de lysende, grå øjne, fulde af ondskab, var mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...