Cancer

Anton har lungekræft, og bliver indlagt på hospitalet. Herinde møder han Leila, som er en ung pige med brystkræft, og de kommer langsomt tættere og tættere på hinanden. Men kan man virkelig tillade sig at blive forelskede, når man ikke ved hvor lang tid man har tilbage?

1Likes
13Kommentarer
484Visninger
AA

4. Røde krøller

Jeg vågner ved, at et eller andet rør ved min næse. Jeg åbner øjnene øjnene på vid gab og springer op. Leila sidder få centimeter fra mig oppe i sengen. ”Oh god, Leila!” gisper jeg og hiver efter vejret. ”Du var lige ved at give mig et hjerteanfald!”

Leila griner bare ad mig, og holder fast i mine skuldre for at få mig til at falde til ro. Jeg slapper af og tørrer sveden af panden. ”Hvad i al verden havde du gang i?” spørger jeg, og er stadig en smule i panik. ”Slap af, sovetryne!” siger hun, og smiler til mig. Jeg slapper af i kroppen, og falder nærmest omkuld på sengen. ”Okay, ikke så meget!” siger hun og griner ad mig igen. Jeg griner også, og retter mig op igen. ”Nå, hvad er der så?” spørger jeg og gnider øjnene. ”Ikke noget... du er bare fascinerende når du sover!” siger hun og lægger hovedet på skrå.

Wow. Har hun.... siddet... her.... i min seng... bare for at se på mig... HELE NATTEN!? Hun er da endnu mere syg i hovedet end mig!

”Har... har du siddet og kigget på mig hele natten?” spørger jeg og ser lidt nervøst på hende. Hun griner, og skubber mig tilbage i sengen igen.

”Tror du selv på den?!” spørger hun og griner, mens hun hjælper mig op igen. ”Nej, jeg er ikke lige så stalker-agtig som dig,” jeg skutter mig lidt og skammer mig over episoden i går, ”jeg har kun været oppe siden klokken halv 5!” fortsætter hun.

”Så... så du har siddet og kigget på mig siden klokken halv 5 i morges!?” gisper jeg og gør store øjne. Hun vælter bagover, og er ved at dø af grin. ”Hold da op, jeg synes ikke, at min er lige så slem som din!” siger hun og smiler.

”Ikke så slem?” siger jeg og spiller fornærmet. ”Jeg sad ikke og så på dig i flere timer! Og desuden var du også vågen, så den tæller altså ikke helt!” siger jeg og prikker hende i maven. Hun krymper sig sammen et kort øjeblik og griner. ”Okay, okay.” indrømmer hun. ”Det var måske en smule stalker-agtigt. Undskyld! Kan du tilgive mig? Til mit forsvar, så var det ikke meningen, at du skulle vågne!” siger hun, og prikker mig i maven, og jeg krummer mig sammen i et skingert hvin med tårer i øjnene. ”Hva fan'n, er du kilden?” griner hun og begynder at kilde mig helt vildt. Damn it. Min hemmelighed er afsløret. Jeg griner helt vildt og slår ud med arme og ben til begge side, og er helt bange for at komme til at komme til at vælte hende ned fra sengen. Til sidst kan jeg ikke holde mig oprejst længere, og hun får lagt mig ned. ”Okay, okay, jeg overgiver mig!” gisper jeg og skubber hende lidt væk, så jeg kan komme op at sidde igen. Hun tørrer en tåre væk fra sin øjenkrog, og sætter sig med foldede ben ved siden af mig. ”Hva så,” mumler jeg. ”Hvad er klokken egentlig?” Jeg begynder at kigge rundt efter et ur, men hun kommer mig i forkøbet. ”Hmm... den er lige præcis halv 9!” siger hun og smiler til mig. ”Der er morgenmad om en halv time! Hvad skal vi lave indtil da?” spørger hun og leger med en af mine lokker. ”Folk sover jo nok stadig, så det er for tidligt til at høre musik...” mumler hun og stirrer på min lok i noget tid, før hun begynder at pille ved den igen. Jeg føler mig rastløs og griber også selv fat i en lok og nulrer mellem fingrene. 

”Jeg kan godt lide dine krøller...” siger Leila efter noget tid. ”Jeg havde også engang selv krøller som dem her.. de var bare røde...” mumler hun så utydeligt, at jeg næsten ikke kan høre det. ”Jeg er sikker på, at de var rigtig smukke til dig...” siger jeg efter noget tid. Hun ser op på mig, og et smil breder sig over hendes læber. ”Det var de skam også!” siger hun, og smilet bliver større. ”Jeg havde arvet min mors krøller, sådan helt røde og blanke...” siger hun og ser drømmende ud af vinduet. ”Vil du se dem?” spørger hun pludselig og springer op fra sengen og over mod sin egen. 

Hvad nu? Ville hun nu til at vise mig en af hendes gamle hårtotter, eller hvad...? Hvis det er det, hun henter... gad vide, om jeg så kan få lov til at røre ved den? Eller... måske.... beholde den... Jeg slår mig selv for panden og ryster på hovedet. Hvad er det da for en sindsyg tankegang jeg har!? Jeg ender da med at skræmme pigebarnet væk sådan her! 

Leila kommer springende tilbage – men hun har ingen gammel hårtot i hånden. I stedet har hun et billede. Hun rækker det til mig, og jeg tager langsomt imod det og ser ned på det. På billedet sidder en ung pige, med lange, flotte, røde slangekrøller, sat op i en hestehale og slynget hen over skulderen. Hun har flettet anemoner ind i det tykke hår, og der ligger en fin krans af små løse krøller rundt om hendes hoved, som en form for glorie. Jeg bliver helt forgabt i billedet. Jeg får lyst til at række ind i billedet, stryge det rødglødende hår, kærtegne de røde kinder, flette mine fingre ind i hendes... Og hun ser glad ud. Hun ser virkelig glad ud. Hvor er hun dog bare smuk.

Jeg ryster på hovedet igen, og Leila kan ikke lade være med at grine. "Hvad er der?" Spørger hun og kravler om på siden af mig for at se med over skulderen. ”Det... det er....” Jeg kan slet ikke få nogen ord frem. ”Flot, ikke?” siger hun stolt og strejfer med fingerspidserne det røde hår. ”Leila... du... du er meget smuk!” siger jeg og kigger op på hende. ”Var!” retter hun og trækker på skuldrene. Hun ser ned på mig, og jeg lægger en hånd på hendes skulder. ”Det er du stadig!” siger jeg og smiler skævt til hende.. Hun rødmer, og får næsten lige så meget farve i kinderne, som hun har på billedet. Jeg kan mærke, at jeg også er helt rød i hovedet. Jeg er sikkert helt rød som en tomat! Jeg kan mærke på Leila, at det her er en smule for intimt til hende, så jeg giver slip på hendes skulder, og hun kravler over på den anden side af mig, stadig helt rød i hovedet.  ”Mener du virkelig det...?” spørger hun efter noget tid. ”Altså, at jeg er smuk?” Jeg nikker og smiler til hende. Hun smiler tilbage, men jeg kan alligevel godt mærke, at hun leder efter en udvej for at skifte emne. Jeg ser lidt væk, men før jeg ved at det, sidder hun pludselig lige foran mig igen. 

"Hvordan gør du det der!?" gisper jeg og vælter tilbage i sengen. 

"Gør hvad?" Spørger hun og griner af mig. 

"Du ved, bevæger dig så lydløst, at man slet ikke lægger mærke til det!" 

"Mig? Jeg bevæger mig da helt normalt! Det er bare dig der er et stort skrummel!" siger hun og hjælper mig op igen. 

"Årh, lad vær!" siger jeg, og Leila kan ikke lade være med at grine af den lidt svenske accent jeg har, som dukker op en gang imellem. 

"Hvad var det?" Spørger hun og ligger hovedet på skrå. "Hvor kom den accent lige fra?" 

Jeg tager mig til hovedet. "Eh..." mumler jeg og roder lidt i håret. "Jeg... har boet i Sverige det meste af min barndom, så... Altså, jeg snakker jo ikke svensk til dagligdag, men nogle gange popper den svenske accent bare op lige pludselig!" Jeg ser nervøst rundt i lokalet, og krammer min t-shirt med den ene hånd. "Du har vel ikke... noget imod svensk accent... vel?" Spørger jeg og skæver til Leila. 

Hun storsmiler, og jeg kan se at hun er lige ved at dø af grin. 

"Noget imod den!?" Udbryder hun og får helt tårer i øjnene. "Næ, jeg har skam ikke det mindste imod den!" fortsætter hun. "Jeg er helt vild med den!" hun vælter bagover ruller rundt på ryggen. Jeg havde ikke lige regnet med, at hun ville more sig så meget over min svenske accent!

"Man kan sige at den er 'sexet' " siger hun og støtter sig op på albuen, stadig med tårer i øjnene. 

Jeg bliver igen helt rød i hovedet og trækker hovedet lidt ned mellem skuldrene. 

"Jeg er faktisk ret stolt af den!" mumler jeg, og synker endnu længere ned. 

"Arh, hold nu op, Anton, du ved da godt at jeg bare laver sjov, ikke?" Siger hun og kravler grinende hen og lægger en hånd på min skulder. Jeg ser op på hende, og hun bider sig selv i læben for ikke at komme til at skraldgrine igen. Jeg smiler, og giver hende et blidt slag på skulderen.  Leila giver et tilbage, bare dobbelt så hårdt, så jeg er ved at vælte omkuld i sengen, men hun griber mig heldigvis før jeg falder ned. 

"Du ved godt, at du er lidt af en svækling, ikke?" Siger hun og hiver mig op at sidde igen. 

"Ja... det gør jeg vel..." Mumler jeg. "Men jeg er stolt svækling!" Siger jeg og skyder brystet frem. Leila kan ikke holde det tilbage, og begynder at grine igen. Jeg spiller fornærmet og vender ryggen til hende, men det medvirker bare, at Leila griner endnu mere og vælter omkring i sengen igen. Jeg kan heller ikke holde masken længere, og griner højlydt med hende, indtil en af de ansatte tysser på os, og vi behersker os til bare at sidde og kluklo sammen. 

"Du er nu morsom, at du ved det! Du er som min egen lille personlige klovn!" Siger Leila efter noget tid og sætter sig op. Hun smiler og sætter sig hen ved siden af mig.

"Og så brokker du dig heller ikke over at man udnytter dig som stående hovedpude!" tilføjer hun og griner. Hun trykker sig ind til mig, og jeg lægger en arm om skulderen på hende.

”Så er der morgenmad!” Er der pludselig en der råber bag os. Vi får begge et chok og springer op af sengen. Leila er hurtigt på benene, tager fat i min hånd og springer over mod bordene, og er lige ved at rive min arm af i farten. Vi sætter os for bordenden igen, ved siden af hinanden. ”Hvad vil du have? Et toastbrød? Yoghurt? Frugt? Vi har hvad som helst på det her bord!” Siger hun og tager nogle glas til os. ”Øh, jeg tror bare at jeg tager noget yoghurt!” siger jeg og begynder at lede efter den, men hun er allerede ved at hælde op til mig. ”Så skal du altså prøve æble/banan-yoghurten, for det er helt klart den bedste!” Siger hun og stikker mig en ske i hånden. Hun er tilbage i sit spøjse, dominerende jeg igen. Jeg griner lidt overvældet af hende og begynder at spise. ”Jeg ved hvad jeg skal have til morgenmad de næste mange morgener!” Siger jeg med munden fuld af yoghurt. ”Den er sgu da god den her!” Hun griner af mig og puffer til min skulder. ”Det var jo det jeg sagde, og har jeg ikke altid ret?” siger hun drillende og prikker til min yoghurt med sin ske. ”Det ved jeg ikke, jeg kender dig jo ikke så godt endnu!” Siger jeg og tager en skefuld mere. Leila følger trop og tager en skefuld af min yoghurt. ”Hov, din lille tyv, skal du stjæle af min yoghurt?!” Siger jeg og griner, mens jeg snupper hendes ske og putter den ind i munden. ”Nej, du kender mig tydeligvis ikke endnu!” Siger hun og snupper sin ske tilbage, mens hun med et drillende smil på læben slikker det i sig, som jeg havde nået at få op på min ske. ”Men det kommer du til!” siger hun og tørrer sig om munden. Vi pjatter videre, og spiser mere og mere yoghurt, indtil vi slet ikke kan få mere ned. ”Kom!” siger hun og tager fat i min hånd. ”Hvad skal vi nu?” spørger jeg i farten på vej hen mod vores senge. Hun ser om på mig. ”Det ved jeg ikke, det finder vi ud af! Kom nu!” Hun hiver mig med hen til sengene, før jeg overhovedet når at få rejst mig fra stolen, og vi sætter os på min seng igen. Hun smider sig ned og lægger hovedet på mit skød, stadig med et smil på læben. Jeg kan ikke lade være med at grine af hendes sædvanlige lille lidt drilske smil, og hun kan vidst godt mærke til det, for nu lægger hun og overgør det og smiler helt op til ørerne. "Hvis bare lige du havde nogle fregner og et par fletninger, så kunne du jo gå for Pippi Langstrømpe! " Siger jeg og griner, og hun sætter sig op igen.

"Jeg elskede Pippi Langstrømpe dengang jeg var lille!" mumler hun og smiler så stort, at man næsten ikke skulle tro, at det kunne blive større. 

"Nå, så lidt svensk kultur har du alligevel fået ind på livet!" siger jeg og storsmiler også. 

"Ja, jeg er jo ikke totalt nationalist!" Siger hun og folder benene. "Alle kender da Pippi Langstrømpe!" 

"Alle svenskere gør i hvert fald, og tydeligvis også dig!"  Siger jeg med et smil på læben og ligger mig ned på sengen. Hun ligger sig ned ved siden af mig. 

"Faktisk drømte jeg om at være Pippi når jeg blev stor!" siger jeg lidt pinligt berørt og smiler forlegent. Leila ruller om på siden og ser på mig. 

"Seriøst?" Siger hun og begynder igen at grine. 

"Ja, hvorfor ikke?" mumler jeg og bliver rød i hovedet. "Hun har en hest, hun kommer ud på eventyr, og så er hun superstærk! Det ville da være fedest at være Pippi! Det synes jeg i hvert fald den gang!" 

Leila er igen ved at få tårer i øjnene, men hun prøver vidst på at tage mig seriøst for en gangs skyld. Jeg trækker på skuldrene af mig selv, og begynder selv at grine, og så kan Leila heller ikke holde sig tilbage længere, og begynder at skraldgrine igen. "Du ville være Pippi... Hvor er du sød!" Får hun fremstammet mellem latter og små hik, tørrer en tåre væk fra kinden og ser på mig.

Skal vi ikke sætte noget musik på?” siger Leila lige pludselig og hiver mig med op. Jeg er helt udmattet efter latteranfaldet, så da jeg kommer op at sidde vælter jeg direkte om på ryggen igen. Leila griner af mig og hiver mig op igen. ”Kom nu, sovetryne, du kan sove når du er død! Kan du ikke engang holde til at sidde op?” siger hun drillende og går over og leder i sin bunke af cd'er. Tydeligvis efter en helt bestemt en, for det tager noget tid før hun kommer over med den og sætter den i cd-afspilleren. ”Nu skal du høre!” siger hun muntert og ser over på mig. ”Det her er en af mine ynglings!” ”Det sagde du da også om den sidste!” siger jeg og griner ad hende. ”Ja, okay, lad os bare sige, at jeg har rigtig mange ynglings-sange!” Siger hun og sætter sig hen ved siden af mig og lægger hovedet på min skulder. Musikken begynder, og jeg indstiller mig på at koncentrere mig om den. Sangeren begynder at synge, og Leila synger med. When i was a young boy my father took me into the city to see a marching band. He said ''son, when you grow up, will you bee the saviour of the broken, the beaten and the damned?'' He said ''Will you, defeat them, your demons, and all the non-believers, the plans that they have made? Because one day, I'll leave you a phantom to lead you in the summer, to join the black parade!''” Jeg klør mig på hagen. Den var egentlig ikke værst den her! Leila smiler opmuntrende til mig, og jeg tager mig selv i at sidde og klappe rytmen på låret. When I was a young boy my father took me into the city to see a marching band! He said ''son when, you grow up, will you be the saviour of the broken, the beaten and the damned?''” En guitar begynder at spille, og nu kan Leila slet ikke side stille længere, så hun springer op og begynder at synge med, mens hun hopper rundt på gulvet. ”Sometimes i get the feeling, she's watching over me, and other times i feel like i should go, and through it all the rise and fall, the bodies in the streets! And when you're done, we'd want you all to knooow.... We'll carry on, we'll carry on! And though you're dead and gone believe me, your memory will carry on, we'll carry on! And in my heart I can't contain it, the anthem won't explain it! A world that sends you reeling, from decimated dreams, your misery and hate will kill us all! So paint it black and take it back, let's shout it out and clear, defiant to the end we hear the call... to carry on, we'll carry on! And though you're dead and gone believe me, your memory will carry on, we'll carry on! And though you're broken and defeated, your weary widow marches! On and on we carry through the fears, aaaah, disappointed faces of your pears, aaaah, take a look at me, 'cause I could not care at...” Hun hiver mig med op, slår os over i noget lignende vals, og begynder at synge igen med et glimt i øjet. Do or die, you'll never make me, because of world, will never take my heart, go and try, you'll never break me, we want it all, we wanna play this part. I won't explain or say I'm sorry, I'm not ashamed, I'm gonna show my scar, give a cheer, for all the broken, listen here, because it's who we are! I'm just a man, I'm not a hero, just a boy, who had to sing this song, I'm just a man, I'm not a hero... I DON'T CARE! We'll carry on, we'll carry on! And though you're dead and gone, believe me, your memory will carry on, we'll carry on! And though you're broken and defeated, your weary wisdom marches on! Aaaaaaah.... We'll carry ooon....... We'll carry oooooooon....!” Leila står med lukkede øjne, i en form for trancetilstand, nærmest som at om hun er i sin egen lille drømmeverden. Jeg griner af hende og stryger hendes kind. Hun åbner øjnene med et stort smil på læben, og går over for at stoppe cd-afspilleren. ”Nå, hvad synes du så?” Siger hun og vender sig mod mig igen. ”Tja...” mumler jeg og stryger noget pandehår væk fra øjnene. ”Det er.... jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige!” Hun griner af mig og prikker sin finger ind i mit bryst. ”Jeg vidste det! Jeg har fået omvendt dig! Du er en fan nu!” siger hun med et smil på læben. ”Fan? Det ved jeg nu ikke...” Mumler jeg og klukler. ”Arh, hold nu op! Du kunne godt lide det! Du ved bare ikke endnu, at du kan lide det! Men jeg ved, at du kan lide det, selvom du ikke selv ved det endnu! Sådan går det med alle!” Jeg ser overvældet på hende og kan ikke lade være med at grine. ”Nu tror du bare at du kender mig bedre end jeg selv gør, eller hvad?” Siger jeg og giver hende et lille puf bagud. Hun kan tydeligvis godt mærke, at det bare er for sjov, og giver mig et puf tilbage. ”Tja, noget i den retning!” Siger hun og smiler. ”Jeg lærer aldrig at forst dig!” Mumler jeg og ryster på hovedet af hende. Hun trækker mig med hen til sengen, og vi sætter os ned. Jeg ligger mig ned, og hun lægger sig nærmest tværs over mig, så jeg ikke rigtig kan flytte mig. ”Leilaaaa!” Protesterer jeg og forsøger grinende at skubbe hende væk, men finder ud af, at hun faktisk er så let som hun ser ud, så hun er lige ved at ryge ud over kanten. Jeg skynder mig at gribe fat i hendes hånd og får hivet hende op igen, før hun falder ned. Hun griner og ligger sig ved siden af mig.”Det var tarveligt, det der!” Siger hun og spiller fornærmet, men det virker ikke særlig godt, for hun kan overhovedet ikke holde masken. ”Det er da ikke min skyld at du ikke vejer en skid!” Siger jeg, og kan heller ikke holde masken. Sådan ligger vi der og griner af hinanden i så lang tid, at vi får helt ondt i maven af det. ”Du er en dejlig nabo!” Siger Leila og kigger på mig. ”Du er i hvert fald meget mere snakkesalig end den tomme seng, jeg havde før!” Hun trykker sig ind til mig, og jeg ligger min arm omkring hende. ”Du er også en god nabo!” Siger og trykker mig ind til hende.. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre nabo end Leila. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...