Cancer

Anton har lungekræft, og bliver indlagt på hospitalet. Herinde møder han Leila, som er en ung pige med brystkræft, og de kommer langsomt tættere og tættere på hinanden. Men kan man virkelig tillade sig at blive forelskede, når man ikke ved hvor lang tid man har tilbage?

1Likes
13Kommentarer
518Visninger
AA

3. Leila

Det er præcist som jeg forventede det. Klinisk og hvidt, og så rent, at man næsten kan smage det i luften. Men sådan er resten af hospitalet vel også. Jeg retter mig op og ser på skiltet udenfor døren. ”Afdeling for kræftramte patienter” Står der med store hvide bogstaver. Jeg synker en klump og løfter foden for at tage et skridt, men kan alligevel ikke helt få mig selv til det.

”Bare tag dig god tid!” Siger sygeplejersken og smiler til mig, men jeg kan mærke på hende, at hun har bedre ting at tage sig til end at stå og vente på at jeg får taget mig sammen til at gå over dørtærsklen og ind i stuen. Så jeg retter mig op igen, lukker øjnene, tager en dyb indånding – og går. Jeg havde regnet med at mærke en stor forskel så snart jeg kom ind i stuen, sådan luften tyk af død og sådan lidt forskelligt i den retning, men jeg mærker ingen forskel overhovedet, og lægger slet ikke mærke til, at jeg er kommet ind i stuen, før jeg åbner øjnene. Der står jeg så, sådan lidt paf og ude af mig selv, indtil sygeplejersken forsigtigt tager mig i hånden og viser mig hen til min seng. ”Kan du klare dig selv fra nu af, tror du?” Spørger hun med en sukkersød stemme og smiler igen, som på kommando. Jeg nikker bare, smider min taske på gulvet, og sætter mig på sengen.

 

Jeg ser lidt rundt omkring i rummet. Alle vegne ligger der syge kræftpatienter, men der er ikke nogen af dem, der ser ud til at være døende. Hvis man er det, bliver man sikkert også flyttet ind i et andet rum, for ikke at skræmme de andre patienter. Mit blik lander ved den pige, som ligger i sengen lige ved siden af mig. Hun ser meget svag ud. Men alligevel er hun på en måde smuk, som hun ligger der. Hendes blanke hovedbund skinner i solens lys, og hendes lille næsetip ser helt rødglødende ud, fordi solen er ved at gå ned bag hende. Jeg får helt medlidenhed med den unge pige. Hun kan højest være 17 år, så lille og spinkel som hun er. Eller også har hun bare været syg meget længe. Jeg får helt lyst til at røre ved hendes hud, bare for at mærke, om hun er ægte, eller om hun bare er lavet af porcelæn, for det ser næsten sådan ud. Jeg rækker forsigtigt hånden frem, og er lige ved at røre ved hendes kind, da jeg pludselig opdager, at hendes øjne er åbne. Jeg springer op og udstøder et lille hvin. En af de andre patienter ser hen på mig og griner. ”Bare rolig,” siger han, og skæver hen mod pigen. ”hun laver det der trick med alle! Man tror hun er vågen, men rent faktisk sover hun bare med åbne øjne. Det er det rene snyd!” Han klapper mig på skulderen og går videre. Jeg kigger lidt efter manden, men min koncentration er snart igen rettet mod den fascinerende pige. Er det virkelig muligt at sove med åbne øjne? Creepy... og hvordan kan man så vide, om hun sover, eller om hun bare ligger og kigger ud i luften? Måske ligger der en hvis ro over hende, når hun sover... som nu. Eller jeg tror da i hvert fald, at hun sover. Ellers ville hun vel have reageret da jeg rakte ud efter hende. Men hvis hun sover... så kan jeg vel godt røre ved hende! Bare lige sådan strejfe hendes hud hurtigt, uden at hun vågner af det, bare lige for at se hvordan den føles... Jeg sidder og stirrer på hende i lang tid og rækker meget langsomt ud efter hende igen, og undgår at lave selv den mindste lille lyd. Ja, jeg holder ligefrem vejret mens jeg gør det, for at jeg ikke kommer til at vække hende. Lige så forsigtigt... jeg er der næsten... jeg skal bare lige... prøve... at strejfe... hendes.... hud.....

Pigen rører på sig, og jeg bliver så forskrækket, at springer op og kommer til at smaske hånden lige ind i ansigtet på hende, og før jeg ved af det falder jeg på røven. Og selvfølgelig vågner pigen. Typisk. Jeg prøver at lade som ingenting, og sætter mig op på sengen med ryggen til hende. Hvor er det her bare pinligt! Bare hun nu ikke er sur over at jeg vækkede hende... Det her er godt nok en dårlig start på mit ophold!

 

Et eller andet rører ved min skulder, og jeg vender mig forskrækket om. Pigen sidder lige bag mig og stirrer på mig. ”Un... undskyld jeg vækkede dig! Det var ikke med vilje!” skynder jeg mig at sige og vender mig lidt væk for at undgå øjenkontakt, men hun følger bare efter, og kæmper for at fange mine øjne. Til sidst lykkes det for hende, og jeg tør ikke rigtig se væk igen. Jeg skulle jo nødig virke uhøflig! Så jeg ser på hende, og vi sidder bare og stirrer på hinanden i flere minutter. Det er en smule akavet, men det synes hun åbenbart ikke. Det er som om at hun prøver at trække det ud. Hun sidder bare, og ser mig i øjnene, som om, at hun prøver at indprente hver eneste lille detalje i min iris eller noget i den retning. Hun rækker roligt hånden frem, og strejfer min hånd med sin. Hendes hud er sådan helt kold i det, nærmest som hun er død. Men jeg kan nu alligevel mærke at blodet pumper under den tynde hud. Hendes fingre er bløde og smidige, og det sekund hendes hånd rørte min, havde jeg helt lyst til at gribe fat i den og bare holde den for evigt. Hun var meget smuk, også i vågen tilstand.

”Du ville jo gerne røre min hud, ikke? Var det ikke det du prøvede på?” Spørger hun pludselig, og river mig ud af min drømmetilstand.

Fuck. Så havde hun slet ikke sovet. Hvad fanden gør jeg nu? Jeg lyder sikkert bare sindssyg hvis jeg prøver på at forklare det for hende...

”Eeeh...” mumler jeg og klør mig i nakken.”Jeg.... jeg....” Jeg kan ikke få et ord frem. Hvor er det dog bare utroligt pinligt det her. ”Eeeh... jeg...”

”Det er okay!” siger hun og smiler. ”Du behøver ikke at forklare dig!” Det var da altid noget. Jeg kan nemlig ikke rigtig forklare det, jeg ved slet ikke hvad der skete for mig!

”Nå, men hvad synes du så om den?” Spørger hun og sætter hovedet lidt på skrå. Jeg sidder bare og stirrer på hende og ligner sikkert en idiot. ”O-om hvad?” Mumler jeg forvirret, da jeg opfatter, at hun talte til mig.

”Om min hud, selvfølgelig! Du er lidt langsomt opfattende, er du ikke?” Siger hun og griner ad mit uforstående ansigtsudtryk. Jeg ligner sikkert et stort spørgsmålstegn.

”Eh... den... den er meget smuk!” mumler jeg, og kan ikke få mig selv til at sige alt det som jeg tænkte lige før. Hun griner bare af mig, og jeg begynder så småt at grine med, bare for at det ikke skal virke så akavet. Men det er nu alligevel som om, at pigens latter smitter på en eller anden måde. Jeg stryger håret om bag øret, og mine øjne falder på hendes hænder igen.

”Jeg hedder forresten Leila!” Siger hun og smiler. ”Hvad hedder du?” spørger hun, men jeg hører det ikke, før hun har gentaget det et par gange, fordi jeg er så fordybet i mine egne tanker. Jeg sidder stadig og ser på hendes hænder, men river mig fri og ser op på hende. ”Øh... jeg... øh... ehm... jeg... Anton! Ja, Anton! Mit navn er Anton!” Jeg stryger mig over panden, og sveden pibler ned.

Hun griner af mig igen. Sagde jeg noget forkert?

”Kunne du ikke engang huske dit eget navn? Du er da ikke rigtig klog!” Siger hun og skubber mig, så jeg falder bagover i sengen. Hun ligger sig ned ved siden af mig, og vi griner sammen. Hvad er det da lige der sker for mig? Jeg kunne ikke engang huske mit eget navn! Måske er jeg ikke rigtig klog! Jeg griner lidt af mig selv og ser på Leila. Hun smiler til mig, og jeg kan ikke lade være med at grine. Hun stryger hånden hen over issen, nærmest som om at hun ville tage håret væk fra øjnene, men der er ikke noget at tage væk. Dette kommer hun vidst i tanke om på midtvejen og trækker forsigtigt armen til sig igen.

”Nå, Anton, hvad fejler du så?” Spørger hun og sætter sig op. Jeg sætter mig også op, lidt undrende. ”Øh... jeg har vel.. kræft... ligesom alle de andre patienter herinde...?” Jeg rynker brynene, og hun griner af mig igen. ”Det er da ikke det jeg mener, dumme! Hvilken slags kræft har du?” Hun ser på mig og griner stadig lidt. Der går lidt tid før jeg opfatter det. ”Nååårh... Øh, jeg har lungekræft!” Siger jeg og skammer mig lidt over min egen dumhed. ”Hmm. Jeg har brystkræft!” Siger hun, og stryger min arm, nærmest som om at hun kan læse mine tanker. Jeg stryger hendes hånd som en form for gengæld, men da jeg vil trække den til mig igen, holder hun fast i den og sidder og stirrer på min hånd. ”Må jeg læse din fremtid?” Spørger hun og smiler sådan lidt drillende til mig. Jeg nikker bare, og sidder og studerer hendes ansigtstræk mens hun sidder og følger linjerne i min håndflade. ”Okay” siger hun efter noget tid. ”Du kommer til at få et langt og godt liv. Det er jo en god ting, det betyder at du kommer til at overleve det her!” Siger hun og smiler til mig før hun fortsætter. ”Du vil få mange børn, og du vil finde dit livs kærlighed.” siger hun og følger en af linjerne med en finger. ”Men bare lige så du ved det,” siger hun og rømmer sig ”så ved jeg ikke en skid om det her fremtids-shit, så du kan ikke regne med, at jeg har læst det rigtigt!” Siger hun og griner. ”Jeg tror godt, at jeg tør stole på dig!” siger jeg og smiler. Hun giver slip på min hånd igen, og jeg trækker den langsomt til mig. Pludselig ringer en høj klokke bag os, og jeg farer sammen. Leila griner højt af mig. ”Rolig, tiger, det er bare madklokken. Så skal vi til aftensmad!” siger hun og hiver mig med op at stå. Hun løber hen mod det store bord for enden af rummet, og hun har taget mig i hånden, så jeg kan ikke gøre så meget andet end at følge vaklende efter.

”Hvad står menuen på?” spørger jeg forpustet, da vi er nået hen til bordet. Leila kigger på et lille skilt på bordet og siger ”Dagens menu er... frikadeller med kartofler, gulerødder, ærter og brun sovs!” Pokkers. Jeg har aldrig været særlig vild med grøntsager. Men jeg må nu nok hellere tage nogen bare for at være høflig. Leila sætter sig for bordenden, og hiver mig med ned ved siden af. Fadene bliver sendt rundt, og jeg tager lidt af det hele, men det ender alligevel med, at jeg får spist kødet og sovsen, og grøntsagerne ligger tilbage på tallerknen. ”Må jeg tage dine grøntsager?” Spørger Leila, og er ved at øse dem over på sin tallerken, før jeg overhovedet når at svare. ”Øh... ja... det må du vel gerne...” Jeg ser over på hendes tallerken, som er fyldt med grøntsager overpøset med sovs. ”Skal du overhovedet ikke have noget kød?” Spørger jeg, uden at tage øjnene fra tallerknen. ”Næh... Jeg er vegetar!” Siger hun, og spiser glad af sine grøntsager. ”Det kunne man måske lære lidt af...” Siger jeg og stikker i et lille stykke frikadelle som stadig ligger tilbage på min tallerken. ”Måske lige bortset fra, at jeg ikke kan lide grøntsager..” siger jeg og griner. ”Hvorfor ikke?” Spørger Leila med munden fuld af mad. Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg ved det ikke helt... måske har det noget at gøre med, at jeg blev tvunget til at spise dem, da jeg var lille...” siger jeg og klør mig i hovedbunden. ”Barndommen kan jo have stor indflydelse på ens senere liv...” Siger Leila og tømmer sit glas vand. ”Nå, jeg er færdig, er du?” spørger hun og er allerede ved at rejse sig op. ”Øh, ja, det er jeg vel...” Siger jeg og er lige i hælene på hende. Vi sætter os på min seng igen.

”Nå, kan du lide musik? For ellers vil jeg ikke have noget med dig at gøre!” Siger Leila og ser på mig. ”Ja, jeg kan da godt lide musik!” skynder jeg mig at sige. Det er jo heller ikke helt løgn.

”Hvad for noget musik kan du så li?” spørger hun og ser intenst på mig.

”Ehm, sådan lidt forskelligt... det er blandet!” Siger jeg, og bliver næsten helt hyllet ud af den af at hun sidder og stirrer på mig,

”Så lad os udvide din musiksmag!” siger hun og knækker fingre. ”Kender du My Chemical Romance?” spørger hun og rykker tættere på, så jeg ikke kan undgå at se hende direkte i øjnene.

”Øhm... ja, det gør jeg da... Er de ikke sådan nogle dæmon-fyre som synger om satan og sådan noget?” spørger jeg og griner.

”Så har du fan'me ikke lyttet ordentligt til deres tekster!” siger hun og spiller fornærmet. På nogle punkter minder hun egentlig meget om Smilla.

”Okay... så nu skal vi til at lytte til My Chemical Romance dagen lang, eller hvad?” Siger jeg og laver en grimasse.

”Nemlig!” siger Leila meget bestemt og hiver en cd-afspiller frem fra under sengen samt en stak cd'er – alle med My Chemical Romance.

”Oh god..” sukker jeg og tager mig til hovedet med et smil på læben. Hun er da godt nok ikke rigtig klog den her pige. Men der er alligevel et eller andet ved hende som der drager mig inderst inde.

”Hold op med det der, du kommer til at kunne lide dem!” Siger hun og dasker til min hånd.

”Okay,” sukker jeg ”jeg skal nok lytte med! Men kun fordi, at jeg er din nabo, og ikke rigtig kan undgå det!” siger jeg og giver et dask tilbage. Leila skærer en grimasse og sætter den første cd på. ”Nu skal du høre en af mine ynglings!” siger hun og smiler stort, mens hun sætter musikken i gang. Musikken starter, og jeg gør alt hvad jeg kan for at prøve at koncentrere mig om det. ”Det er faktisk et ret fedt forspil!” siger jeg og begynder at klappe rytmen på lårene. ”Hold kæft og lyt efter, det gode er ikke engang begyndt endnu!” siger hun og griner af mig. Forsangeren begynder at synge: ”Mama, we all go to hell, mama, we all go to hell...” Jeg tager mig til hovedet. ”Det her er da bare deprimerende!” siger jeg og griner. ”Hold nu bare mund!” Siger hun og giver mig en albue i maven. Jeg indstiller mig på at lytte til musikken igen. ”Well, now mama, we're all gonna die, mama, we're all gonna die...” Jeg kan ikke lade være med at grine. Hvor er det dog bare noget overdreven dyster musik, pigen spiller for mig! ”Hvad er det ved dem, du så godt kan lide?” spørger jeg og ser på hende. ”Tja, det ved jeg ikke helt... jeg tror, at det er noget med deres tekster. Jeg bliver bare så glad, når jeg hører dem!” siger hun og griner lidt af sig selv. Jeg griner med, og hun hopper op på min seng igen. ”Jeg forstår det ikke helt...” mumler jeg. ”De synger jo bare om helvede og død og.... deres mor!” siger jeg og griner. Leila giver mig et lille klap på kinden. ”Så lytter du ikke godt nok efter!” siger hun og griner af mit forvirrede ansigtsudtryk. ”Okay, okay, så prøver jeg at lytte lidt bedre efter!” siger jeg med et smil på læben og giver Leila et dask tilbage. ”Men...” ”Hold kæft, nu kommer mit ynglingsstykke!” nærmest råber hun, ser ivrigt på mig, og begynder at synge med: ”WE'RE DAMNED AFTER ALL, THROUGH FORTUNE AND FLAME WE FALL, AND IF YOU CAN STAY, THEN I'LL SHOW YOU THE WAY TO RETURN FROM THE ASHES YOU CALL!” Jeg ser overvældet på hende og kommer helt til at grine, og skal lige til at sige noget, men hun afbryder mig og synger videre: ”WE ALL CARRY ON, WHEN OUR BROTHERS IN ARMS ARE GONE, SO RAISE YOUR GLASS HIGH, FOR TOMORROW WE DIE, AND RETURN FROM THE ASHES YOU CAAALL!” åbner øjnene og smiler opmuntrende til mig, og jeg sidder bare og stirrer på hende. Hvad er det dog for noget musik hun hører!? ”Nå, nu kan vi godt skifte, den der del hvor han græder til sidst er bare kedelig!” siger hun og hopper ned fra sengen for at stoppe cd-afspilleren, hvorefter hun hopper op ved siden af mig igen.

”Nå, hvad synes du?” spørger hun mig, stadig med julelys i øjnene.

”Det er... øh... overvældende!” mumler jeg og griner. Jeg kan ikke finde på så meget andet at sige om det. Overvældende. Meget overvældende!

”Arh, hold op, du kunne jo godt lide det! Ellers kommer du i hvert fald til det!” Siger hun og smiler til mig.

”Så siger vi det!” siger jeg og griner ad hende. Hvor ser hun dog sød ud, nærmest som en lille pige...

”Nå, men de beder os nok snart om at være stille, så vi må hellere vente med at høre den næste til i morgen!” siger hun, og begynder at samle cd'erne sammen.

”Er de alle sammen som denne her?” spørger jeg og klør mig nervøst i nakken. ”Du ender jo med at give mig mareridt!” Leila begynder at grine, og jeg kan ikke lade være med at grine med.

”Ja, noget i den retning!” Siger hun og smiler til mig. ”Og hvis du får mareridt, kan du låne min bamse!” hun skæver over mod en lille tøjhund som ligger ovre på hendes seng.

 

”Så slukker vi lyset!” råber en af de ansatte, og lyset bliver slukket, så rummet bliver næsten helt mørkt, kun oplyst af gadelygterne udenfor. Jeg ser på Leila, og før jeg ved af det, har hun trykket mig ind i et knusende tæt kram. ”Godnat, makker!” hvisker hun og kravler over i sin seng.

Jeg ligger mig ned på sengen, og vender mig over mod Leilas seng. ”Godnat... Leila...” hvisker jeg og lukker øjnene i.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...