Cancer

Anton har lungekræft, og bliver indlagt på hospitalet. Herinde møder han Leila, som er en ung pige med brystkræft, og de kommer langsomt tættere og tættere på hinanden. Men kan man virkelig tillade sig at blive forelskede, når man ikke ved hvor lang tid man har tilbage?

1Likes
13Kommentarer
448Visninger
AA

2. Et løfte

Smilla er sent på den. Nu har jeg allerede stået her og ventet i et kvarter! Det var da helt utroligt... Jeg læner nakken tilbage og sukker. I det mindste er det da ikke Smillas skyld. Det må være lærerne, som kører over tid. Smilla ville aldrig være sent på den. Sådan er vi nemlig opdraget. Jeg hader også selv at komme for sent. Og når andre folk er sent på den.

Nu kommer Smilla løbende henne fra døren. ”Undskyld!” gisper hun, da hun endelig er nået ned af de mange trapper. Jeg støtter hende under armen. ”Lærerne... glemte... alt... om tiden!” pruster hun og hiver efter vejret. Jeg kan ikke lade være med at grine af hende. ”Hvad? Det er ikke min skyld!” Siger hun bebrejdende og puffer til mig med et smil på læben. ”Det ved jeg godt...” Mumler jeg og puffer tilbage. ”Jeg synes bare at det er for meget med de lærere en gang imellem!” Jeg griner og skubber hende ind i busken, og sådan fortsætter vi hele vejen hen til hospitalet, som om vi stadig er de små legesyge børn, vi var engang var.

 

”Har du husket det hele?” spørger Smilla, da vi står udenfor hospitalet. Jeg skærer en grimasse af hende og griner. Hun opfører sig altid som om, at hun er min mor. ”Har du?” gentager hun og puffer til min skulder. Det er et lidt halvhjertet puf, og jeg kan også se på hende, at hun ikke har det helt godt med det her. ”Hmmm... Lad mig se... Din pude, dit tæppe, din bamse... Dit fjernsyn! Din...” Hun giver mig en mavepumper, og jeg knækker sammen af grin. Hun er stadig ikke helt glad, men jeg kan da se, at det har hjulpet lidt! Jeg tørrer en tåre væk fra øjenkrogen, og smiler til hende. Hun smiler tilbage. Eller prøver i hvert fald på det.

”Anton... vil.. vil du love mig noget?” Spørger hun og ser ned i jorden.

”Hvad som helst, søs!” Siger jeg og løfter hendes hage op. Hun har tårer i øjnene. Jeg trækker hende ind til mig og omfavner hende. ”Hvad som helst!” Gentager jeg og stryger hendes lange hår om bag øret. Det falder altid ned i øjnene på hende. ”Hvad er det?” Spørger jeg og trækker hende lidt ud, så jeg kan se hende i øjnene.

”Du... du.. du må love mig, at der ikke sker dig noget!” fremstammer hun. Jeg kan næsten ikke høre hendes stemme for bare gråd.

”Smilla...” jeg trækker hende ind til mig igen. ”Smilla! Vi har da snakket om det her! Hvis bare jeg holder op med at ryge, så skal jeg nok overleve det her! Jeg skal nok klare mig!” Jeg tørrer Smillas tårer væk med ærmet på min skjorte, og får næsten selv helt tårer i øjnene. Det gør jeg altid, når Smilla græder. Jeg kan bare ikke klare det.

”Men... hvordan ved du det?” Mumler Smilla, efter at vi har stået i noget tid og krammet.

Jeg sukker. ”Det ved jeg fordi, at det er det, lægerne har sagt til mig! Hvis bare jeg holder op med at ryge...”

”Men hvad nu hvis du ikke kan det!?” Smilla skubber sig væk fra mig og ser væk. Tårerne strømmer ned ad kinderne på hende. Jeg stryger mine fingre gennem hendes hår, fra pandehåret og ned ad nakken, ligesom jeg gjorde, når hun havde mareridt, da vi var små.

”Smilla, hør nu lige...”

”NEJ!” Smilla prøver at rive sig fri, men mine fingre sidder fast i hendes hår, så hun når ikke langt. ”Av... det var et unfair trick, det der!” Siger hun og laver en grimasse, men tårerne løber stadig ned. Det gjorde vidst ret ondt.

”Undskyld, undskyld... men det er jo ikke min skyld, at du ikke reder dit hår længere!” Siger jeg og griner.

Hun tager sig til hovedbunden og ømmer sig. ”Det gider jeg ikke til... Det er desuden meget kønnere, når det er uglet!” Hun knuger sig ind til mig igen, og det føles næsten som om, at hun er lige ved at knuse mine ribben. ”Ah.. hjælp... kan... ikke... få luft....!” Gisper jeg og ugler hende i håret. Hun giver slip, og jeg tager en overdrevet stor indånding. ”Desuden ligner man altså ikke en rigtig jurist, hvis ikke man har håret sat stramt tilbage i en kedelig knold!” Siger jeg og leger med en af hendes vildtfarne lokker. ”Så kan det da bare være, at jeg er en anderledes jurist!” Siger hun og snor en af de andre lokker mellem fingrene. ”Hipster...” Spotter jeg og griner. Hun spiller fornærmet, men trækker mig alligevel ind til sig igen og giver mig et ordentligt kram. Jeg krammer igen, men skubber hende til sidst væk fra mig igen.

”Nu bliver jeg altså nødt til at gå ind!” Siger jeg og stryger hende over kinden. Hendes smil forsvinder, og blikket flakker rundt på parkeringspladsen.

”Må jeg i det mindste gå med ind?” Spørger hun og ser op på mig. Hun har fået tårer i øjnene igen. ”Ja... men du ved jo godt, at du ikke kan blive, ik?” Siger jeg og smiler til hende.

”Hvorfor ikke?” spørger hun med en lille spinkel stemme.

”Har du måske lyst til at gå rundt og se på kræftsyge mennesker som dør hver dag?”

Det skulle jeg ikke have sagt. Smilla ser væk i samme øjeblik og vakler stille og roligt hen mod skoven ved siden af. Jeg griber fat i hendes skulder, og hun vender sig om i sådan en fart, at man skulle tro, at hun ville gå i kødet på mig. Jeg trækker mig tilbage, men før jeg ved af det, hænger hun om halsen på mig. Hun hænger hulkende om halsen på mig med ansigtet begravet i mit tørklæde. ”Du må aldrig forlade mig, Anton... du må ikke... aldrig... aldrig i livet...” Mumler hun mens hun krammer mine skuldre så hårdt, at det er til at få kramper af.

”Det gør jeg heller ikke, Smilla, det lover jeg, jeg skal nok overleve!” Jeg knuger hende ind til mig, og vi begynder så småt at gå op mod hoveddøren.

 

”Det var da på tide, at du kom, hr. Jokumsen!” Siger doktor Frederiksen og noterer noget ned på en blok. ”De skulle have været her klokken 3!” Han skæver op på mig og min søster under de små tykke briller. ”Undskyld, vi blev forsinkede! Og nu har vi altså kendt hinanden så længe, at du godt kan kalde mig Anton...” Siger jeg og smiler til ham. Han smiler skævt og ser ned på sine papirer igen. ”Nå, men som du ved, er du her jo denne gang for at blive... i hvert fald for nu!” Siger han og skribler et eller andet ned. ”Så hvis du er klar, vil Julie her vise dig hen til kræft-afdelingen.” han gestikulerer hen mod den sygeplejeske, der står ved siden af ham, som også har en blok og en pen i hånden. Hun smiler til mig, og jeg smiler igen for at være høflig, før jeg vender mig mod Smilla, som bare har stået og stirret ud i luften de sidste 5 minutter. Jeg giver hende et klem i hånden, og det giver et sæt i hende, før hun vender sig mod mig. Jeg smiler til hende og giver hende et kram.

”Det skal nok gå,” siger jeg og kysser hende på panden. ”jeg overlever!”

”Det håber jeg...” Siger hun og stryger mig over kinden, og vender sig hurtigt om mod døren, men jeg når lige at se, at hun græder. Bare hun nu kan klare sig selv... Jeg vinker til hende, selvom jeg ved, at hun ikke ser det, og vender mig om for at følge med sygeplejersken hen mod det, der nok bliver mit hjem de næste par måneder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...