The Mystery Girl l 1D Oneshot

Lad mig bare sige det sådan at jeg aldrig i min vildeste fantasi forstillede mig hvad min dag ville bringe...
Jeg er en kæmpe Directioner, der dog ikke fik billetter til deres koncert i Forum...
Men valgte dog alligevel at tage på strøget for at møde min 1D Family ♥
Den dag blev nok den mest underlige men samtidige fantastisk dag i mit liv♥
Se traileren ♥
DETTE ONESHOT DELTAGER I ONE DIRECTION KONKURENCEN ♥

8Likes
4Kommentarer
740Visninger
AA

2. Harry Sty… HARRY STYLES!!

 

 

Jeg gik søgende ned ad Strøgets gader. I min ene hånd havde jeg et enormt skilt med ordene ’I <3 One Direction!’ og i den anden et skilt med ordene ’You’re my direction!’. Jeg var selv rimelig godt tilfreds med dem, derfor skulle One Direction bare se dem.

Rundt om mig gik andre directioners – dog havde ingen af dem, to så fantastiske skilte som mig -, de ledte nok også efter drengenes hotel.

Da skrigende blev for meget, valgte jeg at dreje ned ad en af sidegaderne. Jeg begyndte straks at fantasere om min kommende mand. Han var dejlig, lækker, dejlig, lækker og lækker. Vores bryllup skulle være stort og flot. Vores bryllupskage skulle være højere end Janni Spies’. Han ville se såå lækker ud hans sorte jakkesæt, der ville sidde perfekt på hans muskuløse krop. Når jeg så gik op mod alteret i min hvide kjole, ville han sende mig det smil, som kun han kunne præstere. Hans øjne ville skinne og hans smilehuller blive tydlige. Hans krøllede hår ville sidde i uorden, på trods af den store dag. Og når jeg nåede alteret ville han fortælle mig, hvor smuk jeg var, selvom han så mindst hundrede gange bedre ud. Så ville vi begge vende blikket mod alter-

”Av for fucking helvede,” skreg jeg, for det første havde en eller anden idiot revet mig ud af mit fantastiske bryllup, og for det andet gjorde min fod skide ondt!

”Undskyld.” Vedkommende snakkede engelsk med britisk accent. Da jeg vendte mit blik mod idioten, blev jeg mødt af et par skinnende grønne øjne. Hans krøller var røget ned i hans ansigt, men han så bare bekymret på mig.

”DU ER HARRY STY-” 

”Shhhh,” tyssede Harry, han havde plantet sin højre hånd på min mund. Han havde rørt mig. HARRY STYLES HAVDE FUCKING RØRT MIG!!! Jeg fik rejst mig op og begyndte at hoppe lykkeligt rundt om mig selv. En hånd greb fat i mig og fik mig til at stoppe. Et jag af smerte skød op gennem min fod. Harry hjalp mig over til en bænk, så kunne jeg da få lov til at ømme mig.

”Så du er directioner?” spurgte Harry og nikkede mod mine skilte, der fortsat lå på jorden.

”Hvem er ikke det? JEG ER I HVERT FALD!!” Gud, hvor var jeg glad for, at jeg havde hørt efter i engelsk timerne. Og Gud, hvor jeg elsker dig Gud!

”Hvad hører du?” spurgte Harry og nikkede denne gang mod mobilen, der var røget ud af min lomme, med vedhængende høretelefoner.

”Little things,” mumlede jeg genert. Genert, seriøst. Tag dig sammen. Jeg var ikke den generte type, overhoved ikke. Tag dig sammen.

”Skal vi ikke tage et smut forbi skadestuen?” spurgte Harry. Jeg ville ikke på skadestuen, jeg er ikke en ’skadestue-person’. Jeg hader skadestuer!

”Njæ, ikke nødvendigt,” svarede jeg og trak på skuldrene. Harry kiggede underligt på mig. ”Har du set din fod?” Jeg kiggede på min fod, og et lille skrig undslap mine læber. Den var helt lilla og grøn og blå og den sad lidt sjovt. Sådan cirka 90 grader mod venstre, og det var venstre fod!

”Fint, jeg kører dig.” Han lød bekymret, han havde sikkert dårlig samvittighed. Selvom tanken om skadestuen overhoved ikke lokkede, så lokkede tanken om at sidde i samme bil som HARRY STYLES!!

”Okay så,” sukkede jeg opgivende og rullede med øjnene. Harry førte mig over til en sort bil, med mørke ruder. Eller bar mig, much better!

”Nå, hvornår skal du være tilbage?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Tilbage? Hvad mener du?” Han sendte mig et hurtigt smil, før han atter vendte fokus mod vejen.

”Skal du ikke gøre dig klar til koncerten?” Som om det ikke var indlysende nok.

”Tjo, klokken er ikke så mange, men om en fire timers tid,” svarede han og sendte mig endnu et hurtigt smil. Han var min kommende mand, og han vidste det ikke en gang, det gjorde lidt ondt i hjertet. Jeg kunne se Harry smile, mens han fortsat koncentrerede sig om vejen. Jeg sad bare og stirrede på ham, han var endnu smukkere i virkeligheden. Og før jeg vidste af det, var vi på skadestuens parkeringsplads.

”Skal vi gå ind?” spurgte Harry, da vi havde siddet lidt i bilen.

”Skal vi ikke bare køre tilbage?” Jeg sendte ham mine bedste hundeøjne.

”Hvorfor?” Ja, nu skal du høre, jeg hader ganske enkelt bare hospitaler.

”Jeg bryder mig ikke så meget om skadestuer, hospitaler og alt det der andet fis.” Så var den overstået, det var flot.

”Kom nu.” Og så var Harry ude af bilen. Han åbnede passagersidens dør og bar mig ud. Jeg overvejede kort, hvor stor chancen var for at stikke af, men droppede den hurtigt, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke kunne gå.

”Fint,” mumlede jeg opgivende og rullede endnu en gang med øjnene. Jeg var meget opgivende i dag, men helt seriøst jeg nød Harrys selskab.

 

”Hvad kan jeg hjælpe jer med,” spurgte receptionisten, med blikket rettet mod nogle papirer foran hende. ”Harry Styles,” sagde hun forskrækket da hun rettede blikket mod os. Hun fandt et stykke blankt papir frem og fik en autograf. Før hun kunne nå at tage den tilbage, havde jeg revet fat i den. Jeg kradsede min klunsede autograf ned og rakte den til receptionisten.

”Den vil blive penge værd en dag, jeg siger det bare.” Receptionisten kiggede på mig med et ulæseligt blik.

”Jeg gik ind i hende. Hun slog sin fod,” sagde Harry roligt og skiftede dermed emne. Receptionisten nikkede forstående.

”Sæt jer ind i venteværelset og… Vent.” Hun pegede mod et rum, der formegentlig var venteværelset.

”No shit Sherlock,” mumlede jeg for mig selv. Harry grinede lavt.

I venteværelset var en lille rektangulært rum med sofaer langs væggene, i midten af rummet stod en bogreol. Ret upraktisk, der var ikke særlig meget plads at bevæge sig på. Da vi ellers fik placeret vores dertil indrettet rumper, rumper som i anderumper. I den ene sofa.

”Nå, kommer du i aften?” spurgte Harry og vendte sin opmærksomhed mod mig. Mod lille ubetydelige mig. MIG! Åh jeg dør!!  

”Næh, desværre.” Dør endnu mere.

”Jeg hørte, at billetterne også blev solgt på 0,5.”

”Ja, men min computer valgte også at svigte mig. Jeg som ellers havde lagt mit liv i dens hænder. Måske er det der problemet ligger, den har ingen hænder!”

”Hvordan svigtede dig?”

”Den brød sammen. Kaput, nada, niks, bum ingen billetter til mig.”

”Javel,” mumlede Harry. Åh Gud, nu havde jeg skræmt ham, men jeg havde jo ikke gjort noget. Åh Gud!

’’Nu tror du jeg er sindssyg ik’?” spurgte jeg nervøst, men Harry valgte bare at begynde at grine.

’’Hvorfor fanden griner han?”

’’Fordi jeg tror, du er en af de mest normale fans, jeg har mødt,’’ svarede Harry, mens han stadig grinede.

’’Vent sagde jeg det højt?!’’ Pis! – og det der, det skulle heller ikke have været sagt højt.

’’Jaa, måske skulle du holde dine tanker for dig selv, hvis andre ikke skal høre dem.’’

’’Jaa, måske,’' svarede jeg med et smil, da min mobil sagde en lyd, som betød nyt fra Twitter. Jeg fik hurtigt guidet min mobil op af mine stramme bukser og kiggede på den @Harry_Styles Denmark’s Hospitals look very nice :)

’’Så du syntes vores hospitaler er pæne?’’ spurgte jeg, mens jeg stadig kiggede på min mobilskærm.

’’Hvad mener du?’’ spurgte Harry forvirret.

’’Twitter,’’ svarede jeg med et lille grin. Harry begyndte bare at grine.

Jeg vendte hurtigt blikket tilbage til Twitter for at svare ham.

@TheAwesomeGinger @Harry_Styles that’s wrong, Hospitals are scaary :(

Jeg fik hurtigt trykket på tweet og proppede min mobil tilbage i lommen. Pludselig mærkede jeg en ånde i min nakke aka Harry.

’’Du mente virkelig, at de var skræmmende,’’ hviskede han i mit øre

’’Tror du jeg lyver, Styles?’’ hviskede jeg igen.

’’Man ved aldrig, når personen hedder TheAwesomeGinger på Twitter,’’ svarede Harry med et grin.

’’Hey, don’t diss my Twitter,’’ svarede jeg, mens et grin langsomt forlod mine læber. Og så endte det med at vi begge sad og skraldgrinede.

”Du burde følge mig, jeg har en meget awesome profil,” sagde jeg og kiggede på Harry med sammenknebne øjne. Han slog en latter op og undlod dermed at svare på mit spørgsmål.

”Du ved godt, at du skylder mig noget. Der må jo være en grund til, at vi sidder på hospitalet,” påpegede jeg.

”Så lad gå da.” Harry fiskede sin mobil frem, og kort efter vibrerede min lomme eller min mobil, som det jo rigtig var. På skærmen stod der @Harry_Styles følger nu dig.

Jeg gik hurtigt ind og skrev endnu et tweet, ja, jeg tweeter meget, og jeg er stolt af det.

 @TheAwesomeGinger OMG @Harry_Styles is now following me, I can’t belive it, He’s actually kind of nice xxx

Jeg kunne høre Harry grine. Da et svar til min tweet poppede op.

@Harry_Styles @TheAwesomeGinger a kind of? 

Jeg sendte Harry et kæmpe smil og klikkede så ind på twitter.

@TheAwesomeGinger @Harry_Styles yeah a kind of – remember why we are sitting here?

Vores super awesome twitter samtale, blev ødelægt af en gnaven læge. Vi blev ført ind i et kvadratisk rum, med et skrivebord og en briks. Jeg blev beordret over på briksen, og Harry begyndte at forklare hvad der var sket.

”Nå, skal vi se på foden?” spurgte lægen, selvom det ikke var et spørgsmål. Han begyndte ligegyldigt - han havde sikkert en dårlig dag, det fik jeg også, der sad arme mig og skreg af smerte med en verdenskendt popstjerne ved siden af mig – at undersøge min fod. Hvorefter han konstaterede, at den var brækket. Brækket seriøst. Jeg brækker ikke ting. Jeg ødelægger ting. Harry ødelægger åbenbart også ting. Eller brækker dem – i dette tilfælde: min knogle.  

”Jeg finder lige en støvle til dig,” mumlede lægen, og så var han væk. Harry der ikke forstod et ord af hvad der blev sagt, kiggede uforstående på mig.

”Den er brækket,” forklarede jeg på engelsk. Harry spærrede sine smukke, grønne øjne op.

”Det må du altså meget undskylde,” sagde han for 117. gang.

”Det skal du ikke tænke på,” svarede jeg ligegyldigt – også for 117. gang. Han nikkede eftertænksomt.

Efter 15-20 minutter stod Harry og jeg nu foran indgangen til skadestuen, ja, du hørte rigtig STOD, for jeg havde fået krykker, så nu kunne jeg gå igen, ikke fordi jeg ikke kunne lide, da Harry bar mig..

Harry skulle lige til at sige noget, men blev afbrudt da han mobil ringede.

’’Det Harry.’’

’’Hey, det’ Louis, hvor er du?’’

’’Øhm, uden foran en skadestue.’’

’’EN SKADESTUE, HVAD HAR DU LAVET?’’

’’Rolig Louis, jeg har ikke lavet noget.’’

’’Men hvorfor står du så uden foran en skadestue?’’

’’Øhm det er en lang historie..’’

’’Nå, men jeg ringede også bare for at høre om, hvem hende pigen er?’’

’’Pigen?’’

’’GOOOD! Harry du har siddet sammen med en eller anden dansk pige hele dagen, det er ud over hele twitter.’’

’’Fuck..’’

”Org, jeg må løbe, Niall er sulten. Ses,” lød det fra Harrys mobil, inden han lagde på og puttede den i hans lomme

”Dansk pige?” spurgte jeg med et lille smil

”Hey, det er ikke pænt at lytte til andres telefonsamtaler,” svarede Harry med et grin.

”Så burde du overveje at skrue lidt ned for lyden,” svarede jeg flabet og rakte tunge ad ham. Han grinede sin fantastiske latter, som jeg elskede.

 

Vi gik i stilhed over til Harrys bil. Det havde virkelig været fantastisk, at være sammen med ham i dag. Jeg havde været noget så heldig, på trods af min brækkede fod, men det var det værd.

”Skal jeg køre dig hjem?” spurgte Harry og åbnede døren til passagersiden. Han lavede en gestus for at indikere, at jeg skulle stige ind.

”Ja, gør du bare det,” svarede jeg muntert, fordi jeg var munter. No shit Sherlock. Jeg steg ind, og den dejlige duft af Harry ramte mig som en tornado.. måske ikke den bedste metafor, men den går vel an. Det var sikkert kun en låne bil, men han havde allerede præsteret, at få den til at dufte af ham. Det var jeg ham evigt taknemmelig for.

”Så kan du jo gøre dig klar,” sagde Harry, efter vi havde kørt lidt i stilhed. 

”Gøre mig klar?” spurgte jeg forvirret. Jeg kunne se Harry trække på smilebåndet, det var den reaktion, han havde forventet.

”Ja, til koncerten.” Den dreng gjorde mig virkelig forvirret.

”Det er dig, der skal gøre dig klar til koncerten,” pointerede jeg fornuftigt. Harry smilede.

”Ja, og du skal med-” Han afbrød mig, da jeg skulle til at fortælle, at jeg jo ikke havde nogle billetter, og fortsatte: ”For jeg har nemlig to billetter til dig.” Jeg kiggede målløst på ham. Lille mig får billetter af selveste Harry Styles, bedre bliver det jo ikke.

”Åh mener du det? JEG ELSKER DIG!” (ADVARSEL: DETTE SKAL IKKE AFPRØVES DERHJEMME, DEM, DER UDFØRER DETTE STUNT, ER PROFESSIONELLE!) Husk dette: det er en dårlig idé at kramme en, der kører bil. Harry slingrede lidt, men kom så tilbage på rette spor igen.

”Det var så lidt. Hør jeg har lige et enkelt spørgsmål: hvorfor skal I absolut køre i den forkerte side af vejen?” Han trak på smilebåndet igen og hans smilehuller blev tydlige. Jeg trak på skuldrene og begyndte så at grine. Dette var i sandhed den bedste dag i mit liv. 

 

***

 

”Er det her vores pladser?” spurgte Josephine måbende. Jeg nikkede ivrigt, det var i hvert fald det der stod på billetten. Vi havde begge ’1D’ malet i hele fjæset og på armene, på den måde skilte vi og i hvert fald ikke ud fra resten af tøserne i Forum. Jeg kunne selvfølgelig ikke se nogle af dem, da de alle sammen sad bag ved os. Vi sad nemlig forrest. Gud, hvor jeg elskede Harry.

”Det her bliver bare F-A-N-T-A-S-T-I-S-K!” skreg jeg. Josephine bakkede mig op, og så begyndte vi ellers at skrige ’One Direction’. Hurtigt begyndte alle de andre tøser også af skrige. Jeg syntes selv det lød ret fedt.

 

Da Camryn havde opvarmet, kom One Direction ud på scenen. Jeg havde forventet, at de ville præsentere sig selv og så begynde at synge. Sådan skulle det dog ikke gå… eller jo Liam, Louis, Zayn og Niall begyndte at præsentere sig selv, men Harry kom gående mod mig.

”Det var godt at du kunne komme,” sagde han og sendte mig et kæmpe smil. Josephine, som jeg af en eller anden grund holdt i hånden med, begyndte at klemme min hånd, så hårdt hun kunne.

”Av,” Jeg så surt på Josephine, og fortsatte: ”Tak for billetterne.” Harry nikkede og bed sig derefter genert i læben – dåner, han så så sød ud!

Hvorfor var Harry Styles genert?

”Må jeg godt få dit nummer?” spurgte han usikkert. Hørte jeg rigtigt, spurgte Harry Styles om han måtte få mit nummer? Hell yeah!

”Jep,” svarede jeg og begyndte at remse tallene i mit nummer op.

”Øh.. Hvad hedder du egentlig?” Havde jeg ikke fortalt det, seriøst?

”Emma,” svarede jeg. Hvilken fantastisk aften.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...