Fortabt I Evigheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
Det er foråret 1919. Første verdenskrig er sluttet et halvt år tideliger og mange ting forandre sig i Tyskland.

Alix og Alexander (Alex) er tvillinger og er ni år gamle. Næsten lige så langt tilbage de kan huske har der været krig. Men på det daglige plan har det ikke berørt dem det store. Selv om priserne på nogle ting er steget har de aldrig manglet noget. Begge deres forældre kommer fra adelige familier, hvor der aldrig har manglet penge.
Men krigen er slut nu og det overklasse samfund, bestående af adelige og kongelige, de lever i, har ændret sig kraftigt.

Men er det verden, der er i forandring, de skal være bange for? eller er det helt andet?

0Likes
0Kommentarer
100Visninger

1. Fortabt ~1~

 

 

Hjælp, skriger jeg og sætter mig op.

”Er der noget galt Alix?” mumler min tvillingebror søvnigt.

”Om der er, Alex” jeg skubber lidt til ham, for at få ham til at vågne helt op. Han sætter sig langsomt op, hans ansigt er lige så overrasket som mit, for vi er midt i en skov. Jeg kan ikke se himlen for blade, og træerne er så underlige, de er alle samme lige høje, tror jeg, men jeg kan tage fejl, for trækronerne er meget højt oppe. De må også være plantet, for de står på rad og række.

”Kom” Jeg rejser mig langsomt op, Alex gør det samme, jeg tager hans hånd, og begynder at gå i den retning, hvor jeg tror, skoven først vil slutte. Vi behøver ikke at sige noget til hinanden, vi ved allerede, hvad den anden tænker. Men ingen af os tør at sige det højt.

Jo længer ind, eller er det ud? af skoven vi kommer, jo flere væltede træer er der, skovbunden består nu heller ikke af grønt mos mere, den er tværret op, og der er intet liv tilbage. Vi forsætter den samme vej, for det må betyde, at her har været mennesker.

Solen bryder frem samtidig med, at vi når det første granathul. Skoven er nu bag os, for det der er foran os, har måske engang været skov, men det er det ikke mere.

”Det er trist at se på” Jeg nikker, Alex havde ikke behøvet at sige det, for at vide at jeg var enig.

Foran os ligger det, der engang var en front. Det er et stort pløre hul nu. Men jeg gætter på, at naturen skal bruge mere tid, end et halvt år, på at genopbygge sig selv, efter at granater har regnet ned over den, tanks har ødelagt alt på deres veje og tusindvis af mænd har løbet hen over den. ”Hvad så nu?” Alex’ spørgsmål overrumper mig, for jeg ved det ikke. ”Du har da en ide om, hvad vi skal gøre ikke?” Jeg ryster på hovedet, for en gangs skyld aner jeg ikke, hvad vi skal gøre. ”Men det er jo dig, der altid ved, hvad vi skal gøre!” Alex er ved at gå i panik. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, og Alex ved det slet ikke. Men det er vel på en eller anden måde, også min ting altid at have en ide om hvad vi skal gøre. Og så er det Alex’ ting, at rode os ud af problemerne, når jeg har skabt dem. Han kan altid, lige meget hvad vi har gjort, får rodet os ud ad det igen.

Jeg føler, at jeg har svigtet Alex, fordi jeg ikke ved, hvad vi skal gøre.

”Alix, hvad er det?” Alex hiver mig blidt i ærmet, og peger til venstre for os.

”Jeg tror, det er en by” Siger jeg tøvende, for den er langt væk, men jeg håber, inderligt, at det er en by fuld af mennesker. Mennesker der er villige til at hjælpe os, to børn der er faret vild.

”Måske skulle vi gå over, og se om der er nogen, der kan hjælpe os” Alex’ stemme er fyldt med håb.

Vi begynder at gå over mod byen, til at starte med går det nemt nok, for vi kan følge skovbrynet. Men vi er tunget til, at vade igennem pløremarken af en front, og det er meget sværere at komme frem her, end det er inde ved skovbrynet.

 

Efter at havde gået, i hvad der føles som en evighed, når vi omsider frem til byen. Solen er nu ved at gå ned, og luften er kold, selv om det er sidst i maj.

Skuffelsen er stor, da det langsomt går op for os, at byen mest består af ruiner, og at den for længst er blevet forladt. Men det kunne vi jo næsten have sagt os selv, ingen byer der ligger så tæt på fronten, vel er beboelige i dag.

Vi begynder at lede efter et hus, hvor vi kan overnatte. Hvilket er nemmere sagt end gjort. Men efter at have gået i et stykke tid, finder vi dog et.

 

Vi lister stille rundt i det fremmede hus. Vi har begge to taget skoene og strømperne af, for ikke nok med af de var gennem blødte, så er de heller ikke rigtig beregnet til at gå langt i, kun til at se fine ud nå vi har gæster.    

Vi ligger dynerne, tæpperne og puderne vi finder ind i det lille køkken, der er, for ved et rent lykketraf er ingen af vinduerne der ødelagte. Vi kunne godt sove i sengene, der er her, men det føles bare forkert at sove i andre folks senge, også selv om de har forladt dem.

Jeg går gennem stuen igen, her er alle vinduer ødelagte. Ude på vejen står der en lygte pæl og lyser, en af den slags hvor der sidder en nødtelefon på, men den virker ikke. Vi prøvede den tidligere, men ledningen til telefonrøret er blevet klippet over.

Jeg forsætter videre gennem huset. Jeg går soveværelserne igennem igen, for at sikre mig, at der ikke er nogle dyner eller puder, vi har glemt. Jeg stopper foran et stort spejl, i det der nok var forældresoveværelset. Jeg ser forfærdelig ud. Mit lange lyse hår er filtret og beskidt, min nye lyseblå kjole er helt mudret til, og kanten på den er flere steder gået i stykker. Og det lange lyseblå silkebånd jeg havde i håret, har jeg tabt, hvornår ved jeg bare ikke. Jeg har gnavesår på flere af tæerne og på begge mine hæle.  

Jeg går tilbage til Alex og køkkenet. Han ser lige så forfærdelig ud som mig. Han har også gnavesår på hælene og vabler på tæerne. De mørkeblå knæ bukser er beskidte, og et enkelt sted er der gået hul i dem. Han har taget sin jakke af, der selvfølgelig matcher bukserne, det lyseblå slips har han også taget af. Hans hvide skjorte er stadig hvid. Hans blå øjnene fortæller mig, at han er lige så bange som mig.

Jeg sætter mig ned i dynerne ved siden af Alex.

”Hvordan er vi havnet her?” Alex ser på mig.

”Jeg ved det ikke. Det sidste jeg husker, var at vi fik at vide, at vi skulle gå i seng.” Jeg ser på ham ”Kan du ikke huske noget?”

”Jeg kan huske, at mor holdt et lille middags selskab og vi fik lov til at få vin til desserten. Ja… også sagde mor at vi skulle gå op på vores værelser og gøre os klar til at går i seng. Mere kan jeg ikke huske. ”

Noget hyler, vi rejser os op, og kigger ud af vinduet, en hund humper væk mellem nogle huse.

”Bare en hund” Siger jeg lavt.

”Ja. Der er jo ikke så mange andre muligheder vel?”

”Nej, der har ikke været ulve i Tyskland i flere år.” Svare jeg lavt tilbage.

”Alix, tror du, at mor har opdaget, at vi ikke er der mere”

”Ja, selvfølgelig har hun opdaget det, vi må jo havde været væk i mindst 24 timer, efterhånden”

”Tror du, at hun leder efter os?”

”Ja” Mere er det vel ikke at sige?

”Hvorfor har nogen gjort det her mod os, Alix?”

”Jeg ved det ikke.”

”Hvorfor var det egentlig, at du skreg i morges?”

”Jeg havde mareridt”

”Hvad handlede det om?”

”Jeg drømte at vi forsvandt, men der var ikke nogen der bekymrede sig om det, alle var ligeglade”

Stilheden omkring os er massiv, det føles næsten rart. Jeg kan ikke huske at have oplevet sådan en stilhed, siden krigen startede. Udenfor kan jeg se, at stjernerne er begyndt at komme frem. Jeg føler mig lidt uhyggelig til mode. For stjernerne her er for store, det er som om, at de vil overtage hele himlen, så det aldrig bliver morgen igen. 

”Sover du” Hvisker Alex.

”Nej”

”Tror du, at de finder os”

”Ja. De finder os sikkert i morgen”

Jeg trækker endnu en dyne over mig, for her er koldt. Alex rykker sig længere ind mod mig. Jeg kan høre hans mave rumle. Men der er ikke noget mad i huset, højst sandsynlig ikke i hele byen. Der kunne lige så godt ikke have været et køkken.

Jeg lukker øjnene, og prøver at tænke på noget andet, langsomt bliver søvnens tag i mig stærkere.

 

 

             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...