The Dip Dyers 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
Tre piger. Tre personligheder. Tre hemmeligheder. Tre hårfarver. Det her er historien om Kaitlynn, Zoey og Grace. 1 brunette, 2 blondiner, 3 veninder.

8Likes
5Kommentarer
1004Visninger
AA

9. Kapitel 7. Kellin Quinn - Fall Down Fall Down

Zoey's synsvinkel

Et koldt vindpust ramte min krop. Jeg skælvede kort. 

"Kom nu..." hviskede jeg for mig selv, for nu gad jeg altså ikke vente på det tog længere. I det øjeblik jeg sagde det, kunne jeg høre toget være tæt på. Jeg smilede kort og kneb øjnene hårdt i og ventede på stødet. Jeg gjorde mig mentalt og psykisk klar på at jeg nu skulle dø. En masse minder fløj rundt i mit hoved. Kuglen der ramte min far i brystet og hvordan han livløst faldt til jorden. Hvordan min mor havde grædt sig til jorden og morderen havde voldtaget hende. Hvordan jeg bare stod og så på at hele sceneriet havde foretaget sig. Uden så meget som at fælde en eneste tåre. Jeg havde været for overrasket.

"Nu ikke så bange, min smukke. Det er hurtigt overstået." sagde han og smed hende i sengen. Da han var færdig med hende skubbede han til min lille krop så jeg faldt om. Han havde taget alt med værdi med sig og skyndt sig væk. Jeg var gået ind til min mor som lå med sit tøj flået i stykker, og mascaraen tværet ud på hendes kinder. Jeg kravlede op til hende og hun trykkede mig blidt ind til sin skrøbelige krop. 

"Alt skal nok gå, Zoey... Vi klarer den nok, skal du se..." havde hun sagt med rystende stemme og jeg var faldet i søvn i hendes tynde ødelagte arme. Da jeg vågnede næste morgen, var hun væk og politiet gik rundt i huset med en masse undersøgelsesdimser. 

Den morgen havde jeg indset at hvis jeg ikke har nogen, har jeg heller ikke noget at miste. Jeg var kun 6 år gammel og de mange psykologer jeg havde været tvunget til at gå til, havde ment at jeg med stor risiko ville få traume efter sådan en oplevelse. Jeg kunne høre at toget nu kun var få meter fra mig. Men det ramte mig aldrig, til min store skuffelse. Et par arme viklede sig rundt om mig og løftede mig op fra skinnerne. Jeg spærrede øjnene op og så direkte ind i et par havblå øjne. Jeg realiserede at denne dreng lige havde taget det væk fra mig som jeg ønskede mere end noget andet og han stod bare der og smilede. 

"Hej, mit navn er..." Fyren nåede ikke at sige sit navn, for jeg begyndte slå på hans brystkasse og gøre modstand mod hans stærke arme der holdt om mig.

"Giv slip på mig!" råbte jeg og slog hårdere på hans bryst. 

"Okay, okay!" sagde han og satte mig ned. Jeg løb ud til kanten og nåede lige at se toget køre forbi mig. Jeg mærkede hvordan vreden steg op i mig og al denne vrede faldt på denne fremmede fyr som så "venligt" og "gavmildt" havde reddet mit liv, som jeg ikke engang ville have reddet. Jeg vendte mig om mod ham, med et surt og gnavent udtryk. Jeg gik med hastige skridt mod ham, stoppede få centimeter fra hans muskuløse krop.

"Hvorfor gjorde du det?!" råbte jeg op i ansigtet på ham. Han kørte en hånd igennem sit kulsorte hår,og bed sig nervøst i læben.

"Jeg... Jeg tænkte da bare at du skulle da ikke ligge der, og blive kørt over." sagde han, med et lidt forvirret ansigstudtryk.

"Næste gang du ser en som vil prøve at begå selvmord, så skal du lade personen gøre det!" udbrød jeg, vendte om på hælen og gik væk derfra. En kold hånd tog fat i min hånd, og fik mig til at stoppe op.

"Jeg vidste da ikke at du ville begå selvmord. Jeg troede da bare at du var faldet ned og jeg ville da ikke..." hviskede han kort og slap min hånd.

"Mit navn er forresten Tyler. Og næste gang du vil dræbe dig selv skal jeg nok lade dig være." sagde han, og smilede til mig. Jeg stirrede koldt på ham. 

"Jeg hedder Zoey..." hviskede jeg og kiggede ned på mine fødder.

"Nå, Zoey... Hvorfor gjorde du det overhovedet? Familieproblemer? Kæresten slog op? Eller har du virkelig ægte problemer?" sagde han med en tydelig sarkastisk stemme. Han tog min arm og kiggede kort på den. Jeg trak den til mig og skjulte arrene med mit ærme.

"Hvad rager det dig?"

"Tjah, det rager mig måske fordi jeg reddede dig fra at gøre det, så jeg vil da gerne vide hvorfor du ville gøre det?"

"Det finder du aldrig ud af!" vrissede jeg, satte mig på bænken og trak mine ben op under mig. Jeg håbede så inderligt at Tyler ville gå, så han ikke skulle se mig græde. Men han satte sig bare ned og betragtede mig. Jeg kunne ikke holde det tilbage mere. En enkelt tåre faldt, og den trillede ned af min kind, langs min kæbe og rundede min hage.

"Er der noget galt?" spurgte Tyler lavt. Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg kastede min spinkle krop mod hans og lod ham omfavne mig. Jeg græd mod hans skulder og han kørte sin hånd op og ned af min ryg.

"Det er bare så svært..." hviskede jeg mod hans nu våde trøje.

"Det er okay..." hviskede han. Det var lidt akavet at sidde her i en fremmeds arme, men alligevel også rart. Sådan sad vi længe. Snakkede om alt og intet. Jeg fandt ud af at han faktisk var en fin fyr...

 

------------------------------------------------------

Jeg undskylder endnu engang for et kort kapitel, men min mor har skåret ned på computertid så...

Hellere et kort kapitel end intet, ikk også? ;P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...