The Dip Dyers 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
Tre piger. Tre personligheder. Tre hemmeligheder. Tre hårfarver. Det her er historien om Kaitlynn, Zoey og Grace. 1 brunette, 2 blondiner, 3 veninder.

8Likes
5Kommentarer
1021Visninger
AA

4. Kapitel 2. Avril Lavigne - What the hell

Kaitlynn's synsvinkel

Jeg smilede glad da læreren sagde at vi skulle være sammen i grupper og endnu mere da han sagde hvem jeg skulle være sammen med. Læreren gik hen til tavlen og begyndte at skrive.

"Den første opgave er noget så enkelt som at snakke sammen. For resten af timen så lær hinanden at kende, og så vil jeg gerne have at i efter skole skal være sammen. Begynd!" sagde han og tog en bog og begyndte at læse. Jeg vendte mig mod min gruppe og smilede stort.

"Hvad med at vi tager en runde og fortæller om os selv. Jeg starter. Jeg hedder Kaitlynn og er 17 år. Jeg har boet her i Californien med mine forældre og lillesøster, siden jeg var 13 og jeg elsker bøger. Både skønlitteratur og faglitteratur. Min yndlingsbog er Shakespeares "En Skærsommernats Drøm". Din tur" sagde jeg og kiggede ventende på Zoey. Hun kiggede kort op og kiggede forvirret på os andre. 

 

Zoey's synsvinkel

Jeg kiggede lidt på de to piger der sad på hver side af mig. 

"Min tur til hvad?" spurgte jeg ligeglad. For det var jeg virkelig.

"Til at fortælle om dig selv! Er du slet ikke med, eller hvad?" udbrød bogormen. Jeg rullede ligegyldigt med øjnene.

"Nje... Jeg hedder Zoey, og er lige flyttet hertil med mine adoptivforældre, mr og mrs. Darwin. Jeg kan godt lide musik." mumlede jeg hurtigt.

"Hvor er dine rigtige forældre?" spurgte Kaitlynn, tydeligvis interesseret. Jeg kunne mærke hvordan jeg virkelig ikke kunne lide den her Langley-tøs.

"Hvad rager det dig?" sagde jeg med en ret hård tone, som ramte hende lige i ansigtet. Så sagde den anden blondine endelig noget,

"Hey, tøser slap lige af. Vi er tydeligvis tvunget til at hænge på hinanden resten af det her år, og vi kan ikke komme udenom, for så er jeg bange for at det vil gå ud over vores karakterer. Så, lad nu være med at blive uvenner. Vi skal bare lige overleve det her år så slipper vi for hinanden." sagde hun med en beroligende stemme. Hende kan jeg godt lide. Hun virker som en pige jeg sagtens kunne føre en normal samtale med uden at give hende et sæbeøje.

"Men jeg vil ikke slippe for jer. Jeg havde da håbet på at vi kan være veninder gennem hele High School." sagde Kaitlynn. Jeg spærrede øjnene op og stirrede. Det samme gjorde den anden. Hvad forventer hun af mig? Jeg har kendt hende i en time og nu forventer hun at vi skal være hjerteveninder. Jeg kan ikke engang lide hende særlig godt. Eller rettere sagt overhovedet ikke.

 

Grace's synsvinkel

Jeg blev oprigtigt overrasket da tøsen's ord nåede mine ører. Mente hun seriøst, det? Mærkværdig tøs... Jeg rømmede, klar over at det nok var mig der skulle bryde stilheden.

"Ehm, jeg hedder Grace og jeg har boet her hele mit liv. Min mor og far er skilt, og nu bor jeg så sammen med min mor, hendes nye mand, mine 2 mindre brødre, en papbror og så min tvillingebror, T.J. Jeg kan godt lide skateboarding og mode." sagde jeg også ret ligeglad. Jeg tror faktisk at mig og Zoey ville blive ret gode venner, men jeg ved ikke med Kaitlynn... Ja, ikke min type. som jeg havde regnet med spurgte Kaitlynn meget ind til min familie. hvad de forskellige hed, hvordan det var at have så mange brødre, at være den eneste pige og bla, bla bla... Klokken reddede mig fra en meget lang samtale.

"Nåh, men efter skole skal vi så mødes ude ved fodbold-banen?" spurgte Kaitlynn. Mig og Zoey trak bare på skuldrene som svar, og hun smilede glad. 

"Vi ses derude." syngede hun nærmest. Så var der kun mig og Zoey tilbage.

"Mærkelig tøs, hva? Vi ses nok." sagde jeg og gik ud på den menneskefyldte gang. 

 

Kaitlynn's synsvinkel

Jeg gik smilende hen ad gangen, selvom lille mig blev skubbet lidt rundt af de store. Jeg forbi et lokale, hvor døren stod åben. Noget musik kom ud derfra. Jeg stoppede op og kiggede ind. Det var en dansesal. En meget smuk ung pige, stod derinde og dansede ballet. Det var... passioneret. Jeg gik stum derind uden at kunne fjerne øjnene fra pigens krop der yndefyldt dansede rundt. Jeg stod og betragtede hende i noget tid. Hun havde tydeligvis ikke set mig. Jeg smed min taske og mi jakke i hjørnet og fik en mærkelig følelse indeni. Jeg havde lyst til at... danse? Nej, nej, det var ikke mit kald. Mit kald var bøger og medicin-studier... Eller var det? Gu var det så. Glem alt om det Kaitlynn. Du er ikke skabt til danse. Du skal læse og blive en stor og meget berømt læge. Ja, du skal så! Det forventer din mor sgu! Mens jeg stod og tænkte for mig selv, var pigen stoppet med at danse og kiggede på mig med et flovt blik.

"Undskyld mig?" sagde hun og lagde armene over kors. Jeg undskyldte hurtigt, tog mine ting og skyndte mig ud derfra. Bare glem tanken, Kait. Glem det...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...