The Only Exception - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Igang
McKenzie er ganske almindelig, altså hvis man ser bort fra, at hun kender Niall som sin egen bukselomme. De har været tættere end nogen kunne forestille sig, siden de kunne huske. Bedste venner bliver nemlig sammen. Men det går an på én ting - følelser!
Hun møder drengene, og der skal ikke meget til, før problemerne kommer væltende ned, det ene efter det andet.
Men hvad sker der, når et kys pludselig kommer ind i billedet? Hvad betyder de følelser der strømmer igennem kroppen, i en blanding af vrede og kraftige følelser? Hvordan tackler Niall den mulighed, at virkeligheden ikke nødvendigvis er den, som han altid havde gået at troet? For ikke at snakke om omverdenen.

39Likes
18Kommentarer
2491Visninger
AA

17. I'm Into You

I’m Into You

Han lagde tydeligt mærke til, at jeg ikke svarede, da han kunne se, at jeg havde læst den. ”Dumme teknologi” Mumlede jeg sagte for mig selv, mens jeg banede mig vej mod elevatoren, der ville føre mig ned til Nialls bil, han havde lånt mig – endnu engang en gentleman. ”Altså, det er lige før vores interview.. Det er jeg lige blevet informeret om, står på min kalender..” Men da min respons derefter heller ikke var i topform, tikkede endnu en besked ind i min indbakke. ”Som venner – no worries!” Efter, at det var på plads, kunne jeg tillade mig selv at falde til ro. Jeg mærkede den rolige stemning brede sig i kroppen, og smilede for mig selv, inden jeg lod mine tommelfingre køre over tastaturet for at formulere et fornuftigt svar. Men da jeg var tom for ord sådan lige, endte jeg med at rulle hele vejen op, til starten af samtalen, og trykke på den knap der var blottet med ”Ring til”. Tøvende dykkede min fingerspids ned, og ramte den glatte overflade. Langsomt rakte jeg hånden op i hovedhøjde, og holdt den fast mod mit øre. Den ringede. ”Hm?” Lød Zayns velkendte stemme glad. ”Så.. Den middag..” Startede jeg, med et svagt smil siddende i min mundvig. ”Kan jeg have den til gode?” Jeg kunne næsten se for mig, hvordan hans øjenbryn ville have skudt op. ”Have den til gode?” Gentog han, jeg kunne høre smilet i hans stemme. ”Jeg er nemlig begyndt at lytte til denne her ene ven..” Fnes jeg, og hentydede udelukkende om ham. ”Okay?” Lød det overrasket fra ham i den anden ende. ”Jeg siger meget klogt, men jeg skal lige have på plads, hvilket scoretrick du udnytter, så jeg kan ændre min taktik.” Lo han sagte. ”Hvis du ikke var så langt væk havde jeg nakket dig..” Mumlede jeg under mit åndedrag, og lod et smil vises på mine læber. ”Når?” Han trak ordet ud. ”Jeg har tænkt mig at snakke med ham Zayn.” Sagde jeg uden en tøven, hvilket kom mig til gode. At have sagt det ligeud, havde været godt. Jeg var kommet ud med det, indrømmet det til Zayn. Okay.. Indrømmet og indrømmet var så meget sagt, men han forstod det. ”Way to go!” Jublede han, og grinte.

”Noget jeg skal vide ud over det?” Spurgte han så, og fangede mig off guard. ”Ikke noget der sådan lige falder mig ind.” Sagde jeg så hurtigt, at jeg næsten snublede over ordene. ”Come on.. Sig det nu bare!” Hvad snakkede han om? ”Jeg ved ikke hvad du snakker om Zayn?..” Min stemme fadede ud. ”Det er så tydeligt..” Sukkede han, med et smil i stemmen. ”Alle kan jo se det..” Fortsatte han, og den forvirrende følelse kørte rundt i mit blod. Hvad fablede han om? ”Åh, sorry! Jeg må løbe!” Sagde han pludseligt, og afventede et hurtigt svar fra mig. ”Jeg er på vej for helvede!” Vrissede han af en eller anden. ”Vi ses, ikke?” Jeg nikkede, og da det gik op for mig, at han ikke kunne se det, svarede jeg. ”Vi ses” Forsikrede jeg ham, og fjernede telefonen fra mit øre.

Da jeg med tunge skridt bevægede mig hen af den kedelige gang i Nialls opgang, lod jeg et suk forlade mine læber mens jeg så ud af øjenkrogen, at uret på min telefon viste at klokken var lidt i seks. Det var først dér, jeg lod mærke til min mave der brokkede sig forfærdeligt. Jeg jamrede, da jeg med nøglen i hånden, missede hullet, og lod mine knoer ramme både dørkarmen og nøglehullet, så jeg ridsede huden. Små rifter var synlige. De blev heller ikke ligefrem usynlige, da de straks blev røde, og den flydende væske rev sig løs, og trillede langsomt ned af min hånd. Jeg banede lydløst, og prøvede for anden gang, at få nøglen og nøglehullet til at kneppe. Med alt det held, jeg tydeligvis havde skrabet sammen, gik den endelig op, og jeg lod min fod hamre mod det mørke træ. Igen sukkede jeg højlydt, og smækkede døren efter mig. Hvorfor mit humør pludselig var nede, havde jeg ingen realistisk forklaring på. Men jeg vidste kun, at jeg var kvæstet.

Mine øjne formåede alligevel at lyse op, da duften af pizza ramte mine næsebor. Havde han..? Et ukontrolleret smil spillede straks på mine læber, og jeg mærkede, mine ben uden instrukser bevæge sig mod køkkenet. Da mine øjne lagde sig på den irske dreng, hvis lyse hår karakteriserede ham, hans blege hud, der smukt viste hvem han var, smilede jeg stort. ”Er det pizza?” Udbrød jeg, uden det var min mening. En hånd fløj op, og landede over min mund, mens jeg så med store øjne til ham. Jeg så til, mens han forskrækket fumlede rundt og vendte sig om. ”Ja.. Jeg ville overraske dig..” Stammede han, men da han så mit smil, lyste hans ansigt op. ”Du overraskede mig, all right!” Lo jeg, og gik tættere på ham. ”Du har lige redet min dag!” Grinte jeg, med det største smil på læberne. Mine arme lukkede i et fast greb om hans muskuløse krop. Mit ansigt gemte jeg i hans bryst, der duftede af hans parfume. Selvom jeg var forholdsvis høj, var han højere. Hans krop var som skabt til kram. Den måde han holdt om min krop, med sine beskyttende arme, gjorde mig tryk og glad. Jeg smilede mod stoffet af hans T-shirt. ”I love your hugs..” Mumlede jeg. Jeg hørte hans svage grin, i takt med, at hans hjerte bankede i hans bryst lige ud for mit øre. Jeg placerede mine hænder på hans muskuløse brystkasse, og mærkede hver en muskel reagere på min berøring, samt hans hjerte, der bankede hårdere under mine håndflader. Jeg så op, og mødte hans blå øjne, jeg uden tvivl kunne drømme mig ind i. Et smil spillede på hans læber, og hans hænder faldt fra mine skuldre, om mine hofter. Jeg lod duften af ingredienser og ham blande sig sammen. Følte paradis lige om hjørnet. Han åbnede munden, og jeg vidste, at hans guddommelige stemme tilhørte en gud, der befandt sig i paradis. Derfor var jeg bevidst om, at vi befandt os i paradishaven. ”Det er hjemmelavet” Smilede han, og nød det overraskede, samt utrolig glade smil, der bredte sig over min hud. ”Ude godt, hjemme bedst. Er det ikke det, de siger?” Grinte han, og trykkede let mod mine hofter. Jeg mærkede kuldegysningerne forme sig på min hud, lige under hans berøring.

Vi sad på hver sin side af bordet. Et levende lys plantet på den vandrette overflade, af det mørke træ. Det var langt bedre end en eller anden restaurant. ”Kok Horan kan sit shit!” Grinte jeg, mens jeg tykkede færdig. Han fnes kort, og så ned. Hans kinder trak sig op i et smil, de hvide tænder synlige under de pinke læber, der adskilte grinte. Hans øjne mødte mine. ”Drengene er på vej til et interview, men jeg skal blive hjemme med mit knæ..” Muggede han kort, men smilede svagt til mig. ”Er det så slemt?” Min stemme lød bekymret, men det ville være en underdrivelse. ”Min læge er bevidst om, at jeg skal forholde mig i ro i en uge.. EN UGE! Keep dreaming..!” Hans øjne var store til at starte med, men kneb sig sammen, og han lod et grin slippe fra sine læber i takt med hans sidste sætning. Jeg himlede med øjnene. Samtidig var jeg også bevidst om, at drengen ikke kunne forholde sig en skid i ro, i en hel uge. Det ville aldrig ske, med den hyperunge, som han var. Han var et omvandrende spektakel.

Jeg mærkede hans ben snitte mit under bordet, hans hår kildede let mod min bare og glatbarberede ben i modsætning til hans. Blidt lod han det køre tættere på mit, og jeg mærkede farven stige til kinderne, samtidig at jeg ikke ville have, at han stoppede sin handling. Mine læber skilte sig fra hinanden, og et lydløst gisp forlod dem, mens mine øjne flakkede, da han lagde en hånd på mit knæ. Han fangede min øjenkontakt, og jeg mærkede hvordan jeg hurtigt fik varmen. Hans bløde håndflade lå let på min hud, hvorunder blodet cirkulerede hurtigere end det plejede, takket været mit racende hjerte. Det føltes så rart. ”Det var en fejl, Kenzie..” Hans stemme nervøs, men ærlig. ”.. Så undskyld, hvis det har sat tanker i gang, du gerne vil af med! Jeg vil ikke ødelægge hvad vi har, med noget vi ikke har.” Jeg mærkede, hvordan jeg måtte tvinge mig selv i at synke en klump. Jeg nikkede af hans ord, men lod mit hoved falde, og se målløst ned i bordet. ”Det var dumt af mig..” Sukkede han. Han prøvede at komme ud med det, det var så tydeligt. ”Det har ikke ændret noget, det er okay.” Igen sank jeg en klump, og kæmpede med ikke at fortryde mine ord halvvejs. Uden at ville indrømme det, var jeg skuffet over det han sagde. Jeg havde ikke lyst til at undskylde, uanset hvor dumt det lød.

NIALLS SYNSVINKEL:

Efter den akavede episode, havde vi plantet os i sofaen, sat os for at se en film, der kørte i fjernsynet. Stilheden var ikke til at bære over med. Hvor dum havde man lov til at være? Man havde ikke sex med sin bedste veninde? Hvad havde jeg tænkt på? ABSOLUT INGENTING! Jeg havde lige præcis ikke tænkt en skid. Fornuften havde passeret mig på alle måder. ”Kan vi ikke lade som om, det aldrig var sket?” Prøvede jeg med bedende stemme. Jeg kunne ikke holde ud den intense stemning der så ofte opstod. ”Det er ikke bare sådan at glemme Niall..” Sagde hun, øjnene låst fast på et punkt i væggen. Det forstod jeg ikke. Betød det ingenting for hende? Havde hun ikke den værste følelse indeni, hver gang billedet af handlingen blottede sig for hendes øjne? Det havde jeg. ”Alt der foregår hjælper med at opbygge hvem vi er” Hendes stemme var lille, men ikke ét ord skælvede under hendes usikkerhed. ”Det tegner et billede, der i sidste ende er vores liv. Uanset hvor gerne du vil glemme det, så er det tegnet, og kan ikke viskes ud.” Så klogt lød det, da ordne blev formuleret og forlod hendes læber. Men hun snakkede udenom. ”Jeg kan ikke bare glemme noget, der har sat så stort et præg på mig.” Sagde hun stille. ”Du ønsker ikke at glemme det..” Rettede jeg, og så undrende på hende, i håb om at knække hendes usikkerhed, og få kortene lagt på bordet. Hun drejede hovedet, og da hendes øjne mødte mine, viste usikkerheden sig straks bag de lange øjenvipper. Mens hun lidt for hurtigt og panisk rystede på hovedet, gemte hendes øjne sandheden. ”J-jeg skal lige..” Hendes sætning stoppede straks. ”Må jeg ikke lige køre ned til tanken? Jeg trænger til en Cola..” Hun stammede, mens hun usikkert rejste sig uden et svar fra min side.

Ikke lang tid efter, hørte jeg døren smække efter hende. Hvad var der lige sket? Jeg bevægede mig hen til vinduet af lejligheden, og havde udsigt ud til parkeringspladsen. Mørket havde for længst lagt sig, alligevel var det nemt at spotte hendes lille figur bane sig vej over det store område. Hun steg ind i bilen, jeg havde lånt hende. Hun bakkede ud, og kørte mod T-krydset. Jeg mærkede, et sug i maven, da hun drejede den modsatte vej af tanken. Hun drejede mod højre. Min knytnæve blev spændt, mine knoer blev svagt hvide. Men jeg rystede det af mig. Jeg havde ingen ret til at blive sur. Uanset årsagen, var det ikke mit ansvar, og jeg skulle ikke babysitte hende. Hun var ikke min ejendom. Men alligevel mærkede jeg vreden boble under overfladen. Jeg brød mig ikke om, at hun løj for mig. Det gjorde mig utryg, at hun ikke turde fortælle mig sandheden.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle give mig til. Uret om mit håndled blottede, at der var få minutter til klokken slog halv tolv. Derfor gav jeg mig selv lov, at sove. Bevidst om, at jeg ville vågne, da hun vendte tilbage. Jeg lovede derfor mig selv, ikke at være sur på hende, og prøvede, at sove vreden væk. Jeg havde ikke ret til at være vred, og slet ikke at skælde hende ud.

Rigtig nok, kom jeg tilbage til virkeligheden fra min søvn, da jeg hørte en dør lukke. Straks satte jeg mig op, gabte kort, kørte fingrene gennem mit hår, og tog mig til hovedet. Da hendes lille skikkelse nærmede sig i døren, med en Cola i hånden, tog vreden alligevel styringen. Hun prøvede desperat at spille videre på sin løgn. Men mig narrede hun ikke, uanset hvad hun skjulte.

”Undskyld, at det er så sent, je-” Men jeg gad faktisk ikke høre på en dårlig undskyldning, og stoppede hende. ”Hvor har du været?” Afbrød jeg, og blev overrasket over hvor koldt jeg snakkede. ”Niall – ” Bad hun, men det var ikke det svar, jeg søgte. ”Hvor, McKenzie?” Snerrede jeg, hvilket ikke var meningen. Da hun ikke svarede, rejste jeg mig, og knyttede næverne. Jeg havde ingen ret til at hidse mig eller hende op, det ragede ikke mig! Men noget sagde mig, at det gjorde det. ”Hvorfor gemmer du noget for mig?” Min stemme var ikke længere kold, men hård og urimelig. Jeg kunne læse det i hendes øjne. ”Hvad er det, du holder fra mig?” Selvom jeg virkede så stærk og cool på overfladen, var jeg knust indeni. Jeg hadede, at folk løj overfor mig, og at de gemte ting. Jeg kunne ikke holde ud, at hun gik bag min ryg. ”Vil du ikke nok..” Min bedende stemme overraskede både hende og mig. ”Jeg var hos Zayn..” Sammentyggede hun, og så ned på hendes fødder, der pludselig var yderst spændende, og fortjente hendes opmærksomhed. Men svaret var uventet, ligeså var det råb, jeg efterfulgt fik fyret af. ”Hos Zayn?!” Jeg følte mig rasende. Men jeg burde slappe af, og være ligeglad. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade det være? Hun havde al ret, at mødes med ham. Hendes øjne flakkede mod mig, skræmt så hun på mig. Jeg hadede at skændes med hende. Selvom det var sjældent, kunne jeg ikke fordrage det. ”Og hvad skulle der være galt i det?!” Jeg havde smittet hende, med min hårde tone, som hun straks tog i brug. ”Jeg bryder mig ikke om, at du lyver for mig, det er hvad der er galt!” Gav jeg igen, og mærkede mine bryn rykke sig tættere og tættere. Hun svarede ikke. Nervøst, bed jeg mig i læben, hadede situationen. ”Hvorfor var du hos Zayn?” Fik jeg trykket sammen i en blidere tone, og så spørgende på hende. Hun så skiftevist på mig og gulvet. ”Jeg havde brug for en at snakke med..” Mumlede hun lavt, under sit åndedrag. Igen kunne jeg mærke vreden stige. ”Er jeg ikke god nok? Kunne du ikke snakke med mig?” Såret og vred, hævede jeg endnu engang min tone, og så hende tage et forskrækket skridt tilbage. ”Du bruger så meget tid med ham! Er jeg ikke god nok længere?” Frygten for at blive skiftet ud, hang pludselig over mig. Først nu, have tanken passeret mig. ”Skifter dig mig ud?” Fremstammede jeg. FØJ, hvor jeg snakkede. Hun rystede panisk på hovedet, jeg så fokuseret på hende. Normalt var hun til at læse som en åben bog, men på det sidste havde hun været svær at finde ud af. Hun virkede som om hun havde undgået mig, lukket mig ude. ”Hvorfor lyver du så? Er sammen med ham mere end du er med mig?” Hendes øjne søgte undskyldende ind i mine. Hvorfor, at hun havde det udtryk i dem, kunne jeg ikke tyde. ”Du ved godt, at han har en kæreste ikke?” Det gik op for mig, at det var min egen stemme, der havde talt. ”Perrie?” Min tone var spørgende. ”Jeg ved sku da godt, at de er sammen, og jeg søger ikke ham som partner!” Gav hun surt igen. ”Hvorfor bruger du så meget tid med ham?” Spurgte jeg med sammenbidte tænder. Hun stod stille, sagde ikke en lyd. ”Du lyver for mig, opbygger løgne, og kan ikke engang fortælle mig hvad fanden der foregår?!” Jeg hidsede mig mere og mere op, for hvert sekund der gik. ”Hvorfor siger du ingenting?” Spurgte jeg hårdt. Vreden havde taget overhånd, og jeg ikke kunne ikke slappe af. Hun åbnede munden, men lige så hurtigt lukkede hun den igen. Jeg sukkede højlydt og irriteret. ”Hvorfor fuck kan du ikke bare sige hvorfor du snakkede med ham, og ikke mig?” Råbte jeg, med en tand af irritation i stemmen. Kun en tand.. Da åbnede hun munden, igen med et undskyldende blik i de brune øjne. ”Fordi jeg er blevet vild med dig Niall..” Mumlede hun lavt. Det fik mig til at klappe i som en østers. 

I'm Into You ~ Jennifer Lopez ft. Lil Wayne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...