The Only Exception - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Igang
McKenzie er ganske almindelig, altså hvis man ser bort fra, at hun kender Niall som sin egen bukselomme. De har været tættere end nogen kunne forestille sig, siden de kunne huske. Bedste venner bliver nemlig sammen. Men det går an på én ting - følelser!
Hun møder drengene, og der skal ikke meget til, før problemerne kommer væltende ned, det ene efter det andet.
Men hvad sker der, når et kys pludselig kommer ind i billedet? Hvad betyder de følelser der strømmer igennem kroppen, i en blanding af vrede og kraftige følelser? Hvordan tackler Niall den mulighed, at virkeligheden ikke nødvendigvis er den, som han altid havde gået at troet? For ikke at snakke om omverdenen.

39Likes
18Kommentarer
2482Visninger
AA

6. Hurt

Hurt

NIALLS SYNSVINKEL: ”Hun er min veninde Harry.” Jeg kunne mærke hvordan vreden tog over min krop. ”MIN veninde!” Alle musklerne var spændte. ”Forstår du det?” Der blev holdt vejret. Hans grønne øjne var ikke helt så smukke, som de plejede. De var mere sårede, men jeg så dybt ind i dem med afsky. Jeg trak ham til siden, nød ikke, at det hele var sådan et show. ”Jeg troede, jeg havde gjort det ret klart?” Mit spørgende blik sagde alt. ”Det var en joke, men jeg havde ikke troet at du ville gå udenom alligevel. Jeg troede, at jeg kunne stole på dig?” Jeg vidste, at min stemme ville knække over, og ganske rigtigt. Han så ned i gulvet, han skammede sig, det lyste næsten ud af hans krop. De mørke krøller faldt ned og skyggede over hans ansigt. En svag tanke sagde mig, at jeg havde været for hård mod ham, og en smule skyldfølelse kom frem i mig. Men jeg gav for hurtigt op, tilgav for tideligt. Det han havde gjort, havde ikke været ekstremt, men noget i mig gjorde, at jeg ikke kunne lade det ligge. Når det hele var så tæt på mig, var det ikke muligt bare at vende ryggen til. Det kunne jeg ikke, jeg var ikke i stand til det. McKenzie fortjente ikke at være rystet over Harrys sindssyge handling. Det var åndssvagt af ham, og det håbede jeg, at han vidste. For ikke at tale om hvilken opførsel han lige havde vist. Han havde virkelig fået plantet et dårligt indtryk af sig selv. ”Hør her, det var ikke min mening, og jeg sidder inde med virkelig dårlig samvittighed..!” Han rettede opmærksomheden mod mig, og hans blik fangede mit. Øjnene var meget mere end ’bare’ sårede, og det lille stik af skyldfølelse, blandet med jalousi bredte sig i løbet af ingen tid. Men hvorfor, at det føltes sådan, eller var sådan, havde jeg ingen ide om. For ikke at nævne, at jeg ikke havde den mindste ide om noget, lige i øjeblikket. Alt føltes at køre rundt, og det gjorde det også – i den grad.

”Jeg mener det virkelig..!” Hans øjne søgte dybere ind i mine, og det føltes næsten ubehageligt. Han lignede én der ledte efter svar, og så dybt ind i min sjæl. Som kunne han se gennem mig, grave hemmelighederne ud, bare ved et simpelt blik. De var sårede, og noget sagde mig, at de var bange. De forventede et svar, men om jeg skulle havde medfølelse, eller gøre det hele værre, var ikke til at tyde - altså hvad han forventede. Men hvad jeg selv havde tænkt mig, at svare stod heller ikke klart. Det vil sige, ikke inden jeg hørte min egen stemme. ”Jeg forstår det godt..” Det var kun en svag mumlen, men klart nok til, at han uden den mindste tvivl kunne høre det. Jeg gav mig selv en direkte lussing over min tankegang, som tydeligvis ikke fungerede. ”Og hvordan det?” Hans mundvige hang triste om hans ansigt, hans øjne viste den nysgerrige side, for ikke at nævne den forvirrede. Den måde, som hans mørke skikkelse stod med generte bevægelser og prøvede at undskylde for sin handling, gjorde mig varm om hjertet. Han var virkelig en af mine tætteste, og jeg vidste, at jeg ville tilgive ham efter kort tid. Jeg var ude af stand til at kunne lade ham være. For ikke at lyde alt for tøset, så kunne jeg ikke undvære ham. Jeg kunne ikke undvære nogen af dem. De var som mine brødre. De var mine brødre. Tanken om, at han rent faktisk var ked af det, fik glæden frem i mig. Det betød meget, at han forstod det. At han ikke bare lod det være, og var ligeglad. McKenzie var en ganske normal pige, med et ganske normalt liv. Men Harry fattede det ikke. Eller, det kunne jeg vel umuligt udtale mig om, men hans ’normale væremåde’ tog sig ikke af sådanne ting. De strejfede knapt hans tanker, hvis man gik efter det han normalt udstrålede. Selvom, at hun var ganske normal, så gjorde det ikke, at han havde retten til at lege rundt med hende. Men det var heller ikke fordi han var kommet så vidt, men jeg havde trods alt en pointe. Han kunne ikke bare gøre hvad han ville, selvom det var så let for ham. Alt var let for Harry Styles, og det kunne ingen modsige. Det satte ham faktisk bare i et dårligt lys, og selvom han desperat prøvede at modbevise det, og snakke udenom, var der ikke noget at gøre. Hans måde at charmere sig til pigerne var exceptionel. Det var der ikke den mindste tvivl om. Han var muligvis den bedste til at flirte, så den titel bar han også. Men den var ikke helt så slem som ”skørtejægeren”. Jeg vidste at det sårede ham. Det ramte ham hårdt hver gang, og han blev virkelig ked af det over det. Al den positive energi forsvandt på få sekunder, og han hang med hovedet i flere timer efter. I den periode var han umulig at opmuntre, selv med alle former. Alt hvad vi prøvede gik i vasken, og han ignorerede os, men det var ikke med hans gode vilje. Han vidste at medierne var slemme til at skrive en masse lort, og at ikke engang halvdelen passede. Men at alle og enhver havde adgang til at læse det, gjorde ham ondt. Jeg forstod det fuldt ud, rygterne ramte hårdt - der skulle ingenting til.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg bare lyst til at droppe det. Jeg var nok bare chokeret. Jeg er bare glad for, at du forstår det, og forhåbentlig accepterer det – ja, især efter, at hun selv afviste dig..” Jeg så op, hans ansigt lyste mere op, håbet viste sig i de oplyste øjne. ”Jeg accepterer din undskyldning” Tilføjede jeg så, og mærkede hans arme lande om min ryg, da han trak mig ind i et tæt kram. Smilet kom frem på mine læber, af duften af hans parfume fik mig til at føle mig hjemme.

Hvad snakkede jeg om..?

Jeg var hjemme..

LOL..

”Jeg mener det virkelig, jeg er ked af det, jeg tænker ikke en skid. Jeg er en torsk..!” Hans sætning startede seriøs, men endte i et svagt grin. Han lod sig trække sig fra mig, og se på mig. ”Jeg skylder hende en undskyldning..!” Sagde han så, og en knude samlede sig i min mave. Tankerne om hvordan det ville gå, kørte rundt i baner, og hamrede mod mit kranie. Nervøsiteten bevægede sig langsomt gennem min krop, og jeg kunne mærke mit hjerte banke lidt hårdere end forventet. Den måde, jeg kunne høre det dunke i mine øre gjorde min nervøsitet værre, som nu havde vokset sig større, og værre. Frygten for hvordan det ville gå, var der, men jeg kunne ikke forestille mig det.

Jeg mærkede, at jeg nikkede svagt, inden mine ben gik mod døren. I stive skridt nærmede jeg mig den, og så min skygge samle sig på den hvid beklædte dør. Jeg nåede at synke en enkel gang, og med viden om, at klumpen der havde dannet sig i halsen ikke ville forsvinde af den grund, gik det op for mig, at jeg havde ret. Min hånd tog fat omkring håndtaget, og drejede det med besvær. Følelsen af lettelse bredte sig i løbet ingen tid, da jeg så hende ligge på sengen krøllet op i en bold, med lukkede øjne, og en svagt åben mund. Hun var faldet i søvn.

Da jeg lukkede døren efter drengene, nåede jeg at se mig omkring, inden jeg tog en dyb indånding. Jeg lod al luften blive pustet ud, og jeg tvang mig selv ind på gæsteværelset. Hun lå stadig i sengen, men hun havde formået at fylde det meste af den. Jeg tog mig selv i at smile for mig selv. I en let bevægelse, børstede jeg en tot hår væk fra øjnene, og gik mod hende. ”Hey Tornerose -” Jokede jeg, og så hende flytte på sig. ”-Vågn op, du bliver ikke smukkere af den grund, selvom man skulle tro det.” Jeg smilede stort til hende, da hun missede med øjnene i min retning. ”Wow Niall..!” Grinte hun, og strakte sig kort inden hun tog sig til hovedet, og redte håret hurtigt igennem og satte sig op. ”Er det det her værelse, du føler for at have over dit ’visit’?” Smilede jeg spørgende. ”Jeg skal jo først bedømme de andre også?” Drillede hun mig. ”Så får du officielt en guidet tour!” Svarede jeg, og gabte. ”Ja, det bliver så i morgen, ikke sovetryne..!” Grinte hun, og prikkede til mig. ”Fint” Smilede jeg tilbage, og satte mig på sengen. ”Alt vel?” Spurgte jeg, og lagde mine følelser ind i det. Jeg var en lidt for følsom fyr i det hele taget.. ”Tror jeg..” Indrømmede hun genert, og så ned på sine fingre der lå flettet ind i hinanden i hendes skød. ”Du snakker når du er klar til det.” Forsikrede jeg hende, og respekterede, at hun ikke havde nævnt Harry endnu. Hendes øjne søgte mine, og jeg læste hendes taknemlige glimt. Hun nikkede svagt, og hendes smil var ikke tydeligt længere. Når det forsvandt, gjorde det mig en smule ked af det – sådan var det hver gang. Jeg rykkede tættere på, så jeg lå på den anden side af sengen, holdt om hendes hænder. Stille begyndte sandheden at flyde fra hendes læber, som hendes stemme omdannede til sød musik i mine øre. Men historien var knap så sød. Hun fortalte langsomt om episoden, og hvad der var sket. Hun var ikke flov, kun over ham. Selvom, jeg nok var blevet sur over Harrys dumdristige ide om at lægge an på hende før, så havde vreden lagt sig. Jeg lod hende lægge sig op af mig, hendes varme krop gjorde alting tryk.

Sådan som hun lå, hendes hud der rørte min, hendes hår der kildede mod min kind, fik ønsket om, at det ikke ville ende til at poppe op i mine tanker. Så uden at tænke mere over det, endte jeg med at ønske det alligevel. 

Hurt ~ Christina Agularia

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...