The Only Exception - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Igang
McKenzie er ganske almindelig, altså hvis man ser bort fra, at hun kender Niall som sin egen bukselomme. De har været tættere end nogen kunne forestille sig, siden de kunne huske. Bedste venner bliver nemlig sammen. Men det går an på én ting - følelser!
Hun møder drengene, og der skal ikke meget til, før problemerne kommer væltende ned, det ene efter det andet.
Men hvad sker der, når et kys pludselig kommer ind i billedet? Hvad betyder de følelser der strømmer igennem kroppen, i en blanding af vrede og kraftige følelser? Hvordan tackler Niall den mulighed, at virkeligheden ikke nødvendigvis er den, som han altid havde gået at troet? For ikke at snakke om omverdenen.

39Likes
18Kommentarer
2548Visninger
AA

16. Feel This Moment

Feel This Moment

Han drejede hovedet, og så med hans brune øjne, der fik enhver piges knæ til at skælve, lige ind i mine. Med skælvende stemme, og rystende hænder prøvede jeg så vidt som muligt igen at se selvsikker ud. ”Hva-hvad?” Usikkerheden tog alligevel over i sidste sekund. Tak, virkelig – tak.

”Der er jo noget.” Han holdt en pause der føltes som evigheder. Jeg kunne næsten høre uret tikke. Men hans pause varede ikke længere end få sekunder. ”Indrøm det nu bare.” Den måde han så cool sagde alt det, mens jeg freakede på det groveste. #Misundelse. Skal jeg stave det for dig? ”Hvad er det du fisker efter?” Hvorfor, at jeg i det hele taget prøvede at gemme det væk, vidste jeg ikke.

Eller var klar over. Jeg kunne vel ligeså godt lægge kortene på bordet. Ikke?

”Mellem Niall og jeg?” Spurgte jeg, og undgik hans blik. Alligevel fangede han mit, og holdt øjenkontakten i takt med at han nikkede. ”Mellem dig og Niall” Bekræftede han. ”Hvorfor skulle der det? Hvorfor skulle vi have noget kørende?” Svarede jeg, med min spørgende stemme. ”Jeg så det Kez” Svarede han. ”Det beviser jo –” Jeg stoppede mig selv. Hvad havde han lige sagt? ”Hvad!?” Udbrød jeg. ”Altså jeg så intet af..” Han lod sin sætning fade ud, mens han med faste håndbevægelser kørte sine hænder rundt i luften i retningen af min torso. ”Jeg kørte jer hjem” Forklarede han, og det gik op for mig, at jeg ikke havde den fjerneste ide om hvordan jeg var kommet hjem - men nu havde jeg svaret. ”Du kørte os hjem?” Mit øjenbryn skød i vejret. ”I var stangstive..” Fnes han, men blev igen alvorlig. ”Jeg førte jer op til lejligheden, mens I havde jeres helt egen fest.” Jeg var ikke helt sikker på om han hentydede til noget specifikt. ”Da jeg så gik igen, og kom ned i bilen, havde den geniale lille irrer glemt sin telefon..” Et svagt smil viste sig på mine læber. Han var min geniale lille irrer. ”Så jeg tog op til lejligheden igen. Og da jeg gik forbi på gangen, stod døren åben på vidt gab..” Oh no..! Jeg kunne mærke, at mine øjne blev store, men han så derefter foruroligende på mig. ”Jeg så intet” Gentog han. ”Kun at Niall hev sin trøje af..” Han prøvede at få ro i min krop, men det hjalp ikke det mindste. ”.. Og jeg så dig savle..” Lo han, og jeg havde lyst til at pande ham en. ”Han har en lækker krop..” Indrømmede jeg, og så ned. ”Det er rigtigt babe” Svarede han smilende.

 

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, så endnu engang bredte stilheden sig som en tyk sky, der hang over vores hoveder. ”Drengene havde brudt stilheden hvis de var her..” Mumlede Zayn, og jeg mærkede min mundvig skyde i vejret. ”Eller Louis havde..” Smilede han, drejede hovedet, og så på mig. Smilet, der på hans smukke læber sad så perfekt mellem hans skægstubbe og under hans kindben, der ikke kunne konkurrer med nogen andre. Fordi tro mig, hans ansigt var skabt af de blideste hænder. Hvad mere var der at sige? Der var ingen der kunne modargumentere for hans perfekt skabte ansigts form. Ja, det var endda videnskabeligt bevist, at han havde et perfekt ansigt. Der var bare ikke noget at komme efter..! Jeg skulle virkelig stoppe med at savle over de drenge..!

”Det hele tager hårdt på dig?” Hans øjne søgte spørgende ind i mine. ”Det er værre end du tror..” Sukkede jeg, og lod mit blik glide ned, og hvile på hans sko. ”Fortæl babe” Hans stemme var så imødekommende og sød, at den nærmest tvang svarende ud af mig. Der skulle ingen overtalelse til, jeg snakkede i løbet af ingen tid som et vandfald. Alle sandheder synes at være blottet for ham. ”Lad være med at være så hård ved dig selv. Hvis du ved, at det var en fejl, så var det en fejl! Snak med drengen!” Zayn prøvede virkelig at bakke op, og det bedste ved det var, at det hjalp. Han havde jo ret.

 

Så der var gået et par dage, og jeg var endelig begyndt på arbejde. At arbejde indenfor modeverdenen fra denne synsvinkel var himlen selv. Okay, så jeg var rimelig ny til det hele, og det var alt andet end let arbejde. Det sled virkelig på mig. Ja, andre ville sige, at det var langt nemmere end andre ting, fodboldspillere har jo ligesom ikke de samme muligheder, men så må de tænke over deres livsvalg. Det gav et stort pres på mine skuldre, og især, da jeg kun var ”praktikant”, hvilket gjorde, at jeg måtte rundt omkring alt nyttigt på godt to måneder. Det var ikke lige sådan, kunne jeg lige så godt få sagt nu.

Jeg havde ikke meget styr på det selv heller, men det jeg vidste, var således: Claire Flour var chefen over alle. Det var hende der var stemmen, hende der havde en mening. Der ville ikke være mode uden hende. Mange derude ville sige, at det var noget vrøvl, men jeg måtte tilstå, at jeg var enig i rygtet. Har I set ’The Devil Wears Prada’? Det fungerer ikke sådan nej, så lad det ikke forvirre.

Heller ikke selvom jeg lige har relateret til den..

Eller sat den ind i billedet..

Lad være med at tænke på filmen!

Eller bogen..

Du tænker på den, gør du ikke?

STOP DET!

Jeg holder..

Godt..

Så kvinder, der var modelskabninger tonsede rundt blandt nørdede modefolk, jonalister, fotografer, designere og så videre. De synes alle at have den perfekte krop. Det perfekte tøj. Men selvom jeg var vant til selv, at høre alt det om mig, stak det med jalousi. De var langt kønnere. Langt flottere. Deres krop så anderledes ud, det var intet jeg selv ejede. Deres håndled afslørede, at de ikke indtog andet nærring end den kaffe de drak mens de beskæftigede sig med branchen. Deres ben var lange stænger, der så godt ud i høje stiletter. Deres beklædning dækkede deres gudeskønne kroppe, selvom det ikke var nødvendigt, fordi de så sikkert knaldgodt ud. KNALDGODT, jeg misforstod det også.. Men det var ikke ment sådan! Gosh..

Modemagasinet ’Hale’ var det vi stod for. Det var det, det hele handlede om. Det var det, Clarie var chef over, det var det, jeg arbejdede for. Så mens jeg skulle tildeles en speciel post, blev jeg ellers kommanderet rundt, til hvor jeg skulle hjælpe. Så jeg hjalp hvor det passede, og jeg elskede det. Hvert et minut nød jeg. Jeg havde ret til at være i verdens største mode bygning/WHAT SO EVER. Men det var awsome!

Jeg havde alt hvad jeg skulle bruge. Der hang bøjler med tøj på rækker, der fortsatte i uendelighed. Alle regnbuens farver var repræsenteret. Alle nuancer af grå hang perfekt glattet ud, og strøjet. Aldrig havde jeg troet, at det var muligt at spotte så meget beklædning på én gang. Men når muligheden var der, klagede jeg ikke. Det faldt skam i god jord. Jeg havde udsyn til tøj til flere tusinde dollars, hvem ønskede ikke at prøve det på, for ikke at tale om, selv at eje det? For ja, jeg fik lov at beholde hvad der faldt mig ind. Ikke alle havde den gave, men jeg fik muligheden for at vælge mellem utallige stykker tøj, mens jeg fik min egen vejleder til.

Hans designerbriller sad skubbet godt tilbage på næsen, mens hans fingre arbejdede professionelt med at lukke kjolen, der sad om min krop. Da han måtte trykke til, hive, og presse al luft ud af mig, måtte jeg give et jamrende støn fra mig, og se undskyldende på ham, da det gik op for mig, hvor seksuelt den lyd lød.

Da jeg efter flere timer havde begået mig i paradis, måtte jeg vende tilbage til den rigtige verden, eller bare kontoret, med hænderne fyldt med diverse poser i alle størrelser, fyldt med det dejligste stof af tøj, der officielt tilhørte mig. Jeg lod en lok hår glide dramatisk over min skulder, og så dermed vigtig ud. I takt med lyden af mine stiletter der ramte jorden, bevægede jeg mine hofter i et godt tempo. De lange gange synes aldrig at ende, efter en lang dag, der endnu ikke var til vejs ende.

Jeg tog mig til hovedet. Mærkede hovedpinen blive værre for hvert skridt jeg tog. Der var ikke meget at tilføje, den var så velkendt, så ofte angreb den mig. Grunden var ikke til at finde ud af, så jeg måtte lide resten af dagen med mit hoved, der blev tungere og tungere. Tanken om, at der ikke var længere end halv anden time til fyraften holdt mig alligevel på tæerne. Selvfølgelig hjalp tanken om, at dette var paradis, min arbejdsplads var den rene paradishave. Hvis det ikke skulle være løgn, så stod der frugt, blomster, alt andet, som man ellers kunne ønske sig et sådan næsten helligt sted.

Mens mine øjne blev smallere og smallere, mens de dybt koncentreret at viserne på uret på væggen, der med den utrolige guldkant, der formåede at skinne med et genskær i alle regnbuens farver, konstaterede mine pupiller, at klokken nærmede sig fyraften. Jeg begyndte at tælle dens slag, der var ikke andre opgaver at sætte sig til, ingen grund at starte på en ny. At være færdig med alt der var at tage fat om, var en fantastisk følelse. Dog havde jeg ikke fri, og derfor ikke muligheden for at forlade bygningen. Det kunne jeg heller aldrig drømme om, men det var deprimerende, at vendte på de sidste minutter snegle sig af sted.

Den velkendte lyd af uret der tikkede, fortsatte i mine øre. Igen hvilede mit blik dybtgående på den sorte viser, der bevægede sig per sekund, hvilket levede rimelig godt op til dens navn: sekundviseren, hvis det skulle komme som en overraskelse.

Mine øjne rullede, og gjorde mig nærmest svimmel i takt med, at min hovedpine havde givet et ret godt indtryk af, at den altså var til stede. Jeg lukkede øjnene i. De faldt tungt i, uden problemer, og ville have forblevet lukket, hvis ikke den lille elektroniske dims – også kendt som min elskede iPhone – vibrerede i min hånd. Normalt havde mine øjne fløjet op, i nysgerrighed om hvem der mon havde taget sig tid til at sende mig en tekst. Men det var lidt oftere end man skulle tro, da jeg havde en rimelig stor omgangskreds. Da mine øjenlåg fik taget sig godt og grundigt sammen, og åbnet sig bare på klem, sendte jeg et signal til min nerve langs min arm til min fingerspids, fra min hjerne. Den gjorde som den blev fortalt, og trykkede på HOME knappen – whatever it’s called.. – og skærmen lyste op i et skær. Mens den nederest kørte fra venstre mod højre, i håb om, jeg ville åbne den, afslørede det lille grønne ikon, at jeg havde modtaget en SMS. Af ren refleks, kørte min finger hen af skærmen, og tvivlen om det var det denne gang også var et signal til nerven fra hjernen, bredte sig. Min afhængighed af min telefon tilbragte dårlige vaner, og unødvendige ’oplåsninger’ af min ven, der boede mere i min håndflade end min lomme. Mit blik vandrede hen af skærmen, som oplyste en samtale med ingen andre end Zayn. Et smil viste sig på mine læber, da vores venskab efterhånden var blevet utrolig tæt. Han var så nem at snakke med, og der skulle ikke meget til, før at han blev en tæt ven. Selvom de timer vi havde tilbragt sammen, i sidste ende kun havde følt som minutter, havde jeg nydt at være i hans selvskab. Men det gik op for mig, at mit smil forsvandt ligeså snart, jeg havde læst ordene han havde sat sammen til en sætning, der nu gav mening. Da min mund faldt åben, og forvirrelsen bredte sig i mig, kunne jeg ikke andet, end at læse hans besked endnu engang. ”Jeg kender det her sted nede i byen, der serverer rigtig god mad.. Er du frisk? Z J” Det første der faldt mig ind var Niall. Men grunden til det, forblev en hemmelighed. Ja, endda for mig.

Feel This Moment ~ Pitbull ft. Christina Augilera

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...