The Only Exception - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Igang
McKenzie er ganske almindelig, altså hvis man ser bort fra, at hun kender Niall som sin egen bukselomme. De har været tættere end nogen kunne forestille sig, siden de kunne huske. Bedste venner bliver nemlig sammen. Men det går an på én ting - følelser!
Hun møder drengene, og der skal ikke meget til, før problemerne kommer væltende ned, det ene efter det andet.
Men hvad sker der, når et kys pludselig kommer ind i billedet? Hvad betyder de følelser der strømmer igennem kroppen, i en blanding af vrede og kraftige følelser? Hvordan tackler Niall den mulighed, at virkeligheden ikke nødvendigvis er den, som han altid havde gået at troet? For ikke at snakke om omverdenen.

39Likes
18Kommentarer
2475Visninger
AA

18. Everything Has Changed

Everything Has Changed

Bevidst om, at intet var som det plejede, lå jeg længe og lod tankerne vandre. Det var ikke længe siden, jeg var vågnet, og lå derfor stadig i en behagelig stilling, på ryggen i min seng, mens mit blik fulgte den svagt snurrende ventilator i loftet. Hvad der var sket i aftnens handlinger stod mere end tydeligt. Men den forvirrende følelse var der stadig. Selvom det hele lå få timer tilbage, og det stod klart i min hukommelse, følte jeg, at jeg ingenting huskede. Som om, at det hele var væk. Hvad var der i det hele taget sket?

Uden så meget at tænke over det, rejste jeg mig, og bevægede mig langsomt hen ad gangen, mod hendes værelse. Døren stod på klem, og jeg havde derfor adgang til at skubbe den let op. Den lille skikkelse lå i en sammenkrøllet stilling. Mit blik hvilede på hendes overkrop, der hævede og sænkede sig i et regelmæssigt tempo. Hendes øjenlåg sørgede for at gemme de flotte, brune øjne væk. De lange øjenvipper vogtede om det skønne glimt der var at finde deri. Jeg tog mig selv i, at bevæge mig få skridt ind i rummet. Det brune hår indrammede hendes ansigt, selvom det lå tilfældigt, var det smukt. Hvorfor, at jeg stirrede på hende i hendes søvn, forstod jeg ikke. Jeg havde ingen grund til at tjekke hende ud, når hun ikke var bevidst om det. For ikke at tale om, at jeg ikke var den type der sneg sig ind på piger i deres søvn. Men alligevel fortsatte jeg min stirren, der var rettet 110 % på hende. Jeg tog mit hjerte i, at hæve tempoet, men om det var synet af hende, eller min dumdristige handling, var jeg ikke sikker på.

Da en mumlen lød fra hendes læber, bankede mit hjerte endnu hurtigere og hårdere mod min brystkasse. Mine to rækker med tænder tog min underlæbe i fangeskab, for ikke at lade en lyd slippe fra mine læber. Lydløst vendte jeg om på hælene, og gik langsomt og pinefuldt hen mod døråbningen. Hun rørte på sig, da jeg havde taget det sidste skridt ud af værelset. Jeg så mig tilbage, lige i tide med, at hendes smukke øjne flakkede søvnigt. Jeg smilede for mig selv, men vidste at det ikke var tiden at blive opdaget som stalker, og listede ud i køkkenet for at virke travl.

Efter at have skramlet med diverse morgenmads produkter, og boller i ovnen, stod hendes tynde krop lænet op af dørkarmen; så hver en bevægelse, jeg tog. Det gik op for mig, at jeg ikke var klar over hvor lang tid hun havde stået der. ”Godmorgen” Sagde jeg en smule nervøst samt venligt, for at tage hul på samtalen, der ikke ligefrem var noget hverken hun eller jeg var begejstret for at starte. Dog vidste jeg, at det var mere end nødvendigt, og ønskede at knække isen hurtigt. Tålmodigheden til at masse gætteri, var der faktisk ikke, da jeg tænkte over det. ”Godmorgen” Smilte hun tilbageholdent og søvnigt, og lod sig dumpe ned på den stol der stod tætteste inden for hendes rækkevidde. Jeg måtte kæmpe med at synke en klump, i takt med at bevæge mig rundt yderligere.

 Samtaleemner var der ikke mange af, så snakken døde hen hurtigere end frygtet. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle tackle alt den nye information, jeg pludselig havde fået indenbords. Desuden anede jeg ikke hvordan jeg skulle ’vinde hende tilbage’. Det lød fjollet, men jeg mente det dybt seriøst. ”Look..” Jeg sank en klump, bevidst om, at jeg var tvunget til at fortsætte, efter at have været dum nok til at åbne munden. ”Det hele skal lige have tid, og jeg har brug for at tænke lidt af hvert igennem. Det kom rimelig pludseligt og u-forventet..” Min sætning fadede svagt ud, i takt med hendes forstående, små nik. Hun så så forstående ud, men bag facaden vidste jeg, at det ikke stod klart for hende, hvad hendes næste træk skulle være. Jeg kendte hende alt for godt til det vide det. Det gav en hård hjertebanken ved tanken om det velkendte menneske, jeg altid havde været så tæt med, havde udviklet følelser for mig. Men på den anden side, hvorfor havde jeg ikke et det komme? Hun stod og søgte de samme følelser, som hun havde for mig, for hende. Jeg kunne se det i hendes øjne. Men jeg følte ikke som hun. Eller gjorde jeg? Forvirringen var der inden jeg nåede at tænke den næste tanke. McKenzie, som jeg altid havde holdt så meget af, holdt også af mig, men på en helt anden måde, lige pludselig. Ud af den blå luft, følte hun varme indeni – forelskelse. Hvorfor vidste jeg, hvordan man kunne se det på hende, spørger du? Hun havde altid fortalt mig alt, ned til mindste detalje om sit liv. Jeg kendte hende ud og ind. Jeg havde fulgt hendes kærlighedsliv lige fra starten, og vidste præcis hvordan hun så ud, når forelskelsen slog til. Det var det jeg så nu. De små hjerter, der opstod i tegnefilm, var næsten at se i hendes pupiller, der hvilede på min skikkelse. De dansede op og ned af min højde. ”Lad være med at se anderledes på mig.” Bad hun, hendes bedende øjne fangede mine, stemmen brød stilheden. ”Jeg vil ikke se anderledes på dig, bare lov mig en ting.” Min stemme rolig og lidt for overbevisende talte i lange strømme, og holdt en pause. McKenzie gav et lille nik fra sig, i håb om, at jeg fortsatte. Der lød en svag lyd fra hende, der mindede om en tilståelse om at love hvad som helst. ”Lad det ikke gå ud over vores venskab, fordi jeg ville ikke kunne holde ud at miste det vi har.” Igen nikkede hun forstående, men med blikket rettet mod gulvet, og gav mig ikke hendes opmærksomhed. Jeg vidste, at det var det hun ville høre, men hun havde håbet på mere. Håbet sad så smukt i glimtet i hendes øjne, dét som var til at dø for. Jeg ville ikke kunne se hende gå væk, miste dette venskab. Det ville være noget at dø for, nu hvor at det var på tale.

MCKENZIES SYNSVINKEL: Jeg kunne ingenting sige. Ingenting at gøre. Hvad var der at gøre? Jeg havde følelser for min bedsteven indeni mig, der ikke ville ud. Ikke tale om. De var som fanget i min krop, med ingen tanke om at flygte. Fordi hvilket valg havde jeg? Jeg havde ikke bedt, om at få følelser for ham, jeg ønskede dem ærligt talt ikke. Jeg valgte ikke at få de følelser, de var der bare. Sådan var kærligheden. Den kom når det passede den, til tider perfekt, andre knap så perfekt. Den er der når den er der, man kan ikke tvinge den frem, den er forfærdelig når man ikke har den, og fantastisk når den er der, og man kan ikke gøre noget ved den. Sådan var det bare, og uanset hvor meget det gik mig på, vidste jeg, at jeg ikke kunne ændre det faktum, at den havde ramt mig. Den havde ramt mig hårdt.

På den anden side, hvem faldt ikke for sådan en type fyr? Han var som faldet fra himlen, hans udseende, væremåde, skønhed, humor. Det hele passede sammen. Han kunne gøre enhver pige blød om knæene, og det vidste jeg, at han gjorde. Tanken om, at det var mit værk, at han ikke længere holdt sig tilbage blandt piger var ikke til at tro. At han ikke havde tillid til sin egen styrke førhen var ikke til at forstå. Hvorfor, at hans selvtillid ikke havde siddet i skabet fra dag et af, anede jeg ikke. Det burde den have. Så havde han lavet damer. Men på den anden side, så var han nok ikke den, som han var i dag. Det ville have ændret ham. Måske var jeg alligevel glad for hans opførsel blandt piger. Selvom hans nervøsitet hang tykt i luften scorede han nemmere end halvdelen af fyrene i rummet. Han kunne sno enhver pige om sin lillefinger, og det formåede han at gøre uden problemer. Han kendte sin styrke. Men lige den styrke, var gået hen og blevet min svaghed.

Jeg følte mig forkert på den, på alle måder. Det var som om, at hvert et skridt jeg tog imod ham, var ment på en kærlig måde. Jeg kunne ikke være mig selv. Desperat prøvede jeg at skubbe alle følelser helt tilbage i skabet, og glemme min afsløring, og lukke af for nogen form for kærlighed. Måske, at jeg ikke skulle havde blottet ham sandheden. Men han havde fundet ud af det før eller siden. Han kunne se det i mine øjne. han vidste hvordan jeg så ud, da kærligheden havde ramt mig. Det blik jeg sendte, han kendte det. Han vidste præcis hvordan mine handlinger lå. Det værste var bare, at det blik der så tydeligt lå i mine øjne så snart hans opmærksomhed var drejet mod mig, var det velkendte BLIK. Efter at have sendt det til de fyrer jeg havde haft noget med mm, vidste han præcis hvordan det så ud. Jeg vidste, at jeg som en åben bog, han kunne tyde alt på mine ansigts udtryk samt mit blik. Men efter, jeg havde opbygget de forbudte følelser, havde jeg lukket ham ude, fortalt intet. Det gjorde, at han for det meste lignede et stort spørgsmålstegn. Han kunne pludselig ikke se på mig, hvad jeg tænkte, følte, manglede. Det gjorde klar ikke bedre med tiden, eftersom, jeg lukkede ham mere og mere ude. Der var ikke mange der vidste mine dybeste hemmeligheder, og slet ikke denne. Det gjorde, at det ikke blev et samtale emne, med andre end Zayn. Alligevel var det dybt forkert at blande ham ind i det, selvom han forstod præcis hvad jeg fablede om.

Mens jeg havde ladt mine tanker vandre, lod jeg mærke til, at Niall havde rykket sig tættere på. Vi lå i hans seng, stenede film. Som sagt, var intet som det plejede, og vi brugte derfor vores tid sammen, ved at lade andre ord tage styringen, og manuskripter fylde tomrummet, med deres perfekte plot samt historie. Det var sådan vi handlede, når ord blev overflødige. Men da hans hånd lå på min, var det min tur til at ligne et spørgsmålstegn, i takt med, at min sunde fornuft fortalte, at dette ikke var et tilfælde, blot en handling med mening. Tankerne snurrede i mit indre, mens min vejrtrækning blev til en let gispen, da hans nærvær sendte kuldegysninger ned af min rygrad. Jeg ønskede ikke at følelsen stoppede. Selvom romantikken hang i luften, var det tydeligt, at det ikke ville fortsætte. Uanset hvor gerne jeg ville gribe ind, tage styringen, lade det fortsætte i evighed, ville det ikke ske. Han følte ikke som jeg, heller ikke selvom jeg ønskede det.

Da hans grin skar igennem rummet, og fik det største smil til at vise sig på mine læber, trak han sin hånd til sig, og efterlod kulde til at erstatte pladsen. Skuffelsen bredte sig hurtigere end forventet, men virkeligheden var ikke noget at spøge med.  Jeg havde trods alt forudset det. Jeg rystede det af mig, og tog mig selv i at grine højt af de næste replikker, i filmen.

Filmen nåede til vejs ende, og rulleteksterne var snart erstattet af en sort skærm, der ikke gav meget lys rundt i værelset. Jeg lod et stille suk forlade mine læber, mens det ene ben krydsede det andet. Jeg bed mærke i, at jeg var hans fulde opmærksomhed, eftersom jeg så hans blik rettet ivrigt mod mig ud af min øjenkrog.

”Jeg synes, du burde hente mig noget mad.” Smilte han stort, og satte sig længere op i sengen, og se forhåbningsfuld på mig. ”Ja, det kommer så ikke lige til at ske, Niall” Grinte jeg af ham, inden jeg var under hans vægt, fanget, med hænderne holdt i et hårdt greb langs min side. Det var lige inden, hans fingre bevægede sig over min hud, og løste et skrig fra mit indre bryde løs. Det kildede. Utrolig meget. Han fortsatte hans handling, ned langs mine sider, kildede mig med alle kræfter. ”Niall!” Skreg jeg, med mine lungers kraft. ”Du ved, at jeg HADER at blive kilde!” Skreg jeg, mens mit grin tog overhånd. Men han havde mig under sig kontrol. Han gav sig ikke, slet ikke, da jeg vrikkede under hans krop, i håb om at komme fri, men ingenting fik jeg ud af det. Pludselig fik jeg herredømmet over mine egne hænder, og fik ham skubbet af mig. I hurtige bevægelser fandt jeg vejen ud af sengen, men nåede ikke langt. Jeg pev, da hans hænder var placeret om mit liv, satte mig på kanten af sengen, så mine chancer for at flygte, var minimale. Hans vejrtrækning var varm og forpustet mod min hals, da han satte sig ved min side. En vaks finger stak han i min side, og fik et overrasket skrig til at forlade mine læber, der straks lyste op i et smil. Han fangede min øjenkontakt, og holdt den. Tanken om at bryde den forsvandt hurtigt, da der ikke var en grund. Jeg ønskede blot at blive ført ind i de drømmende, blå øjne. Han sukkede smilende og sødt mod min hals, og efterlod et stik i hjertet samt kuldegysninger indenbords. Hans blik flakkede mellem mine øjne og mine læber. Men da han langsomt lænede sig ind mod mig, steg min vejrtrækning, og tankerne kørte rundt. Hans ånde kunne mærkes mod mine læber, så varm, så dejlig. Duften af hans parfume hang i luften, og holdt mig svævende på en lyserød sky. Hans nærvær fik mit hjerte til at banke hårdt mod mit bryst. Hans krystalblå øjne glimtede ind i mine, kun få centimeter fra hinanden. Jeg lukkede øjnene, mærkede hans læber standse lige foran mine, strejfe dem blidt. Han gav mig chancen for at sige fra, det var nu, jeg skulle stoppe ham. Selvom det var forkert, og jeg ønskede at slippe af med mine følelser, ønskede jeg blot en fortsættelse, ingen afbrydelse. Jeg ville ikke stoppe ham. Hans læber lå endelig på mine, efter hvad der føltes som flere år. De var blide og bløde. Han kyssede mig sødt og forsigtigt, som var jeg lavet af glas. Selvom jeg havde brug for luft, kunne jeg ikke trække mig væk. Hans kys var præcis som i min forestilling, bare langt bedre, og kunne ikke konkurreres med andre, heller ikke min fantasi. Jeg ville ikke erstatte dem, ikke i hunrede år. Hans hånd lagde sig pludseligt om min hofte, hans læber trak sig væk. Jeg gispede efter vejret, men var desperat efter hans krop. Han klemte min hofte, og et sug bredte sig i min mave inden han hamrede sine læber mod mine, og efterlod mig mundlam. Jeg blev overvældet med følelser, der væltede ned over mig. 

Everything Has Changed ~ Taylor Swift ft. Ed Sheeran

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...