The Only Exception - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Igang
McKenzie er ganske almindelig, altså hvis man ser bort fra, at hun kender Niall som sin egen bukselomme. De har været tættere end nogen kunne forestille sig, siden de kunne huske. Bedste venner bliver nemlig sammen. Men det går an på én ting - følelser!
Hun møder drengene, og der skal ikke meget til, før problemerne kommer væltende ned, det ene efter det andet.
Men hvad sker der, når et kys pludselig kommer ind i billedet? Hvad betyder de følelser der strømmer igennem kroppen, i en blanding af vrede og kraftige følelser? Hvordan tackler Niall den mulighed, at virkeligheden ikke nødvendigvis er den, som han altid havde gået at troet? For ikke at snakke om omverdenen.

39Likes
18Kommentarer
2490Visninger
AA

15. Can't Have You

Can't Have You

Der var ikke meget at sige. Ikke meget at forklare. Men der var til gengæld tonsvis af spørgsmål der kørte rundt i mit hoved uden stop. De voksede sig kun større og der opstod flere i løbet af kort tid. Stilheden bredte sig i lejligheden oftere end den nogensinde havde før. Det gjorde mig sindssyg! Det var en fejl. Det hele var en fucking fejl! Jeg burde komme over det, bevise for ham, at det var lige meget, at vi skulle glemme det.

"K-Kenzie?" Stammede Niall fra rummet ved siden af. "Hm?" Svarede jeg, og tvang et smil frem på læberne. Det var forfærdeligt at det ikke sad der permanent, som det plejede hver gang han sagde mit navn. Hver gang han åbnede munden, havde den dejligste følelse bredt sig. Han havde noget specielt, han kunne noget specielt. Så specielt. Men jeg ville ikke miste det. Ville ikke miste ham. Man mistede ikke specielle og fantastiske mennesker. Dem holdt man fat i.

Han stod i døråbningen, hans øjne fokuseret på mig. "Jeg har helt glemt at informere dig om 'tømmermænds fredag'" sagde han, med det samme tvunget smil på læberne og gabet, der forlod dem.

"Så drengene er her om lidt.." Mumlede han, mens han så afventede på mig, bange for min reaktion. ".. Ja, undskyld den korte varsel -" han rømmede sig, "- men jeg havde også selv glemt det." Han lo kort, men stoppede brat. "Det er helt fint!" Forsikrede jeg ham om med et ægte smil. Jeg kunne se hvordan han åndede lettet ud. "Super, tak!" Det var tydeligt, at hans smil var ligeså ægte.

 

Ikke længe efter sad drengene, Niall og jeg inden for de samme fire vægge. "Altså, normalt hedder det 'tømmermænds lørdag', men da vi brød reglerne, og festede i går, blev det sådan her" Grinte Louis sagte, og så på mig. Jeg prøvede at grine med, men haltede nok lidt efter. Drengene bemærkede godt den anspændte stemning blandt Niall og jeg, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved det. De fik udvekslet mange blikke på kort tid, som var rimelig tydelige, og ikke godt gemt. Jeg prøvede med al min magt at ignorere det så meget jeg kunne.

Jeg var meget fraværende fra deres samtale. Det var ikke fordi det var uinteressant, fordi det var deres samtaler sjælendt. Men det var delvist fordi jeg havde syge tømmermænd, og delvist fordi mine tanker ikke holdt kæft. ”Hvad nu hvis..” Kørte på repeat. Hvad nu hvis.. Fordi hvad nu hvis drengene fandt ud af sandheden, sporede handlingen? Hvad nu hvis Niall ikke kunne opføre sig normalt omkring mig længere? Hvad nu hvis alt ændrede sig? Hvad nu hvis forholdet, der altid havde været så tæt, blev ødelagt? Jeg kunne slet ikke klare bare at tænke tanken. Men den blev til gengæld godt og grundigt afbrudt af en kimende telefon. ”Hallo?” Lød den irske stemme, og først der gik det op for mig, at det var Nialls telefon der havde ringet. Han fangede min opmærksomhed, mit blik var fokuseret på ham. Hans ansigt stivnede. De smukke bryn blev forenet. ”Shit!” Mumlede han panisk. Hans blik flakkede ned på hans håndled, hvor hans dyre ur sad. ”Okay, ja.” Sagde han gentagende gange, og rejste sig brat. ”Jeg er på vej” Forsikrede han personen i den anden ende om. Da han fjernede telefonen fra øret, og lagde på, havde han opmærksomheden fra 10 øjne. ”Jeg har glemt, at jeg skal til et eller andet skanning med det lorte knæ..” Mumlede han, mens han fandt vejen ud i gangen. ”Liam.. Gider du?” Niall pegede ind i stuen, hans mundvig trak sig op i et svagt smil. ”Være babysitter? Selvfølgelig..” Sukkede Liam efterfulgt af et grin. Resten af drengene så misfornøjet på Niall, men deres skuespillerevne var for ringe, og de brød ud i latter. ”Daddy directioner..” Grinte Louis drillende af Liam.

Døren smækkede efter den lyshårede dreng, og pludselig var det mig, der var midtpunktet. ”Såå..” Prøvede jeg tøvende. Louis fnes, Harry tjekkede mig ud, Liam så den anden vej, og Zayn sendte mig blikke. Den forfærdelige stilhed bredte sig, og min mave trak sig sammen. ”DER GIK NOK EN ENGEL GENNEM RUMMET HVA’?” Skreg Louis ud af den blå luft. Det gav et sæt i mig, og jeg prøvede at gemme den røde farve, der steg til mine kinder, samt min hårde hjertebanken. Harry slog en latter op, der var til at dø for. Jeg lyttede aldrig på andre grin, men hans var fantastisk. Har du nogensinde lyttet rigtig efter, når folk griner? Nej ikke? Hans grin gav genlyd i mine ører. Han havde et chokerende smukt grin. Prøv at lægge mærke til det, det er det hele værd! Aldrig havde jeg elsket et grin mere end hans. Det var en løgn. Der var et. Nialls. Jeg elskede Nialls grin højere end noget andet. Den måde han grinte på. Han kunne altid slå sin velkendte humørsprængte latter op. Han var sådan en livsglad dreng, han kunne grine i evigheder, og jeg elskede ham for det. Hans grin var så sødt, så blidt, så dejligt. Det var de samme adjektiver jeg ville beskrive ham med, samt tusinde andre positive. Jeg holdt så meget af ham!

Jeg blev vakt tilbage til virkeligheden af Zayns blikke, som han fortsatte med at sende mig. ”Okay jeg brænder inde med et spørgsmål..” Sagde Liam, og så på mig. Han rømmede sig, og Harry så alvorligt på ham, så på mig. ”Har I noget kørende?” Jeg mærkede min kæbe ramme jorden. ”Om vi h-ar noget kø-kørende?” Gentog jeg med en rystende stemme. Liam nikkede, hvilket kun fik min hjertebanken til at accelerere. ”Niall og -..” Jeg vidste ikke hvor jeg ville hen med det, men jeg prøvede at trække tiden ud. Hvilket andet valg havde jeg? ”Ja Kenz.” Svarede Zayn, hvis øjne søgte dybt i mine. ”N-nej? Hvorfor skulle vi d-det?” Min stemme var stadig usikker. ”Hvor har du den skøre ide fra?” Et knap så vellykket smil viste sig på mine læber, mens jeg prøvede at se selvsikker ud. ”I” Rettede Harry. ”Vi har den ’skøre’ ide, fordi I slet ikke opfører jer som normalt?” Han var en smule kølig i sin tale. Efter, jeg havde afvist ham, havde han ikke åbnet sig spor op. Faktisk var det begyndt at bekymre mig. Jeg burde nok lige snakke med ham.. ”Hvis I ikke har bemærket det, er jeg lige så forvirret som jeg plejer at være.” Prøvede jeg, og lo et kort ”Ha..” Der lød mere som et suk, end et grin, hvilket var klart afslørende. ”Så der er intet?” Liams ene øjenbryn skød i vejret, og han så afventende på mig. ”Er du sikker? Han er en fantastisk fyr, du ved!” Pressede han på. ”Jeg er sikker Liam, der er intet.” Jeg smilede til ham, og prøvede at kontrollere tankerne der søgte omsorg, i mit hoved.

Igen bredte stilheden sig. Man ville kunne høre en knappenål blive tabt. Jeg kunne høre drengenes åndedrag samt mit eget. Harry satte sig bedre til rette, hans blik og ansigtsudtryk afslørede hans tvivlende tanker. Om han troede på min ’løgn’ var ikke til at vide. Men var det en løgn? Vi havde ikke gang i noget. Bevidst. Havde vi? Det var en fejl, der aldrig skulle have været sket. Der var ikke meget mere i det.

Zayn rømmede sig. ”Jeg skal ryge.” Mumlede han, inden han greb sin jakke. Jeg var begyndt at kende Zayn rigtig godt. Han var en fyr med humor og godt humør. Han var god at snakke med. Han var helt nede på jorden, han var altid cool. Jeg misundede det, at han var så cool omkring ting der fik mig til at flippe.

Jeg så efter ham. Noget sagde mig, at jeg måtte snakke med ham. Nu. Mit blik flakkede fra ham, til drengene, til døren, der smækkede bag ham. Uden den mindste bagtanke om hvorfor i alverden jeg absolut måtte tale med ham, rejste jeg mig. Jeg åbnede munden, men ingen ord forlod mine læber. Kun en let gennemtræk, var det eneste det medførte. ”Jeg..” Prøvede jeg, men mislykkedes. ”Go.” Svarede Liam, som åbenbart havde forstået budskabet bedre end mig. Jeg forlod rummet uden mere tale, og tog trapperne ned til ’GROUND LEVEL’ som der så fint stod på skiltet. Da jeg trak ned i håndtaget, og tittede mit hoved frem i dørsprækken, så jeg Zayn gennem ruden, stå udenfor med en smøg mellem de smukke læber. Jeg skubbede døren op, og fortsatte hen til den næste, hvorefter jeg også fik den skubbet til side, og trådte ud i den friske luft.

”Hey..” Smilede jeg en smule usikkert til ham, og trådte få skridt mod ham. Med en læderjakke om hans muskuløse skuldre, så han super godt ud. Han lod ryggen røre muren, og han lænede sig tungt op af den. Han nikkede som respons. ”Du har –” Han skar mig af. ”Der er noget du ikke fortæller mig.” Sagde han så. 

Can't Have You ~ Jonas Brothers

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...