The Only Exception - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Igang
McKenzie er ganske almindelig, altså hvis man ser bort fra, at hun kender Niall som sin egen bukselomme. De har været tættere end nogen kunne forestille sig, siden de kunne huske. Bedste venner bliver nemlig sammen. Men det går an på én ting - følelser!
Hun møder drengene, og der skal ikke meget til, før problemerne kommer væltende ned, det ene efter det andet.
Men hvad sker der, når et kys pludselig kommer ind i billedet? Hvad betyder de følelser der strømmer igennem kroppen, i en blanding af vrede og kraftige følelser? Hvordan tackler Niall den mulighed, at virkeligheden ikke nødvendigvis er den, som han altid havde gået at troet? For ikke at snakke om omverdenen.

39Likes
18Kommentarer
2558Visninger
AA

9. Behind These Hazel Eyes Pt. 2

Behind These Hazel Eyes Pt. 2

LIAMS SYNSVINKEL: Det første jeg lagde mærke til, da vi alle var samlet om et bord, var usikkerheden der bredte sig. Den var tydeligt at se, og den viste sig i alles øjne. Dog var der ingen tvivl om, at McKenzies øjne talte for sig selv, og virkelig gav udtryk for hvad der gik igennem hendes tanker. Hun var som en åben bog. Der var ikke meget, man skulle gætte sig til, det sad tydeligt, plantet på hendes ansigt. Hendes mund var en nervøs, tynd streg, med nervøse trækninger omkring den. Hendes øjne flakkede, og så rundt med hurtige bevægelser. Hun var utilpas. Jeg smilede venligt, da Niall bad mig starte, og lagde mad på min tallerken. Det hele virkede traditionelt, og præcis som det plejede at være. At sidde som en familie til aftensmad, mens man smilte og fortalte om sin dag. Men det hele var lidt mere intens.  For lige at få styr på nerverne, smilte jeg stort til McKenzie, og håbede det ville få hende til at falde ned. Ikke for at blære mig eller noget, men det virkede. Hun smilede, næsten lettet.

Endelig blev der ro på sættet. Snakken var godt i gang. McKenzie havde fået sagt en masse, og grint utallige gange. Den eneste, der ikke havde fået et ord indført, var Harry. Det var pudsigt, fordi han ellers snakkede uafbrudt, hvis man ikke fik ham til at holde kæft. Men han sad tavs, og smilede få gange, ellers fokuserede han, på den meget ekstraordinære kylling, der lå livløs på tallerknen. En følelse af nervøsitet bredte sig under min hud, og jeg begyndte at undre mig over hans tavse opførsel, der var så sjælden som firkløveren selv. Men noget sagde mig, at det ikke havde det mindste med held at gøre, rettere uheld, hvis det havde den store betydning. Havde det noget med det første møde at gøre? McKenzie var stensikkert indblandet, men i hvilken sammenhæng, anede jeg ikke. Der kunne være så mange sammenhæng. Hans ansigtsudtryk var ikke nemme at gøre sig klog på, ikke andet, end de var triste og utilpasse.

Aftnen skred fremad, og inden længe var klokken mange. Louis var begyndt at hænge med hovedet, han så træt ud. Jeg smilte til ham, og han trak en mine. ”Dude.. Du ser wasted ud!” Grinte jeg, og så ham ryste på hovedet. Der lød et svagt grin fra ham, og hans smil blev større. Zayn begyndte at grine hysterisk, da Louis virkelig SÅ wasted ud.

Efter det, skete der ikke ret meget. Samtalen blev lavere og lavere, og der blev gabt på skift. Vi var alle plantet i sofaen, der BY THE WAY, var super dejlig. McKenzie hvilede sit hoved på Nialls skulder, hendes smil sad svagt på hendes læber, øjnene kunne klappe i hvert øjeblik. Hendes brune, naturlig bølgede hår gled langsomt ned af skulderen, og lagde sig pænt mod kroppen. Det havde den farve, at det ikke var for lyst, og ikke for mørkt, virkelig flot, hvis jeg selv skulle sige det. Det bølgede sig ned af hende, indrammede hendes ansigt på den perfekte måde. Spidserne nåede helt ned til de sidste ribben, knap til hendes talje, som BY THE WAY sad virkelig flot udstillet i den stramme kjole, hun var hoppet i. Spørg mig, om hun så godt ud i det kluns… Sådan som den sad om hendes krop, indrammede alt, hvad der var interessant at se – og der var ikke så lidt endda. De spinkle arme, som lå i hendes skød, var beklædt i tætsiddende sorte ærmer. Jeg førte mit blik op langs hendes figur. Kjolen var nedringet, ikke for meget, ikke for lidt. Perfekt. Ja, hun gjorde mig mundlam. Hun rejste sig forsigtigt, hvilket gjorde, at hun stod med fronten den anden vej. Fra mit perspektiv, fik jeg også chancen for at checke hende godt og grundigt ud bagfra. Kjolen gik også ned bagi, meget nedringet, den kjole havde hele pakken, ligeså havde hun. Den formåede derfor, blottede hendes nøgne ryg, som var både spinkel og lidt muskuløs. Hendes krop manglede ingenting. Hendes røv sad godt bag stoffet, jeg måtte indrømme, at den så imødekommende ud. Stoffet stoppede lige ved lårene, kjolen var kort, men heller ikke for kort. Hun var nået ud af døren. Jeg sad tilbage, og rullede med øjnene af mig selv. Hvad fanden.. Havde jeg lige tænkt alt det..? Hvis ikke jeg vidste, at jeg havde drukket en smule, og det var sent, ville jeg være bange for mine pludselige tanker.

”Åh, jeg - ” Gabte Louis, og måtte holde en kort pause. ”- Er virkelig træt..!” Han holdt hånden op foran munden, og rystede på hovedet. Zayn nikkede, hans ansigt var let at læse – hvilket var sjældent – han var uden den mindste tvivl lige så træt.

Drengene begyndte at rejse sig, og jeg tvang mine ben i bevægelse.

Jeg gik med faste stridt ned af gangen, så drengene binde sko, og udveksle kram. Jeg bemærkede, at Harry formåede at give Niall et lagt og tæt kram, hvorefter han hvisker et eller andet i hans øre. Nysgerrigheden om hvad det mon var, bredte sig, men jeg vidste, at det nok ikke ragede mig. I et kort øjeblik lod jeg det ligge, i håbet om, at de ville afsløre det før eller siden. Han smilede bredt til mig og drengene inden han åbnede døren, og forsvandt i opgangen.

Mens drengene udvekslede blikke, prøvede jeg at gemme min tvivl. Louis lænede sig ind til Niall, med et kækt smil på læben. ”Tager du ikke hende med til fest på fredag?” Hans stemme var lav, men tydelig. McKenzie fnes kort, og rømmede sig. ”Du kan ikke sige det til mig..?” Hendes øjne hvilede på ham. ”Fest. Fredag. Meet me there.” Han blinkede, og grinte sagte. Han lod derefter sit kort glide op af lommen, og ned i hendes hånd. Buisness agtigt..! Niall slog sin humørsprengte latter op. ”Jeg vil være der, hvis du er der ’Tommo’” Hun slog en latter op, ved hans kælenavn.

MCKENZIEZ SYNSVINKEL:

Der skulle normalt meget til, før jeg vågnede, men følelsen af mad der skulle den modsatte vej, end normalt, fik mig op af lagnerne. Først åbnede mine øjne sig svagt, men da jeg kunne smage opkast på min tunge, fór jeg ellers op. Jeg formåede at rive døren til mit badeværelse op, og knæle foran toilettet lige i tide. Jeg havde det skidt. Sådan virkelig. Efter første omgang, så jeg bag mig. Jeg håbede ikke, at min rumstering havde vækket Niall. ”Fuck..” Hvislende jeg kort til mig selv, inden jeg bøjede mig ind over toilettet endnu engang. Så skønt et syn, at jeg lå der, måtte det have været. Det kunne jeg ikke lade være at tænke på. Fordi det var lige da jeg brækkede mig igen, at Nialls stemme skar igennem rummet. "Er du o-okay?" Lød den, sød og nervøs. Jeg lod mig dumpe ned på gulvet og læne mig op af væggen, mens mit hoved hvilede mod den. Han fangede mit trætte blik, og jeg sendte ham en svag hovedrysten. Med små, nervøse skridt, gik han mod mig, og satte sig tæt ved, og tog mig i sine arme. "Hvad er der sket?" "Jeg ville ønske jeg kunne svare.." Mumlede jeg. Han lagde min bløde hånd på min pande. Normalt var hans kropsvarme utrolig dejlig, men hans håndflader føltes ikke varme mod min pande. De var kolde. ”Du ser ikke godt ud.. Og du er virkelig varm!” Mumlede han, og prøvede at virke så hjælpende som muligt. Jeg nikkede bare svagt, og så ned. Mit hoved dunkede stadigvæk, mine øjne var på vej ud af mit kranie. OM jeg havde det dårligt..

Min mave fik lagt sig, og jeg begyndte at få det bedre. Efter lidt tid, besluttede vi, at gå ind og lægge os igen. Jeg fik med besvær rejst mig, og skulle lige sunde mig. Lidt stod jeg og svajede inden Niall tog mig i sin favn, og bar mig ind i soveværelset. Hans stærke arme holdt mig i et fast greb. Hvis det stod til ham, vejede jeg ingenting. Han lignede en, der havde ingen besvær med at løfte mig. Niall kravlede med op i sengen, og holdt mig i sine arme, mens han vuggede mig frem og tilbage. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det ikke hjalp. Det var virkelig betrykkende, og jeg følte mig tryk hos ham.

 

I felt like shit. Eller det ville sige, ikke engang "shit" var i stand til at beskrive min tilstand. Jeg havde det af helvede til. Jeg havde det fucking dårligt. Jeg havde det pisse skidt. Fy for Satan! Ja, du kan BANDE på, at jeg havde det skidt. Let, himlede jeg med øjnene. Føj, det var typisk. Hvad skete der lige for det? At blive syg, OM JEG MAGTEDE DET! Jeg svang benene ud over sengen, og rejste mig, i hvad føltes som slowmotion. Mit hoved dunkede, mine øjne sveg, alt gjorde ondt, hvis det var muligt. Mine fingre lukkede omkring det lunkne håndtag, og åbnede døren i en langsom bevægelse. Jeg traskede ind i køkkenet, og fandt en lille håndskrevet seddel. "Ude at hente dig næring, ved godt du har det af helvede til, skynder mig hjem og passer på dig! xx"

Hans skrift var lige til at læse, passede til ham. Ligesom det blonde hår, de drømmende blå øjne, den søde stemme, den bløde hud. Alt passede sammen. Stemmen passede til smilet, smilet passede til håret, håret passede til kroppen, kroppen passede til… Guitaren, og guitaren passede til stemmen. Hans tunge accent gjorde alt specielt. Stemmen formåede på den måde at blive så drømmende og ramte én dybt i hjertet. Ikke én sad tilbage med tørre øjne. Hvordan ville det være muligt? Han sang som en drøm. Han lød som en drøm. Han lignede en drøm. Der var meget at drømme om ham, og det ville ikke undre mig, hvis fans derude drømte om ham. Han var nem at drømme om, man forsvandt ind i ham. Der skulle ingenting til. Selvom man ikke kunne se hans vinger, var han en engel. Men jeg kunne se dem. Tydeligt. De passede til ham, gjorde ham så fantastisk. Jeg holdt så meget af ham, at det var helt ubeskriveligt. Det vidste han godt, og han sagde altid det samme. Det var rart at have en, der holdt af en. At vide, at han passede på mig. At vide, at han ville hjælpe mig. Men nu hvor jeg tænkte over det, nød jeg hans hjælp.

Behind These Hazel Eyes ~ Kelly Clarkson

*** Ja.. Jeg følte ikke lige, at det kunne være i et kapitel, så det blev i to.. Men undskyld for ventetiden, jeg har været virkelig presset! Dog håber jeg på at få skrevet noget mere SNART! xoxo***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...