Hvide øjne

Denne novelle omhandler Luna. En pige på flugt fra fortiden, og som gennem mødet med en gruppe mystiske drenge en sen aften, får chancen for at vende tilbage til fortiden, rette op på en skæbnesvanger fejl, og måske igen opdage kærligheden til sin mor.

0Likes
0Kommentarer
113Visninger

1. Hvide øjne

Det var ikke skæbnens mening det skulle ske, det var min mening. Mig der havde bestemt det skulle være sådan. Mig der havde syntes, det skulle ske.

Jeg lænede mig ud af s-togsvinduet, mærkede den hårde blæst der aggressivt angreb mit halvkorte hår. Følelsen af at blive angrebet gjorde mig lykkelig. At noget var så ligeglad med mig var en ukendt følelse. Behagelig. At trække vejret var en næsten umulig handling i den stærke blæst, og det blev kun til nogle hivende gisp, før jeg gav op.
Jeg trak hovedet ind igen og genoptog min iagttagelse af de andre passagerer i toget. Damen ved siden af mig kiggede misbilligende på mig med et stænk at irritation i sine matte øjne. Som vidste hun hvad jeg havde gjort. Jeg havde ikke lyst til at sidde ved siden af denne dame. Havde ikke lyst til at hun skulle sidde og bebrejde mig noget hun ikke vidste noget om. Måske det bare var mit tøj, hun var forarget over. Mit tøj hvor plamager af mudder og sod havde dannet sit aftryk. Eller også var det min bamse. Min store, hvide bamse med hvide, udtryksløse øjne. De øjne jeg så tit havde stirret ind i, søgende efter et tegn der kunne lede mig i de valg jeg skulle træffe i livet. Jeg kunne ikke selv.

Toget standsede med et ryk, og selvom det ikke var her jeg skulle af, fik jeg en trang til pludselig at gøre noget ingen forventede. Alle gik op i hvad jeg gjorde, hvad jeg foretog mig, hvordan jeg var. I dag ville jeg gøre alting.. uventet. Jeg tog Bamse under armen og masede mig forbi lugtende mennesker og ud på en lugtende banegård. En myldrende banegård. Folk stirrede på mig og jeg stirrede tilbage. Jeg var ligeglad. Med alt.
Kirkegården tegnede sig for mit blik. Tegnede sig som noget tiltrækkende og noget der fik klumpen i min hals til at eksplodere. Dette var ikke længere et fremmed sted. Jeg følte mig velkommen. Jeg var her, kun fordi det var relevant. Nu.
Jeg åbnede lågen til gravstenenes kunstværk og forsøgte at få posen helskindet igennem. Det lykkedes, og jeg balancerede mod bænken. Den var indhyllet i regndråber, men som jeg havde været hele dagen, var jeg igen ligeglad. Den første slurk af vodkaen gjorde mig tør i munden, og jeg kunne alt for godt mærke væsken glide ned gennem mig. Sikkert grundet væskemangel. Det lindrede smerten som så mange gange før, men jeg kendte proceduren og det tog lidt af spændingen. Ærgerligt nok.
Jeg ænsede folk der gik, folk der også ænsede mig og tænkte stakkel, eller bare idiot. Små slurke og nip skyllede jeg ned til mine læber brændte. Var ligeglad med fortiden, fremtiden, kun nuet befandt sig på bænken denne drømmelignende aften, der dog ingen drøm var. Jeg svingede mine ben op på bænken, sad nu i en akavet stilling og havde ondt af mig selv. Jeg ville gerne græde, prøvede ihærdigt at fremkalde sørgelige minder og presse salte tårer ud. Da tårerne endelig kom, blev min situation straks mere troværdig. De fremkaldte en skyldfølelse der smeltede sammen med elendigheden og hang som en aura rundt om mig. Jeg havde forrådt min egen mor.

En skikkelse jeg længe havde iagttaget ændrede pludselig sin retning og bevægede sig hen mod mig og min bænk.
"Hej, har du det godt?"
Måske var det grundet sprittens påvirkning at jeg ikke kunne svare, men det føltes som en umulighed at få et ord presset ud over mine tørre og brændende læber. Desuden havde jeg ikke fortjent at nogen bekymrede sig for mig. Havde ikke lyst til at nogen skulle tage hånd om mig. Jeg nikkede som svar.
Ventede på at han skulle gå. Det gjorde han ikke. Blev bare stående og kiggede sig forvildet omkring som en blind måge søgende efter en piedestal at sætte sin arrogante røv på. Han skulle ikke tro at han var bedre end mig. Jeg krammede Bamse ind til mig, som for at vise at jeg allerede havde en til at beskytte mig. Han skulle bare gå.
"Jeg kan jo se du ikke har det godt?"
Det er flot mester, du har vundet en spand guldkarameller, et par gummirøjsere og en Puch Maxi med støttehjul... Helt ærligt, enhver idiot der så en pige sidde forgrædt på en kirkegård med en flaske vodka, kunne se at hun ikke havde det godt.
"Hvad rager det dig?" Jeg drejede hovedet væk, gloede på en gravhund der stod og pissede på en gravsten. Tage Poulsen 1. juli 1926 - 23. januar 1997
Fyren tændte en smøg, inhalerede dybt, mens han nidstirrede mig med sit arrogante blik.
"Jeg hedder Per."
"Luna." Tavshed. Mørket havde sneget sig gennem porten og langsomt begyndt at tænde uhyggens flamme på kirkegården.
"Kom med mig. Jeg kan... hjælpe dig."
"Du vil ikke hjælpe. Du skal ikke hjælpe mig."
"Hold nu op, jeg er overhovedet ikke sådan en type."
Jeg kunne ikke længere undgå hans blik, og med stærke tag forsøgte jeg at svømme i modsatte retning end hans brune, ærlige øjne. Jeg stolede allerede på ham.
"Vil du med, eller vil du bare sidde her og fryse ihjel, det er jo forbandet koldt?"
Uden at føle nogen kontrol over mig selv, rejste jeg mig og fulgte efter Per til den anden side af lågen.
Han lagde sin jakke om mine skuldre, og jeg var ikke længere ligeglad. Jeg slingrede voldsomt, på trods af at jeg ihærdigt forsøgte at bevise, jeg havde situationen under kontrol.
"Hvorfor vil du hjælpe mig?" snøvlede jeg ind i hans hoved.
"Alle fortjener en chance, men fortæl mig din hemmelighed, så vil jeg vise dig noget."
Jeg kunne ikke fortælle ham det. Hverken kunne eller ville. Jeg kunne ikke engang fortælle mig selv det. Jeg prøvede så ihærdigt at fortrænge hændelsen. Havde jeg først laden ordene slippe over mine læber ville de klistre sig fast til mig, og jeg ville ikke være i stand til at gemme dem væk igen.
"Det kan jeg ikke." Tavshed.
"Pyt, jeg kender den allerede. Hvorfor gjorde du det?"
Jeg følte mig mere fuld end jeg var. Følte mig mere fuld og mere mislykket end nogensinde før.. Men det her var ikke normalt. Drengen kunne læse mine tanker. Det var den eneste forklaring.
"Det var skæbnens mening."
Det gav et sæt i mig og tårer blandede sig i vandpytter på asfalten. Det var ikke skæbnens mening det skulle ske, det var min mening. Mig der havde bestemt det skulle være sådan. Mig der havde syntes det skulle ske. Per måtte tro jeg var sindssyg. Måske var jeg. I virkeligheden var det ikke mig der var sindssyg, det var min mor. Min mor der intet forstod, intet ville forstå, ikke engang forsøgte at forstå. Min mor der aldrig lyttede, intet hørte, ikke engang forsøgte at høre.
Raseriet der i lang tid havde hobet sig op i mig, var brudt ud i dag. Brudt ud med ilden, med flammerne. I så mange år havde jeg ventet på min mors kærlighed. Ventet på at den pludselig skulle dukke op ud af den blå luft. Men der havde åbenbart ingen blå luft været. Kun sort. Og den havde ilden ædt i dag. Ingen luft var der nu tilbage.
"Kom vi skal ind her" Per tog fat i min arm og trak mig rundt om et hjørne. Vi gik langs byens mure, men var snart ude i åbent landskab. Åbent landskab hvor jeg endelig følte, jeg kunne trække vejret. Jeg blev ekstatisk ved synet af åbent land. Ved synet af... eventyr. Jeg ville løbe så stærkt jeg kunne, berøre hver en plet med min fod. Desværre havde alkoholen lagt beslag på mine udfoldelser og jeg slingrede blandt lyngen og det høje græs.
Snart kunne jeg skimte stranden og havet forude. Et kæmpe bål og flammer tilbagekaldte billeder der klæbede sig fast til min nethinde. De samme flammer jeg havde set tidligere. Jeg havde taget Bamse under armen. Så var jeg løbet.
Per tog mig i hånden og jeg slap ikke.

Vi nærmede os bålet hvor to mandlige skikkelser dukkede frem bag flammernes viltre. Den ene med langt, mystisk hår. Han stirrede mystisk på mig, men med glimt i sine øjne.. måske bare flammernes afspejling. Den anden.. perfekt. Han havde et perfektionistisk udseende der nærmest skar i øjnene. Brune øjne, brunt hår, og en hvid tandrække der kunne skimtes i bålets skær.
"Vi har ventet på dig." Det var drengen med det lange hår der talte. Per fik mig til at sætte mig på jorden.
"Vi har holdt øje med dig." Hans hår svævede faretruende i vinden og jeg blev med det samme utryg.
De tre drenge nikkede til mig.
"Vi vil bare vise dig nogen, give dig en gave. Du skal indse noget."
Som ved et trylleslag skiftede flammerne på bålet farve. Grøn. Giftiggrøn. Omridset af et ansigt viste sig i flammerne, og jeg ville skrige. Min mund bevægede sig, men skriget sad fast. Kun mine øjne skreg.
Ansigtet var nu helt tydeligt, med øjne der stirrede ind i mine.
"Du må lære at slippe af med din vrede Luna. Du må ikke gemme den i dit hjerte. Dit hjerte skal være rent, ellers er der ingen plads til kærligheden." Stemmen hvislede på en uhyggeligt rolig og afventende måde.
På trods af at jeg følte mig omtåget, forstod jeg ordene. De ramte mig.
"Du skal med os på en rejse, Luna. På din rejse skal du gøre op med dig selv, rette din fejl."
Det sortnede for mit blik, hvorefter et væld at grønlige og lilla pletter omringede mit blik. Jeg faldt, og da jeg var færdig med at falde udvidede de lilla pletter sig.
Jeg stod ved foden af en skakt. En skakt hvor bunden var dækket af stille vand. Bag mig stod de alle tre fra bålet. Deres ansigter uden smil. Som malede, udtryksløse masker. De bevægede sig længere og længere bagud og jeg fulgte efter.
Så gispede jeg. Mit hus. Det hus jeg netop havde brændt af. Der stod det med sine gule mursten, røde stokroser. Jeg hadede det hus.
Men nu gik døren op. Min mor kom ud. Som ung. Med mig i hånden. Som barn. Mig med rottehalerne og det dengang brede smil. Mig som jeg kendte så godt. Den mig jeg ville ønske jeg igen var. Min mor havde trætte, matte øjne, men smilede alligevel ned til mig. Vi spadserede hen til gyngestativet. Min mor gyngede mig. Forsigtigt som jeg kunne lide det.
Jeg mærkede et sug i maven og jeg opleve proceduren forfra. Mørket, prikkerne, faldet, skakten.
Så stod jeg pludselig inde i vores hus. Men jeg var ikke stor. Jeg var lille igen. Jeg havde taget mine sko omvendt på og knappet min trøje skævt. Jeg stod og iagttog min mor vaske op. Jeg havde ingen kontrol over mig selv, hverken hvad jeg gjorde eller sagde.

"Mor, Jeg har en overraskelse til dig."
Min mor vendte sig om, kiggede afventede. Forventningsfuldt viste jeg min mor hvad jeg havde gemt bag ryggen. En kurv med bittesmå, lysegrønne æbler fra haven.
"Det har du bare ikke gjort Luna!" Min mors ansigt stivnede og øjnene lynede. Mit eget ansigt krakelerede i gråd.
"Til dig" sagde jeg for at understrege at det var hende jeg havde plukket æblerne til.
Min mor tog hastigt en tallerken fra opvaskebaljen og kylede den i gulvet.
"De er overhovedet ikke modne, pigebarn!"
Flovheden skyllede ind over mig, men der var intet at gøre. Det var for sent.
Min mor begyndte at græde og jeg vidste ikke hvorfor.. men hun rev sig selv i håret, rystede, alt imens jeg tabte æblerne og de buldrede ned på gulvet. Trillede rundt og rundt og rundt.
I næste øjeblik ankom to drenge fra bålet, greb fat i mine arme og det lilla oversvømmede mig.
Næste gang jeg åbnede mine øjne befandt jeg mig på mit gamle værelse, i min gamle seng. Samme dag som episoden med æblerne var hændt. Min mor kom ind i værelset med en stor bamse i favnen, satte sig ved siden af mig på sengekanten og lagde armen om mig.
"Undskyld Luna, mor er ikke helt sig selv for tiden. Se, den skal du have min pige."
Lettelsen strømmede ind over mig, mens jeg krammede bamsen ind til mig som en evig tryghed.
"Pas godt på ham. Hvis du føler dig bange, så kig blot i hans øjne. Han hedder forresten Bamse"
Den sidste gang jeg åbnede øjnene stod jeg ved et hav af flammer. Jeg stod ved det hus jeg engang havde nydt synet af, men nu afskyede. Jeg vendte ryggen til, prøvede desperat at slippe væk fra ildens lange tunger. Men jeg løb lige ind i Pers arme.
"Det er nu, du skal gøre dig klar til at ændre fortiden Luna, gør dig umage!" Han puffede mig frem mod ilden, og min tillid til ham blev med det samme brudt. Jeg skimtede op mod taget, følte hjælpeløsheden trænge ind over mit allerede panikslagne og febrilske sind. Med sveddråberne haglende ned af mig, fik jeg øje på en skikkelse i vinduet der fik mit hjerte til at springe et slag over. Min mor. Hun klamrede sig til vinduet, vidste at det gjaldt liv eller død. Hun skreg.
"Mor!" Jeg gispede i forsøget på at tage en dyb indånding og bankede døren ind. Som en mur strømmede røgen hidsigt imod mig, som havde den trang til at kvæle. Målbevidst modstod jeg både varmen og røgen, og lod mig falde ned på gulvet. Kravlede frem i søgen efter trappen. Hostende og spruttende fandt jeg den, og bevægede mig op hvor der var mere røg, men hvor også min mor befandt sig. Jeg åbnede døren ind til mit værelse hvor jeg som det første mødte min mors rædselsslagne blik. Hun havde kæmpet i lang tid og var nu udkørt. Jeg trak hende af sted hen over gulvet, tænkte ikke på andet end at få hende ud. Vi var omringede af ild, men en form for magi havde forvildet sig ind i huset, og en vilje og gennemslagskraft havde indhyllet min sjæl. Jeg ville vinde, besejre ilden.
Med en sidste kraftanstrengelse fik jeg bugseret døren op. Med ildens kløer bidende i mine ankler vandt jeg.
Det gjorde næsten ondt at indånde den friske luft igen, men endnu mere ondt gjorde det at tænke på hvor tæt på døden min mor havde været.
"Jeg elsker dig, Luna. Jeg vil altid elske dig"
Igen sad jeg ved ilden. Hev efter vejret og følte at jeg druknede i et hav af følelser. Drengene havde forladt sine ansigtsmasker og smilede nu til mig.
"Din mor var død Luna. På grund af din selviske tankegang og dit egocentrerede sind. Hun var død. Du fik en chance, og branden har nu aldrig fundet sted. Du har bevist at du kan ændre dig, at du kan ofre dig for en du virkelig elsker. Du har reddet din mors liv."

Drengene forsvandt, de grønne flammer forsvandt, og kun røgens kringlede mønster steg op mod den sorte nattehimmel. Jeg krammede Bamse ind til mig og så ind i dens hvide øjne. For første gang i dens ellers så udtryksløse øjne så jeg derinde et glimt af kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...