En sindsyg piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Jonathan finder ved et tilfælde en lille dagbog. På den første side står der med store bogstaver: "Jeg er sindsyg".
Jonathan beslutter sig for at finde dagbogens ejermand, men hvor svært kan det blive, når alt ikke er hvad det ser ud til?

6Likes
26Kommentarer
868Visninger
AA

6. Tomrum

Jeg havde taget fejl af klokken. Og nu sad jeg så her. For første gang i hele mit 15 årige liv var jeg kommet 20 minutter for tidligt i skole. Fordi mit ur var gået i stå. Jeg forbandede det ur og min mangel på andre ure, men det var der ikke så meget at gøre ved. Nu var jeg her.

Jeg smed min taske ved bordet og satte mig med et bump ned på stolen. Jubiii, 20 minutter for tidligt!

Jeg smilede kort over min negative holdning, inden jeg trak den lille kinabog op af lommen. Efter at jeg havde smidt den ind i hjørnet i går aftes, havde jeg ladet den ligge der hele natten. Mit afsky til den var blevet større, og jeg prøvede at lade være med at tænke på den, da jeg vågnede, men hvad var det første jeg gjorde? Jeg gik over, samlede den op og lagde den i mine bukser, som lå på gulvet. Jeg kunne bare ikke slippe den.

Jeg kiggede mig en enkelt gang omkring. Selvom jeg lige var kommet ind i klassen, ville jeg ikke have at nogen skulle opdage at jeg sad og læste i en lille kinabog. For det første, så ville det nok sprede en masse rygter, og for det andet kunne det være at ejeren kom ind. Gad vide hvad hun egentlig ville gøre mod mig? Og ville hun stadig synes om mig efter det her?

Glem det, sagde jeg skarpt til mig selv. Det vil hun helt sikkert ikke.

Og med de tanker åbnede jeg den lille bog og begyndte at læse.

 

Kære Diana

Nu er jeg skam faldet ned. Helt ned. Og bare rolig jeg har ikke lyst til at rive nogle sider ud af dig i dag, overhovedet. Det har bare været en rigtig møgdag.

Ingen kan lide mig. Det må nok være pga. sindsygen. Ikke engang min hest vil kendes ved mig. Og ved du hvad, nu hvor jeg føler mig mere alene end nogensinde før, så er sindsygen stærkere. Den har mere fat i mig, og jeg falder nemmere ned i tomrummet. Det sorte tavse tomhul. Som så ikke er så tavst endda, men fuldt af deprimerende sange, som bare trækker mig længere ned. Deprimerende ikke?

Men det underlige ved dette tomrum er, at det er her jeg føler mig mest tilpas. Jeg har ingen bekymringer, eller jo, men jeg kan tænke det hele igennem, det er min egen lille verden inde i mit hoved. Det er rent faktisk megget rart.

Og her bliver jeg igen forvirret. For som jeg har set på utallige film og læst i flere bøger, så burde man da blive nedtrygt og have selvmordstanker burde man ikke? Men det har jeg altså ikke. Overhovedet. Det er mere som om jeg kan tænke over livets store spørgsmål når jeg bare er i mit tomrum. Og så lægger jeg også mere mærke til, alt det smukke omkring mig.

Men stadig så er det lidt deprimerende. Specielt nu, hvor jeg føler mig så alene. Jeg tænker ikke engang så meget på ham længere. Mit tidligere dagdrømmeri har fået en brat ende, og man så må sige. Jeg tror bare at det jeg mest har brug for lige nu er en god ven. En ven der forstår mig. Ja, som om der er andre i nærheden, der er sindsyg på min måde. Det skal jeg nok ikke lige regne med. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at håbe.

Hvis bare mit liv ikke var så underligt lige nu. Nogle gange får jeg de her flip, hvor jeg bare føler mig mega hyper, og andre gange er jeg helt nede. Som jeg er nu.

Selv i de høje perioder føler jeg mig alene. Underligt ikke? Selv når jeg har alle mine veninder, er jeg der ikke rigtig. Jeg passer ikke ind. 

Forestil dig at se en film i sort/hvid. Og så kommer jeg ind i billedet i sprudlende farver. Jeg passer ikke ind nogen steder. Jeg går rundt mellem dem, men vil aldrig kunne blive ligesom dem. Aldrig.

Ja, og det er så sådan nogle ting jeg kommer til at tænke på nu, Diana. Hyggeligt ikke? Som jeg skrev lidt tidligere så tænker jeg utrolig meget over tingene, når jeg er i mit tomrum. Tænker over verdenssituationen og andre enormt underlige ting. Eller verdenssituationen er nok ikke ligefrem så underligt, men når jeg nu ikke ved så meget om det, så er det underligt.

Ligesom min humor. Jeg sidder rent faktisk og griner nu, jeg skriver i dig. Gud, hvor er det latterligt! Jeg er latterlig. Alt er egentlig latterligt. Og alle for den sags skyld. Specielt min matematiklærer, men det er noget helt andet, for han ved det.

Nu må jeg hellere stoppe inden jeg kører den alt for langt ud. Jeg kunne snildt fortsætte sådan de næste 200 ord eller mere. For det er ca. sådan mine tanker går. Skifter emne i korte uforståelige sætninger.

Jeg håber ikke det blev alt for indviklet. Sådan er det bare i mit hul.

Din Z 

 

Jeg tænkte lidt over de sidste sætninger. Korte og underlige. Godt, det var ikke kun mig, der tænkte sådan!

Forsigtigt bladrede jeg videre, men jeg nåede ikke at læse mere end:

Kære Diana

Sådan et tomrum forsvinder altså bare ikke...

Skridt på vej mod vores klasse stoppede mig, og jeg klaskede hurtigt bogen sammen og lagde den ned i lommen lige i tide til at se Freja komme ind af døren.

"Godmorgen", smilede hun friskt til mig, og jeg sendte hende et kort smil. Kunne det være hende, der havde skrevet det hele?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...