En sindsyg piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Jonathan finder ved et tilfælde en lille dagbog. På den første side står der med store bogstaver: "Jeg er sindsyg".
Jonathan beslutter sig for at finde dagbogens ejermand, men hvor svært kan det blive, når alt ikke er hvad det ser ud til?

6Likes
26Kommentarer
805Visninger
AA

9. Svigt

Hendes blik fandt mit, og hendes grønne øjne lynede. Jeg stirrede paralyseret på hende. Det var løgn!

"Fandt den!" udbrød min søster, men jeg ignorerede hende. Mit blik var fæstnet ved Leas øjne, der et øjeblik så slørede ud, som om hun var ved at få tårer i øjnene. Hvilket jeg egentlig godt kunne forstå.

"Øh...?" spurgte min søster, og jeg vendte blikket så jeg kunne se at hun stirrede skiftevis fra Lea til mig. "Hvad går det her ud på?" Hun er rimelig god til at læse andre folks følelser, og denne gang var ikke en undtagelse. Jeg vendte blikket tilbage mod Lea, som havde taget en fornøjet maske på, men masken kunne ikke skjule at hun var oprørt.

"Hvad mener du?" spurgte hun lidt for energisk, men min søster så ikke ud til at tage sig af det. Sikke en menneskekender! Det sidste jeg så, inden min søster lukkede døren efter sig, var Leas blik. Det var fyldt med sorg.

Lidt efter begyndte dundrende musik at strømme ind gennem væggen. Jeg havde ikke flyttet mig en millimeter.

"And I tried telling you everything´s not broken..."

Jeg sukkede og smed mig i sengen, så mit hoved igen dunkede ind i væggen, men Fools Corner overdøvede det. Hvis bare jeg kunne komme ind i det hjørne! Jeg måtte nok være verdens største fjols!

 

Den næste dag havde vi vores sidste biologitime. Jeg havde lige fra morgenstunden prøvet at komme til at tale med Lea, men hun havde ignoreret mig for groft, med hovedet godt begravet i en eller anden bog. Sikkert en krimi. Hvad fanden kunne jeg gøre? Et undskyld var langt fra nok, havde jeg regnet ud for længst.

I går havde jeg prøvet at komme til at snakke med hende om det, og jeg havde endda banket på min søsters dør for at virke venlig, men hver gang var det min søster der åbnede og spurgte hvad jeg ville. Lea havde bare siddet bagved og stirret tomt ud af vinduet, da jeg kom med en lang søforklaring til min søster om hvad jeg egentlig skulle snakke med hende om. Nu troede min søster sikkert at jeg var sindssyg, men det havde hun nu altid haft en formodning om.

Da vi endelig fik biologi i de sidste timer, havde jeg stadig ingen ide om, hvad jeg skulle sige. Undskyld ville langt fra være godt nok, men hvad fanden skulle jeg ellers sige? Diverse sætninger og undskyldninger havde hele dagen løbet igennem mit hoved, men de var alle blevet kasseret igen. Ingen ord kunne rette op på det her.

Jeg zigzaggede mellem bordene for at komme ned til Leas plads, hvor Johanne allerede sad med mobilen i skødet. Hvordan kunne jeg tro det var hende, der havde skrevet det? Hvis hun skulle have skrevet sine inderste tanker et sted, ville det nok have været inde på hendes mobil. Hun kendte sikkert ikke engang ordet dagbog.

Lea kiggede kort op da hun hørte at jeg trak stolen ud, men da hun så det var mig, vendte hun hurtigt blikket væk. Johanne sms´ede videre på sin mobil. Freja var syg.

Efter at tavsheden havde varet længe nok, og jeg ventede på at skolens dødssyge computer skulle starte op, brød jeg tavsheden. "Øh, hvordan er det helt præcis vi skal bygge det op?" Sikke et ordvalg! Men det var nok sleve ordvalget, der et kort øjeblik fik Lea til at kigge op på mig, inden hun igen var dybt optaget af computerskærmen foran hende.

"Vi skal bare have printet noterne ud", sagde hun koldt, og lænede sig frem, for at komme tættere på skærmen. Hendes fingre trommede mod bordet, og melodien lød umiskendeligt meget som Fools Corner, hvilket igen fik mig til at ønske mig hen i det hjørne. Hvorfor havde jeg læst i den pokkers dagbog? Min dårlige samvittighed trykkede mig længere og længere ned, men jeg følte at jeg fortjente det. Jeg fortjente det i den grad.

"Så er det printet", annoncerede Lea uden entusiasme, og skulle til at rejse sig op, da jeg stoppede hende.

"Johanne, vil du være så sød at hente det?" spurgte jeg, og et øjeblik så jeg hendes mørke øjne kigge underligt på mig. Til sidst trak hun bare på skuldrene, rejste sig og gik, stadig med øjnene klistret på mobilen. Hun ville helt sikkert gå ind i en eller anden!

Da jeg igen vendte blikket mod Lea, havde hun sat sig ned, og stirrede igen ind i skærmen foran hende. Lyset oplyste hendes ansigt nedefra, så det så mere alvorligt ud. Men jeg må indrømme at hun var naturligt smuk, selvom det nok ikke ligefrem var det bedste tidspunkt at finde ud af det på.

"Lea..." begyndte jeg, men som sagt havde jeg ingen anelse om, hvad jeg ville sige. Hun kiggede dystert op på mig, og hvis blikke kunne dræbe var jeg blevet dræbt på stedet. I mit stille sind takkede jeg, hvem der end havde skabt os for, at vi ikke var blevet udstyret med dødbringende blikke. Selvom jeg nok ville have fortjent at blive dræbt af det hun sendte mig.

Hun løftede hånden og kiggede koncentreret ned i skærmen igen.

"Glem det... Jeg ved ikke hvor meget du har læst, men jeg er praktisk talt også ligeglad. Hvis du har lyst til at dele det med hele skolen så gør det. Hvis du ikke vil så lad være. Men bland mig helt udenom". Og med de ord rejste hun sig og gik ud af klassen med taktfaste skridt. Jeg kørte en hånd gennem håret. Hvordan skulle jeg kunne rette op på det?

Johanne kom tilbage med noterne og satte sig med et bump på stolen, hvorefter hun smed en stak papirer på bordet. "Her er de", sagde hun lavt dog uden at fjerne blikket fra mobilen. Hvordan havde hun klaret den hele vejen ned til biblioteket, uden at have fået en eneste skramme?

Da Lea kom tilbage lige inden vi skulle fremlægge, sagde hun ingenting, men satte sig på sin stol og pakkede et par høretelefoner ned i tasken. Hun havde været væk i lidt over en halv time, men jeg turde ikke spørge hvor. Jeg ville nok bare få endnu et dræberblik.

"Noterne?" spurgte hun skarpt, og Johanne rakte hende dem. "Lad os så få fremlagt".

 

Efter fremlæggelsen skyndte alle at få pakket sammen, og inden jeg kunne nå at gøre noget, var Lea forsvundet ud af døren. Det sidste jeg så af hende var hendes flagrende hestehale.

Jeg vidste ikke hvordan jeg ville kunne gøre det godt igen, men en ting var sikkert. Jeg blev nød til at gøre det godt igen. Og jeg havde kun fire dage inden sidste skoledag til at finde ud af hvordan...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...