En sindsyg piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Jonathan finder ved et tilfælde en lille dagbog. På den første side står der med store bogstaver: "Jeg er sindsyg".
Jonathan beslutter sig for at finde dagbogens ejermand, men hvor svært kan det blive, når alt ikke er hvad det ser ud til?

6Likes
26Kommentarer
806Visninger
AA

4. Svaghed...

Mit ben kørte uroligt op og ned. Det var ikke noget jeg kunne kontrolere, det skete bare. Ligesom mine tanker, der kørte omkring kinabogen. Jeg ville helst glemme alt om den, men det var lidt svært, da ting der mindede mig om den skete. Først på dagen, havde jeg opdaget det lille sted over tavlen, hvor der stod `I Was Here´ med små bogstaver. I dansktimen snakkede vi selvfølgelig om at man ikke skulle lave lange snørklede sætninger. Og nu i biologitimen var jeg stødt på et underligt ord, som jeg ikke forstod betydningen af, men sikkert betød noget klogt. Det var næsten som om min omverden ville have mig til at læse mere, så jeg kunne finde ud af hvem personen var.

"Jonathan, hvilket emne har jeres gruppe valgt?" spurgte vores lærer Hanne. Jeg kiggede forvirret op på tavlen. Hvad mente hun? Var vi kommet i grupper?

Jeg kiggede rundt på folkene, der sad rundt om bordet. Lea, Johanne og Freja. Hvornår var de kommet?

Lea sendte mig et smil, inden hun lænede sig frem og hviskede: "Medicinske planter eller Træer og planter." Jeg sendte hende et hurtigt taknemmeligt smil.

"Vi har valgt Medicinske planter eller Træer og planter", annoncerede jeg, og spredte fnis brød stilheden, da Hanne skrev mit navn op ved de to kategorier. Selvfølgelig skulle der gøres grin med det! Men hvad havde jeg egentlig regnet med? Folk griner af alt de finder bare det mindste morsomt.

Jeg sukkede og strakte benene, da Hanne gik videre til de næste grupper. Hvad havde vi egentlig om?

 

"Okay", begyndte Lea, da vi sad ude på gangen, og skulle til at finde materiale til vores oplæg om regnskovens træer og planter. Det var regnskoven vi havde om!

"Hvis jeg nu finder noget om træerne, kan du så finde noget om specielle planter, Johanne? Og Freja, du kunne finde noget om hvad specielt der er ved regnskove i forhold til de skove vi har her i Danmark? Godt!" Hun vendte blikket mod mig.

"Og Jonathan, hvis du nu begynder at lave diasset, ville det bare være perfekt!"

Jeg lavede en grimasse og svarede sakastisk: "Ligefrem perfekt? Så pænt et ord, hade jeg aldrig troet, du ville kalde mig?" Hun langede ud efter mig for sjov, og jeg grinede af hende. Hun var nu god nok.

Da alle var begyndt på hver sit arbejde, kunne jeg ikke lade være med at skæve til de tre piger. Kunne en af dem være hende den sindsyge? Eller hende der synes hun var sindsyg?

Mit første bud ville nok være Johanne. Hun var altid så indelukket, og snakkede aldrig specielt meget med andre. Men ville hun så kunne føre lange samtaler over telefonen med en anden? Og ville hun kalde det sindsyge? Det tror jeg ikke. Men alligevel, hvis jeg bare kunne få lidt mere at vide om personen ville det være meget nemmere. Nej, tænkte jeg. Du skal ikke engang strejfe den tanke!

Mit andet bud ville være Freja. Hun var en af de populære typer. Hun var altid klædt i det nyeste nye, og gik rundt sammen med alle dem i læderjakker. Men ville hun virkelig føle sig så meget udenfor? Jeg havde rent faktisk aldrig set hende deltage aktivt i sladderen, hun havde bare siddet og grinet falskt med. Men ville hun virkelig føle sig så meget udenfor, at det ligefrem var sindsyge?

Tilsidst havde vi jo Lea. Nørden. Klogeågen. Hende der var ligeglad med andres meninger, og hende alle kunne lide, fordi hun var sådan. Hun var ikke engang på min topti liste over mulige. Men alligevel. Man kunne aldrig vide, og specielt ikke, når jeg kendte hende så lidt jeg nu gjorde. Jeg hvade jo kun gået i klassen i to år, så jeg kendte ikke de flestes baggrund fra 6. klasse. Kunne hun have været en af dem, der legede hest? Nej, jeg ville mere sige at det var Johanne. Hvilket betød at jeg hellere måtte holde lidt bedre øje med hende fremover.

 

Den lille kinabog lå igen i min hånd. Rød mod min hvide hud. Jeg vidste ikke om jeg ville åbne den og læse mere. Hvad hvis forfatteren havde skrevet flere hemmeligheder? Flere hemmeligheder, som egentlig skulle holdes for hende selv? Ville jeg så ikke være et enormt svin, hvis jeg bare læste det? Jo, det ville jeg.

Jeg sukkede og bladrede alligevel om til det første side.

Kære lille kinabog... Og så videre. Jeg begyndte at læse teksten forfra. Det var jo ikke så værst som at læse videre, var det?

Jeg burde have vidst at jeg ville læse videre. Hvorfor i alverden skulle jeg ellers tage den lille bog op af skuffen?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...