En sindsyg piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Jonathan finder ved et tilfælde en lille dagbog. På den første side står der med store bogstaver: "Jeg er sindsyg".
Jonathan beslutter sig for at finde dagbogens ejermand, men hvor svært kan det blive, når alt ikke er hvad det ser ud til?

6Likes
26Kommentarer
881Visninger
AA

2. Forvirring

Kære Diana

 

Jeg føler mig lidt sikrere på, at jeg kan stole på dig. Altså jeg vil nok aldrig stole helt på dig, men jeg tror min tillid allerede nu ligger mere hos dig end hos nogen anden. Selvom du er en bog.

Altså det med sindsygen. Det er svært at forklare, det føles bare sådan. Altså jeg har selvfølgelig aldrig været det rigtig. Ikke hvad jeg ved af. Men alligevel. Jeg er forvirret.

Jeg må vist hellere forklare dig det fra starten.  

Det hele startede for et par måneder siden. Jeg gik sammen med mine veninder i skoven, da en af dem pludselig udbryder: "Har i hørt det om ***** (Jeg synes ikke du behøver at vide hendes navn)". Jeg følte mig utilpas over det. Hvorfor ved jeg ikke. Burde jeg som pige ikke elske sladder? Alt der kunne få andre ned på jorden, når jeg synes de var for højt oppe? Det burde jeg. Men det gjorde jeg ikke. Jeg hadede det. Og det var der, det gik op for mig. Jeg var anderledes.

Selvfølgelig var det ikke en stor ting. Men det var bare der det gik op for mig. At jeg ikke var som alle andre.

Jeg har altid været lidt af en særling. Jeg legede stadig hest i 6. klasse og får nogle gange nu enorm lyst til at klatre så højt op i et træ, som jeg nu kan. Bare for at se om jeg stadig kan.

Da jeg fortalte om den frie følelse i trætoppen til en af mine veninder, fnyste hun bare af mig.

"Leger du stadig i træer?" var hendes spørgsmål, og jeg svarede selvfølgelig nej. Nej, det gjorde jeg ikke, det ville jo være for barnligt!

Men hvorfor, undrede jeg mig over bagefter. Hvorfor var det underligt at føle sig fri? Skulle jeg bare hele mit liv være bundet fast til et og samme sted? Skulle det virkelig være sådan at være 15?

Åbenbart. Nu når man er 15 handler alt om druk og fest. Om at overskride grænser overfor alle andre, at svine andre til så man selv kan få lidt anderkendelse. Som så hurtigt forsvinder igen.

Det er igen her, jeg føler mig anderledes. Jeg forstår det ikke. Jeg er forvirret. Jeg tænker anderledes.

Min tankegang er bare anderledes. Hvilket så må betyde at jeg er sindsyg, må det ikke? Jeg forstår jo intet af det de andre taler om.

Diana, nu har du fået lidt mere at vide om mig. Jeg føler mig faktisk lettet. Det er dejligt at få det skrevet ned, få det væk for et øjeblik. Men selvfølgelig kan jeg ikke bare lave om på min tankegang. Jeg er så vandt til det, så jeg sikkert sagtens kan leve med det. Men kan andre det?

 

Din Z

 

Denne Z rumstrede rundt i mit hoved den næste dag. Hvem fanden var hun? En 15-årig fra klassen, der følte sig anderledes, men skjulte det. Hun skulle nok være nem at finde!

Jeg sukkede og kiggede rundt i håb om at svaret ville komme til mig. Men nej. Ingen af pigerne så ud til at have nogle grubler omkring påstået sindsyge. Altså hun måtte være en sindsyg god skuespiller! Og der var det igen. Sindsyg.

"Og er der nogen der kan svare på hvorfor Cl gerne vil modtage en ekstra elektron?" spurgte vores fysiklærer Henning og kiggede rundt i klassen. En hånd ved siden af mig blev med det samme rejst.

"Ja, Lea?"

"Cl vil gerne modtage en elektron mere, da det så har otte elektroner i yderste skal, hvilket den gerne vil have", svarede Lea prompte. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun vidste bare alt!

"Ja, det er rigtigt. Og er der så nogen der kan fortælle mig hvorfor?"

Igen røg Leas hånd i vejret, men Henning sendte hende bare et smil og kiggede videre rundt. Da han ikke fandt andre frivillige, kiggede han ned bagerst i klassen for at finde et offer.

"Johanne, ved du det?"

Johanne kiggede forvirret op fra sin telefon, som hun gemte på skødet. Hun rystede langsomt på hovedet. Henning sukkede og gav Lea lov til at svare. Det sikre valg.

Resten af timen kunne jeg ikke koncentrere mig om selve opgaven. Hvad vi havde om, fik jeg aldrig fanget, men heldigvis lavede Lea det hele, og jeg behøvede bare stå og se dumt på, mens mine tanker fræsede afsted. Hvem var denne Z?

De eneste ting, jeg var sikre på, var:

Det var en pige.

Hun var 15, og gik sandsynligvis i klassen (for hvorfor skulle hendes kinabog ellers ligge under kommoden?).

Hun følte sig anderledes og det var hendes begrundelse for sindsyge.

De tre spor første mig ikke ligefrem tættere på svaret. Jeg blev nød til at få læst noget mere, selvom den dårlige samvittighed allerede gnavede i mig over at læse en anden persons inderste tanker. Me hvad kunne jeg ellers gøre? Hvis jeg bare lagde den tilbage under kommoden kunne en anden, der ikke havde samvittighedskvaler, finde den og så sende hele indholdet ud. Nej, jeg blev nød til selv at finde personen. For hendes eget bedste.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...