En sindsyg piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Jonathan finder ved et tilfælde en lille dagbog. På den første side står der med store bogstaver: "Jeg er sindsyg".
Jonathan beslutter sig for at finde dagbogens ejermand, men hvor svært kan det blive, når alt ikke er hvad det ser ud til?

6Likes
26Kommentarer
802Visninger
AA

1. Den lille røde kinabog

Det værste ved at være duks var alle de papirer og andre ting folk bare smed rundt i klassen. Det var altid et værre hyr at få det hele ryddet op. Og lige den dag hvor det var allerværst, havde jeg selvfølgelig fået tjansen.

På præcis denne dag, havde nogle af de andre drenge valgt at smide alle deres ark rundt i klassen, så det var lige før at gulvet kunne se ud til at være lavet af papir.

Sikke et miljøspild, kunne jeg ikke lade være med at tænke, da jeg smed papir efter papir ned i skraldespanden. Tænk på hvor mange træer der blev fældet for det her. Vi burde begynde at koncentrere os mere om vores omverden. Hvilket selvfølgelig ikke var noget, jeg sagde højt. Det var jo usejt at tænke sådan nogle tanker, og det med at være usej, er ikke rart. Jeg havde prøvet at være udenfor en enkelt gang, og lige siden havde jeg gjort alt for at holde mig i gruppen. Jeg havde endda selv været med til at smide papir, uden at tænke på konsekvenserne. Men det var ikke særlig meget!

Jeg sukkede, da jeg lænede mig ned for at samle nogle papirer op under kommoden. Og ud med den enorme bunke papirer gled en lille rød kinabog.

Jeg kiggede undrene på den. Hvem i alverden smider rundt med sådan en? Det er for underligt!

Jeg samlede den langsomt op og vendte den om. Den var helt ens på begge sider, med de samme snoede guldmønstre. Gad vide hvad det var?

Jeg smed stakken af papirer jeg havde samlet i hånden i den allerede godt fyldte skraldespand, og åbnede forsigtigt den lille bog.

Mine øjne begyndte automatisk at læse den pæne skrift, som størstedelen af pigerne i klassen havde.

 

Kære lille røde kinabog.

Jeg må desværre meddele dig, at du nu er blevet nedgraderet til dagbog. Men det er skam ikke nogen dårlig nedgradering! I pakken med nedgradering til dagbog, får du nemlig også et navn. Diana, har jeg valgt, da jeg synes det passer godt til dig. Lidt kongelig har man da lov til at være.  

Nå, men nu til grunden til at du overhovedet skulle nedgraderes lille kinabog. Eller Diana. Eller hvad jeg nu end vælger at kalde dig.

 

Kære Diana (det lyder meget bedre en lille kinabog)

Jeg er sindsyg. Altså jeg har ikke fået stillet en diagnose på det, men jeg ved at det er sandt. Hvorfor skulle jeg ellers føle mig så... Anderledes? Udenfor? Jeg ved ikke, hvordan jeg kan beskrive det. Det er en underlig tom følelse. Ligesom dengang jeg tænkte på døden. At jeg kun har et liv til at nå, hvad jeg vil, og så forsvinder jeg bare igen. Ligesom alle andre. Ligesom alt andet. Og der er intet jeg kan gøre ved det.  

Det er det samme nu. Jeg føler mig tom, når jeg tænker på det. Jeg er sindsyg. Jeg forsvinder også engang i mellem. Nogle gange er jeg bare ikke til stede, det føles som om jeg er et andet sted. Kender du det? Nej, sikkert ikke. Du er jo trods alt kun en lille kinabog. Eller dagbog. Eller, undskyld, Diana.

Jeg er bare så forvirret lige nu. Mine tanker går andre veje end alle andres, og ofte føler jeg mig ikke til stede. Mit sind forsvinder, og lader kroppen blive tilbage som en tom skal. Og det er de tidspunkter hvor jeg føler mig allermest tom.

Kære Diana, jeg skriver ikke mere for denne omgang. Jeg skal lige finde ud af om jeg kan stole på dig. Du er jo trods alt kun en bog. Undskyld, det mente jeg selvfølgelig ikke!  

Din Z

 

En dør der smækkede fik mig til at lukke bogen med et smæld. Hvad havde jeg gang i? Jeg kunne da for guds skyld ikke læse i en anden persons dagbog! Det kunne jeg bare ikke!

Men en lille tanke i mit baghoved svarede mig imod. Selvfølgelig kunne jeg da læse den. Den havde ligget under kommoden. En eller anden må have tabt den. Og jeg kunne jo rent teoretisk set ikke finde ud af, hvem der ejede den, hvis jeg ikke læste noget mere?

Jeg sukkede og proppede den i lommen, hvilket den var lille nok til. Jeg skulle nok hurtigt finde ejeren. Jeg havde hørt noget med at man afslørede alle sine hemmeligheder i ens dagbog, så når jeg læste videre ville jeg nok få et klart hint af, hvem der ejede den. 

Altså hvis jeg nu kendte personen. Umiddelbart ville jeg have sagt at det var en fra klassen, men hvad jeg vidste af, var der ikke nogen sindsyge personer. Eller hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...