En sindsyg piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Jonathan finder ved et tilfælde en lille dagbog. På den første side står der med store bogstaver: "Jeg er sindsyg".
Jonathan beslutter sig for at finde dagbogens ejermand, men hvor svært kan det blive, når alt ikke er hvad det ser ud til?

6Likes
26Kommentarer
807Visninger
AA

8. Chok

Jeg lagde bogen på sengen og rejste mig op. Cornflakesene i skålen var blevet helt bløde og ulækre, så jeg gik ud i køkkenet for at smide dem ud. Det helt store madspild, men det var der ikke så meget at gøre ved.

Jeg tænkte så det knagede. Hvem fanden kunne det være, der havde skrevet det i bogen? Og hvem i alverden vidste noget som helst om sorte huller og andre ting ude i universet?

Et øjeblik kom jeg til at tænke på Lea. Hun vidste praktisk talt alt. Og med alt mener jeg virkelig alt. Men det virkede bare ikke rigtigt. Hun kunne for Guds skyld ikke have skrevet noget af det der. Eller kunne hun?

Jeg følte mig som en slange. Eller nej ikke rigtig, for jeg havde jo stadig arme og ben og behøvede ikke at bruge tungen til at dufte mig frem til maden med, men altså rent hypotetisk. En slange, der snagede i andre folks personlige sager. Og ikke umiddelbart havde nogle større skrubler over det. Hvad hvis jeg nu fandt ud af, hvem der havde skrevet det? Hvad ville jeg så gøre? Jeg kunne ikke bare gå hen: "Dav, jeg har lige læst alle dine inderste tanker, men her er din dagbog!" Nej, det ville bare være forkert.

Jeg hældte alt skålens indhold ud i vasken, da jeg hørte hoveddøren smække. Det var sikkert min søster. Og efter at høre på lyden af en samtale, kunne jeg regne ud, at hun havde en veninde på besøg. Fantastisk, så kunne jeg få lov til at høre på pigefnadder gennem væggen hele dagen!

Min søster kom først ind, hendes korte lyse hår flagrende omkring hende, da hun vendte sig om for at snakke videre med personen, der kom ind efter hende. Det skal lige siges at min søster kun er et år yngre end mig, men drønhamrende irriterende. Eller ikke altid, men ofte. Specielt når hun har veninder på besøg.

Noget jeg dog ikke havde regnet med var, at veninden, hun havde med i dag, var hende. Ind af døren efter min lillesøster kom Lea, med hendes blå skoletaske over skulderen.

"Hej", smilede hun stort til mig, inden min lillesøster trak hende med ind på sit værelse. Okay, det havde jeg dog ikke regnet med. Ikke fordi det ragede mig en papand. Igen. Hvad havde jeg med ordet papand? Nå, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på dagbogen, da jeg så Lea. Kunne det være hende, der havde skrevet det? Personen blev nød til at være lidt klog, for at kunne stave så fejlfrit, kom jeg til at tænke på. Men det virkede bare forkert.

Da døren ind til værelset smækkede i, vækkede det mig fra min døs. Jeg stod stadig med skålen tippet, så indholdet, der ikke længere befandt sig i skålen, kunne rende ned i vasken, hvilket ikke længere var tilfældet. Jeg lagde den hurtigt på bordet, så den klirrede mod granitten, inden jeg tog mig sammen til at gå ind på mit værelse igen. Den lave mumlen fra værelset ved siden af, forstyrrede mig, da jeg tog den lille bog i hånden for at læse videre, og tanken om at det kunne være at personen der sad lige inde ved siden af, der kunne have skrevet det, jeg snagede i, gjorde mig utilpas. Nu kom de moralske skrupler!

"Kære Diana", læste jeg, men stemmerne inde ved siden af forstyrrede mig, da de steg i styrke.

"Virkelig?!" lød min søsters irriterende stemme, og lidt lavere kunne jeg høre at Lea svarede hende. Hvad kunne jeg dog ikke høre.

Jeg vendte igen opmærksomheden mod bogen.

Kære Diana

Jeg ved rent faktisk ikke hvad jeg skal skrive. Jeg har lige været til matematikeksamen her i dag, og er du gal, den var besværlig! Men det var jeg heldigvis ikke den eneste, der synes, og jeg hørte noget om, at det var nemmere at få gode karakterer i år, så jeg håber bare på det bedste. Kryds fingre for mig!

Ellers er der ikke sket så meget andet. Jeg er stadig i farver, mens resten af verden bare er sort og hvid. Eller næsten. Altså, der var ham her ik´?

(Jeg bed mig selv i tungen, bange for hvad der nu skulle ske)

Jeg tror ikke på skæbnen. Men der er altså et eller andet. Rent tilfældigt, eller u-tilfældigt hvis man tror på skæbnen, føler jeg, at... Det er svært at forklare, når jeg ikke tror på den skæbne! For de eneste vendinger jeg kan komme i tanke om, inkluderer ordet skæbne, så det er lidt besværligt at forklare. Men altså, jeg tror at skæbnen hjælper mig (selvom jeg ikke tror på den). Tilfældigt er jeg kommet til at snakke med ham, selvfølgelig i skolesammenhænge, men stadigvæk. Nu er det som om at jeg ikke er helt så forkert i forhold til alle andre. 

Jeg har også fået en god veninde nu, der altså ikke bor 43 kilometer væk. Rent tilfældigt igen. Vi spillede fodbold til en fest, og jeg kom vist til at vælte hende. Men altså, det startede en samtale, og jeg har fundet ud af at hun rent faktisk er utrolig sød! Og hun tænker også lidt alla mig, hvilket får min sindssyge til at forsvinde lidt. Hvis andre tænker sådan, kan det jo ikke være så underligt, kan det? Det siger vi det ikke kan.

Bortset fra alt det, jeg lige har skrevet, er der ikke sket noget. Ikke andet end at jeg er blevet besat af krimier. Den bog der, jeg nævnte sidst ik´? Den er fantastisk! Og det er to´eren også. Og så har jeg fundet ud af at krimier lige er noget for mig! Jeg kan nemlig næsten regne plottet ud fra start, hvilket gør at jeg føler mig klog. Det sker ikke så ofte længere.

Jeg tror det var det, for denne gang. Eller vent, der...

Døren til mit værelse gik op med et brag. Eller ikke et brag, men det føles sådan i stilheden, der ellers havde hersket over mit værelse.

"Hvad...?" spurgte jeg og spredte armene ud i en spørgende gestus. Min søster ignorerede mig, og styrede direkte over til min cd samling, for at begynde at rode efter en bestemt cd. Jeg sukkede og kiggede ud af den åbne dør. Lige udenfor stod Lea. Hun stirrede chokeret på noget i min hånd. Dagbogen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...