En sindsyg piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Jonathan finder ved et tilfælde en lille dagbog. På den første side står der med store bogstaver: "Jeg er sindsyg".
Jonathan beslutter sig for at finde dagbogens ejermand, men hvor svært kan det blive, når alt ikke er hvad det ser ud til?

6Likes
26Kommentarer
787Visninger
AA

7. Biologi

Senere på dagen havde vi igen biologi, og vi satte os ud i de pågældende grupper. Jeg kunne ikke lade være med at sende mistænkelige blikke til både Johanne og Freja. Jeg var virkelig på bar bund nu, for hvad havde jeg egentlig at gå efter? Jeg valgte at sige at mit dias var hvad det var, og tog mit kladdehæfte, for at skrive punkter op.

Hvad jeg ved:

1. Er en pige

2. Tror hun er sindssyg

3. Har en forkærlighed for ordet egentlig (hvilket egentlig er ligegyldigt, men alligevel)

4. Føler sig alene

5. Har en hest

6. Jeg havde bare lyst til at skrive et sjette punkt... Er mere barnlig end andre?

7. Går i klassen (den var vigtig!)

8. Har et crush på en dreng...

Jeg havde ikke lyst til at skrive MIG, for det ville bare være for mærkeligt. Ikke nok med at denne pige troede hun var sindssyg, og jeg læste i hendes dagbog, så var det mig hun var forelsket i. Det var alt for uoverskueligt!

Jeg lod mit blik glide hen over punkterne og prøvede at sammenligne dem med først Johanne, derefter Freja. De eneste to punkter jeg var helt sikker på passede på dem begge var det med at det var en pige og hun gik i klassen, hvilket ikke førte mig nærmere noget som helst. Jeg sukkede frustreret og krøllede papiret sammen, for at lægge det i lommen.

"Hvad er der galt?" spurgte Lea nysgerrigt fra den anden side af bordet. En lille brun tot hår var kommet løs fra hendes hestehale, så den dinglede foran hendes grønne øjne, men det så ikke ud til at genere hende.

"Øh... Hvis jeg nu siger det er det her dias, tror du så på den?" svarede jeg med et skævt smil. Hun rystede på hovedet, men jeg lagde mærke til smilet, der spillede om hendes læber. Da hun igen vendte blikket mod skærmen, blev hendes ansigtsudtryk alvorligt, men dog med strejf af et smil i hendes øjne. Hvordan det kunne lade sig gøre, havde jeg ingen anelse om, men sådan var det.

"Hvordan ser det dias så ud?" spurgte en fra min højre side, og jeg vendte mig, så jeg kiggede direkte på Freja. Hendes lyse krøllede hår hang som altid løst, og da hun lænede sig frem for at tage et kig på diasset var jeg ved at få en stor manke hår i ansigtet, så jeg lænede mig hurtigt væk fra hende.

"Det ser da fint ud", nikkede hun anerkendende, og tog computeren fra mig. "Hvad synes du Johanne?"

Johanne sad, som altid, med sin mobil i skødet og hendes sorte farvede hår dækkede fuldstændigt for hendes ansigt. Da hun kiggede op, udstrålede hun sådan en ligegyldighed, at det kunne stamme fra en zombie, og trak på skuldrene.

"Det er da fint nok", var hendes eneste svar, inden hun igen var begravet i mobilen. Det var en af de der nye iPhone 5´ere, som kunne så og så meget. Jeg ved faktisk ikke hvad forskellen var på den og 4´eren, men den var åbenbart bedre. Synes nogle folk.

Jeg tog computeren til mig igen og lagde den forsigtigt på bordet. Diasset var nu ualmindeligt grimt efter min smag, men altså, vi havde om træer. Hvad kunne man forvente andet end en skriggrøn baggrund?

 

Da jeg kom hjem, var det første jeg gjorde at tage en skål cornflakes og lukke mig inde på mit værelse. Efter at have spildt lidt mælk på trægulvet, som jeg hurtigt tørrede op med strømpen, satte jeg mig forsigtigt på min seng. Den lille kinabog var igen i mine hænder.

Jeg åbnede den forsigtigt og bladrede hen til der, hvor jeg var nået. Jeg burde faktisk sidde og forberede mig til biologi. Vores biologilærer havde som den eneste af alle vores lærere insisteret på at have sine timer, så vi "kunne få det sidste med på vejen" som han hun sagde. Selvom vi var så heldige ikke at trække biologi til afgangseksamen, havde hun insisteret på at vi skulle lave en fremlæggelse som det sidste i folkeskolen. Men det ragede mig en papand. Og med ordet papand i hovedet begyndte jeg at læse videre i den lille bog.

 

Kære Diana

Sådan et tomrum forsvinder altså bare ikke. Det bliver ved med at være bagerst i min bevidsthed. Eller hedder det underbevidsthed? Glem det, men det jeg mener er at det altså ikke forsvinder. Selv når jeg er glad og føler mig lykkelig, er det altid klar til at sluge mig ned igen. Igen, igen. Som de sorte hulle ude i universet. Man ved ikke hvad de er, men de opsluger alting, og efter hvad jeg ved af, er det så godt som umuligt at komme ud af dem igen. Tror jeg da?

Nu er vi snart færdige med skoleåret. Lærerne er allerede begyndt at stresse over eksaminerne, selvom de først er om en måned, og de stresser mig. Fantastisk ikke?  Men på den anden side bliver sindssygen lagt lidt væk for en stund. Eller sådan da, jeg kan stadig mærke at den er der, ligesom det tomme hul. Eller skal jeg kalde det, det sorte hul?

Jeg er forvirret. Igen. Egentlig. Og nu kan jeg ikke engang udtrykke mig i hele sætninger. Det går godt!

Ved du hvad? Sikkert ikke, men altså i mit tomrum er der begyndt at komme lalleglade sange. Hvorfor ved jeg ikke, men det er rent faktisk et hyggeligt, selvom jeg nogle gange fanger mig selv med et smøret smil på læben. Gad vide hvad folk egentlig tænker? At jeg er hoven? Eller for den sags skyld sindssyg? Sikkert det sidste. Det ville ikke undre mig.

Nu er jeg i mit tomrum. Jeg føler mig sindssyg, anderledes, tom. Men alligevel har jeg lyst til at danse og synge, uden nogen egentlig grund. Det må være sindssygen.

Jeg tror det bliver det for denne gang... Nu skal jeg læse lidt i min bog, for jeg har endelig fundet en der fanger mig!

Din Z

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...