En sindsyg piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Jonathan finder ved et tilfælde en lille dagbog. På den første side står der med store bogstaver: "Jeg er sindsyg".
Jonathan beslutter sig for at finde dagbogens ejermand, men hvor svært kan det blive, når alt ikke er hvad det ser ud til?

6Likes
26Kommentarer
880Visninger
AA

3. Andre tanker

Jeg smed mig i sengen den aften og fiskede den lille kinabog, der havde ligget gemt under min hovedpude hele dagen, frem. Mine hænder rystede mærkeligt, da jeg igen studerede ydersiden af bogen.Gad vide hvem der havde siddet med den før mig? Hvem der egentlig havde skrevet det?

Jeg sukkede og tog mig sammen. Kom nu Jonathan, det er for hendes eget bedste! Eller nej, det var det ikke, indså jeg der. Jeg var bare for nysgerrig til at lade være med at læse videre. Jeg måtte finde ud af hvem det var!

Forsigtigt åbnede jeg bogen og bladrede om til den side, hvor jeg var nået til. Langsomt og omhyggeligt begyndte jeg at læse.

 

Kære Diana

Nu ved du lidt mere om mig. Om hvorfor jeg tænker, jeg er sindsyg. Synes du det er begrundelse nok?

(Nej, det er det ikke, kunne jeg ikke lade være med at tænke)

Derfor vil jeg nu begynde at skrive nogle dagshændelser ned. Det ligger lidt i din proffesion. Dag-bog. Nu har du jo fået baggrundshistorie nok, synes jeg.

I dag skete der ikke så meget. Og så alligevel. I dag var den første gang, hvor jeg lagde mærke til et lille punkt over tavlen, hvor der var skrevet: `I Was Here´. Latterligt, men jeg kunne ikke lade være med at smile over det. Det er så hyggeligt når man finder nye ting.

Ellers gik dagen som alle andre. Jeg er faktisk først kommet hjem nu, hvor jeg sidder og skriver i dig. Det er så hyggeligt. Og jeg får det også lidt bedre med mig selv. Hvorfor egentlig? Jeg skriver jo bare lige, hvad jeg tænker på lige nu. Det er da ikke så hyggeligt, eller er det? Jeg synes det er hyggeligt, så bare glem den lange snøvlede forklaring. Jeg elsker egentlig lange snøvlede forklaringer. Med masser af kloge ord i, for så smitter det. Så føler jeg mig klog.

Det er også en af grundende. Til tanken om sindsyge, du ved. Min hjerne skifter hele tiden ideer og tanker ud med nogle nye. Og de fleste af dem giver ingen mening. Eller det gør de for mig, men jeg tror at jeg hvis viste dem til andre ville de sikkert give mig ret. De ville sige jeg var sindsyg.

Derfor Diana skriver jeg heller ikke hvem jeg helt præcis er. Det er altid den fejl, der sker i film. En eller anden pige skriver sine dybeste tanker ned et sted, skriver sit navn, og så er der selvfølgelig en eller anden, der finder den og spreder alle oplysningerne ud på skolen. Den fejl vil jeg ikke begå. Et, jeg vil aldrig skrive mit navn, og to, jeg vil altid have dig på mig, så det minsker chancen for at andre får fat i dig. Lyder det ikke som en god plan?

Det synes jeg det er. Jeg er glad for du er enig med mig. det er der ikke så mange andre der er. Altid har de en mening om hvad jeg burde gøre. Ikke hvad jeg egentlig vil. Og det får mig til at føle mig udenfor. De lytter ikke til mig, Diana. Fabler bare løs om dem selv og alle de fantastiske ting der sker for dem lige nu og her. Om det crush de har på ham drengen fra parralelklassen og om hvor meget de egentlig ved. Jeg kan egentlig godt lide ordet egentlig. Det passer ofte ind synes jeg egentlig. Egentlig.

Nej, tilbage til hvad jeg skrev før (kan du se, hvad jeg mener med at mine tanker pludselig skifter?). Jeg ved at de udelukkende gør det, fordi alle andre gør det. Man bliver nød til at råbe højt for at få opmærksomheden. Gad vide om de egentlig gerne vil have at det hele skal spredes? Mine hemmeligheder holder jeg helt ind til kroppen. Og ingen kan se det på ydersiden. Ingen.

Men Diana, jeg stoler nok på dig nu, til at fortælle dig en stor hemmelighed. Bare for at få det skrevet ned, så jeg senere, når jeg om måske tre år åbner dig, og læser det her, kan sidde og grine af det. For det vil jeg helt sikkert. Uden tvivl. Det er så latterlig, at jeg ikke engang selv vil tro på det. Jeg kan ikke tro på det.

Nå, men nu til det. Der er denne søde dreng her. Han er altså utrolig sød. Og nu gentager jeg så mig selv! Flot! Nå, men jeg kan ikke lade være med at smile når jeg tænker på ham. Det er egentlig underligt. Jeg tør aldrig sige et eneste ord til ham. Hvorfor lige ham? Jeg ved det ikke. Jeg er forvirret.  

Det var lige præcis sådan noget man kunne finde i en af de der dagbøger fra film, som bliver spredt til hele skolen. Fantastisk! Nå, men jeg ville bare have det ned. Jeg passer jo selvfølgelig godt på dig.

Jeg er egentlig lidt trist nu. Det er sikkert på grund af alt det deprimerende musik jeg hører for tiden. Tanja (den eneste som jeg føler virkelig er min veninde) og jeg blev enige om at det var nok fordi at alle sange handlede om kærlighed. Eller bare var deprimerende.

Gud, hvor kunne jeg have brug for en god lang snak med hende lige nu! Det er desværre sådan, Diana, at vi bor meget langt fra hinanden. Vi ses ca. tre-fire gange årligt. Og så har vi LANGE snakke over mobilen. Dejlige lange snakke. Hun er faktisk den eneste jeg stoler mere på, end jeg stoler på dig. Men det er måske fordi hun ikke kender min skolegang så meget. Hun har intet med det at gøre. Og heller intet med sindsygen. For med hende føler jeg mig normal. Eller så normal man nu kan være, når man ellers har en ide om at man er sindsyg. Du ved hvad jeg mener.   

Nå, men jeg tror skam at jeg egentlig lige ringer til hende. Det kunne nu være dejligt at have en lang snak igen.

Godnat.

Din Z

(Forresten så valgte jeg Z fordi jeg synes det er et godt bogstav. Og så lyder det klogt!)

 

Jeg sad som forstenet og stirrede på siden og specielt et bogstav.

Z

Hvem i alverden kunne gemme sig bag det bogstav? Og ville jeg overhovedet have det at vide nu, efter at have fået hendes hemmeligheder? Jeg sukkede. Hvorfor var det også lige mig der skulle finde denne bog! Jeg smed den på hovedpuden og valgte at lægge mig ned i sengen, hvilket resulterede i at jeg donkede hovedet ind i væggen.

"Hvad laver du Jonathan?" råbte min søster inde fra værelset ved siden af.

"Øh... Ikke noget", råbte jeg tilbage. Det var sådan en kommunikationsmåde, der irriterede vores forældre grænseløst. De hadede råberi.

Jeg satte mig op af væggen og tog mig til hovedet. Mellem alt mit lyse strithår kunne jeg mærke en bule. Det var da bare fantastisk! Og hvad havde det hjulpet? Ingenting!

Og så alligevel. Jeg ville ikke læse mere af dagbogen. Jeg ville ikke have at vide hvem der ejede den. Jeg ville helst bare glemme alt om den!

Jeg rejste mig op, stadig med en hånd på mit baghoved, og snuppede den lille bog op fra hovedpuden. Med et klask røg den ned i den ø'verste skrivebordsskuffe, og jeg smækkede skuffen i efter den.

"Er du helt sikker på, at du ikke har gang i noget?" råbte hun igen. Jeg valgte at ignorere det og gik hen og lukkede min værelsesdør, så Michael Jackson i overstørrelse stirrede ned på mig.

Jeg skulle bare have noget søvn og prøve at glemme alt om den pokkers kinabog!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...