Før alt bliver sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Igang
Mor og datter lever under besættelsestiden i 2. verdenskrig. De tager i sommerhus i et par uger, hvor intet går som planlagt. Moren modtager en pakke med trist indhold, og deres ture ved stranden bliver i høj grad fatal for dem.

0Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

1. Før alt bliver sort

     ’’Se mor, se! Er den ikke bare flot?’’
     ’’Den er flot skat, men se nu at komme videre vi skal ikke være herude for længe.’’

     Vi har været herude i mange år, vores sommerhus er et af de ældste. I år er det bare anderledes, slet ikke det samme. Tyskerne besatte os for et par måneder siden nu, og jeg har stadigvæk ikke vænnet mig til tanken om, at de kører rundt i vores gader, og vi skal se ud som om alt er normalt. Det er en absurd tanke, for alt er langt fra normalt.

     Jeg får sand ned i mine sko, da jeg prøver at holde trit med Cecilie. Sandet får mig til at tænke på, da jeg for fem år siden var hernede med hende i maven. På det tidspunkt gik vi rundt på stranden, uden bekymringen om hvornår tyskerne kunne dukke op. Dengang kunne vi hoppe i vandet på en varm dag uden bekymringen om, at der pludselig ville komme tyskere ned på stranden.
     Det er altid, den bekymring jeg har, når Cecilie og jeg går vores ture på stranden. Cecilie vil så gerne ned til vandet og finde sten, og jeg vil ikke skuffe hende. Det er også derfor, vi går hernede tidligt om morgenen, for der kommer ikke tyske patruljer så tidligt.

     ’’Cecilie! Kom ned og spis frokost. NU!’’, råber jeg. Cecilie kommer styrtende ned fra hemsen og sætter sig ved bordet.
     ’’Mor, hvornår skal vi hjem?’’, spørger hun.
     ’’ Haha, vil du allerede hjem?’’, siger jeg med et smil på læben. ’’Vi tager hjem den 23. om en uge.’’
     ’’Har vi så allerede været her i en uge?’’, Cecilie ser overrasket ud, ’’Men jeg vil ikke hjem, far er jo heller ikke hjemme. Kan vi ikke bare blive her?’’ Jeg ryster på hovedet.

     Min mand blev udtrukket til at forsvare Danmark i krigen. Han har været væk, siden vi blev besat af tyskerne, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham, hvordan han har det, og om han nogensinde vil komme hjem i live.

     ’’Moaar, må jeg gerne få slik?’’ Vi er på vej hen til kiosken for at handle. Vi har allerede mødt to patruljevogne, og hver gang bliver jeg nød til at vinke og smile. Det giver mig kvalme.
     ’’Cecilie, vi kan købe lidt slik, men i dag får du kun ét stykke’’ siger jeg og sender hende et smil over skulderen. Cecilie kommer med et ’hrmpf’, men ellers klager hun ikke.
     Den tredje patruljevogn kører forbi os, jeg begynder at cykle hurtigere.

     Da vi kommer hjem, pakker jeg vores vare ud, mens Cecilie sidder og nynner.
     ’’Mor, kan vi ikke gå ned på stranden. Jeg vil gerne have nogle nye sten til min samling’’ siger Cecilie og sender mig et englesmil.
     ’’Cecilie kan vi ikke vente til i morgen, klokken er tre, og vi har ikke lyst til at møde flere patruljer med tyskere. Jeg ved godt, at vi kun har fire dage tilbage i sommerhuset, men vil du ikke også hellere tage derned i morgen?’’, min stemme er sukkersød, og jeg prøver at lokke hende, for jeg har virkelig ikke lyst til at tage ned på stranden.
     ’’Men mooaar!’’, siger hun, jeg vil så gerne, og vi har jo slet ikke været på stranden i dag!’’

     En halv time senere er vi på vej ned til stranden.
     ’’Mor se jeg er en landmand’’, siger Cecilie. Jeg kigger ned på hende og kan ikke lade være med at grine. Hun har puttet lange, gulnede græsstrå ind under sin hue, og så har hun taget et i munden, jeg smiler, da jeg siger, ’’Ja, du vil altid være min lille landmand’’ Jeg bukker mig ned og tager hende op i mine arme i et bjørneknus.
     Da vi kommer op for enden af klitten, løber Cecilie ned og op igen. Da hun kommer op, tager hun min hånd, og vi begynder at gå ned af klitten. Da er det jeg ser dem.
     Vognen kommer kørende hen over sandet, og jeg kan mærke, at jeg går halvt i panik. Jeg river ud efter Cecilies arm og hiver hende op. Lige nu skal vi bare op, hernede skal vi ikke opdages. Cecilie forstår, hvad der er galt og begynder at løbe op. Vi når om på den anden side af klitten, hvor vi kan ligge i skjul. Patruljevognen kører forbi nede på stranden, og jeg kan høre dem grine og snakke.

     Vi sidder hjemme i sofaen, Cecilie ligger i mine arme, og jeg knuger hende ind til mig.
     ’’Mor, skal vi dø?’’ Cecilie kigger op på mig med triste øjne.
     ’’Nej, skat. Vi skal ikke dø. Om tre dage tager vi hjem. Vi skal bare ikke tage ned på stranden på andre tidspunkter end tidligt om morgenen, ikke? Det skal nok gå alt sammen skat’’, siger jeg trøstende og kysser hende på håret. Sandheden er bare, at jeg ikke ved om vi skal dø, jeg ved kun, at vi tager hjem om tre dage.
     ’’Mor, skal far dø?’’
     Jeg får en klump i halsen, mine øjne begynder at svie, men alligevel siger jeg, ’’Nej skat. Far skal ikke dø, men han kommer bare senere hjem end os, og så skal vi bare vente på ham hjemme’’, Jeg tørrer mine øjne i ærmet, og ville ønske mine ord kunne opmuntre mig, men det kan de ikke, ikke før jeg ved de er sande.

     ’’Cecilie skat, få lige pakket de sidste ting. Vi tager af sted om to timer’’, råber jeg.
     ’’Mor klokken er kun seks, og solen er ikke rigtigt vågnet endnu. Kan vi ikke tage ned og sige farvel til stranden?’’, siger Cecilie, da hun kommer ned med en taske på ryggen.
     ’’Jo, så lad os tage ned og sige farvel til stranden.’’
     Lige da vi skal til ud af døren kommer postbuddet, han overrækker mig en gul gave og kører videre. Jeg går ind til køkkenbordet og åbner den.
     Jeg falder sammen, hele min verden falder sammen. Cecilie kommer og lægger sine arme om mig, hun ved ikke, hvad der er sket, men det ved jeg, og jeg kan ikke holde sammen på mig selv mere. Cecilie kigger spørgende på mig, men jeg kan ikke få mig selv til at fortælle hende det, ikke endnu, hvor jeg ikke engang selv forstår det. Så i stedet tager jeg mig sammen og går med Cecilie ned på stranden.
     ’’Mor, jeg havde en drøm i nat’’
     ’’Hvad handlede den om søde?’’, spørger jeg, mens jeg stadig ikke rigtig kan tænke på andet end det brev og indholdet i den pakke fra postbuddet.
     ’’Mor, jeg drømte, at tyskerne ville blive besejret, jeg drømte, at vi alle sammen ville leve lykkeligt, og der aldrig ville komme mere krig. Mor det håber jeg virkelig, at det kommer til at ske. Tror du, at min drøm vil gå i opfyldelse?’’, Cecilie kigger spørgende op på mig.
     ’’Jeg ser blidt ned på hende og siger, ’’Skat på et tidspunkt vil din drøm gå i opfyldelse, det er jeg sikker på.’’
     Cecilie får mig til at åbne øjnene og tro på, det kan, at det vil ske! Nu har jeg ikke kun én stor drøm, jeg har fået to.

     Cecilie løber i forvejen op ad klitten, og da jeg er omkring halvvejs, hører jeg det. Cecilie skriger, jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg løber, som jeg aldrig har løbet op ad klitten før. Jeg mærker ikke, at mine ben syrer, jeg hører kun Cecilies skrig og hendes råb på mig!
     Jeg kommer op og ser Cecilie står omkring tyve meter væk. Hun står med ryggen til, men jeg kan mærke, hvor rædselsslagen hun er. Og da ser jeg det, jeg ser, hvad det er, hun skriger over. Der står en tysk soldat med geværet rettet mod hendes hoved. Jeg går i panik, jeg kan ikke styrer mig.
     Med et begynder jeg at løbe og skrige ’’Nej, skyd ikke! Du må ikke skyde!’’
     Han ænser mig slet ikke, da han trykker på aftrækkeren og Cecilie falder bagover. Jeg går i sort, ligeglad med alt, ligeglad med om han opdager mig eller ej, begynder jeg bare at løbe hen til liget af Cecilie, jeg skriger, jeg råber hendes navn igen og igen. Men hun er væk helt væk.

     Jeg ser op på hendes drabsmand, og ser han peger geværet mod mig nu. Jeg er ligeglad, jeg har ikke mere at leve for alle omkring mig er døde, og det er jeg også snart.

 

     Det første jeg tænker på er Cecilies og min drøm, vores håb. At krigen vil slutte, og alle vil leve lykkeligt til deres dages ende, og at der ikke vil komme mere krig. Jeg ønsker stadig, det vil gå i opfyldelse, men det bliver bare uden Cecilie og jeg…
     Det sidste jeg tænker på før alt bliver sort, er genforeningen. Selvom vi ikke levede særligt lang tid på jorden, vil vi blive genforenet oppe i himlen, og der vil vi ikke dø.
     Jeg er ikke bange for at dø, jeg vil gerne dø, jeg ser frem til at dø, ser frem til genforeningen med Cecilie og min elskede mand. Det er det sidste, jeg tænker på før skuddet lyder og alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...