You can't walk away from people

Selena er autist hvilket betyder at hun ikke kan omgås mennesker. Alle har forladt hende undtal 1, hendes bedste ven Josh som stadig prøver at få omvendt hende til hendes rigtige jeg. Dog er det ikke altid det bedste, da de nu kommer ud i farlige ting, som normale mennesker ikke ville kunne klare.

0Likes
0Kommentarer
107Visninger

1. This is not me

'Jeg lå stille i min seng, jeg rørte mig slet ikke, indtil jeg hørte skrigene og skuddene. Jeg løb ned af trappen og så min mor. Helt livløs og helt hvid, en kæmpe blodmasse lå lige ved siden af hende. Jeg begyndte at gå i panik og græde. Jeg måtte bare finde Brian. Jeg løb ned ved min mor, og så at hun var blevet skudt, op til flere gange. Jeg gik ud i haven, hvor jeg fandt Brian. Druknet i min pool. Jeg vendte mig om og turde ikke være i mit hus mere. Jeg løb ud til fordøren hvor 2 mænd stod.' Jeg vågnede skrigende fra mit mareridt, som havde været sket. Jeg svedte helt vildt meget og så alle de hospital folk der gik udenforan glasruden. "Luk mig ud!" Jeg råbte men igen lagde mærke til det. "Hallo! Er her nogen?" Jeg så en sygeplejeske komme ind for at give mig noget beroligende. "Gå med dig!" Jeg råbte men hun blev ved at at gå tættere og tættere, til sidst gik hun så hvidt, at hun prøvede at få stoffet ind i mig. Jeg skyndte mig at slå hende, så jeg ikke fik det beroligende ind i min krop. Den daglige rutine kom igen og igen. Politiet kom for at tale med mig, om min dårlige opførsel, og min undskylding var altid at jeg var blevet autist. Altid, ingen kunne gøre noget ved det. Men troede de på det? Næ, ikke når de så var glad jeg var når Josh kom. Han var den eneste der kunne omvende mig, til mit normale jeg. Da politiet var gået kom han ind og grinede. "Nu igen?" Spurgte han. Jeg nikkede og begyndte også at grine. Han satte sig på en stol en meter væk fra mig. Ingen ville have 1 mere indlagt. Han stoppede med at grine og blev straks alvorlig. "Du kommer ud idag" Han kiggede på mig, og jeg blev forvirret. "Jeg er ikke godkendt... Endnu" Jeg vidste at han løj, jeg vidste at jeg aldrig kom ud, at jeg aldrig så den store verden mere. "Vi stikker af, du har ikke godt af at være herinde, de vil omvende dig. Det sker aldrig på den her måde" Han forvirrede mig i starten, indtil at jeg fandt ud af at han ville lade som om han faldt i søvn her, så han måtte blive her, og når tiden så var inde ville vi være ude. 

 

_________________________________________________________________________________________

Undskyld det korte kapitel, jeg vil ikke afsløre alt lige nu. Men kunne i lide det? =)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...