"-Du er jeg, jeg er du"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Igang
.............Vandet der omslutter mig krop er iskoldt og rammer min krop som et chok, men jeg falder ned, ned gennem vandet, det klare blå vand, ned, glider gennem vandet, kæmper ikke imod, lader armene hænge ved siden af mig. Løsner håret der spreder sig som tang vandet, mærker ikke længere kulden, mærker intet. Falder bare, lader vandet erstatte luften i mine lunger.......Elia er en teenage pige der kommer på dybt vand

1Likes
0Kommentarer
275Visninger
AA

1. "-Du er jeg, jeg er du"

Du og jeg, jeg og du. Hvem er vi, er vi, vi eller er vi ikke vi endnu. Er du jeg, og jeg du, eller er du, du og jeg, jeg. Hvem er vi, er vi en, en enhed, en samlet en. Er vi to forskellige individer, du er en, og jeg er en, og sammen er vi to eller er vi en, en med to sind?

Da jeg vågner ved jeg ikke hvor jeg er, stedet er fremmet, men alligevel kender jeg det. Først da jeg ser min kommode med alle de påklistrede ting på indser jeg at steder jeg er, er mit værelse. Mit værelse, hvor længe siden er det jeg sidst har ligger er i sengen og kigger rundt, hvor længe siden er det jeg har set stjerne ud gennem himlen. Jeg rejser mig, husker med et hvad der er sket, hvorfor min venstre arm er forbundet husker alt… Jeg ser mig spejlet igen, som for tre uger siden…

Jeg så dig før, jeg så mig selv, dig med mit ansigt, min krop, en skal uden følelser og tanker. Det er hvad du er, en skal, men hvem er jeg så? Er jeg dig eller er du mig, for hvis du er min krop, men jeg mine tanker, og følelser. Er vi vel en og samme person. Nej vel det er vi jo ikke, man kan ikke være to i en. Du låner bare min krop på deltid. Låner, bruger den som et skjold, du beskytter mine tanker mod dem.  Dem hvis navne jeg, altså jeg, mig, aldrig ville bruge, men du, ja dig bruger dem, men dog kun i nødstilfælde.
Dem? Er de, dem vigtige eller bare en masse, en masse med navn. Nej vent en masse kan da ikke have et navn, nej dem er ikke en masse som dem er ikke værdig til et navn. De er dem, en masse, en grå masse af mange individer der er samlet som en. Individer med en fælles personlighed.

Hvorfor ser jeg dig, før mig selv, har du overtaget min krop, nej vent, jeg ser jo mig selv tydeligt nu, kun en svag skygge af dig ligger ind over og slører mig søvn. Blinker, sløret er væk for et sekund for igen at komme. I indtil jeg med mit hjertes nej håbets kraft skubber dig væk, og finder mig selv. Finder mig selv, gemt bag dig, finder mig frem, ligger dig til side. Her er jeg i sikkerhed, sikkerheden i mit eget hjem på mit eget nej vores værelse, mit skjold på lægge på hylden indtil i morgen. Lægge og lade op. Hylden, kan du lide at lægge på hylden bare lægge og vente på at jeg vågner op og tager dig frem. Gå du mon på ture, mens du lægger der? Opfanger du hvad der foregår, med den krop du låner så tit, ved du hvad jeg tænker. Har du egentlig adgang til mine tanker selvom jeg har forbudt dig adgang til dem? Mine tanker, ikke dine, men hvis vi er en og samme, er det vel også dine tanker? 

Elia, en stemme råber, vi kender den begge, min mors, nej det er vel vores mor, ligesom værelset vores værelse.

Værelset, det lille tag værelse allerøverst oppe, gemt bag taget, gemt for ud ved kommen, der lægger vores helligdom, værelset. Det eneste sted vi begge kan være sammen, stedet hvor vi begge hersker.
Værelset er som sagt lille, og væggene skråner meget mod nord, men dog er det stedet vi begge elsker. Det rum vi altid har boet i, rummet der er beklædt i sort, væggene er sorte, nej den ene, syd væggen er hvid. Hvid som skyerne på en blå sommerhimmel. Himmelen i værelset, nej altså loftet er også hvidt, her ligner det snefnug der daler, nej snefnug der raser ned fra himlen. Tagvinduet der på nord væggen er stort, nej ikke bare stort, det er så stort at vi begge kan stå på en stol og kigge ud hvis jeg åbner det.  Kigge ud på byen og himlen. Jeg elsker himlen, du elsker den, jeg ved det selvom du aldrig har sagt det, det er det blik du ser med der fortæller hvor meget du holder af at står og kigge på himlen, bare kigge og kigge. DU kigger i solskin du kigger regnvejr, kigger, og dagdrømmer indtil regnen falder som tårer på din kind. Når regnen kommer hopper du altid ned, skubber stolen væk, og lader regnen dryppe i værelset. Tæppet, vores tæppe, bliver vådt, går fra lys indigo til en, mørk ja næsten sort blå.

Elia lyder det igen, jeg skal ned nu. Fjerner det sidste tegn fra dig, skubber dig væk og tager smilet på.  Smilet, fake smilet. Vender mig om, ser i spejlet, sikre mig at alt fra dig er gemt væk.

Mens jeg går ned af trappen tænker jeg på skolen, tænker på dem, dem egentlig orker jeg ikke at bruge min energi på dem, men i dag gik de over stregen. Jeg ved at jeg brugte dig som et skjold men alligevel ramte det mig. Mit skjold er fuld af huller, du er blevet for meget mig. Mit jeg er fyldt med dig, jeg kan ikke længere skelne mellem dig og mig, ikke helt, ikke engang nu hvor jeg tror at du er lagt til side, kan jeg mærke at du stadig husere, at jeg stadig vil tage mig skjold, og gøre mig klar til den kamp mit liv er blevet, en kamp for at overleve, en kamp der handler om at bevare lysten til at leve. Overmanden lysten til at ende livet. Jeg giver dig lov til at komme frem lige inden jeg mærker tæppet for enden af trappen, det er din tur til at vise dig for familien. Dig, du har aldrig været til syne for familien, mine tanker, følelser har været fremme, de kunne se dem, nu er de gemt væk bag dig. Vil de kunne se det? Langsomt glider jeg ned på det sidste trin, mærker at jeg ikke kan rejse mig, mærker at lysten til at åbne stuedøren langsomt forsvinder, mærker at jeg ikke kan gå det ind. Ikke kan mødes blikke, deres undrende blikke, blikke med tusind spørgsmål.

Døren til stuen knirker da min mor træder ud, jeg ser hendes ben nærmere mig, mærker varmen fra hendes hånd på min skulder. Inden jeg kigger op på hende, med øjne der er fuld af tårer, forræderiske tårer.. tårer jeg hidsigt tørrer væk. Da, jeg møder jeg hendes blik. Et Blik fra de mørke øjne, de øjne jeg altid har beundret, ønsket at jeg ejede, øjne der er som de sorteste skov søer, de øjne der er fyldt med bekymring, bekymring jeg ikke fortjener, bekymring om mig. 
Øjne der fortæller mig at jeg ikke skal hade livet så meget, at jeg okay, men de er også de øjne jeg aldrig har stolet på. De hører til den kvinde, den mor jeg elsker, men også til den mor, der tror på min løgnehistorier, den mor der ikke kender til dig. Ikke kender til dem. Ikke kender til minde tanker om at ende livet. en mor der bekymrer sig om mig, men det er en bekymring jeg ikke fortjener, da jeg har løjet for hende de sidste mange år. Løjet om alt... Jeg slår blikket ned igen inden, jeg tager mod min mors hånd og rejser mig op. Hurtigt giver jeg hende krammer og går så hurtigt ud af døren. Kigger ikke tilbage, ved at jeg vil fortryde det… Jeg hører min mors stemme der råber mit navn, ignorer den. Snart er jeg ude på vejen, sætter i løb er og kan ikke se huset mere, ikke hører min mors fortvivlende råb. Ikke hører eller mærke min far der er bag mig, lige bag mig, jeg sætter farten op ved at han aldrig indhenter mig. Mig der er løberen i familien, mig der har vundet præmier for min udholdenhed og fart. Jeg ved at han snart giver op, måske tager han bilen og følger efter mig, men chancen er ikke stor, nok så derfor sænker jeg farten og går nu hurtigt.
jeg kommer hurtigt frem og er snart ved mit mål, havnen, jeg kan svømme, men vi er i februar og vandet er alt for koldt til at jeg kan klarer at svømme ind til kanten, hvis jeg hopper fra broen.
Jeg har planlagt alt fra bunden og ved at planen ikke kan fejle, ved at jeg ikke kan vende om nu, men dette er også hvad jeg ønsker siger jeg hele tiden til mig selv. Jeg vil ikke kunne klare flere måneder med dem. Deres ord, deres blikke, deres stilhed. Alt de gør og ikke gør.

Da jeg står på broen kommer tvivlen ikke frem, den er blevet tager væk fra mig, jeg tvivler ikke, jeg gør hvad jeg gør, er det ikke det du ønskede kære mor? At jeg ikke skulle tvivle på mig selv og mine valg, linjen er fra mit brev der ligget hjemme på bordet, det er hvad jeg tænker på da jeg står der på broen. Ikke at tvivlen og at tro på sig selv, selv om det sidste nok ikke er hvad jeg gør, nej ikke tvivle…
Vandet der omslutter mig krop er iskoldt og rammer min krop som et chok, men jeg falder ned, ned gennem vandet, det klare blå vand, ned, glider gennem vandet, kæmper ikke imod, lader armene hænge ved siden af mig.  Løsner håret der spreder sig som tang vandet, mærker ikke længere kulden, mærker intet. Falder bare, lader vandet erstatte luften i mine lunger…

En pludselig bevægelse i vandet over mig får min sidste opmærksom, inde jeg ikke længere kan holde mine øjne åbne i det kolde vand. Alle følelser forsvinder, det er slut tror jeg da jeg igen kan mærke vinde i mit hår, vent vinden…, min lunger vil have af den luft der pludselig er til stede igen, de kan ikke få fat i den, der er ikke plads, der fyldt af vand… Ligger ned mærker et træ dæk mod min ryg, ser skygger af mennesker der bevæger sig sløvt rundt for mit blik… Et par hænder løfter mig og slår mig hårdt i ryggen, vandet der fyldte mine lunger ryger op.. luft erstatter vand, jeg trækker vejret igen.  Er du også i live igen? eller kunne de ikke rede dig, jeg leder efter dig kan, ikke finde dig, hvad gør jeg? Når ikke længere da mit blik pludseligt bliver sort, mine tanker glider væk og alt forsvinder…

Da jeg vågnede igen var jeg på hospitalet, jeg ved fordi min mor fortalte mig det. Jeg husker intet. Intet fra før et par hænder dunkede mig i ryggen, de på båden reddede mit liv. Jeg ville være taknemlig hvis jeg kunne, hvis jeg ønskede at leve, hvis de havde rede mig til at give mig et bedre liv ville jeg takke dem af hele mit hjerte.
Nu jeg er hvor de hele startede, hvor ideen der syntes at være perfekt og helt planlagt, startede for knap en eller to uger siden. Det var her jeg opfandt dig, det var her jeg nu indser at du bare var mig, det var dig der druknede den vinterdag ikke mig At det var dig der ønskede dig det og mig der ønskede dig væk, jeg hadede at du havde overtaget mig. Så egentlig burde jeg takke dem, dem altså mændene på skibet for at redde mig fra dig. Takke, dem for at give mig chancen for at elske livet igen... ”Elia? Kommer du ned?? Der er gæster ” min mor kalder på mig, jeg tøver kort og svarer tilbage ”Jo kommer om lidt skal lige klæde om ” hurtigt kigger jeg på uret, jo halv elleve, endelig har jeg sovet længe siden den vinterdag, 3 uger siden og nu der Matts fødselsdag, 7 år og fuld af livsglæde hvordan kunne jeg nogensinde finde på at give ham sorg så tideligt. Jeg var besat af tanken om skæbnen var lagt for mig, jeg tænkte ikke klart.
Jeg kigger en sidste gang i spejlet, er glad for at du ikke er her mere, at jeg kun ser mig selv klædt i de gule shorts og tanktoppen i sort, udover tager jeg trøjen fra stolen, tjekker makeuppen, lader en hånd glide gennem håret, mærker det bløde mellem fingeren og ser for mig hvordan det sikker lå der i vandet... Hvor længe vil det følge mig, altid?  Matts stemme lyder uden for min dør, ”Elia, Elia jeg pakker op nu, vil du ikke se??” ”Jo da”, jeg åbner døren og fanger ham o svinger ham rundt, han hviner af fryd og sammen går vi ned i stuen, til alle gæsterne. En tanke strejfer mig og halv højt siger jeg, nok mest til mig ”Dette er starten, på starten!” Jeg smiler til Matt og klemmer hans hånd, han ser op på mig og klemmer igen inden vi går ind i stuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...