Whenever you're Gone

Alicia er en gennemsnitlig, lyshåret pige på fjorten år. Siden hun blev født har hun levet som alle andre i hendes omverden. Hun voksede op i en lille by sammen med hendes forældre og hendes bror. I skolen var hun flittig, men hun var genert. Hun havde altid haft lidt svært ved at finde venner, men da hun startede i skole sammen med fire andre drenge og én anden pige, blev hun hurtigt venner med dem alle sammen, og pigen blev hendes allerbedste veninde. De to piger voksede op sammen, tilbragte masser af tid sammen, snakkede, diskuterede, legede - alt hvad bedste veninder gør.
Tiden gik og pludselig var de begge tolv år gamle. Dengang begyndte alting at forandre sig. I sjette klasse fik Alicias bedste veninde sin første kæreste, og alting blev vendt op og ned. Nu går de i syvende klasse, men deres venskab er langt ra som før. Hvad sker der, når to veninder gennem mange år bliver splittet? Ungdommen raser og der skal kæmpes for at overleve de barske teenageår. Lykkedes det for Alicia?

1Likes
0Kommentarer
281Visninger
AA

2. Velkommen til min verden! ..

.. hvor alting IKKE er lut og lagkage. Det hele er vendt på hovedet, men jeg ved ikke, hvordan jeg får det vendt om igen. Hjælp mig en eller anden! Jeg kan ikke klare at sidde her og vente på, at der sker noget, når jeg ved, det aldrig kommer til at ske. Det er da også dumt af mig. Men gid der ville ske noget. Jeg kan ikke bare sidde her mere og gøre alt, hvad jeg kan, når hun ikke gør noget. Hun - min bedste veninde, Maria.

Hun ved godt, hvad det er, der er galt. For hun har nemlig forårsaget alle disse ting, der sker rundt om os lige for tiden. Eller lige for tiden er det vel ikke, når det jo har stået på i halvandet år. Åh gud, hvad i alverden skal jeg dog gøre?

 

Tankerne flyver rundt i mit hoved, jeg kan ikke holde styr på dem. Jeg sætter mig med et bump på sengekanten af min bløde sovesofa. Mine hænder finder automatisk vej op til mit hoved og gnider på mine tindinger. Livet er hårdt, ja.

Flashbacket kommer til mig hele tiden. Jeg kan ikke slippe væk fra det. Dag ind og dag ud ser jeg for mig, hvordan Maria gennem det seneste halvandet år har svigtet mig gang på gang. Jeg ser hvordan hun aldrig havde tid til mig, da hun havde sin første kæreste, Andreas, i sjette klasse. Han var et år yngre end hende, men de sad alligevel altid og krammede og holdt i hånd under bordet i timerne. Vores klasser var slået sammen, så vi var altid sammen med dem, der gik en klasse under os.

I starten synes jeg, at det var vældig sødt. Men da jeg flere gange ikke engang kunne få fem minutters alene pigetid med Maria, begyndte jeg langsomt at blive vred, ked af det, trist. Jeg satte mig helst bare i et hjørne i frikvartererne og hørte musik på højeste volumen. One Direction spillede altid i mine ører, nogle gange var det dog også få andre kunstnere. Men kun dem, der skrev tudesange. For jeg havde allermest lyst til at sætte mig i et hjørne under et bord langt, langt væk og græde.

Græde over hvordan Maria altid brugte tid med sin kæreste i stedet for mig. Græde over hvor meget hun glemte mig. Græde over hvor ligeglad hun og alle de andre var blevet om mig.

Alting vendte tilbage til det normale, da de slog op. Maria og jeg var sammen igen som de bedste veninder vi var. Vi lavede alting sammen, hyggede os, snakkede om hende nu eks-kæreste, fnisede og sladrede. Alt hvad vi altid havde gjort.

Igen ændrede det sig, da hun fik sin anden kæreste. Det forhold brød jeg mig endnu mindre om, fordi hende og hendes nye kæreste, Jacob, som gik i vores klasse, altid sad og stak tungerne langt ned i halsen på hinanden. Jeg synes, det var ækelt! Mange af de andre synes det var sødt eller sjovt at se på. Men jeg gik hellere end gerne tilbage til hjørnet med min elskede musik. De dejlige drenge fra det dejligste boyband kunne altid opmuntre mig bare en lille smule.

Der kom faktisk en dag, hvor klassen var nede i gymnastiksalen og spille forskellige boldspil.. i starten da. Det udviklede sig desværre til mørke-kysseleg, og selvfølgelig skulle de to turtelduer rende og kysse på hinanden i mørket, mens jeg bare kunne gå stille langs væggen og sukke. Men jeg blev glad, da Maria og jeg aftalte, at vi kunne gå ned i klassen og tegne, fordi det var blevet kedeligt i gymnastiksalen. Vi begyndte at gå ned langs gangen, men kort efter vi havde passeret de første hjørne, den første dør, kom de alle væltende ud af salen..

Jacob gik direkte hen til Maria, tog fat i hendes håndled og trak hende med sig ind i salen igen. De andre gik med, mens jeg stod helt alene tilbage, brændt af af min bedste veninde.

Jeg ved da godt, at det ikke var nogen stor aftale, men hun havde svigtet mig.

 

Det var første gang jeg oplevede, at Maria svigtede mig. Der kom flere gange siden hen. Som for eksempel dengang hun fortalte mig, at hun havde sagt til Jacob og også Adam, at hun havde fået sin menstruation for første gang, og dermed også sagde til drengene at de kunne regne ud, at så havde jeg selvfølgelig også fået det.

Jeg fattede det egentlig først flere måneder efter. Hun havde lovet at lukke munden med syv segl, da jeg fortalte hende, at jeg havde fået min første menstruation. Alligevel går hun hen og siger det næsten direkte til nogen fra klassen.

Fuck dig, Maria.

Du ved ikke ved hemmeligheder, tillid og følelser er. Jeg har lyst til at skrige det op i dit åbne ansigt, så du kan fatte det!

 

Jeg pruster frustreret og klemmer øjnene hårdt i, prøver på at holde tårerne tilbage. Minderne har en alt for stærk effekt på mig, og hver gang jeg tænker dem igennem, bobler følelserne op i mig. Jeg bryder næsten sammen.

Jeg sukker.

Jeg ville ønske, at folk forstod mig. Jeg har snakket med min mor og min nye veninde, Emma, om det. Men de forstår det bare ikke på samme måde. De er altid sådan "det skal nok gå, I skal nok blive gode veninder igen," - sandheden er, at jeg ikke ved, om jeg vil være venner med Maria mere.

Siden sjette klasse har hun haft fem kærester! Fucking fem fede kærester, som hun altid brugte mere tid sammen med end mig, fordi de nu var spændende, og jeg skulle selvfølgelig nok være der, når hun slog op med dem efter en uge eller to. Men nu er det nok! Jeg vil simpelthen ikke finde mig i at skulle være hendes lille hundehvalp længere. Hun tror, hun altid ved, hvor hun har mig, men det ved hun ikke en skid om. Jeg er skredet, er løbet ud af min snor.

 

Et frustreret hulk slipper ud gennem mine læber, og jeg dropper at prøve at holde tårerne tilbage. Jeg smider mig tilbage i sengen og trækker benene op under mig, mens jeg lader mine tårer få frit løb. Ligesom jeg har gjort så mange andre gange.

Minderne passerer revy forbi min nethinde, indtil vi lander på mit livs værste dag. Den 6. april 2012 - næsten et år og to måneder siden i dag.

Maria havde fået sin femte kæreste, Adam. Det var anderledes denne gang. Deres forhold gik udelukkende ud på at ligge på madrassen i fællesrummet og kysse og nusse. De var også sammen - jeg sværger, jeg lyver ikke! - mindst 4 ud af 7 af ugens dage. Og så kom weekenderne, hvor hun ikke altid var hjemme. Der går yderligere to dage. Så er der én dag tilbage i ugen, hvor hun og jeg kunne have chancen for at være sammen. Men det sker jo ikke, lige meget hvor meget jeg havde håbet. Hun vælger Adam frem for mig. Hun bruger mig kun. Ignorerer mig når hun har fundet et nyt legetøj, og så snart hun har smidt det væk, kommer hun tilbage til mig, fordi jeg er ih og åh så god en veninde.. tror hun.

Det sjove ved dette forhold var, at det holdt længere. Der gik flere måneder. Jeg tilbragte alle mine dage alene oppe på mit værelse. Frikvarterne var i et hjørne med musik. Jeg ville helst bare være alene. Ingen forstod noget. Kun mig selv.

I juni skulle vi på lejrtur sammen med en flere andre sjette klasser, fordi vi skulle starte på en ny skole efter sommerferien. Så vi var på lejrtur sammen for at lære hinanden bedre at kende. Jeg fik to nye veninder. Emma og Noa. Det var rart at have nogle andre at være sammen med, når Maria og Adam ligesom gik forvidt.

 

Jeg smiler et lille smil genne tårerne og ber en hurtig bøn til Gud om, at han altid skal passe på de to - Emma og Noa. Mine bedste veninder.

 

Så vender jeg tilbage til minderne.

Tiden gik. Maria og Adam var stadig kærester, da vi startede på den nye skole. Vi kom i en ny klasse og blev splittet med de andre drenge. Mig, Maria og Adam kom i den samme klasse. De andre blev også splittet og kom i de to andre syvende klasser.

Emma og Noa kom i 7.c mens vi andre kom i 7.b. Det var jeg træt af, for det betød, at jeg stadig skulle hænge på Maria og Adam, for jeg kendte jo overhovedet ikke andre, og det var jo ikke sjovt at gå sammen med nogle, som man ikke kendte.

 

Jeg kaster mig mod puden og trækker dynen op over mig, prøver at komme væk fra de forfærdelige minder, der hærger mit sind. Jeg hulker, græder, tørrer snot og tårer væk fra mit ansigt, men det kommer forgæves tilbage kort efter. Det bliver ved.

Der går ikke længe, før jeg har grædt mig selv i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...