The Forest Clan. del. 1

I en overnaturlig verden hvor troldmænd, varulve og endda almindelige mennesker bor, lever der en helt speciel ulv. Alfa ulvinden, Cira, får hendes liv planlagt for sine fødder. Mægtige magikere styre alt i hendes verden, og hvis ulvene ikke er lydige overfor deres herre, kan det koste dem livet...
Hendes forældre døde da 'blood Moon' klanen angreb deres hjem. De eneste hun tør stole på, er hendes bror og bedste veninde. 'Forest' klanen er delt op i to grupper, og Cira skal være mage for den tredje gruppe. Da hun er på patrulje møder hun en han ulv fra 'blod Moon' klanen, og hun finder snart ud af, at sine herre har noget at skjule. Samtidig må hun ofre tid på sin alfa, som er blevet valgt for hende. Men er han den store kærlighed? Hvilke hemmeligheder skjuler hendes herre? Og hvem er den mystiske 'blood Moon' ulv, hun møder?


Inspiration: bogen Nightshade. (En rigtig bog) :D

9Likes
23Kommentarer
3033Visninger
AA

7. Kap. 7

"Cira?" Anna, Alice's mor, stod med hovedet inde på mit værelse, og resten af kroppen gemt bag døren.
Jeg trak bogen væk fra mit ansigt og så spørgende op på hende. Jeg smilede. Men hun lignede ikke ligefrem en stjerne. Der var noget som gik hende på. Noget som skræmte hende. Jeg kunne se det i hendes blik.
"Sabine vil snakke med dig" fortsatte hun. Det stak i min krop, og ikke på den gode måde. Mit smil blegnede, og Anna kunne godt forstå mig. Fuck. Har Sabine fundet ud af, at jeg havde været uden for vores territorium? Hun ville slå mig ihjel! Jeg svingede benene ud over sengen og tøvede lidt, inden jeg så rejste mig, og fulgte efter Anna ned i stuen. Tankerne fløj forvirret rundt i mit hoved, og jeg begyndte at blive bange. Jeg rystede og vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Ville hun dræbe mig? Jeg ville bare have det overstået. 
"Hej søde!" Sabine slog ud med armene. Et kort øjeblik troede jeg lige, at hun ville kramme mig. Jeg rakte selv armene ud, da hun kom tættere på mig, men så stoppede hun. Lige foran mig. Jeg lagde hænderne om på ryggen og flettede dem. Hun var ca. et halvt hoved højere end mig, med de stiletter hun altid havde på. Jeg så op på hende med et undskyldende blik. Hun lagde hovedet på skrå og smilede endu mere. 
"Hør søde. Der er sket nogle underlige ting for tiden. Vi bliver nødt til at aflyse foreningen,"
Jeg var på en måde lettet og chokeret. Jeg syntes ellers at jeg var ved at få styr på tingene. Jeg havde været stresset over at skulle planlægge det hele, og så aflyser de det. Kunne de ikke have sagt det noget før? Jeg havde også glædet mig lidt til, at få mit eget sted og Selv at kunne bestemme, og alt det.
"Vi har fået et truende brev fra 'blood Moon' klanen. De har haft et lille... Møde... Med en anden ulv. Vi ved stadig ikke hvem det er, men vi har brug for mere tid til at finde ud af det" fortsatte hun. Det var først der det slog mig. Sådan rigtigt. De blandede følelser begyndte igen. De vidste at der havde været en ulv, men de vidste ikke hvem. Jeg havde stadig en chance. Skulle jeg gribe den og fortælle at det var mig? Så ville de måske tilgive mig. Men jeg kunne ikke være sikker. Det kunne jo også være en prøve. Måske vidste troldmændene allerede hvem det var, men de ville sætte min loyalitet på en prøve. Eller ville de dræbe mig, hvis jeg sagde det?
"Men hvorfor vil I hjælpe 'blood Moon' klanen?" Spurte jeg. Jeg vidste godt at jeg skulle fortælle sandheden, men jeg ville lige have nogle ting opklaret først.
"Det er ikke noget du skal sætte dig ind i. Vi vil have jer til at gå i skole igen som normalt."
Jeg rynkede først brynene, Men nikkede så. Måske vidste de virkelig ikke hvem det var? Så var jeg alligevel ikke så bange. jeg genvandt hurtigt min selvtillid igen. Vi skulle alligevel i skole på mandag. Jeg var ikke særlig overrasket.
"Godt min pige" hendes røde læber spændte sig op i et smil, og hendes matchende røde fingernegle kradsede blødt hen over min kind. Jeg trak mit hoved væk, og lagde armene over kors. Hvad var der så vildt med min kind?
"Jeg ved at du havde glædet dig til foreningen..."
"Ikke ligefrem" afbrød jeg, og lavede et skævt smil. Hun udstødte et lille grin, og forsvandt så ud af døren. Jeg så forvirrende på Anna, som havde fulgt med i samtalen.
"Kort og skør lille samtale, hva?" Sagde Anna og tog en Tom kop te, som stod på sofabordet. Hun gik videre ud i køkkenet, hvor jeg roligt fulgte med.
"Ja det må du nok sige..." Men hun var jo sådan. Sådan var de fleste troldmænd. Total forvirrende, hemmeligheds fulde, og ikke mindst vild selvsikre. De havde jo alt. Og hvis ikke, så fik de det. 
Men denne samtale om det truende brev fra 'blood Moon' klanen, kunne jo føre til krig! IGEN! Og det var vi langt fra klar til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...