The Forest Clan. del. 1

I en overnaturlig verden hvor troldmænd, varulve og endda almindelige mennesker bor, lever der en helt speciel ulv. Alfa ulvinden, Cira, får hendes liv planlagt for sine fødder. Mægtige magikere styre alt i hendes verden, og hvis ulvene ikke er lydige overfor deres herre, kan det koste dem livet...
Hendes forældre døde da 'blood Moon' klanen angreb deres hjem. De eneste hun tør stole på, er hendes bror og bedste veninde. 'Forest' klanen er delt op i to grupper, og Cira skal være mage for den tredje gruppe. Da hun er på patrulje møder hun en han ulv fra 'blod Moon' klanen, og hun finder snart ud af, at sine herre har noget at skjule. Samtidig må hun ofre tid på sin alfa, som er blevet valgt for hende. Men er han den store kærlighed? Hvilke hemmeligheder skjuler hendes herre? Og hvem er den mystiske 'blood Moon' ulv, hun møder?


Inspiration: bogen Nightshade. (En rigtig bog) :D

9Likes
23Kommentarer
3005Visninger
AA

25. Kap. 25

Jeg lukkede mit skab, og fik mit daglige besøg af Logan. Denne gang var det bare anderledes. "Skrid med dig Logan." Sagde Zack, tog mig i hånden og trak mig bagud for at skærme mig fra Ham. Logan smilede. "22 dage Zack. Jeg har stadig 22 dage..." Gentog Logan og forsvandt lige så hurtig som han kom. Det var den korteste tid han havde været efter mig. Det var helt utroligt. Og føltes dejligt at have det overstået. 
Jeg mødte Max i kantinen og susede hen til ham, før Zack fik overtalt mig til, at side ved forest klanens bord.
"Hej Max!" Sagde jeg hurtigt og dumpede ned ved hans side. Han smilede til mig, hvilket fik mit humør til at stige. Der var noget ved ham som jeg følte mig tryg og glad ved. Han rettede blikket ned igen og skubbede lidt til en kødbolle med sin gaffel. Han virkede trist og jeg havde virkelig lyst til at høre hvorfor han havde været sådan. Både i bilen og i flyet.
"Er du okay?" Spurgte jeg. Han gav mig et kort nik, som bare fik min nysgerrige side til at skrige efter spor.
"Max?"
"Så er det snart, hva?" Hans spørgsmål kom hurtigt og uventet. Jeg havde slet ikke forudset at han ville snakke udenom, men alligevel svarede jeg ham. Det var nok bedst at tage en ting ad gangen.
"Ja... Det er spænende, men alligevel er jeg også bange for hvad der kan ske" jeg forstod pludselig hans tristhed, da jeg selv blev ramt af den. Kampen kunne betyde enden på os alle.
"Hvad har du tænkt dig at sige til Zack?"
"Ingenting... Jo mindre han ved jo bedre. Og det skal du også huske"
Max så undrende på mig. Han læste mine øjne og vidste udmærket godt hvad jeg mente. Han gav mig et skævt smil, efterfulgt af et fnøs.
"Hvis han holder sig fra mig, så holder jeg mig fra ham" sagde han og lænede sig tilbage i stolen. Jeg smilte.
"Også selv hvis han ikke holdte sig fra MIG?"
"Du ved godt at jeg ikke kan lide ham" vrissede han, og blev pludselig meget alvorligt. Jeg prøvede at holde mig i den sjove ende.
"Ja... Men sådan er det. 20 dage Max. Jeg skal nok prøve at få det ordnet hurtigt. Og ikke kun for din skyld, men også for min egen."

Da jeg kom hjem fik jeg et stort knus af Alice. Hun havde tidligere fri end mig og var næsten altid hjemme til at tage sig af mig.
"Hvad er der med dig?" Grinte jeg.
"Jeg er bare glad! Nå fortæl mig hvordan det gik med Max!" Spurgte hun ivrigt. Jeg fniste lidt og gik oven på. Nå så det var det hun ville. Hvad skulle jeg sige? Jeg miksede hurtigt noget sammen da vi satte os i sengen.
"Ehm... Vi var på tur..." Sagde jeg tøvende. Jeg var åbenbart ikke så god til at improvisere som jeg troede. "Og... Ellers skete der ikke så meget"
Alice åndede lettet op. "Godt. Hvis magikerne vidste at du har været sammen med en anden end Zack, så vidste jeg ikke hvad de ville kunne finde på...." Alice så på mig. Jeg lagde først mærke til at jeg havde virket urolig og havde stirret på hende med store øjne da hun sagde det.
 "åh nej.... Har du været sammen med ham!" Skreg hun, og fór op af sengen.
"Hvad? Nej nej!" Jeg havde jo ikke været sammen med ham på den måde. Jeg var bare bange for magikerne. Og det begyndte at gå op for mig hvor stærke og vigtige de var. Hvis jeg ikke fik gjordt det jeg kom for færdigt, så Ville oprørenes planer gå i vasken, og så var jeg og holdet så godt som døde. Jeg skulle passe på med hvem jeg fortalte det til.
"Godt" sagde Alice og trak vejret normalt igen. "Og hvis du er på røven, så husk at du altid kan komme til mig." Alice smilede og rejste sig. Jeg tænkte mig om. Jo før jeg kom igang med at få overtalt ulvene, jo bedere.
"Alice, vent." Sagde jegtøvende. Alice satte sig på sengen igen, og så mystisk på mig. "Har du tænkt mere over situationen med troldmændende?" Spurgte jeg langsomt. 
"Altså hele mit, og mine forfædres liv med magikerne? Nej... Der er ikke noget at stille spørgsmålstegn ved" sagde hun brat og rejste sig for at gå ud af værelset. Jeg greb fat i hendes hånd og trak mig op. Jeg ville ikke slippe hende, da jeg troede at hun ville spurgte ud af værelset og så langt væk fra mig som muligt.
"Hvad er der galt?"
"Ingenting?"
"Alice, jeg kender dig. Hvad er der?" Alice tog en dyb indånding og satte sig på senge kanten.
"Jeg vil bare ikke tale om magikerne. De er alt for magtfulde..." Hviskede hun. Jeg satte mig ved siden af hende og lagde min hånd på hendes, for at berolige hende. 
"Og hvad hvis vi kunne ændre det?" Hviskede jeg igen, og så hende i øjnene. Hun så skræmt tilbage på mig, og jeg forstod udmærket hvad hun mente. Hun var bange. Bange for hvad der kunne ske.
"Hvis du fortæller dette til nogen, så er vi begge så godt som døde, forstår du det? Jeg vil helst forklare det hele på en gang, også med dine forældre" Alice nikkede hurtigt, og så hen på værelsesdøren. Vi hørte begge to, at hoveddøren blev åbnet nedenunder. Hvem mon det var?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...