The Forest Clan. del. 1

I en overnaturlig verden hvor troldmænd, varulve og endda almindelige mennesker bor, lever der en helt speciel ulv. Alfa ulvinden, Cira, får hendes liv planlagt for sine fødder. Mægtige magikere styre alt i hendes verden, og hvis ulvene ikke er lydige overfor deres herre, kan det koste dem livet...
Hendes forældre døde da 'blood Moon' klanen angreb deres hjem. De eneste hun tør stole på, er hendes bror og bedste veninde. 'Forest' klanen er delt op i to grupper, og Cira skal være mage for den tredje gruppe. Da hun er på patrulje møder hun en han ulv fra 'blod Moon' klanen, og hun finder snart ud af, at sine herre har noget at skjule. Samtidig må hun ofre tid på sin alfa, som er blevet valgt for hende. Men er han den store kærlighed? Hvilke hemmeligheder skjuler hendes herre? Og hvem er den mystiske 'blood Moon' ulv, hun møder?


Inspiration: bogen Nightshade. (En rigtig bog) :D

9Likes
23Kommentarer
3029Visninger
AA

11. Kap. 11

Zack og jeg, kom ind i kantinen. 'Magiker bordet' stirrede på os. Altså dem som sad omkring det. Skolen var for det meste Forvirrende, og man vidste aldrig hvem, man havde med at gøre. For det meste sad 'forest' klanen omkring et bord for enden af lokalet. 'Magiker bordene' var lige først for, så de altid kunne se, hvem der kom ind og hvem der gik ud. Og så var der de 'almindelige'. De sad rundt omkring i kantinen, blandet med 'blood moon' klanen. Vi vidste ikke hvem der var hvem, undtagen magikerne. Alle ulve vidste hvem der var magikere,  og alle magikere vidste hvem der var ulve OG almindelige. Men udover magikerne var der ingen, som anede hvem der hørte til den ene, eller anden klan, eller om man var en af de 'almindelige', eller ej. Vi måtte ikke vise vores sande 'jeg' for de almindelige, og da vi ikke ved hvem der er hvem, skulle skolen være det sted man tog hen, hvis ingen måtte vide hvem man var.
Vi passerede magikerne. Nogle lod som ingenting, mens andre fniste af os. Der sad 3 piger og 5 drenge omkring bordet. Mit blik gled hen over dem, og stoppede ved Tony. Jeg prøvede at se væk, men jeg havde svært ved, at lade som ingenting. Han smilede til mig, men jeg gemte mig bare bag Zack. Jeg kunne høre hans knurren, og fandt ud af, at han også så på Tony. Magikere altså, tænkte jeg. De troede at de ejede alt, og er ikke spor bange af sig. Men en ulv kunne sagtens dræbe en magiker. Det ville ikke være let, men man kunne godt. Hvis det ikke var fordi Tony var søn af Bay, så ville jeg have overvejet det, men det er han. En af de mægtigste magiker-børn af dem alle. Det var derfor at han behandlede mig som en ting han ejede. Det var kun derfor, at jeg ikke skænkede tankerne om hans død, en eneste gang.
Vi kom hen til vores bord, og jeg satte mig lidt væk fra de andre. Zack faldt i snak med nogle af hans venner fra forest klanen.
Nogen prikkede mig på skulderen, så jeg vendte mig om. En sød dreng med gyldenbrunt hår og mørkebrune øjne smilede til mig. Han havde en grøn t-shirt på, med skrift og nogle cowboybukser. Hans søde ansigt, fik mig til at smile.
"Undskyld, må jeg side her?" Den sukkersøde stemme fik mig helt væk fra virkeligheden.
"Det er i orden med mig" sagde jeg smilende. Drengen skulle til at sætte sig ned, da han blev trukket op at stå igen. 
"Men ikke for mig..." sagde Zack hvæsende. Han havde taget godt fat i drengens krave, men drengen så ikke ud til at være særligt bange.
"Zack!" Sagde jeg ophidset, og fór hurtigt op fra stolen, som væltede ud bag mig. Der blev pludselig meget stille i kantinen, og alle stirrede på os. Nogle få havde rejst sig fra deres stole, og var klar, hvis der skulle ske noget. Nogle af troldmændende havde endda rejst sig. Jeg begyndte at blive flov. Hvordan mon Zack og drengen havde det?
Drengen så på mig med et smil. Jeg så først undrende på ham, og så gav han mig et blik som viste mig, at jeg skulle se godt efter. 
Han greb fat i Zack's arm, svingede den rundt så den havnede på ryggen, og smadrede ham ned i bordet. Der lød et gisp rundt i kantinen, og mit blik flakkede rundt i lokalet. Mine kobbelmedlemmer rejste sig brat op, men satte sig hurtigt ned igen, da jeg stirrede ondt på dem. Ingen skulle vide at de rejste sig for at forsvare deres alfa, det ville bare virke mistænkeligt.
Drengen slap taget på Zack og gik om bag mig. Zack rasede op og skulle til at slå ud mod ham, da jeg greb hans arm og skubbede ham væk.
"Zack. Tag dig sammen!" Sagde jeg nærmest hviskende, men stadig med en hård tone. Jeg spredte mine hænder ud for at beskytte drengen. Zack's ulv var lige på kanten til, at springe ud og flå alt og alle fra hinanden, men han beherskede sig. En af de få ting, jeg var utrolig jaloux over. Jeg ville ikke kunne holde mig, modsat Zack, som kunne klare en hel del pres, uden at skifte skikkelse. Det var det han var blevet trænet til.
"Det var tæt på..." Sagde drengen og smilede til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...