Her & Him - One Shot {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 1 maj 2013
  • Status: Igang
Jeg er ikke selv fan - jeg har tabt mig hjerte til en anden - men tog med for min hendes skyld, fordi det ville gøre hende glad, og det eneste jeg ønsker, er, at se hende glad. // Bidrag til 'Til koncert med One Direction' konkurrencen. - Dedikeret til min fantastiske veninde Maja (DirectionersPower).

7Likes
17Kommentarer
463Visninger

1. One Shot.

Det varmede om hjertet at se hende glad, det var derfor, jeg havde indvilliget i aftalen og nu stod her. Alle omkring mig skreg af deres lungers fulde kræft, og hun var da ikke en undtagelse. Smilet, der omkransede hendes læber, var smukt, det klædte hende. Jeg fortrød ikke, at jeg valgte at tage med. Det her var en oplevelse for livet, lige meget om jeg brød mig om dem eller ikke. Det var stort at stå og vente på, at fem drenge, alle kendte jorden om, meget snart skulle hoppe ud på scenen og skyde koncerten i gang, som de mange tusinde af fans ventede spændt på.

Skrigene blev højere, og det rungede i mine ører. Jeg lo lidt åndsfraværende af det, men forstod dem godt. Hvis det var mig, som vidste, at jeg kun skulle vente få minutter igen, før jeg fik mit idol at se, ville jeg nok reagere lig dem. Så selvfølgelig forstod jeg dem, jeg havde jo bare tabt mit hjerte til en anden. En person som de skrigende, ivrende piger nok kendte ganske godt til. Han var den mand, som fik et smil til at lyse op på mine læber, når jeg de sjældne gange fældede en tåre eller to.

”Det er nu, det er nu!” hvinede min dejlige veninde ved min side, og jeg smilede stort. Ganske rigtigt, omtrent ti sekunder efter løb de alle fem ud på scenen, og den første sang begyndte øjeblikkeligt. Det var som en bølge af skrig, der startede oppe foran tættest på scenen og skyllede helt ned bagi, fyldte salen. Jeg mindedes at have hørt sangen, drengene - også kaldet One Direction - oppe på scenen sang. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var det en sang fra deres debutalbum.

Deres stemmer klingede nu meget godt sammen, trods jeg havde haft min tvivl om, hvor godt de sang live.  Alt i alt overraskede det mig, hvor flot de harmonerede de sidste toner i sangen. Alle skreg igen, hvilket de havde gjort igennem hele sangen – jeg fandt det en smule uforskammet, men drengene så ikke ud til, at de havde noget i mod det.

”We thank you so much, every of our incredible fans!” sagde drengen med det krøllede hår ind i mikrofonen. Hans ansigt blev vist på storskærmen. ”We love you all,” fortalte han, inden melodien til den næste sang begyndte.

”Er han bare kær, eller er han kær?” skreg min hun for at overdøve de øvrige skrig. ”Han er da fin nok,” råbte jeg igen til svar. Jeg vendte hovedet væk fra hende og så op på scenen igen, hvor alle fem drenge hoppede rundt og smilede og sang. En gang i mellem vinkede de til nogle af deres fans.

Efterhånden som koncerten skred frem ad, havde jeg ikke længere styr på, hvor mange numre der var blevet spillet. De havde skiftet tøj et par gange, og så havde de svaret på ’Twitter questions’, som de kaldte det. Jeg havde da i hvert fald fået mig et godt grin, da drengen med brunt og forholdsvist kort hår forsøgte at mime. Interessant syn..

En sang sluttede med sætningen; ”So we can start it all over again.” Det var klart en sød sang, og jeg var blevet en smule hevet med af stemningen, så jeg grinede højt og skreg med min veninde. Jeg havde ikke forventet at aftenen skulle foregå sådan, men den havde overgået mine forventninger, og jeg var glad for, jeg var taget med. Jeg gjorde min veninde glad, og jeg fik mig selv en dejlig aften.

Melodien til en sang, jeg havde hørt før, startede. Det var den sang, jeg havde set frem til at høre hele aftenen. Det var bare ikke af samme kunstner, jeg hørte sangen.

Den sorthårede dreng startede den vidunderligt smukke sang. Drengen, som før havde forsøgt at mime, tog over. Folk skreg ikke mere. I stedet puslede folk med noget alle steder, og jeg havde på fornemmelsen, hvad det var.

Da de første ord i omkvædet var sunget, strakte alle deres hænder i vejret med et papir i et fast greb, og som jeg havde forudset, var der et hjerte af Dannebrog. Mit smil voksede, da jeg så min veninde også stod med et papir i hænderne og svajede det fra side til side i takt med musikken.

Det var et smukt projekt, de havde fået op og køre. – Det beundrede jeg virkelig.

Omkvædet sluttede, og den tredje dreng med brunt hår begyndte at synge, som jeg kendte ved navn Louis, da hendes yndlings var ham. Jeg havde opmærksomt mit blik liggende på ham, men da folk begyndte at skrige, så jeg irriteret ud over salen. De ødelagde sangen, men i samme øjeblik jeg så på scenen igen, så jeg, han komme gående ud.

”I  know you’ve never loved the sound of your voice on tape,” sang den krølhårede, men jeg bemærkede det knap nok. Han satte sig ved siden af den krølhårede. Han sang næste linje med drengen som sit selskab. Mine øjne var vidt åbne. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Mine læber skilte sig let ad, mens mine øjne borede sig ind i hans, trods han ikke kiggede i min retning.

”But you’re perfect to me,” lød hans perfekte stemme, og der trillede den første tåre over min kind. Han rystede forsigtigt i sit hår og smilede ud over publikum. Han var klædt i en sort T-shirt og et par almindelige bukser. Han var en engel.

”Tak, jeg elsker dig, Maja, tak for det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...