Ghost quest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er historien om Kokoro, en pige med japansk og dansk afstamning som er død. Hun tror ikke der er nogen som kan se hende, men en dag er der rent faktisk en der kan. De to kommer ud på en længere rejse for at finde ud af hvor hun er begravet, men tingene er tilsyneladende ikke som de så ud til at være.

15Likes
19Kommentarer
925Visninger
AA

13. Usikkerhed

Kokoro var ikke sikker på hun ville tilbage, hun havde det bedre i uvidenhed, hun havde James og hans selskab var faktisk dejligt. Han ville jo tage hjem når det var. Hun sukkede, men så lavt han ikke kunne høre det. Hun var jo begyndt at holde af ham, selvom de kun havde kendt hinanden i kort tid, men denne quest havde sat dem tæt sammen. James imellemtiden var i gang med at finde ud af hvorfor det var han kunne se hende, og kun ham. April sad og kunne se han tænkte over det hun havde sagt.

"Har du været ud for en nær døds oplevelse?" kom det fra April som afbrød stilheden.

Kokoro blev forvirret, men det var sandt, hun vidste jo intet om ham, hverken hans alder, hvad han lavede, eller om han havde haft sådan en oplevelse. Måske var det bedst at skilles, men hun ville bare så gerne lære ham bedre at kende. Han nikkede, og Kokoro spærrede øjnene op.

"Ja, men det er mange år siden, men det forklarer ikke hvorfor jeg så ikke har set andre" sagde han kort uden at forklare dybere.

April nikkede lidt. Sukkede så tungt.

"Måske er det bare tilfældigt at du kan se hende? Eller også er det noget der er forudbestemt af højere magter" sagde April bare uden at være overrasket.

Kokoro vidste ikke hvad hun skulle sige, eller gøre for den sags skyld, hun var så forvirret. Han havde haft en nær døds oplevelse, men kunne kun se hende, hvad betød dette?

"Hvad betyder det når jeg kun kan se hende?" sagde James så.

Det var som om han havde læst Kokoros tanker og kom med spørgsmålet til April, April sad bare roligt og så lidt på ham. Hans lange mørkebrune bølget hår, klædte hans markeret kindben og hans mørkebrune varme øjne var lokkende, selv for April, men hun vidste hvad dette betød, og holdte igen.

"Det betyder muligvis i er det man i den moderne tid kalder Soulmates" forklarede hun roligt.

Kokoro rødmede fuldstændig op og kiggede først på James, men så genert ned, det kunne da ikke passe? Hun var ude af stand til at sige noget. Hun rejste sig og gik, James opdagede forsent hun var gået. James selv var mere rolig, men også lidt rød om kinderne, Kokoro var jo en sød pige, men ikke hans type. Ikke efter hvad han kunne regne ud, hun var for genert og stille. Han havde brug for en der kunne forsvarer sig selv. Han kiggede kort efter Kokoro og rejste sig så op.

"Du må have mig undskyldt" sagde han til April.

Han gik efter hende hen til huset hvor hun stod på terassen uden foran huset, hun stod med ryggen til ham. Han kom derhen, hans bølgede hår blafrede i vinden, det gjorde hendes sorte hår ikke.

"Hvad er der galt Kokoro?" spurgte han så.

"Det bare så pinligt, soulmates, jeg kunne ikke klare at høre på det" forklarede hun oprevet.

Hun stod stadig med ryggen til ham, hun var forvirret over sine følelse for ham, mens han også havde virket så rolig, det forvirrede hende, følte han da ikke et bånd imellem dem? Om det så bare var venskabeligt. Hun vendte sig om.

"Hvorfor tog du det så roligt" råbte hun næsten af ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...