Ghost quest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er historien om Kokoro, en pige med japansk og dansk afstamning som er død. Hun tror ikke der er nogen som kan se hende, men en dag er der rent faktisk en der kan. De to kommer ud på en længere rejse for at finde ud af hvor hun er begravet, men tingene er tilsyneladende ikke som de så ud til at være.

15Likes
19Kommentarer
1015Visninger
AA

24. Tilbage

Hun fløj nærmest igennem luften uden at kunne mærke eller at se, men det føltes på en måde sådan, hvor var hun på vej hen? Hun prøvede at åbne øjnene, men det lykkedes ikke, noget holdt dem lukket. Med et stod hun stille eller rettere lå. Hun kunne høre noget der bippede fjernt, men alligevel tæt på. Hun mærkede sin hånd, knyttede den, fik stof op, hun prøvede nu igen at åbne øjnene. Hun kunne mærke sine øjenlåg give efter og åbnede så øjnene. Hun lå på hospitalet. Havde det hele været en drøm? Nej hun var her og nu kunne hun huske alt, alt der var sket. Hun løftede begge hænder og tog sig til kinderne, de havde kysset. Så godt de nu havde kunne, men stadig, hendes første kys. Hun kiggede rundt, hun var jo forsvundet fra ham, han måtte jo være bekymret, hun måtte se at komme ud og op til slottet til ham.

Han kiggede undrende rundt, hun var væk, hvor var hun forsvundet hen? Han havde en idé om det og løb tilbage mod byen, mod hospitalet. Var det mon lykkedes?

Hun steg ud af sengen og tog monitoren af som så stoppede med at bippe, hun slukkede den også, hev bare stikket ud, for hun ville ikke høre på den tinnitus tone den gav når den ikke kunne finde en hjerterrytme. Hun tog droppet ud, det gjorde lidt ondt, men det lykkedes uden at hun blødte synderligt. Hun skulle til at gå ud af døren, da hun kiggede ned af sig selv, hun var kun i undertøj, det ville ikke du. Hun drejede rundt og kiggede i skabet, der var hendes dejlig lange havblå og hvide kjole med et gyldne tøjklæde til hofterne. Hun tog den på, stille og roligt, for hun følte sig svag. Hun havde jo også ligget der i noget tid. Hun skyndte sig dog også, så det gik ikke for langsomt. Hun bandt tørklædet om hofterne og skulle til at gå ud af døren, da han kom ind. 

Han var forpustet og så hende ikke ved det første, for hun stod ved dørens side og ikke foran ham. Han så over på sengen og vente så blikket og så en smilende Kokoro. Han var stadig forpustet, men det hele skulle nok gå. Nu var de sammen. Han gik hen til hende og tog hendes hånd, hun havde dejlig blød hud, han smilede lidt mere og trak hende ind til sig og krammede hende, han kunne røre ved hende, og nu det bedre, han ville kunne kysse hende. Han kyssede hende igen, dybt og kærligt. Det her var rigtigt, det var sådan det skulle være.

Det efterfølgende dage boede de sammen på slottet, Grev William forbarmede sig og lod hende blive, nu hvor hun havde en kæreste og en der kunne holde hende beskæftiget istedet for at hun var 'mærkelig'. 

De sad sammen på hendes værelse og kiggede kærligt på hinanden, de var lige kommet tilbage fra aftenens buffet.

"Jeg kunne godt vænne mig til at bo på en slot" grinede James.

Kokoro fniste og kyssede ham kort på kinden.

"Tja det lidt tidligt at flytte sammen, men hvad syntes du?" sagde hun så.

"Der hvor du er, vil jeg være" svarede han kærligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...