Ghost quest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er historien om Kokoro, en pige med japansk og dansk afstamning som er død. Hun tror ikke der er nogen som kan se hende, men en dag er der rent faktisk en der kan. De to kommer ud på en længere rejse for at finde ud af hvor hun er begravet, men tingene er tilsyneladende ikke som de så ud til at være.

15Likes
19Kommentarer
890Visninger
AA

7. Sandheden

Grev William var grå at se på, men han var ikke gammel at se på, han havde været på hendes mors alder, men han virkede grå og trist at se på skønt han var iført et fint sort jakkesæt med en blå skjorte. Han så lidt mistænktsom på James, Kokoro gik nærmere, hun følte at hun huskede noget, men ikke helt. Hun iagttog ham bare roligt, han kunne jo ikke se hende så hun gik nærmere og hen på den anden side af bordet og kiggede på ham, grevens blik var fastsat på James. 

"Hvad vil du her, fremmede?" sagde greven så.

James kiggede lidt nervøst rundt, Kokoro kunne se han var igang med at finde på en løgnhistorie, forhåbentlig kunne greven ikke se dette.

"Jeg er kommet på vegne af Kokoro, jeg er en gammel ven og vil vide hvor hun er begravet så jeg kan ligge blomster på hendes grav" løj James.

Greven kiggede lidt mistænktsomt på ham men sukkede så.

"Kokoro du siger, hun har aldrig nævnt dig, og jeg har været gift med hendes mor her de sidste 8 måneder eller de sidste 6 af hendes liv" svarede han sørgemodigt.

Kokoro fik et chok over det, hun kunne ikke huske noget om det, men da hun så havde tygget lidt på det kom det frem i hende med en rystelse, heldigvis ikke en som fik hende ned og ligge, men hun huskede nu at de var blevet gift og hendes mor var død. Det var stadig chokerende, men hun huskede også at greven tog sig godt af dem begge, især hendes mor. 

"Jeg er en virkelig gammel ven, jeg har først hørt nyheden fornyelig og ville gerne ære hendes minde" svarede James løgnagtigt.

"Sagen er den at hun ikke er død"

Det kom som et chok for dem begge. Kokoro ville have besvimet hvis hun ikke var død i forevejen, eller det var hun jo ikke, hun var bare en ånd, men hvorfor, hvorfor var hun en ånd?

"Hvad er hun så og hvor er hun?" sprugte James chokeret.

"Hun ligger i koma på hospitalet" svarede han roligt

Han havde set chokket i hans ansigt og det virkede oprigtigt selvom James og Kokoro næsten lige havde mødtes havde de allerede knyttet et hvis bånd, for der var ingen andre der kunne se hende og han var den eneste der kunne se hende. 

"Mange tak, er det muligt at besøge hende og ligge nogle blomster?" spurgte James så lidt mere roligt

Greven nikkede og pegede mod døren i en venlig gestus at vise ham ud. James nikkede kort og gik så mod døren, hun tøvede lidt, men begyndte så at gå med. Det hele var så uvirkeligt for hende, hun var ikke død, men hvorfor var hun så her og ikke i sin krop? Det gav ingen mening, men måske gjorde det når hun kom tilbage i kroppen. James lukkede døren efter ham og hun gik lige igennem den og ned af gangen mod trappen og han med, de sagde intet til hinanden, de var begge i chok. Hun gik først ned af trappen, nærmest svævende og han gik med tunge skridt derned af. De kom ned i salen, alle menneskerne var der stadig. Ingen af dem lagde rigtigt mærke til ham og ingen af dem kunne jo se hende.  De gik igennem mængden hen imod døren og udenfor og ned mod hospitalet.

De stoppede udenfor hospitalet, de havde ikke snakket hele vejen derned til, de havde intet haft at sige, han vente fronten mod hende.

"Okay jeg er ikke skør, du findes, men hvorfor er du her hvis du ikke er død?" hviskede han til hende.

Hun trak på skulderene og vidste ikke hvad hun skulle sige, han rystede bare på hovedet og kiggede ned i jorden, han sukkede og tog så en dyb vejrtrækning og gik ind af hospitalets indgang. Hun gik igennem døren og de gik hen til skranken. 

"Jeg skal besøge en af mine venner der ligger i koma, en ved navn Kokoro" sagde han bare ligeud.

Damen bag skranken var en farvet lidt buttet dame, men så ganske venlig og frisk ud skønt hendes overvægt, hun var også køn på sin måde, hun havde en lyseblå uniform på og kiggede listen igennem og nikkede så.

"2. sal, gang 3, stue 5" svarede hun kort

Damen gik tilbage til det papirarbejde hun var igang med før de havde afbrudt hende. Han begyndte at gå og hun med, jo tættere på jo mere nervøs blev hun, for hvordan skulle hun komme ind i sin krop igen, det var det svære spørgsmål, var det bare noget hun gjorde, eller hvordan foregik det? 

De kom til stuen og de stod lidt udenfor før de gik ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...