Ghost quest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er historien om Kokoro, en pige med japansk og dansk afstamning som er død. Hun tror ikke der er nogen som kan se hende, men en dag er der rent faktisk en der kan. De to kommer ud på en længere rejse for at finde ud af hvor hun er begravet, men tingene er tilsyneladende ikke som de så ud til at være.

15Likes
19Kommentarer
923Visninger
AA

8. Kan ikke

Det der mødte dem var hendes krop liggende i stuen, hun lå med slanger ned i halsen gennem munden og monitor der holdte øje med hendes hjerterytme var stabil. Kokoro kunne ikke få øjnene væk fra sig selv, hun gik langsomt nærmere, hun så fuldstændig chokeret ud, at se sig selv sådan, så lille og så sårbar. James stod i baggrunden og var tydelig også chokeret, hun var jo virkelig og det var først faldet ham ind nu. Han kunne jo ikke hallucinere alt dette, en sund og rask dreng på hans alder, det ville jo næsten være umuligt, det var muligt men stadig. De stod sådan lidt indtil han rømmede sig.

"Skal du ikke prøve at komme tilbage til din krop?" sagde han så lidt uroligt.

Hun nikkede, det havde nu været hyggeligt, men nu måtte deres veje vel skilles, for nu skulle hun tilbage til sit liv. Hun kiggede på sin krop og trådte nærmere og bøjede sig forover til hun faldt og hun faldt lige igennem. Hun rejste sig op igennem kroppen og stod så igennem sig selv, det så virkelig underligt ud. Hun kiggede rundt og kunne næsten græde.

"Jeg kan ikke" kom det fra hende.

Hun gik ud og væk fra sin krop og satte sig over på en stol og kunne bare tude, men hvad ville det nytte? Ingenting. Hun sad bare helt modløs, hun kunne ikke komme tilbage til sin krop. Han gik roligt hen til hende, tydeligvis mere chokeret end før, han satte sig på hug foran hende for at få hendes øjenkontakt, han kiggede roligt ind i hendes blå næsten lysende øjne med hans egne mørkebrune øjne. Hun ville gerne begynde at græde men der var noget over hans blik der beroligede hende og hun smilede sørgemodigt til ham. Han smilede beroligende tilbage.

"Vi skal nok finde en måde hvorpå du kan komme tilbage, men det nok ikke tid nu" sagde han bare.

Han rejste sig op og hun med, der var ingen grund til at blive. Der var dog noget hun var nødt til at tilstå. Hun kunne knap huske det sidste år af sit liv, det var kun når hun fik rysteture at noget kom frem igen, men hun vidste stadig ikke hvorfor hun var endt sådan. Det var et mysterium i sig selv. De gik ned af gangen og videre ned og ud. Da de kom ud stoppede han.

"Vi finder et sted vi kan sove for natten så vi ikke behøver at tage frem og tilbage"  sagde han roligt.

Han smilede da hun nikkede, de var allerede ved at knytte et venskabeligt bånd. Hun smilede lidt da de vadede igennem byen for at finde et sted, det var alligevel også blevet ret sent og det var tusmørke nu. Han fandt en kro med bed and breakfast. Han gik derind og fik af vide at de havde nogle værelser ledige, han lejede et enkelt og fik så nøglen dertil. Kroen var ret charmerende indenvendigt, udenvendigt var det bare en bygning. Men indeni var den rustik men vedligeholdt. Det meste var lavet af træ men der var også nogle udstoppet dyr hist og her. De gik op på værelset og han låste dem ind, der var kun en seng, men han kunne ikke røre hende så det var lidt ligemeget at de sov i samme seng, og sådan havde de det faktisk begge to. Han trak tøjet af til han var i undertøj, han var tynd, men ikke for tynd, en smule trænet i armene men ikke så meget på maven, men en smule. Han så fantastisk ud i hendes øjne.

De lagde sig til at sove i stilhed i samme seng, hun havde stadig sit tøj på, ikke i sinde at tage det af. Han faldt hurtigt i søvn og hun lod som om hun sov. Bare for at hvile sindet lidt. Hun kunne jo ikke sove, hun var jo en ånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...