Ghost quest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er historien om Kokoro, en pige med japansk og dansk afstamning som er død. Hun tror ikke der er nogen som kan se hende, men en dag er der rent faktisk en der kan. De to kommer ud på en længere rejse for at finde ud af hvor hun er begravet, men tingene er tilsyneladende ikke som de så ud til at være.

15Likes
19Kommentarer
914Visninger
AA

23. Kærlighed

Hun kom ud til ham igennem væggen. Hun stod foran ham, med så mange spørgsmål, men uden at kunne sige noget. Hun stod bare der og så skiftevis ned også på ham, hvad mon han ville? Hun var nysgerrig men også nervøs, hun havde ikke ventet det her. Han selv var også nervøs, hvordan skulle han mon sige det, det var svært. Han åbnede munden men intet kom ud, han lukkede den hurtigt igen. Hun kiggede stadig skiftevis op på ham og ned på jorden, det var så forvirrende. Han rømmede sig.

"Øh... Kokoro..." startede han ud.

Hun kiggede nu direkte ind i hans brune nervøse øjne. Hvad var det mon han ville? Hun var så nysgerrig men stadig så nervøs at hun ikke kunne spørge ham, og ja nu havde han jo begyndt en sætning, så hvad han mon ville sige, hun ventede spændt.

"Jeg tog hjem, hyggede mig med nogle venner..." forsatte han.

Han undlod at fortælle om hende pigen, det var der ingen grund til, og der var jo ikke rigtig sket noget, og han var jo her nu. Så han undlod det med den blonde pige. 

"... men det føltes bare så forkert, jeg prøvede at hygge mig, virkelig, men det var bare ikke rigtigt..."

Hun lyste en smule op, hvad var det han var ved at sige, hun kunne ikke vente, men det virkede svært for ham at få ud, så hun ventede utålmodigt, dog uden at vise det.

"Jeg indså hvor meget jeg savnede dig og hvor rigtige vi er for hinanden...." 

Hun kunne græde, den tomme følelse i brystet var væk og istedet bredte sig en varme, men han havde ikke rigtig sagt så meget, og det virkede til han ville sige mere, så hun ventede utålmodigt videre.

"Jeg indså at vi er mere end bekendte og jeg også gerne vil være mere end bare venner, jeg savnede dig...." sagde han så til slut.

En enkelt tårer faldt ned over hendes kind og hun gik tættere på ham, hun lagde sin spøgelseshånd på hans kind, selvom den gik lidt igennem. Han var lettere forvirret over sig selv og hende, men smilede stadig, for det her føltes rigtigt.

"Jeg elsker dig Kokoro" sagde han.

Uden at vente på hendes svar bøjede han sig ned og kyssede hende på munden, også selvom læberne ikke rigtig mødtes føltes det alligevel rigtigt. Hun blev overrasket, men var glad, det skete virkeligt. 

"Jeg elsker også dig James" sagde hun.

Hun begyndte at lyse op og langsomt forsvinde, hun trådte et skridt tilbage og kiggede på sine hænder der langsomt blev mere og mere gennemsigtige. Da var hun væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...