Ghost quest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er historien om Kokoro, en pige med japansk og dansk afstamning som er død. Hun tror ikke der er nogen som kan se hende, men en dag er der rent faktisk en der kan. De to kommer ud på en længere rejse for at finde ud af hvor hun er begravet, men tingene er tilsyneladende ikke som de så ud til at være.

15Likes
19Kommentarer
921Visninger
AA

18. Hver til sit

Han tænkte over det, det var jo fordi at tingene var ved at tage fart og blive alvorlige, det havde været meget sjovere og mere spændende til at starte mere. Et mysterium. Nu var det ligesom om han havde mistet gnisten, han måtte hellere sige det. Det var bare så svært, han havde opdaget hvor følsom hun var, og han havde opdaget at hun kunne lide ham, bare ikke hvor meget. Han vidste ikke helt hvordan hun ville tage det, hvordan hun ville reagere, men han var nødt til at sige det.

"Øh, kokoro?" sagde han tøvende.

Hun rejste sig hurtigt op og lyste op i et smil, men da hun så hvor alvorlig han så ud mistede hun smilet og glødet derved. Hun vidste nærmest at det var noget alvorligt han ville sige, men ikke hvor alvorligt det ville blive.

"I morgen, tager jeg hjem, jeg kan ikke det her mere, og du kan jo selv komme tilbage" sagde han alvorligt.

Hun kunne græde, hun ville jo ikke miste ham. Hvad skulle hun nu gøre? Nu skulle hun jo være alene. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, med et begyndte vrede at brænde i hende.

"Fint, gør som du vil, men så smutter jeg nu, du  behøver ikke vente til i morgen, tag afsted nu. For dig er det her jo bare en leg." sagde hun koldt.

Hun vendte rundt på hælen og gik mod døren. Han forstod hende ikke, de kunne jo ikke blive sammen hele tiden, han havde jo hjulpet hende, hvad var der mon galt med hende? Han sukkede og så hende gå ud igennem døren og forsvinde væk. Hun satte i løb ud igennem kroen og begyndte at græde, hun satte mod en ukendt destination.

Han sukkede, det var ikke ligefrem sådan han havde villet skilles. Han satte sig på sengen og følte et sug i maven, hun var væk, forevigt måske. Ja det var nok rigtigt nok, forevigt. Han smed sig så ned og ligge og kiggede op i loftet, måske havde det været forkert at sige det sådan, at gøre det så hurtigt. Han havde jo et liv, venner og ja ingen familie, men han havde et liv udenfor dette, det skulle hun jo også tage hensyn til. Alligevel følte han sig som den slemme fyr. Hvad var det også for noget med at tage det som en leg, ja det var spændende i starten og det fik ham til at prøve, men nu havde han prøvet og det var kedeligt nu. Hun havde muligvis ret omkring ham, han tog det jo muligvis som en leg. Var det godt eller skidt?

Hun løb og løb og løb, igennem byen, i gader og stræder, indtil hun kom til hospitalet, hun stoppede op med tårer i øjnene, hun kunne jo prøve, bare en enkelt gang. Hun gik langsomt ind på hospitalet, betragtede kort de sørgelige eller sårede mennesker der var der. Hun vidste hvad de følte, sorg, fortvivlelse og smerte. Hendes var bare psykisk, hun sukkede og gik videre, op til den stue hun lå på, hun gik ind, kiggede sig omkring, der var ingen ved hendes side, sådan ville det nok altid være. Hun ville være alene til enden af verdenen, ikke engang April kunne redde hende fra det, godt nok var de venner, medhekse, men hun manglede mere, hun manglede James.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...