Ghost quest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er historien om Kokoro, en pige med japansk og dansk afstamning som er død. Hun tror ikke der er nogen som kan se hende, men en dag er der rent faktisk en der kan. De to kommer ud på en længere rejse for at finde ud af hvor hun er begravet, men tingene er tilsyneladende ikke som de så ud til at være.

15Likes
19Kommentarer
884Visninger
AA

16. Flere brikker

Hun løb igennem skoven, næsten grædende. Hun genkendte denne scene fra første dag som astral form. Hun løb videre igennem skoven, let og elegant sprang hun over en væltet stamme, selvom hun nok bare ville have kunne løbe igennem den. Følelsen af at flyve var noget hun holdte af og kunne huske fra da hun var helt lille. Hun løb videre, det lysnede fremme. Dagen var stadig ung, men solen stod allerede højt. Hun løb og løb, uden at blive forpustet, det var fordelen med at være i den tilstand hun var i. Hun løb over marken og hen til vejen og ned mod kroen. Igennem og forbi mennesker som havde travlt med at starte dagen op. Hun kom til kroen og løb ind igennem døren og videre op på værelset hvor James sad. Han så forskrækket på hende da hun bare løb ind.

"Hvad er det galt?" kom det uroligt fra ham.

"Jeg ved hvorfor jeg forlod min krop" svarede hun en anelse oprevet.

James rejste sig fra sengen og hans øjne lyste af nysgerrighed, ja for ham var dette bare en Quest. Kokoro sendte ham et trist blik og begyndte at vandre rundt i værelset.

"Det fordi jeg skulle sendes til en psykiatri, den inde i storbyen" forklarede hun.

Hun forsatte sin vandring og gik frem og tilbage. Han fik stress af at se på hende, men var mere nysgerrig end stresset.

"Hvem ville sende dig afsted og på hvilket grundlag, hvis du husker det?" sagde han så i håb om hun kunne svare.

"William" sukkede hun og forsatte sin vandring.

"Hvad med du sætter dig ned og forklarer lidt nærmere?" sagde han så.

Han håbede hun ville sætte sig ned så han ikke skulle få yderligere stress, men han ville ikke være ond og prøve at kommandere med hende når hun var så oprevet. Hun nikkede og gik over og satte sig i sengen. Han satte sig ved siden af hende.

"Det fordi, jeg har åbenbart opført mig underligt siden min mor døde, fordi jeg er heks, men har ikke kunne fortælle ham. Ikke fordi man brænder hekse længere, men man bliver stadig misset og ja jeg har åbenbart opført mig underligere end jeg plejede og det besluttede han sig for, og det var derfor jeg forlod min krop" forklarede hun.

Hun gøs ved tanken om at blive spærret inde i en celle og pakket væk fra omverdenen. Hun ville ikke derhen og følelsen af at ville blive i sin nuværende tilstand blev større. Hun kiggede på ham med våde øjne. Han ville gerne trøste hende, men hvad kunne han gøre, han kunne ikke give hende et kram, som han ellers gerne ville have gjort i denne situation. Hun var oprevet og kunne græde, mens han stilhed og tilbageholdenhed ikke hjalp på det hele. Var hun virkelig så alene i verden? Nu gad hun ihvertfald ikke tilbage til sin krop, for hun kunne ikke se nogen udvej til dette. Han forstod hende godt og ville gerne trøste hende, men hvad skulle han sige, det hele var så forvirrende, så han kom med det typiske.

"Det hele skal nok gå" sagde han trøstende.

Hun for sammen og kiggede på ham med en dulmende vrede, hun var ikke så vred over de bare var bekendte mere. Hun var vred over hvordan han kunne tage det så roligt, men det var nok noget med at det ikke var ham det gik ud over. Det var hende det drejede sig om, hun var en ånd lige nu og når hun kom tilbage til sin krop, ville hun blive spærret inde. Han kiggede hurtigt ned da han så hendes vrede blik.

"Jeg mente bare, vi skal nok finde en løsning på dette" forsvarrede han sig selv.

Hun nikkede og faldt til ro, han havde nok ret. Hun rejste sig op og gik over til vinduet og kiggede ud.

"Du har ret, vi skal nok finde ud af noget" sagde Kokoro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...