Ghost quest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er historien om Kokoro, en pige med japansk og dansk afstamning som er død. Hun tror ikke der er nogen som kan se hende, men en dag er der rent faktisk en der kan. De to kommer ud på en længere rejse for at finde ud af hvor hun er begravet, men tingene er tilsyneladende ikke som de så ud til at være.

15Likes
19Kommentarer
888Visninger
AA

1. Død

Hun løb og løb, panikken, angsten og forvirring var malet i hendes ansigt, hun løb videre, kiggede bagud og vente hovedet og så hun var på vej mod et træ men kunne ikke nå at stoppe, hun forberedte sig på smerten, men fik det så bekræftet da hun løb igennem træet og landede på den anden side. Hun stoppede langsomt. Hun kiggede ned af sig selv, hun rørte lige akkurat jorden men kunne ikke føle græsset mellem sine tær eller at jorden var mudret og hendes tær var ikke selv mudret, hun hev op i kjolen og tjekkede det. Hendes fødder var rene. Hun gispede og slap den mørke havblå kjole og kiggede ligeud i luften og satte så i løb igen.

Hun var død. Hun satte sig ned og græd, de gennemsigtige tårer kravlede ned af hendes kind fra hendes lyseblå næsten lysende øjne. Hun kiggede på sine hænder og gemte sig så bag dem, mens hun begyndte at tude, den svage lyd fra hendes læber blev hørt af dyr og fugle, men det lagde hun ikke mærke til. Hun havde nægtet at tro det først, hun var lige kommet derfra.

Hun havde set sin krop ligge på et marmorgulv, og havde løbet i håb om dette kun var en drøm, hun havde råbt til folk, men ingen havde hørt hende og hun var løbet væk. Hun havde prøvet at løbe ud af drømmen men jo længere hun løb jo mere blev hun klar over dette ikke var en drøm. Hun sad bare og var forvirret over sig selv. Hun græd højlydt videre, hun havde jo ikke været mere end 19 år gammel, tror hun, nu hvor hun tænkte over var det sidste hun kunne huske udover at kigge på sin krop at hun gik i seng, så det hele gav ikke rigtigt mening. 

Hun blev i skoven i nogle dage til hun fandt en bro og besluttede sig for at hjemsøge den da stedet tiltrak hende. Floden der nedenunder piskede frem fra smelteisen fra bjergene og det kolde vand der var dødeligt som ikke kunne røre hende. Broen der var lavet af træ og var lidt vakkelvorn ude i siderne men solid inden på midten og på hver side lå en vej. Hun stod bare ofte på broen og iagttog vandet. Af og til kørte der biler igennem eller forbi hende men ingen så hende, hun var usynlig, hun var død. Det hele var så deprimerende for hende at hun forblev trist i de dage.

Det eneste hun lavede var at iagttage naturen og tænke på hvorfor hun var død og hun kom frem til det nok var en blodprop selvom hun hverken var tyk eller huskede noget omkring at spise usundt, faktisk det hun kunne huske var at hun holde sig væk fra søde sager og fed mad. Det var bare det eneste logiske når hun bare lå der på gulvet uden noget som helst. Hun ærinderede nemlig intet blod.

Naturen var skøn om foråret, for det var vel forår? Det måtte det være siden isen smeltede fra bjergene og træerne begyndte at få lidt blade så deres nøgne grene ikke længere lignede hænder i mørket som ville gribe ud efter hende, det var endnu en grund til hun blev på broen, hun var bange for hvad der var i mørket. Men der var ofte lys fra stjerne og måne nok til hun kunne se hvad der var på broen så der holde hun sig. Især om natten men også lidt om dagen og ellers blev hun i nærheden, hun undersøgte lidt af skoven og så ofte på blomsterne springe ud i sollyset, for hun havde jo ikke brug for søvn så hun kunne jo blive oppe hele tiden, men nogle gange blev hun mentalt træt og lod som om hun sov, men det gjorde hun ikke.

En dag som alle andre dage så hun en bil, komme kørene, der var kun en passager i, køreren. Hun iagttog ham da han kom imod hende, det var mørkt og hun kunne kun skimte personen og ellers bare se forlygternes lys, hun stod midt på broen men med et kunne hun se det, panikken i personens ansigt da han så hende.

Hun blev selv panisk men blev stående, betød dette at hun var blevet levende igen, bilen prøvede at bremse op men på grund af mange års misvedligeholdelse havde træet på broen fået en plantebeklædning hun ikke kendte til, men som gjorde det glat at køre på når det var vådt og duggen var lige faldet så det gav sig selv. Hun stod bare der og han hakkede bremsen i men kørte så igennem hende og bilen drejede 90 grader og var på vej ud over broen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...