Ghost quest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er historien om Kokoro, en pige med japansk og dansk afstamning som er død. Hun tror ikke der er nogen som kan se hende, men en dag er der rent faktisk en der kan. De to kommer ud på en længere rejse for at finde ud af hvor hun er begravet, men tingene er tilsyneladende ikke som de så ud til at være.

15Likes
19Kommentarer
1015Visninger
AA

15. Bare bekendte

James sov lang tid den dag, Kokoro havde brugt tiden på at vandre rundt i værelset, kedet sig, hun var oprevet og kunne ikke finde ro. Hun havde også været lidt rundt i kroen, men ikke på andres værelser, hun havde en hvis respekt for privatlivet. Hun vandrede nu bare rundt på værelset, hun ventede på en måde på at han vågnede. Hun kunne godt lide hans selskab, men de var jo bare bekendte i hans øjne. James vågnede endelig, selvom Kokoro ikke havde lavet en lyd. Han rørte på sig, vendte sig lidt, han satte sig så op og så lettere bekymret på hende. Det forsvandt dog hurtigt.

"Jeg troede du var gået din vej" sagde han så lettet.

Hun rystede bare på hovedet, hun havde kort overvejet det, men hvor skulle hun tage hen? Fortvivlelsen over ikke at blive set eller hørt var forfærdelig og hun orkede den ikke igen. Hun sukkede og gik ud af døren efter han havde rejst sig op, hun ville ikke se på ham. Man kunne høre han væltede inde på værelset og kom så løbende ud af døren efter hende, igang med at hive bukserne op og få t-shirten ned. 

"Hvad er der galt Kokoro?" sagde han så bekymret.

Hun standsede, hun var nærmest rasende, hun ville ønske han ikke var så tungnem, havde hun da ikke ledt over til det flere gange, indirekte? Hun vendte sig mod ham og kiggede op på ham med nogle lynende øjne.

"Kunne du ikke være ligeglad? Vi jo bare bekendte" råbte hun af ham.

Han stod uforstående og kiggede på hende. Han ville gerne trøste hende og få hende til at have det bedre, men hvad skulle han sige, i hans verden var de jo bare bekendte. Han kunne jo ikke gøre for at hun kunne lide ham. Alligevel gav hendes råben ham et sug i maven.

"Jeg går mig en tur for at klare hovedet" sagde hun så lidt mere nede på jorden.

Hun ville ikke have han fulgte efter så hun gik ned af trappen i et hurtigt tempo, ned i kroens stue og ud gennem en væg og løb så afsted mod slottet og dets skov. James kiggede efter hende, forvirret og sukkende. Han forstod sig virkelig ikke på kvinder og bestemt ikke på hende. Hun var dog noget anderledes, lidt mere ligefrem og temperamentsfuld, uden at være overdrevet. Han gik roligt ned af trappen da hun var forsvundet ud igennem væggen, det var tydeligt at han ikke skulle følge med. Han gik ned og bestilte noget mad og spiste roligt og ville vente til hun var tilbage.

Kokoro kom til slottets skov og gik rundt deri, der var hyggeligt, nærmest idyllisk og hun faldt hurtigt til ro. Fuglene kvidrede og skoven var ved at springe ud i fuld flor. De hvide anemoner dækkede skovbunden sammen med nogle bregner der var ved at folde sig ud. Et rådyr sprang frem foran hende, tydeligvis forskrækket over noget, men fuglene kvidrede stadig, så intet at være bange for. Hun gik langt ind i denne idylliske skov og fulgte dyrenes stier. Med et skete det, hun faldt om i skovbunden og rystede, minder kom tilbage, mindet om hvorfor hun forlod sin egen krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...