Lille Solskinspige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 1 maj 2013
  • Status: Færdig
En novelle om en pige der bor alene i en skov med ingen andre end en sort ulv til selskab.
Hun ved ikke hvor hun kommer fra, men en smuk sang hjemsøger hendes tanker når hun mindst venter det.
Hvem er hun? Hvor kommer sangen fra? Og hvem synger den?

4Likes
4Kommentarer
361Visninger
AA

1. Lille Solskinspige - oneshot

Hendes fødder gled hurtigt og vant hen over den stenede overflade. Hendes fodsåler havde for længst vænnet sig til det hårde underlag. Med hovedet dukket og benene bukket smuttede hun væk fra dyresporet og forsvandt mellem de lange græsstrå. Hjorten vendte hovedet i et forgæves forsøg på at få øje på sin forfølger. Hun dukkede sig længere ned i græsset og kravlede lydløst tættere på.

 

Den bløde jord omfavnede hendes fødder og hænder og dæmpede hendes skridt. Hun knugede kniven i venstre hånd og slap ikke sit bytte med øjnene en eneste gang, da hun sprang frem fra sit skjul. Hjorten havde uden tvivl forventet at se en ulv eller en bjørn, og ventede derfor et forvirret øjeblik med sit flugtforsøg, hvilket resulterede i at kniven borede sig langt ind i dens hals, før benene begyndte deres håbløse flugt ind i døden.

 

Et smil bredte sig om hendes læber. Hun havde forbedret sig meget siden hun startede! Friskt hjortekød var meget bedre end de sure bær og den tørre bark, hun havde levet af så længe. Fisk havde en underlig konsistens, og de var svære at fange, så hun foretrak hjort.

 

Da hun var godt i gang med at skære kødet i mindre stykker og pakke det sammen i den hjemmelavede kurv af store blade, siv og snurregrene, blev hun opmærksom på de to gule øjne. Det var efterhånden ved at blive mørkt, så øjnene så nærmest ud til at gløde. Hun kneb øjnene sammen og viste sine tænder til busken foran hende, mens hun knurrede. Hendes knurren blev besvaret af to rækker skarpe, hvide tænder. Ulven trådte frem fra busken og begyndte at cirkulere omkring hende.

Dens pels var kulsort, og de lange filtrede hår forrådte øjet til at tro, at den måtte være ubehagelig at røre ved. De cirklede om hinanden, hende og den sorte ulv. Til sidst snerrede den af hende endnu en gang og gjorde klar til et langt spring, hun gjorde det samme, og så sprang de samtidig og kolliderede i luften


Hvis en udenforstående havde set det, måtte vedkommende have frygtet for pigens liv, men helt uden grund for snart gav hendes latter ekko i hele skoven, da hun og ulven tumlede rundt i skovbunden i leg. Til sidst slikkede ulven hendes kind med en rug, våd tunge, og hun lo endnu en gang og kløede den bag ørene. Så sprang den væk fra hende igen og gjorde et forsøg på at komme hen til hendes hjort, men hun var hurtig og stillede sig imellem dem med en bestemt mine.


”Nej!” sagde hun og kneb øjnene sammen mens hun viste tænder. Den så længe på hende med sine gule øjne, men gjorde intet forsøg på at gå tættere på. Så smilede hun og vendte sig om for at skære færdigt.

 

Da kurven var fuld, vendte hun sig igen mod ulven, som havde lagt sig i græsset, hvorfra den lå og betragtede hende. Hun nikkede mod den, og den kom på benene igen og gik til resterne af hjorten. Hun sad og så på at den spiste, og da den var færdig og helt rød om snuden, kom den hen til hende og blev kløet bag ørerne, før de sammen gik videre ind i skoven.

 

Den nat fandt hun en sprække i en klippe, hvor de begge kunne ligge og sove, og den sorte ulv holdt hende varm, mens regnen piskede ned udenfor. Da den spidse måne stod højt på himlen listede den sig hen til åbningen og sluttede sit ensomme hyl til de andres i nattens mørke.

 

De havde mødtes for første gang, da han havde været en hvalp. Dengang havde hun heller ikke været så van til skovens fremgangsmåde. Den lille, sorte hvalp legede med en sommerfugl i det høje græs, da hun pludselig stod foran den. Hendes blå øjne mødte hans gule og de stirrede begge to nysgerrigt på den anden.

Hun rakte prøvende hånden ud, for at røre dens bløde hvalpepels, men i det samme sprang ulvemoderen ud af buskene og stillede sig imellem dem. Hun synliggjorde sine skarpe, hvide tænder og lyn sprang fra hendes vrede øjne. Den forskrækkede pige vendte om og løb alt, hvad hun kunne, for at komme væk derfra.

 

Det havde ikke kun været første gang de mødtes, men også første gang hun tænkte over, hvor hun kom fra. Den sorte hvalp havde en mor til at beskytte ham, hun havde ingen. Og pludselig tog et sløret minde form i hendes hoved. En rød sø. En kvinde med hendes blå øjne og langt, lyst hår. Et smil. En sang.


Lille solskinspige, du må være modig
Se dig dog omkring, skoven her er frodig
Lille solskinspige, tag min skarpe kniv
Må den passe godt på dit dyrebare liv

 

Så var det væk igen.

 

Den næste morgen skinnede solen, som havde regnen blot været en drøm. Den sorte ulv var væk, sikkert gået på jagt eller ud for at udforske skoven. Selv smuttede hun ned til floden, og fandt stikfrugterne, hun havde lagt i vandet for et par dage siden. Den ellers hårde, røde skal med de skarpe pigge, var blevet brun og blød, så hun kunne pille den af og nyde den søde frugt indeni.

 

Hun havde hurtigt fundet ud af, at visse planter kunne spises, og andre var giftige, mens bestemte slags planter skulle behandles, før de kunne spises. De røde stikfrugter skulle ligge i rindende vand et par dage, ellers kunne man ikke komme ind til frugten indeni, de lyserøde bær på buskene uden stikkere, havde hun set et par fugle dø af at spise, så dem holdt hun sig fra.

 

Rødderne fra de små træer med gule blomster, kunne spises, men de skulle skæres op og tørres i solen meget længe, ellers fik man meget ondt i maven af dem. Hun lærte skovens hemmeligheder ved at betragte andre dyrs adfærd, noget hun også havde lært tidligt.

Det havde lige regnet, da hun mødte den sorte ulv for anden gang. Det var længe efter den første gang, for han havde vokset sig meget stor, større end sin mor. Hun plukkede sorte bær med stor forsigtighed, for hvis man stak sig på tornene, gjorde det meget ondt, og man sov mange nætter i træk med sved på panden.

Hun blev pludselig opmærksom på, at hun blev overvåget, og da hun vendte sig om, mødte hun de gule øjne.


Hun stod som paralyseret og stirrede ind i rovdyrets sjæl. Dyret var større end hende selv, men hun blev stående, hvor hun var. Hun havde set ulvene jage før, altid i flok, og altid fik de deres bytte. Hun kunne mærke hjertet banke tungt i brystet, men hun vidste godt, at han ville fange hende, hvis hun løb.

 

Måske var det dét, der reddede hendes liv, eller måske var det fordi, han var anderledes. Ulve færdedes normalt i flok, men han gik altid alene. Efter han havde stirret på hende, i hvad der føltes som en evighed, vendte han om og forsvandt mellem træerne, hvorfra han var kommet.  

 

Lille solskinspige, alting skal nok gå
I dig vil alle skimte mine øjne blå
Lille solskinspige, husk på hvem du er
Og husk at jeg vil leve, evigt her i dig

 

Hun vidste ikke hvor sangen kom fra, men den sneg sig altid ind på hende, når hun mindst ventede det. Vers hun havde hørt engang for så længe siden, vers hun ellers ikke kunne huske. Hun så kvinden med det lyse hår og de blå øjne. Hun så den røde sø og en stor, sort sky i baggrunden. Hun rystede på hovedet og begyndte at løbe.

 

Træerne fór forbi hende på begge sider, græsset rev hendes ben til blods, men for hvert skridt, falmede synet mere og mere, indtil der til sidst kun var melodien tilbage. Først da stoppede hun op, satte sig ned og lod tårerne falde. Den sorte ulv fandt hende krøllet sammen i græsset og prikkede til hende med snuden. Hun så op og omfavnede den varme, tykke, rug pels.
 

Den tredje gang de mødtes, havde hun lige fanget sin første kanin. Det havde været svært, og hun havde prøvet i dagevis, men de var alt for hurtige. Denne kanin havde været mindre end de andre, og en smule dum. Den så ikke ud til at genkende en jæger, da den så hende, og derfor fik hun stukket kniven i den, før den nåede at flygte. Mens hun prøvede at finde ud af, hvordan hun fik pelsen af den, sneg den sorte ulv sig ind på hende.


En dyb knurren fik hende til at vende sig med et ryk. De to gule øjne holdt hendes fast i lang tid, før de faldt på kaninen. Hun rakte langsomt ud efter den og kastede den over mod ulven, som greb den i luften og begyndte at tykke løs på den. Da den var travlt optaget af at spise, vendte hun om og løb så hurtigt hendes små ben kunne følge med.

 

De havde mødtes mange gange siden da. Ulven stjal ofte hendes mad, andre gange knurrede den bare af hende, til hun flygtede derfra. Lige indtil hun reddede hans liv.


Det var tordenvejr den nat, og hun havde fundet sig en klippehule at søge læ i. Det bragede og buldrede, og natten blev lys som dag, da lynet slog ned. Hun kunne høre en ulv hyle ikke langt derfra, og hun frygtede, at den ville finde hende i grotten. Men pludselig lød et ekstra stort brag, og hun måtte lukke øjnene, da hele verden blev badet i lys. Hun hørte et træ klage i regnen, og derefter et hyl af smerte. Hylene ville ikke holde op igen, de skar sig ind igennem hende og frøs hendes blod til is i årerne. Til sidst blev det for meget for hende, og hun gik ud for at se, hvad der var sket.

Hun fandt ham under et stort træ ikke mere end et par hundrede meter fra hendes skjul. Han snerrede ad hende, da hun nærmede sig, og hans øjne advarede hende imod at komme nærmere. Men der var også noget andet skjult helt inde bag vreden. Det var frygt. Han var lige så bange, som hun selv var. Hun klemte om kniven i sin hånd, men gav slip igen.

 

Hun kunne ikke få sig selv til at gøre en ende på hans liv. I stedet lagde hun den fra sig og begyndte at skubbe til træet. Den sorte ulv så til med store øjne, men selvom hun var tæt nok på, til at han kunne bide hende, gjorde han det ikke. Hun måtte opgive at flytte træet, det var meget større end hende selv. I stedet begyndte hun at grave jorden væk under det.

 

Det tog det meste af natten, og tordenvejret trak sig væk og overlod det til månen at lyse natten op. Da hun havde gravet jord nok væk, til at han kunne komme fri, knurrede han ad hende igen, men han faldt sammen på det ene bagben og begyndte at klynke. Han fangede hendes øjne, og langsomt trak det vilde og aggressive sig væk, og hun vidste, at han ville lade hende hjælpe sig.


Hun fik trukket ham op til sin grotte og gav ham regnvand, fra et dybt blad. Mens han drak, undersøgte hun det skadede ben. Det så ikke særlig slemt ud, der var intet blod at se, men det måtte være galt indeni, for ulven peb og snappede efter hende, hvis hun rørte det.


Hun fangede en kanin til ham den nat, og mange siden, og en dag, da hun kom tilbage, var han væk. Hun hørte ofte hans ensomme hyl i natten, men de blev aldrig besvaret. Så en dag kom han tilbage med en kanin i munden, som han lagde for hendes fødder. Han lagde sig ned og betragtede hende, mens hun skar den ud.
Siden den dag fulgte han efter hende, og hun følte sig ikke helt så ensom længere.

 

”Mit navn er Lucas,” sagde han og rakte hende en hånd. ”Hvad er dit?”

Han var en mystisk én, hun var stødt på, da hun jagtede en hjort. Han kom larmende igennem skoven og skræmte alting væk, men selv var hun kravlet op i et træ for at kaste et blik på dette mystiske væsen med to ben som hende selv.


Han havde lyst, glat hår, hvor hendes var kruset og mørkt, men de havde de samme lyseblå øjne.
Hun havde ikke noget navn, ikke noget hun kunne huske i hvert fald, men kvinden med det lyse hår og blå øjne havde kaldt hende noget.
”Solskinspige.” sagde hun.


Han havde opdaget hende, da han gik lige under hende, fordi hun tabte kniven, og den landede lige for hans fødder.
Da han så op, smilede han bredt og begyndte at snakke et sprog, hun havde glemt, hun kunne. Hun kravlede ned, da han bad hende om det, og nu stod de altså her.
”Solskinspige? Det er ikke et rigtig navn.” sagde han skeptisk.
”Nå, men det er altså det jeg hedder.” sagde hun surmulende. ”Lille solskinspige.”

Lille solskinspige er en vuggevise!” sagde han leende, og begyndte at synge: 

 

”Lille solskinspige, stjernen lyser klart
Nu håber jeg du ligger varmt og trygt og rart
Lille solskinspige, nu er det blevet nat
Så luk nu dine øjne, min søde lille skat”

 


Hun lå i en varm blød seng med hvide lagener og blå vægge med små stjerner på. Mor sad ved hendes side og sang godnatsangen. Hele verdenen vuggede i takt med skibet, og far sad i hjørnet af deres kahyt med sit mørke hår og de runde briller. Han var dybt koncentreret om sin bog, men da mor begyndte at synge, løsnede hans mundvig sig en smule og gav slip på et smil. Mor så over mod ham, og han så op fra bogen, og den seriøse mundvig gav helt op i forsøget på at holde smilene væk. Han så også ned på hende i sengen og blinkede hemmelighedsfuldt til hende. I morgen var det mors fødselsdag, og hun havde lovet far ikke at fortælle noget om drømmeøen, de ville lægge til ved i morgen tidlig.


”Det er mors gave,” havde han hvisket. ”Det var dér vi mødtes.”
Hun havde set på ham med store øjne og nikket ivrigt.
”God pige!” havde han sagt og klappet hende på hovedet.

 

Hun sad på jorden og græd, men da Lucas prøvede at nærme sig med forbavselsen malet i ansigtet, sprang den sorte ulv ud mellem træerne og stillede sig imellem dem og knurrede. Lucas vendte om og løb skrigende gennem skoven.

 

Det var blevet aften, da de fandt hende. Hun sad på det samme sted med benene trukket op under sig og armene omkring dem. Tårerne var brugt op, men hun hulkede tørt en gang imellem. Hun vidste slet ikke, hvad der havde gjort hende så ked af det. Mindet i sig selv havde ikke givet hende grund til at græde, men hver gang hendes tanker vandrede tilbage, rev et hulk sig løs i hendes strube, og det gjorde så ondt i brystet, at hun måtte begrave ansigtet i hænderne.

Den sorte ulv så dem først og begyndte at knurre.
”Skyd det bæst.” snerrede en dyb stemme. ”Lucas sagde det prøvede at bide ham.”
”Nej!” skreg hun. ”I må ikke gøre ham noget.” hun slog armene om ulven og holdt fast om ham, som ville han forsvinde, hvad øjeblik det skulle være. Men skuddet udeblev, og hun så forsigtigt op.


”Lucas havde ret, hun har de blå øjne.” hviskede en høj, tynd mand, der ligesom Lucas og resten af flokken havde lyst hår og blå øjne.  .


”Men se dog hendes hår, det er jo mørkt! Hun kan umuligt være en af os.” svarede den dybe stemme fra før. 
”Hun kunne være Mayas.” lød en tredjes bud. Han havde et langt lyst skæg, som dækkede det meste af hans ansigt, som ellers var dækket af ar. Men hans øjne var venlige, da de mødte hendes.
”Hun forsvandt med ham professoren, kan I ikke huske det? Han var mørkhåret.”

 

De udvekslede blikke og den høje, tynde mand så ned på hende igen.
”Hvad er dit navn, min ven?”
Hun tøvede et kort øjeblik og hviskede næppe hørligt:
”Solskinspige.”

Den varme, bløde seng var tilbage med kahytten med de blå vægge og stjernerne og far i hjørnet og mors stemme, som syntes at fylde hele verden:


”Lille solskinspige, vær nu ikke bange
Når solen den går ned og skyggerne blir’ lange
Lille solskinspige, natten er din ven
Når solen den står op, så ses vi jo igen”

 


Men de havde ikke set hinanden igen. I hvert fald ikke som det havde været meningen. Midt om natten gik noget galt. Hun vågnede til lyden af skrig og høje brag. Far så mere alvorlig ud end normalt, da han gav mor instrukser. Mor holdt hende tæt ind til sig, mens hun løb op af trapperne bag far.

 

Da de kom op på dækket, stod en stor, grim, arret mand med tatoveringer op og ned ad armene og sort skæg under næsen. Far holdt armene ud og talte roligt til den uhyggelige mand, mens mor bevægede sig hen mod en lille, hvid båd på siden af skibet.

Men den onde mand tog en pistol frem, og far råbte noget med bange stemme, og mor begyndte at løbe, da et brag genlød i natten, og far blev stille. Mor sprang ud fra skibet, mens hun holdt godt fast i hende, og de ramte vandet med et stort plask.


Da de kom op til luften igen, hostede hun vand op, mens mor forsøgte at svømme med hende under armen. Hun fik hele tiden nyt vand i næse, mund og øjne, og hun græd. Hvor var far? Hvorfor var de hoppet i vandet? Hun ville bare gerne hjem.


Mor fik fat i en tønde i vandet og fik banket hul i siden, så de kunne holde fast. Den onde mand på skibet råbte efter dem og skød ned i vandet, mens de flød længere og længere væk.



Da de nåede øen, var himlen blevet rød i kanten og mor var faldet i søvn, men hun vågnede da tønden støtte på grund.

Langt ude på vandet kunne hun se en tyk, sort røg stige op fra skibet, mens det langsomt sank. ”Hvor er far?” spurgte hun ængsteligt.
Mor smilede trist, og kunne ikke holde en tåre tilbage, selvom hun prøvede hårdt.
”En engel har taget ham med til et dejligt sted.” snøftede hun.
”Drømmeøen?” spurgte hun, men slog en hånd for munden, det måtte hun jo ikke sige!
”Var det dér, han ville sejle hen?” spurgte mor, og flere blanke tårer trillede ned ad hendes kinder.
”Mor? Jeg vil gerne hjem.” snøftede hun.


Lille solskinspige, du må være modig
Se dig dog omkring, skoven her er frodig
Lille solskinspige, tag min skarpe kniv
Må den passe godt på dit dyrebare liv”

 

Mor rakte hende kniven med rystende hænder. Først nu så hun den røde sø, som bredte sig omkring mor i vandet. Selvom hendes øjne var mørke og trætte, var hendes stemme stadig smuk, da hun sang videre:
 

”Lille solskinspige, alting skal nok gå
I dig vil alle skimte mine øjne blå
Lille solskinspige, husk på far og mig
Og husk at vi vil leve, evigt her i dig”

 

”Mor du må ikke dø!” græd hun.

 

”Lille solskinspige, vær ikke bange mer’
Lad dit lyse smil være det sidste jeg ser
Lille solskinspige, vær’ sød at  ta’ min hånd

Når den hvide engel tar’ min frie ånd”

 

Hun gjorde, som mor bad hende om. Hun tog hendes slappe hånd, som var helt kold og holdt den mellem sine to. Hun tørrede modigt tårerne væk fra øjnene, men de kom bare igen. Hun smilede til mor, og hun smilede svagt tilbage.


”Sig godnat til far fra mig.” hviskede hun ind i mors øre.


Lille solskinspige, alting skal nok gå”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...